I mange timer
går han rundt i de samme rum, kigger på støvet i solstriber
fra sprækker mellem skodderne, hvirvler de samme møjbunker
op igen og igen, mens han bliver ved med formålsløst at gå
fra rum til rum
Han husker
ikke hvad han ser mens han indimellem står stille ved en af sprækkerne
og stirre på verden udenfor, stirrer ud i lyset og forsøger
at komme i tanke om, hvorfor han også denne gang standsede for se
ud på noget, han ikke ved hvad er
Det føles
som en øvelse, men stemmerne i murene kalder ham videre rundt, hér
og hér og hér og hér, han følger stemmerne,
når de kalder, og føler det forbereder ham på noget
Vandhanen i
køkkenet må han have drejet på hundrede gange, men der
kommer stadig ikke vand ud, så han kan væde sine bestandigt
mere og mere sprukne læber, men alligevel kaldes han til dette rum
igen og igen
Der må
være en dør et sted, men enten har ingen stemme kaldt ham
til netop détet rum, eller også har han ikke følt
behovet før nu.
Bliver lyset
i rummene svagere? En håndflade op for ansigtet fortæller ham,
at lyset er svagere end det var, også selv om han ved, at han ikke
før dette øjeblik har checket lysets densitet
Han må
ud nu, ellers kommer han aldrig ud, men stemmerne kalder ham stadig
videre, han kan ikke undlade at lyde deres kald, han er nødt
til at forsætte, så han fortsætter
Da han endnu
en gang står i køkkenet og drejer på hanen, og der
stadig ikke kommer vand ud at væde hans sprukne læber med,
hører han en ny stemme tale, en spinkel stemme, nærmest
et barn der taler til ham
Stemmen
siger til ham at han skal løbe, og han begynder derfor at løbe,
men der er ikke mange lige linier at løbe efter, så han
løber rundt, hurtigere og hurtigere kommer han gennem husets
rum, oftere og oftere passerer han køkkenet med den dysfunktionelle
vandhane, oftere og oftere passerer han stemmer, der kalder at han skal
gå ind i dét rum og i dét, men han lytter ikke efter
disse stemmer, han er på vej et nyt sted hen og han ved ikke hvor,
for han løber bare, men det betyder ikke noget, at han ikke ved
hvor, for han han gør noget nyt, så han løber og
løber og løber og så er han inde i et rum, hvor
han ikke før har været, og momentummet driver ham ud ad
den modstående dør, men der var noget i rummet, der var
noget i rummet, som ikke var i nogen af de andre rum
Da han kommer
forbi det nye rum igen, er han nødt til at passere det, fordi han
har så megen fart på, men der er et forhæng derinde, så
han begynder at planlægge, mens han løber, han planlægger
at han vil styre imod forhænget, næsten gang han ser det nye
rum komme, vil han løbe ind så skævt at han kan ændre
kurs mod forhænget, og så. Og så ved han ikke mere
Da han ser
rummet komme, ændrer han kurs ganske lidt, men han taber balancen,
da han skifter vægten i kroppen, og han rammer ind i dørkarmen
og trimler om på gulvet
Hans skulder
værker og hans hoved værker, hvor det ramte gulvet, og lige
nu kan han ikke huske, hvorfor det var nødvendigt at skifte kurs,
men nu er han stoppet, og han er i rummet med forhænget, så
han rejser sig, og støvet hvirvler i luften omkring ham, og han vakler
hen imod forhænget, og bag forhænget er en dør
Bag forhænget
er en dør. Bag døren er noget andet. Det ved han
tilbage til
toppen