fire gange
råbte jeg til dig at du skulle komme ned fra taget, men du hørte
mig ikke. Fire gange spiste jeg den samme morgenmad, uden at du sad
over for mig i stolen, som du plejede. Fire gange talte jeg med mig
selv om natten, uden at vide at jeg stadig sov, men du vækkede
mig ikke. Fire gange kyssede vi hinanden og jeg lugtede en andens parfume
på din skjorte. Fire gange klippede du mit hår, og skævt
hver gang, men fire gange tilgav jeg dig. Femte gang tilgav jeg dig
ikke. Femte gang kiggede jeg dig ind i øjnene og spurgte hvornår
du havde forladt mig. Første gang jeg spurgte dig, svarede du
at du ikke var mig. At du aldrig havde været min. At jeg ikke
var din. At jeg derfor ikke kunne forlade dig. Fire gange spurgte jeg
dig. Tredie gang svarede du, som sandt er, at du ikke kendte mig. Jeg
slog dig ikke, jeg gjorde ingenting ved dig, men du begyndte alligevel
at græde. Jeg tror du græde i fire timer, uden ophør.
Jeg tror din hovedpude blev helt stiv af salt og jeg hentede fire glas
vand til dig, men du drak kun det tredie, og resten drak jeg. Men da
du stod ud af sengen og spurgte hvor længe du havde været
syg - da slog jeg dig. Med mine ord gav jeg dig omhyggeligt blå
mærker overalt på din sjæl - ingen ar, bare blå
mærker. Du slog ikke igen. Jeg havde indtryk af at du ikke engang
mærkede det. Hvor var vi kommet langt denne dag! Jeg tænker
at det holder livet ud.
tilbage til
toppen