dagensdigt2006

Det er anden gang, jeg har forsøgt mig med at skrive et digt om dagen - første gang var fra dec. 1999 til dec. 2000.

2006 blev noget anderledes, end jeg havde både forestillet og ønsket mig. Et år fuld af afslutninger: kvinden, jeg havde elsket i 15 år, mit første regulære forsøg på at bo under tag med en kvinde, og min søn, der døde i livmoderen på sin mor. 2006 var mit annus horribilis. Mit forfærdelige år.

Hvis du vil se denne hverdag afspejlet i digt, skal du ned i bunden af siden og begynde dér - i januar 2006, på min fødselsdag, som jeg nægtede at fejre, fordi jeg var hamrende deprimeret efter hvad jeg oplevede som en mislykket, nys overstået legatrejse til Peru, samt parforholdsrelationen, der forekom mere og mere absurd, når som helst vi åbnede munden.

Som du kan læse af kontrakten d. 30. januar, var det intentionen at lade det daglige digt holde mig til ilden og forhindre mig i at synke ned i det hul, man ikke kommer op af igen. Paradoksalt nok var denne vedholdende stædighed med til at manifestere en uoverstigelig forskel hende og jeg imellem. Jeg, der var gift med min skrift og klagede når den svigtede mig, og hun der ønskede en regelmæssighed i sit liv, og klagede over at jeg ikke leverede varen.

Jeg tror, det er en gammel historie. Måske er den interessant for dig at se fra dénne vinkel. I så fald: God læselyst.

Kenneth Krabat
Frederiksberg
07.07.07

alle mine digte
handler om dig

om hvem du er hvad du er
om hvad du savnede hvad dine følelser var
hvad du behøvede fra mig
om den person jeg ikke var den person jeg ikke er
om den person jeg ikke

de vokser ikke frem disse digte
de grædes frem de brydes frem de betales med vrede
ja sågar med had alt
der skal til
for at findes hér

for den midaldrende
som er naiv
uvidende
udannet uskolet ubelæst
asocialt kyndig ukorrekt uempatisk
findes ingen tilgivelse en sådan profil
kan ingen kvinde med selvrespekt elske
som en sådan mand kan elske
med respekt for sig selv derfor

skriver jeg digte om dig
så du vil forstå ikke hvorfor
nej at
du forlod mig
fordi du ikke elskede kun
drømte
u foranderlige drømme som belønning
som erstatning for dine tidlige tab
din voksne kamp og dine sejre

rigiditet er normalt jeg kender det
indefra kender det
som intention om at elske én
hver
dag
og helst den der elsker med samme kraft

der lever jeg
min hånd på din ryg i solen i køkkenet

det var dig

Til enhver, der fulgte med: Tak.

For enhver, som fulgte med, vil det være indlysende, at det ikke har været et nemt år. Udgangspunktet var heller ikke just af det gode: En kontrakt om at redde livet, intet mindre - skrive et digt hver dag til at holde depressionen på afstand! (Jeg vil skrive et bedre manuskript for det kommende år!). Meget var allerede da skævt i parforholdet, og kæresten havde gerne set, at jeg konsulterede hende før beslutningen om dette krævende projekt - men det var noget, jeg behøvede at gøre for mig selv.

Hver dag voksede splittelsen inde i mig: kontrakten skal overholdes, men hvor meget skal jeg give for at overholde den, hvor meget skal hun have, hvor meget mig selv? Ikke ideelle betingelser at skrive (eller samleve) under. Og at droppe med at skrive hver dag forekom direkte negativt.

Det omgivende liv, der skulle føde digteren, kom i stedet til at føde teksten, og jeg proppede uforholdsmæssigt meget energi ind i at skrive, med det (naturlige) resultat, at glæden trak sig endnu længere væk. Teksten forsøgte at overskue processen, men da hun gik, behøvede jeg al energi til mig selv, og gav endelig slip på at skrive det daglige digt. Og faktisk... måske var det dét, der skulle til for at jeg reddede livet!? At jeg også skal evne at slække på min værdighed. Være fleksibel... gå på kompromis... (Tilbageblikket roser mig for at turde give slip).

Når noget mistes, opstår et tomrum med plads til nyt. Her er min drøm: Lad mig blive far en dag, og møde én, der er bedre for mig og jeg for hende. Hermed givet til vinden - lad den vende en dag og møde mig ret mellem øjnene!

Mht. til selve teksten: Jeg har det sådan med dagensdigt2006, at jeg pt. oplever det private for fremtrædende - og giver mig selv og jer en måned til at overveje, om teksten i sin helhed har kvaliteter til at blive liggende offentligt. Hører jeg ingenting, eller synes jeg stadig, den er for privat, forsvinder den herfra.

alt godt,
kenneth krabat

Hald Hovedgaard
6. februar 2007

et år

et år er færdigblødt
det næste lapper vi
i kulissen

vi takker for bevågenhed

vi der ikke længere findes
digitalt
eller som vi var

måske mødes vi RL
eller mellem siderne
på papir

far vel
elskede

fra toppen af fangetårnet på bispens befæstede ø ved Hald Hovedgaard

det rører mig ikke at alting spejler sig
at himlen findes to steder oppe og nede

det rører mig ikke at træerne har tvillinger i søens dyb

det rører mig ikke at landskabet ånder
i vinterkulden det rører mig ikke

rører det mig
det smukke forsvinder jeg

det smukke betyder
et øjeblik er kommet og
der ér ikke plads i øjeblikket
der er ikke plads nogen steder

der er ikke plads jeg forsvinder
himlen og træerne og solen på sneen tager det hele

jeg vil så gerne forsvinde
af alt det her

ER DER NOGEN UDE PÅ TOALETTET?

HP så sig om i badeværelset. Det var godt nok småt. Med tanke på hvor stort huset var, var det ret underligt, at badeværelset var så lille. Og at der kun var ét. Der burde have været flere. Badeværelser. Eller i hvert fald toiletter. 'Toaletter'. Sjovt, som nogen stadig sagde 'toaletter', selvom det staves med 'i'. Måske havde det noget med størrelsen at gøre. Et 'toalet' var stort, 'a'-et indikerede størrelsen, og 'toilet' var småt, helt smalt og snævert aflangt lille som det her, med 'i' som indikator. Han forestillede sig scenen i et hjem med prætentioner, hvor han kom til at spørge efter toilettet, og den lange pause hvor ingen sagde noget, og han så kom til at spørge, om der måske ikke var noget. Nej, hvis man ville noget sådan et sted, var det bedst bare at spørge på den bonerte måde, "undskyld, men hvor er ..." og så se lidt lidende ud, evt. knibe benene sammen. Han forestillede sig straks at være kommet til at spørge den døve tante med en IQ mindre end pekingeseren, hun ville holde i armene, som, når han endelig var trængt igennem rent lydmæssigt, lige så højlydt ville spørge, hvor hvad var, flere gange, adskillige gange, indtil han og tanten havde hele selskabets opmærksomhed. Han studere sig i spejllågen over vasken, krattede lidt i en tør bums, og kiggede så ind i medicinskabet bag ved for at se, hvor mange skrabere, der var. Der var to.
     Måske var det simpelthen nemmere bare at spørge efter toalettet med det samme, og så tage chancen at man ville tage ham for en proletar. Eller måske sådan en fiks lille gammelmandsvending, 'undskyld, men ved man, hvor dasset befinder sig?' Det ville muligvis virke lidt komisk, men kunne også antages at være charmerende. Hmmm, svært at gennemskue.
     Han løsnede bæltet og satte sig på tønden. Knæet stødte ind i toiletrulleholderen, og han var nødt til at sætte sig sidelæns på brædtet for at kunne være der. Gad vide, om det så også ville hedde en toaletrulle?
     Genklangen af det skarpe hånlige grin gjorde ondt i hans ører. Han skyndte sig at rive noget 'toaletpapir' af, og proppe et par totter ind i ørerne. Ah, hvor fint! Nu kunne han høre sig selv trække vejret.

OG PLUDSELIG VAR DEN LILLE MAND VÆK

Først var der en lille mand. Han stillede en udskåret overstørrelse fotostat op af sig selv, og stillede sig ved siden af, og blev fotograferet af fotograferne. Imens satte galleriejeren plasticglas frem, vinglasefterligninger med sort fod, så enhver vidste, hvor de skulle holde fingrene, og hans assistent, der også var hans kæreste, man så det på berøringerne på ryg og skulder frem og tilbage mellem udstillingsrummet og det lille køkken/lagerrum, hældte hvidvin op i de fleste af glassene efter devisen: Er det hvidvin, drikker de ikke så meget, er det rødvin, bliver de hængende hele aftenen. Så kom en langhåret hjemløs ind, der vitterlig var hjemløs; han stillede sig op meget psykologisk udenfor alle gangbaner gennem galleriet, men tæt nok på til at alle passerede ham og hans Hus Forbi, de hjemløses eget blad, han holdt i hænderne med langt større ro malet i ansiget end de fleste hjemløse på gader og stræder normalt fremviser. Og fotograferne tog billeder af ham, og de fremmødte journalister spurgte ham, sådan nærmest ud af mundvigen, om han nu også var hjemløs, eller om han var et stunt. Og imens var seksten mennesker ankommet, to af dem med små hunde, der ikke kunne lide hinanden, men ingen af de to ejerkvinder gad have hund i favnen, så de forsøgte så godt det nu lod sig gøre i galleriets to rum at cirkulere uden for hundenes midlertidige territorier. Og resten fornøjede sig med at grine af hundeejerne, som de ikke vidste var dem, der senere ville købe det meste af, hvad der kunne købes, måske som ubevidst konkurrence med hinanden, fordi ingen af dem var nået til en følelse af, at have penge nok. Én af de fjorten havde lus. Det vidste han ikke, og kunne derfor ikke gøre for det. Men da lus springer ret langt, når de vågner til dåd, hvilket de gør, når varmen stiger i hovedbunden, og det siger sig selv, at der bliver varmt i sådan et galleri, når det fryser minus 10 grader udenfor og varmen er knaldet op på max inden døre, gik der ikke lang tid, før der var lus på alle de tilstedeværende, med undtagelse af en lille kvinde med bare ben i vinterstøvler og iført noget der mindede om en boakjole, ene violette fjer flettet omkring hende som et kompliceret netværk, som havde så stærkt syreholdig en sved, at lusene hoppede af hende igen, ikke i nogen speciel retning, bare væk fra hende. Hvilket var samme effekt hun havde på tre gæster, der alle var ikkerygere, og af den grund ekstra sensitive over for lugt, mens en fjerde, der sjovt nok også var ikke-ryger så sig så aldeles fascineret på hende, at han fulgte hende i hælene al den tid hun var der. Hvor som helst hun gik hen, var han lige bag hende, og så tilfældigvis i retning ad noget udstillet, i hvert fald med et kvart øje, mens de resterende 7/8 vedvarende cirklede ind og ud af hendes personfelt, når som helst hendes blik nærmede sig ham og vendte tilbage til kunsten.
     Klokken 17.03 ankom den kendte kunstner, drak 3 slurke hvidvin og forsvandt inden nogen nåede at hive en snak om dette eller hint op af lommen, og klokken 17.12 så alle op mod hans ben, mens han hastede gennem snedriverne ned mod Sølvtorvet.
     17.32 var der ikke mere hvidvin, men alting var stort set solgt, så rødvinen kom frem og der blev skænket rigeligt i glassene.
     Kort før lukketid ankom en klovn, der var bestilt til 2 timer tidligere; han kunne tale esperanto og det var meningen, at han skulle have klovnet på dette kunstsprog, men nu var folk så påvirkede, at de lodes fuldstændig upåvirkede af hans uforståelige sproglige akkompagnement til 5-boldes jonglering med 2 meter til loftet, hvilket var noget nær til en rekordoptagelse hos Guinness; flertallet brugte gennemsnitligt 16 sekunder på at gætte på, at han var romano eller ungarer eller sådan noget; kun en 26-årig studine, der var ankommet i selskab med sin 56-årige journalistfar, lyttede sig ind på, at hun ikke anede hvad det var for et sprog, men var selv så påvirket af vinen og varmen, at hun var bedøvende ligeglad.
     Det siger sig selv, at lukketiden ikke blev overholdt, og yderligere tre mennesker ankom, den ene en mand, der var kørt tør for benzin lidt nede ad gaden og havde behov for en telefon, ikke til at ringe efter hjælp, men til at aflyse den aftale, han nu var forsinket til. Efter samtalen så han meget lettet ud og tog taknemmelig imod det glas rødvin, der blev ham budt, mens også han så efter kvinden i boakjolen, der stadig valsede rundt fra udstillet til udstillet genstand med den ikke-rygende beundrer i hælene. Lus var der efterhånden nok af, men kun hundene kløede sig. Det var på grund af varmen inden under de vinterdragter, de begge var iklædt. meget ubehageligt sådan at være hund dér, nogen burde nok have budt dem noget vand, men det faldt ingen ind.
     Den hjemløse drak ene danskvand, tre af kunstnerne gik udenfor for at ryge en joint, og den ene af de to lugtsensistive mænd gik på toilettet så længe, at der nåede at danne sig en lille kø udenfor. Dårlig mave, klagede han, da han kom ud, men nåede alligevel at hælde yderligere tre glas billig rødvin i den, før han gik hjemad i selskab med en kvinde iført stramtsiddende læderkjole, som han ikke var ankommet med, ikke kendte og ingen intentioner havde om at kende, i hvert fald ikke dagen efter. Hun var så til gengæld på udkik efter nye sociale kontakter, fordi hun lige var ankommet til storbyen efter mange år i udlandet, det skortede ikke på penge, men penge køber ikke selskab af den slags man bliver rig af. Hun ville nok heller ikke være interesseret i selskab dagen efter, men akkurat nu var hun ligeglad. Hun var også ganske plakat.
     Og pludselig var den lille mand væk. Han stod i hvert fald ikke længere ved siden af den fotostat, der var hans hovedværk. Den af de to hundekvinder, der havde købt den, forhandlede med en af fotograferne om køb af et negativ og et kropstørrelse aftryk af et billede af fotostat med lille mand ved siden af. Måske var hun og fotografen tørnet sammen før, måske kunne fotografen ikke lide hunde, nej, han kunne ikke lide hunde, i hvert fald blev de til hundekvindens store fortørnelse, ikke enige,. Hun gik straks efter. Men der var stadig for mange mennesker i galleriet i forhold til brandtilladelsen. Og kronisk for lavt til loftet, men noget skulle lokalerne jo bruges til, så dispensationen blev blot fornyet år efter år. Det kostede ikke noget.
     Den sidste af gæsterne til at gå var den hjemløse, og det kan man sådan set godt forstå. Det havde været godt for ham at være der: 16 visitkort, 300 kr. i gaver og han havde solgt ud af sine blade. Galleriejeren klappede ham på ryggen på vej ud af døren, midt mellem skulderbladene, på den der måde der betyder 'og gå så'. Men han gik ikke. Han blev stående lige ud for trappeopgangen, som om han ikke vidste, i hvad retning han skulle gå. Det var begyndt at sne igen. Galleriejeren, der havde lyst til at kneppe sin kæreste bøjet ind over den lille håndvask i køkkenet/lagerrummet, blev ret irriteret på sig selv over at føle dårlig samvitighed og endte med at åbne døren igen og stikke den hjemløse ekstra 100 kr - 'til en taxa' - og en flaske næsten urørt mineralvand. Endelig gik han så, den hjemløse. Ned mod Sølvtorvet.

billedet er det bedste der er taget af dem de har selv taget det de arbejdede på det i en STUND hvor kærligheden var stærk det ene efter det andet billede tog de skiftedes til at holde kameraet i strakt arm mens de lå på sengen og blev ved så længe og langt forbi det billede som blev det bedste billede at der er mange gode billeder i serien INTUITIV insisteren på at fange øjeblikket ikke for eftertiden men en sikkerhed en vished om at dette øjeblik var RIGTIGT og at der ganske enkelt VAR noget at registrere digteren og fotografen i kærligheden større end dem begge hver for sig INDE i kærligheden og

hele

hvor finder jeg hende jeg elsker
som elsker mig hvilken
adresse har hun nu?

hun siger hun
elsker mig men
vil ikke ha mig?


ahhh
hun elsker mig som
man elsker kartoffelmos!

i morgen
er efter du har sovet

THEE EEMAIL

jeg har altid fundet skovturen, der er afhængig af setting, kedelig og forudsigelig, men hvis den finder sin egen tone, hvis deltagerne finder omgivelsernes tone og derigennem hinandens, hvis deltagerne er vigtigere end stedet og lugten og udsigten og udsigterne, er en skovtur noget af det dejligste to eller flere kan gøre sammen. Én-persons skovture, derimod ... hvem fanden gider egentlig hengive sig til kulde, regn, myrer, larmende køretøjer og sportsudøvelse ... for sig selv?

det er svært at sige det men jeg
har givet slip

kald det en sørgemelding
kald det selvmedlidendende navlepilleri

det er ikke livet der standser
hér

EXCERPT

... But first I had to undergo the torture of the so called 'best school system in the world' as claimed by politicians, and acted out by teachers on all levels, that it took me until my first and only meeting with a psychotropic substance to realize the extend of the desperation.
At my gymnasium at Öregård I overheard two teachers discussing the new school law, or rather, they agreed that the national imposition of individual assessment of all students, placing everyone in the position of actually having to compete with everyone else, rather than business as usual of 'just doing your thing the best way you could', was the worst thing that could happen to the nation, and to the people, and one of them, strangely enough a man, burst out crying outright. Must be a very sensitive thing for him, I thought, sitting outside in the hallway waiting for the trip to begin that a friend had slipped me and told me to drop, in order to 'straighten out that straight head of yours', which was how he phrased it, and being who I was, I of course set about disproving that anybody so unkempt and chaotic as him in any way could know what was good for me. At which point the lysergic acid diethylamide-25 started on my mind, because I suddenly heard not just one teacher crying, or two teachers feeling sad about being forced to evaluate their students' actual competence of living, I heard all of the teachers wail and bemoan the fact that they would have to become executioners and cutters of the threads of fate of young people, who were probably not responsible for having chosen schooling, though grossly incompetent in a majority of ways, they were the tools of politics over which they held no influence, and very few of them felt any pride in the responsibility invested in them by the democratically elect, rather, they were at a loss as how to live with themselves, once the deed was done, once the plan was in motion and everyone started adjusting to the new demands, kids dropping out, kids getting more adept at back-stabbing, rawhiding their emotions, kissing ass and doing teachers favours to get ahead, and by all I do mean all, not just the local teachers at my gymnasium, no, I felt tuned in to teachers all over the nation, it felt like taking the temperature of a gigantic hairy beast, and the temperature was rising and the beast was at a loss as to what was happening to it, it was roaring, really asking for help, but there was no one. It was totally alone in the world. And for a minute there, while I sat on the bench outside the teachers' office, the hallways deserted with teaching, I actually felt sorry for the great hairy beast, its wailing so desultory that it smacked of imminent, un-avoidable, stark lonely cessation of existence ... Yes, it was desperation! The whole nation of teachers were crying out in desperation, and maybe, maybe I was the only non-teacher or -in-the-know-person, who heard this cry for help. But at the core of my being ... all I felt was disgust!
There and then I decided to leave my home, not just my parental base, the meal ingesting and sleeping place that was my parent's 5-room apartment in Nørrebro, the latest growing-very-fashionable-with-prices-of-housing-rising-all-over-area of Copenhagen, previously home to bums, BZ'ers, unemployed first, second and third generation immigrants and artists not going anywhere in any great hurry ... but actually leave the country itself. I could not for the life of me understand why anyone would live in a place, where maternal over-protectiveness had infused itself into the national soul to such an extent that teachers, even slightly experienced like the two in the teacher's office, would balk at the task set before them, a regular paradigm shift, a challenge of Danish humanity borne anew on the shoulders of the ever first disseminators of the newest of collective knowledge and understanding!
I literally threw up.
Not the gentle, two-fingers-down-the-throat way of helping yourself rid the body of un-desired fluids or toxins, but the un-self conscious and uncontrollable vomitation, where the whole of the system feels so besotted that it has but one option: To try and expel any feeling of infestation by emptying the stomach - the visual symbolic opposite being the tiny alien popping into existence from un-acknowledged germination in the bowels and out through the chest of actor John Hurt in Alien 1.
But I didn't have that much inside of me. My physical reaction to their reaction to demand for anti-socialist breeding resulted basically in a little coffea and cake fluids from my 11 o'clock cafeteria break being spilled. Plus a lot of retching. At which point the door opened all the way and the two teachers came out to enquire about my state of health, to which I reacted with as yet un-dispelled cowardice, claiming influenza as the cause of the mess.
Respect! They saw through the lie, possibly due to ultra-dilation of my retinas, and sent me home on noted sick-leave for the remainder of the day and the next, with voiced-only concern that I not be alone until "it" went away. But honour only for not freaking out and reporting me for doing drugs on school premises - zero respect for the maternal handle on things, where every unknown is mastered by infusion of food, bed rest, or a professional of any kind. But I did go home, mentally packing and doing away with disposables and thinking about where to go, walking all the way to Nørrebro with my bicycle in one hand and drawing cognition-delay shadows in the air with the other. I locked myself in my room, a privilege hard earned from years of struggle with my mother, my father always understanding perfectly, and continued the practice of drawing shadows in the air and thinking of the countries and places I knew. Before slumbering I came to the conclusion that finding a new home would take more than just a map of the world and the CIA database of countries and regions, readily available on the net. Saying NO to things was not enough. I would have to find out how and to what to say YES.

HVIDE SNABEL NED I UNIVERSET

det du beskriver dér
er fundet sted i et andet univers
dér hvor du er
hvortil og -fra kærligheden var en Einstein-Rosen-bro
uden hvilken vi aldrig havde kunne være sammen
uden hvilken vi er lysår fra hinanden
og aldrig havde kunne ånde i hinandens mund

et hul

gennem tid og rum i hverdagen på afstand i vore minder

et hvidt hul matematikken siger folder rummet
muligvis opretholder et kosmos med utællelige universer
og vi beviste opretholdes med intention
og fører ingen steder hen
uden

KÆRLIGHEDEN KLARER ALT, VER. II

måske fordi jeg er dette ganske enkle menneske, jeg siger enkel, ikke simpel
ser jeg tingene fra oven, ofte fra det øverste oven,
snarere end at være inde i dém
og i dét jeg ser

måske
er det dét, astrologien siger?
eller ér jeg enkel blot bare kun? måske så jeg ikke
jeg ved det faktisk ikke
det bedste det andet menneske
det bedste hun gav, det bedste hun var i stand til at give

måske så jeg det simpelthen ikke

og er dét tilfældet heller ikke om jeg blot ikke har lært
ikke kan se måske aldrig ville kunne se det mulige 'noget'
tænker jeg
hun aldrig fandt genklang for

jeg tror på denne mulighed
ikke kun fordi jeg ønsker at tro fordi jeg tror
men fordi jeg tænker at jeg ønskede at jeg selv
er noget der aldrig fandt fuldstændig genklang i hende


så det ikke var så uforståeligt uretfærdigt alt


hér
standser det

- - - - - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - - - - -

KÆRLIGHEDEN ORDNER ALT, VER. I

måske fordi jeg er dette ganske enkle menneske, jeg siger enkel, ikke simpel
ser jeg tingene fra oven, ofte fra det øverste oven,
snarere end at være inde i dém og dét, jeg ser.

måske
er det dét, astrologien siger?
eller ér jeg enkel blot bare kun? måske så jeg ikke
jeg ved det faktisk ikke
det bedste det andet menneske
det bedste hun gav, det bedste hun var i stand til at give

måske så jeg det simpelthen ikke

og er dét tilfældet heller ikke om jeg blot ikke har lært
ikke kan se måske aldrig ville kunne se det mulige noget
tænker jeg
hun aldrig fandt genklang for

jeg tror på denne mulighed
ikke kun fordi jeg ønsker at tro fordi jeg tror
men fordi jeg tænker at jeg ønskede at jeg selv
er noget der aldrig fandt fuldstændig genklang i hende


så det ikke var så uforståeligt uretfærdigt alt


hvis det skal konstateres
at der vitterligt ikke ér mere
baseret på den klokkestunge stemme der fører disse ord ...
taler jeg blot med mig selv?
er det kun stemmer gennem tomme buegange
duer der letter langt oppe når ekkoet af skridt og stemmer når dem

så
længe siden nogen har været hér
hvis der vitterlig ikke ér mere
og hun ikke gemmer sig fordi der er noget hun ikke vil fortælle mig
jeg er nødt til at spørge hende
er der noget du ikke vil fortælle mig
noget du frygter hvis du fortæller mig det noget
der er til fare for mig vil såre mig gøre mig mere ondt end savnet
som sagt jeg tror
eller noget du frygter for dig selv?

hvis du trods alt kender mig lidt ved du
at jeg behøver at spørge
og hvad det betyder at jeg gør

(som måske bekendt den eneste måde
hvorpå nogen kan være foran en anden)

selv et simpelt simpelt digt som dette
som et tårn der bygges toptungt fra toppen og ingen
endnu ved hvor og hvordan finder jorden
som en orca der hænger i luften i et snapshot
aerodynamiske vanddråber funklende fra vingekanterne i solen
symbol på det utæmmelige vilde kun for de mest uoplyste
eller
for dem der ikke ønsker at se civilisationen
men ret ind til hjertet af tingene fuck civilisationen!
selv et sådant tårn finder støtte eller ophører sin realistiske eksistens
uden forankring
i læseren
uden læserens kærlighed det er dét
denne digter troede var det enkle

men han ved godt at han tog fejl

det er ikke enkelt at vide at læseren er skaberen
at kun den læser der kan følge digteren
giver digtet liv
hvad enten planet er kærligheden
eller tanken
eller fysikken
eller specifikke aspekter af dem
eller af ånden
eller måske ånden i sig selv for dem der behøver navngive himlens stjerner med kroppen og hjertet og tanken
ydmygt eller hovent
som alle andre og alle standseninger dér imellem

for fanden
jeg spiser græsk yogurt med syltetøj og gamle æbler
og blæseflammeflamberet karamelcreme med lige stor nydelse
og fatter ikke forskellen og ved ikke om der ér en, ér jeg enkel?
måske er kun dén enkel
som godtager hvad han ved og hvad han ikke ved

og jeg kompliceret fordi
hun muligvis passer på sig kompliceret
og ikke blot som om man må holde sig inden døre til regnen hører op
en enkel kamæleon!?

en simpel kamæleon?

en almindelig kamæleon? gengir alt i sort-hvid næsten uden fejl
og kun let farveblind i realiteten nej

nej

vurderingen sker altid efter
om der er sammenhæng
mellem tale og handling
   signaler og formåen
      idéer og færddiggørelse
         det fantaserede og det realistiske hvad siger du læser

         hænger vi sammen du og jeg?

JERNBANEN RUNDT OM JORDEN

1. juli 2006
jernbanen til Lhasa
som kineserne har bygget
efter at have annekteret landet
skulle transportere arbejdskraft fra kina til tibet
flytte befolkning ind i tomme områder
skaffe adgang til vandreserverne i det enorme bjergområde for
til kinas
milliard
tørstige

29. juli 2006
men jernbanen synker
man vidste det fra starten
at det ville blive nemmere at bygge jernbanen end vedligeholde den

men nu kan selv ikke nedkøling af betonpillerne den hviler på
hindre permafrosten som pillerne er sat i
i at smelte transporten
af vandreserverne i tibet til kinas milliard tørstige
hviler på frossen vand

slut-70'erne og frem
iskappen smelter
fordi kineserne og alle vi andre
ikke tror på at permanent klimaskift kan komme i vores tid

eller at økonomisk vækst er vigtigere end at
imødegå mulig fremtidig økonomisk og på anden
vis ustabilitet

            men nu udløses metan fra under nordkappen
fra havoverfladen og fra havbunden
og fra isen hvor den har været bundet i millioner af år

og metanen
væsentligst blandt drivhusgasserne øger drivhuseffekten
og varmen stiger på jorden
isen smelter

og vandene stiger og bliver varmere
og mere metan udløses fra havene
og varmen stiger på jorden

25. november 2006
isen smelter jeg fravælger panik
selvom ikke alle lande har tilgået Kyoto-aftalen
forandringer
ligger ikke længere i vante hænder magthaverne
er altid dem der mest frygter at dø at forsvinde af syne ikke os
almindelige mennesker der ikke har ressourcerne
til eller nødvendighed for at barrikadere os men hvis jeg
vælger panik for andre mennesker
hvis jeg tror jeg ved at sprede den rette form for panik
blandt alle befolkningslag i verden med indfødsret og ret til at røre sig


23. september 2007
panik
hysteri
fanatisme
heksejagt
også med deltagelse af de mest ressourcestærke og mest begavede
selvoprydning

ser ind gennem døråbningerne ind
i de andre rum vander mine planter de
klarer sig ikke uden mig de
er ikke i deres naturlige element

kun se kun se mig selv ikke danmark ikke
dem der nedgør nedtaler nedriver danmark ikke
kerer sig om menneskene indeni ikke
regner blod for blod og sjæl for sjæl ikke
selv martres af isolation og af venten ikke
ser mennesker men kun tro og penge ikke
elsker som den gudesøn de selv bor hos vil
alle det så godt som forældre der slår
vil alle danskere det godt som forældre der slår
vil ha at naboen holder sine børn hos sig selv de svin de
uregerlige sataner de møjbeskidte lorteunger de
taler end ikke som vi gør hér i familien og det dur ikke vore børn
har en standard at møde en standard at holde de døde danskere
de døde danskere kræver det det er sådan det ér de døde taler højere
end alle dem der lever i danmark i dag lever og bor i danmark i dag
danmark er et land hvor de døde kæmper med de levende
og de døde er i færd med at vinde ikke
lade levende tale lade mennesker tale ikke
give plads til forandringer nye traditioner skabe nyt liv ikke
give slip på det liv som ikke har krop længere ikke
være rådgivende elders men alibier for enkeltes magtbegær og frygt ikke
blive liggende stille og lade nogen ære livet for livet er ikke
noget at ære men dét der har ret og vigtigere end livet føj






livet er forandring livet forandrer sig verden forandrer sig
alting virker meget bedre med kærlighed med kærlighed
virker alting meget bedre sån er dét

ikke

jeg vil ikke have hende tilbage
selv ikke hvis hun spurgte

er dét ikke blot stolthed
eller spil for galleriet
hvis jeg vitterlig i dén grad
begræder tabet af hende
om end der også er andre tab
jeg begræder?

hvorfor
vil jeg ikke have hende tilbage?

passer det
at jeg ikke vil have hende tilbage?

ville jeg have hende tilbage
hvis omstændigheder var anderledes
og så hvilke omstændigheder og
anderledes hvordan?

er jeg sikker på jeg ikke ville have hende tilbage
hvis hun spurgte om jeg ville?

hvorfor skulle jeg ville turde risikere det
hvorfor hvorfor hvorfor hvorfor?

fordi jeg elsker hende
og jeg elsker dybt når jeg elsker

men hun ér jo den samme maske over sin sjæl
hvad nytter det at elske sjælen
når resten ikke ser at det er dér
kærligheden rettes?

men det gjorde hun engang
eller agerede som om hun vidste det
men ikke i dag ikke længe
dét er måske større tab
eller må-ske en større illusion måske større spil
at hun lukkede døren

og lukker hun døren igen-igen
er smerten den samme som nu ahhhh
jeg vil naturligvis undgå smerte
ved ikke at lukke hende ind

men smerte undgår ingen
nu skal jeg bare afgøre med mig selv
om hun er ærlig nej!
nej ikke afgøre med mig selv mere jeg ved
hvad grundlaget er nu

jeg elsker hende sådan er dét

For sjette gang har Lensmand Harald Blogwertman sat sin vetoret til salg for en gennemførelse af forslaget om at lade alle grupperinger tvangsmæssigt synliggøre ved hætte- eller frakkefarver, men heller ikke denne gang lykkedes det ham at overbevise dumaen. Som Lensmand Sonia Sarah Jones siger: "Det Harald Blogwertman ikke forstår, og aldrig har forstået er, at hvad der for ham blot er salget af hans sjæl, for alle andre er salget af hele menneskehedens sjæl". Sociolog på Johannesborg Universitet, Pieter Verkampft, der sidste år skrev bogen: "Sort, hvid, eller Sort/hvid?" siger om det nye forsøg: "En farvekodning af menneskers holdninger og karaktertræk vil ikke blot anspore til yderligere opsplitning af samfundet; det vil også gå imod alt, som samfundet som beskyttelsesbunker for arten har arbejdet på de seneste 60-70 år. Den nuværende individpolitik er, alt andet lige, nådig overfor den enkelte, der jo aldrig bliver stillet spørgsmålet, om han eller hun vil leve i vort, eneste, samfund, men på hvilken måde han eller hun vil leve." Lensmand Harald Blogwertman kommenterede afvisningen af sit veto-udsalg for et større presseopbud straks efter afgørelsen: "Jeg helmer ikke, før jeg på gaden for mine øjne kan se, hvem der aktivt ønsker at bidrage til at være menneske, og hvem der kører åndeligt, intellektuelt frihjul. Ingen, der takker ja til at dø første gang, de spørges, burde få chancen for at svare endnu én eller for den sags skyld fulde to gange!" Human Død, gruppen der overvåger at kvalitetskriterierne omkring dødsøjeblikket overholdes i alle samfundslag og indtægtsgrupperinger, overvejer i disse dage om det ville give mening at grave den såkaldte "racismeparagraf" fra begyndelsen af århundredet op og applikere den på Lensmand Harald Blogwertman. "I så fald vil Hr. Blogwertman muligvis kunne anklages for samfundsomstyrtende aktivitet", siger en talsperson fra Human Død. ... I de Kaspiske Bjerge på det Europæiske kontinent landede i dag et fragment fra den forliste rumstation, Euripedes. Fragmentet var så stort, at det overlevede passagen gennem atmosfæren. Undersøgere er i øjeblikket på stedet, som med rimelig stor nøjagtighed blev forudsagt næsten omgående efterfølgende den voldsomme eksplosion, der flåede Euripedes' nav fra hinanden og kastede beboelses-egerne med over 5000 mennesker i alle retninger i 55 kms [?] højde over Jordoverfladen. Indbyggere i Aman og området 30 km omkring evakueres i disse dage, da det forventes at et tilsvarende fragment på 100-150 meter i længde vil lande på den arabiske halvø på fredag. Våbenspecialister har med simulationer med stor sandsynlighed påvist, at et nedskydningsforsøg blot vil sprede fragmentet, såfremt det ikke allerede bryder op ved passagen gennem atmosfæren, og gøre disse nye fragmeters baner fuldstændig uforudsigelige. Det anslås, at effekten af et helt fragment, der lander i Aman, vil svare til en 50 Megaton atombombe. Men hvorfor skete det samme så ikke i de Kaspiske Bjerge i dag? Vi har en rapporter på stedet, Marc Rubini: Du står... hvor henne?... Jae, Katrina, jeg har været igennem en seriøs sikkerhedsclearence, og er pt. iklædt en hvid strålingsdragt, hvilket er årsagen til den måske lidt hule klang, min stemme har. Jeg har ikke tilladelse til helt præcist at oplyse, hvor jeg befinder mig, så I må nøjes med at vide, at jeg står nedenfor et bjerg, og at det regner fin, fin hvid aske oeralt omkring mig, det ligner næsten sne. Omkring mig myldrer det med tilsvarende klædt sikkerhedspersonale og undersøgere, og enorme transporthelikopetere er i øjeblikket i færd med at landsætte store boblekøretøjer, der kan klare noget af transporten op i bjergene, hvorfra det er meningen af resterne af fragmentet skal hentes ned, så specialisterne får en chance for muligvis at afgøre, hvad der var årsagen til Euripedes' forlis... Ja, men, Marc, hvordan kan det være, at dette fragment, af pressen døbt xx efter den græske xx's forlis, ikke havde samme effekt i de Kaspiske Bjerge, som det næstfølgende fragment efter sigende vil have, såfremt det lander i hel tilstand, om man så må sige, i Aman? Marc?... Joe, Katrina, det menes at skyldes vinklen, hvormed fragmentet ramte bjergene. Det er meget almindeligt at tro, at ting fra oven falder lige ned, vinkelret på jorden, men man skal huske, at Jorden roterer, og at objekter, der når gennem atmostfæren, derfor snarede end vinkelret på jorden falder mere eller mindre parallelt med jordoverfladen. Således også med dette fragment, hvis bane mange på den nordlige halvkugle her til morgen med spænding har kunnet følge hen over himlen. En røgfane så voldsom, at der visse steder med stille vejr stadig er mørkt som om det var aften. Miljøundersøgere spår, at effekten af røgen på det globale miljø vil... Marc, Marc? Ja, Katrina? Marc, det er jo interessant at spekulere på, hvor meget der mon er tilbage af fragmentet, eftersom satellitbilleder ikke viser nogen voldsomme geofysiske forandringer af nedslagsområdet, Marc?... Det er korrekt, Katrina. De steder, hvor røgen er lettet, og den vil fortsætte med at lette, eftersom der er meldt om kraftigere vind i de næste par timer, kan man på sattellitvideo se fragmenter ligge spredt over et område på 4-5 kvadratkilometer. Kombinationen af nedfaldsvinklen og disse robuste geologiske formationer har fået fragmentet til at dele sig op i... ja undersøgerne forhåndsanslår 5-10.000 væsentlige fragmenter... så snarere end en bombelignende nedslagsreaktion må man sammenligne det med at kaste en glasskulptur med meget stor kraft gennem en skov af fritstående jernstænger... Flot, billede, Marc... Tak, Kristina. Men nu kan jeg se, atundersøgernes leder, Lensmand Altor Sikkel, er ankommet, og jeg vil gøre mit yderste, uden at gå i vejen for undersøgelsen, naturligvis, for at få et muligt svar på, hvad vi, baseret på dette nedslag, helt præcist kan forvente os af fragment nummer to på fredag. Og naturligvis straks vende tilbage til jer med en rapport... Tusind tak, Marc. Det var Marc Rubini, der rapporterede fra de Kaspiske Bjerge, hvor Euripides-fragment nummer ét for knap tre timer siden planmæssigt slog ned... Og til en sportsbegivenhed af de mere usædvanlige: I Frankfurt på det europæiske kontinent står i dag en gruppe paraplegiske Testere som udfordrere af en tilsvarende gruppe paraplegiske Klyngere i en dyst til fordel for paraplegikere verden over. Og hvorfor er det, at det er usædvanligt? Jo, paraplegikere er betegnelsen for folk, der er lammet fra hoften og ned. Og dysten? Fodbold! Kan det blive mere mærkeligt, Lotta? ... Lotta? ... Jeg tror ikke, vi har forbindelse til Frankfurt...? Nej, får jeg at vide, men vi vender naturligvis tilbage senere, hvor vores raporter Lotta van der Weide vil få sig en snak med kaptajnerne fra begge hold om denne i sandhed noget selvmodsigende sport. I stedet står så Arthur Ng'bela klar med en finanspolitisk update, Arthur? ... Ja, Katrina... Arthur, jeg hører, at du selv har været ude i lidt modvind i dag? ... Det ær ganz korrecht. Wir har heer på petroborsen oplevt leedt arf een schweer schweer daag, jah, very, mejet schweer daag, deer ær jo som bekæændt stoord seet engen olje tilbage im Welt, i Der Verden, og folg hæær kæmper som om...

det ligner fuldstændig Frederiksberg Have
men her er smukkere

stierne er kantet af blomster i alle farver
græsset er en grøn der kun kan findes
hvis hvert eneste strå er sin egen lyskilde
og ikke afhængig af solen
alle træer kaster kun skygge dér
hvor nogen behøver det
og egern og hunde ses lege med hjorte
og med børn

og du er smukkere

på en eller anden måde er du smukkere

måske er det sjælen i dine øjne
måske er det lykken på dine læber
måske varmen fra min hånd
mens du holder mig

dér er smukkere

hvor fuldstændig pas det er muligt at blive på livet når lidelsen
fra sit skjul under håbløse håb og uløselige frustrationer
træder i karakter

hér er så hånden der aldrig mere skal røre
hér læberne der aldrig skal kysse
hér kroppen der aldrig skal ligge i ske
hér hjertet der aldrig skal danse med hendes
hér trangen der aldrig bliver til forståelse

alle disse tomrum i det forestillede fremtidige liv
der kun spejler fortidens den nære
fortids fyldthed men ikke evner
at bespørge kvaliteten af samme ikke
ville ønske at fyldes af mindre end dét
der altid var meningen de skulle fyldes af og aldrig bliver

den karakterløse lidelse som kun har ét sigte
LUTRINGEN
af alt overflødigt bort fra sindet alt dét
der forhindrer krop og sind i at gå videre
med faren for at dø undervejs så taknemmelig

SÅ taknemmelig tak
for indre åbenbart høje krav til livet så høje
at man må føle man dør af savnet

hvis ikke
man slipper giver slip

hvor fuldstændig rig en fremtid
sammen og alene
under åben himmel

FÆLLESSKABETS KERNE

jeg låner sol
du låner sol
han hun låner sol
vi låner sol
I låner sol
de låner sol
ingen ér kun
den der låner lever
liv er sol
sol er liv
   ikke statisk

--
--

HORUS R RA

jeg er mig

omgivet af nederlag ringeagt tab misbrug
selvbedrag selvhad svigt jeg er mig
alt omkring er sekundært

på ayahuasca om morgenen efter ceremonien
hvor jeg gjorde min fred med verden eneste gang
jeg har været i ro og tilgivet verden
tilgivet mig selv for at være verden
være mig
   jeg
      smertefuld

jeg er mig

uden åndelighed er det ren eksistens
ublandet kommer ikke tættere på
det reelle eneste sløret
går ikke mellem jeg og mig

   men hvad er det jeg-er-mig spejler på den anden side
   hvilken form tilstand essens bag sløret hvilken
   virkelighed?

så vigtigt det er at sige:
jeg ved det ikke ikke
jeg ved det ikke endnu men
jeg ved det ikke
jeg er mig
lidt endnu endnu nøgent barn
uden giftpatroner slibrigt grådige blikke nej
jeg er mig
og ved ikke hvad dét er
i verden i sig selv

men måske det er som at sige
at kærligheden skal klare alt
ikke omfanget mængden i beholderen
ikke presset hvormed den kommer ud
men at tro på enhver kærlighed er en slange
der pumper til og fra et fælles reservoir
bare tro på at illusioner nytter

jeg er mig
mig er jeg
som Horus er Ra
og Seth er Ra
og enhver er Ra
fordi Ra er livet solen er livet

jeg er min egen inderste kerne
på denne side af sløret
til verden i sig selv

HVORFOR TELEFONEN ER ET DÅRLIGT STED AT DØ eller

ja hej jo
jeg er ked af det men
jeg kaster håndklædet i ringen
jeg ville ikke have gjort det over telefonen
men nu bliver det sådan jeg kan ikke lade være
må se at få det gjort få det overstået nu er det nok
eller nu er grænsen for ikke nok nået det nytter ikke noget mere
vi kommer ikke videre jeg orker ikke mere du flytter dig ikke
og jeg sagde det jo jeg sagde: du må ændre dig ellers
holder det ikke og du har ikke ændret dig du er
stadig den samme stadig lige kaotisk
og uligevægtig
og ikke til at regne med jeg ved sgu aldrig
hvor jeg har dig eller hvad jeg kan regne med hvad jeg
har i morgen eller i overmorgen jo jeg ved godt at du
elsker mig jeg elsker også dig men det er ikke nok du
indfrier bare ikke mine ønsker for en fremtid så derfor
er jeg nødt til at kassere dig så der kan blive plads til at satse på noget nyt
der bedre end du kan indfri mine ønsker bedre end du kan opfylde mine drømme
bedre end du kan være manden inde i mit hoved i mit liv
jeg kasserer dig jo ikke fordi jeg ikke elsker dig det ved du jo
men fordi du ikke elsker dig selv
min mand er ikke sådan én der ikke elsker sig selv
min mand er stærk og vis og har gode hænder og er en god far og helt perfekt
han holder af sig selv og han er i ro
og han er ikke dig ikke mere
nu har jeg vejet dig og du er er alt for tung jeg vil ha en lettere mand
én jeg kan se i øjnene når jeg gør det slut
på vejen mod den næste bedre mand ja sådan er det jo
det forstår du vel
vores tid sammen har gjort at jeg meget bedre nu ved
hvad jeg vil have og lykkes det ikke denne gang
så ved jeg endnu bedre næste gang og jeg skal nok få det jeg skal nok finde ham
jeg har i hovedet så farvel
du
jeg må løbe

PARANTES SLUT

hvad ska jeg sige
når jeg første gang møder hende på gaden
og hun spør for dét gør hun hvordan det går?
eller hvordan HAR du det?
ja hvordan har jeg det ja hvordan
har jeg det jeg HAR det

og her er det så at det viser sig
at vi er fremmede for hinanden for
mit svar betyder ingenting intet
jeg har endelig givet efter for trangen til småbørn
som jeg ikke kunne mens VI var sammen
og det gør mig godt så rigtig rigtig godt skal du vide eller
jeg savner dig ad helvede til og
ser efter dig i alle kvinder alle steder hver dag eller
jeg er ikke kommet dérhen hvor jeg skulle have været
så du ikke havde forladt mig jeg
har det nok ikke lisså godt som dig kan jeg se du ser ud til at have det godt har du dét!? dét var godt det GLÆDER mig

sjovt nok præges gadebilledet ikke af mennesker der
fysisk kaster op ved møder med andre det er da underligt
med så mange der går fra hinanden men de
holder det nok pænt inde og glæder sig til
at slippe ud af mødet igen og videre
med det liv der midlertidigt blev afbrudt
af fortiden hej hej GODT at se dig hvordan
HAR du det parantes
min tidligere så højt elskede nu overhalede og
underlegne på alle måder
parantes slut

ord, mord
mindre må ku gøre det!

JEG HAR SPIST DEN SIDSTE SVESKE

jeg har spist den sidste sveske
men jeg blir ved med at

hvad?
tænke om der mon kommer flere
eller
lugte sveske på fingre eller overlæbe eller
på mig?

er jeg inficeret nu af sveske
sveske kommer aldrig ud igen?
med mindre ny sveske
skubber den forrige ud?
hvorfor
spiste jeg den sidste sveske?

jeg ku da ha ventet lidt

--
--

han går rundt og er helt hvid i kinderne, for der er nogen han har mistet, og han kan ikke give slip, så han mister hele tiden, uforanderligt den samme følelse hver dag fra han vågner til han sover.

han ved godt han nu selv er ved at dø. men så er vi da det samme sted, er hans tanke en dag. den optager ham, lige til han sover.

og da han vågner, ér der et sted at mødes? når han at tænke, før han når at tænke på noget andet. på et savn, for eksempel.

og så er der ikke langt til den næste tanke, har vi nogen sinde mødtes i live? og hvis vi ikke havde, ville vi så kunne genkende hinanden i døden? og til den næste igen, ville vi beholde vore former, vore farver, vore øjne, hår, fingre, stemmer!? den ene tanke følger efter den anden. jo flere der bliver af dem, jo mindre føles de nødvendigvis at hænge sammen som perlerne på en kæde, de ville også kunne passe sammen over for hinanden, på tværs af kæden, tale sammen og blive til nye samtaler og udsagn inde i ham, som han snart ikke føler han har styr over, men nyder ganske fantastisk. fordi




det er noget nyt.

FIND PALLE

lille dame kommer ind i butikken. sætter tasken på gulvet og fumler i den. hiver en meget stor gøb op, der ikke med rimelighed ville kunne være i tasken.

kioskejeren kommer ud fra baglokalet. da han ser den lille, ældre dame med ti kilo dødbringende metal i fast greb hen over brystet og næsten op til loftet, udbryder han: Mama!

nu kommer en anden person ind i kiosken. han spiller blind og har en minigris i snor, der siger som en hund. grisen sætter sig omgående på gulvet foran disken og skider. manden udstøder et støn ved synet af det enorme våben, og derpå, Mama!

en måge kommer vraltende ud fra baglokalet med en stor cigar i næbbet. cigaren er en havannacigar. mågen står på øverste trin og ser ud over butikken. hvad sker hér? siger han.

helt oppe i hjørnet inde under disken mærker edderkoppen det tingle i sit spind og suser af sted ned mod fluen, der sidder og spræller, snurrer fluen med et snuptag rundt i spindet og stikker broden ind og fylder byttet med nervegift, den vil kunne leve længe sådan.

i det samme bryder helvede løs i leverpostejen inde bagerst i butikkens køleskab og pigen, der havde siddet gemt bag fryseren, stikker hovedet ud og nyser. Uret på TV'er i baglokalet ringer, chipsposer knaser, kasseapparatskuffen går op og i.

men faktisk. faktisk er billedet hér helt forkert.

Jo, for måger vralter ikke. Ikke dét der ligner.

Snarere end at standse dagensdigt til januar, som
omtalt i en tidligere status, kunne jeg være frist-
et til at fortsætte den. Se, hvor den går hen uden
en kontrakt. OM den går videre end så længe. Om
nysgerrigheden faktisk overgår smerten og kon-
trollen, OM nysgerrigheden, HOLDER DEN?






ÅH! Fristelsen til at sige: det siger sig selv!
det står der jo, seee liiie dæær!

MEN INDTIL DA, Bitches
kan jeg jo sætte retning på mine digte sku jar
gøre dét?! kræve af mig at jeg forholdt mig til
i går?
       nej gu skal jeg ej alting
er anderledes i morgen gudskelov HA HA HA HA HA HA HA

jeg afventer retning , ;

jeg venter stadig på at noget skal ske noget skal vække mig af dvalen af drømmen var jeg aborigine ville jeg fortælle mig: drøm noget

andet... nej dét ville jeg fortælle den hvide mand men dig til dig vil jeg sige du drømmer fordi du skal drømme fordi det du kalder drøm

er det du kan kalde det du gør og ikke noget andet navn det betyder du enten ved eller kraftigt aner hvad at drømme ikke er og det er vel alt

andet lige ikke så slemt for sådan én som dig nej jeg fatter at han siger at jeg lever jeg forventer sammenhæng et endeligt resultat den endelige

afsløring det endelige bevis dagen hvor alting gir mening for der er godt nok ikke meget der gir mening i sig selv alt kan gøres til genstand for undersøgelse fordi det at svare er

lig med at standse snarere end at navngive, at være snarere end at indfange, ja at stå stille det er sandt at være i bevægelse er min naturlige erkendelse hvilken virkelighed

jeg skal erkende fra siger historien heller intet om der ér vitterlig vitterlig ingen én sandhed om noget selv dette udsagn modsiges af fluktuens det blæser gennem mellemrummene ml. menneskene der er ingen

ro andet end når der ér sproget vil ha' sit og sproget får sit hér eller i aborigines land for sproget binder sproget binder til land og kultur dér, hér, her og dér jeg har hjemme med

mit sprog i mit sprog har jeg et hjem der kender mig et "sted" jeg kender reglerne og de kender mig og jeg må gerne være der for jeg røgter ikke og fordummer ikke

jeg må gerne være her i sproget det er som at blive velsignet af en ånd at læse foregående på papiret jeg ved det var mig der skrev men jeg ville aldrig på den vis give mig selv så meget plads var

det mig der sagde det ville jeg sikre mig at jeg vidste det lod sig gøre alene fordi dets modsætning fandtes og så har australnegeren ret har aldrig brudt mig om ordet aboriginal i dette øjeblik og i

det næste ikke har jeg og i det næste findes tvivlen ikke fordi der intet er at tvivle på hvis dualiteten er alt og én af polerne annulleres eller fortrænges - så findes det ikke men fejlen er at tro at den anden så stadig

findes aktivt lykke uden ulykke eller smertefrihed uden smerte men har jeg da fortrængt tvivlen nej ulykken nej hadet selvhadet nej og gør det heller ikke mere... ... hvorfor venter jeg så?

HVAD ER DER AT VENTE PÅ?

i dag er det et år siden
samme dato sidste år
og i morgen lissådan
sikke tiden går

blandt alle tingene fra mit liv hos hende
som hun afleverede med sidste brug af sin nøgle til mig
finder jeg en lille pose med rødt garn
jeg først ikke kan placere men så
fatter er til reparation hvis
halstørklædet hun strikkede mig af hele sit hjerte
sku flænse




det er tilladt at sukke nu

det er den del med af hele sit hjerte der gør det
ikk?

men dét er mig
resten

er rent gætværk for enhver

that which is not

humbled


those not seeing

humbled


cracks in the walls floor ceiling

humbled


nothing needing un-done

humbled


humbled seeing that you are

humbled
stay lowly persistant wind not so

GAMMELT DIGT:
DER ER ALTID NOGET TIL DEN DER BLIVER TIL  the end

midt i støvet i luften er du
midt er erindringen der erdig se

dét er problemet du er erindring
ikke hér hvordan løser vi det?

jeg viser dig nu hvad jeg har gjort
det er en fantasi og virkeligt på samme tid

du ser gennem mine øjne
at jeg skriver det her
du ved også at jeg dukkede frem
for dine øjne først blev du vækket
dét lavede jeg om til
at du sov og troede at du drømte
at jeg var i rummet
men det var virkelig migduså

ser du nu
skal jeg vække dig? nej
du foretrækker at sove at
drømme

jeg ser universet i støvet i luften
jeg ser dig i universet dig og mig
sammen med støvet i luften og universet
dén dag i biografen da alle var gået
og filmen var løbet ud og støvet
stod i luften som det smukkeste
dansende stjerneliv millioner af år
med dansende stjerner på et kort øjeblik
kun for os
fordi vi blev og så filmen færdig der ér
altid
noget til dem der bliver til the end

herefter kan vi umuligt lytte
til andetend indfriede forventninger
du må gerne drømme om noget andet nu
hvis du vil

jeg savnede dig bare brændende gråd efter
denne fremtid og sådan kan jeg forestille mig
at være i kontakt du kan
ringe til mig i morgen "jeg drømte om dig
i nat" vil du sige okay vil jeg sige
men jeg savnede dig også meget i går

du vil vågne med et billede i hovedet
som af en hånd på dit bryst
men det ér ikke en hånd det er

et blad

[klik for lyd]

ingen til at klø én på ryggen men værre
efter at have stillet kløen
ingen til at stryge en flad hånd hen over
efter at have stillet kløen
ingen at sige tak til

jeg kunne vitterlig ikke se mobilen
neden under papiret
selvom jeg løftede det tre gange
det var muligvis på grund af tyngden
af indholdet
i brevet
på papiret ja spørg mig bare hvad der stod
så jeg var nødt til at ringe til den og
selv da den ringede
ku jeg ikke se den selvom
jeg stod lige ved siden af måtte løfte alting igen indtil lyden
blev tydelig et sted og dér
ringede noget og blev en mobil alt taget
i betragtning når det nu er dér
den ringer det eneste logiske sted
hvor den ér

im a little bit mad

that suits me fain
its like a kind of hat

yellow and fa-iiin


im a little bit mad

that suits me fain
im tiny like a gnat

so green and fa-iiin


im a little bit mad

that suits me fain
irresponsible brat

so red so fa-iiin


im a little bit mad

that suits me fain
not a dad like dad

so soft so fa-iiin

det sner
så jeg kan se

--

nu så jeg ikke

--

nu ser jeg ikke

--

jeg vil ikke lære
farvel

--
--

hvor har jeg snydt mig selv


hvor er der mange mennesker
blandt de kvinder jeg

har mødt
jeg så dem ikke jeg så kun

overgrebene som jeg ken
dte men ikke vid
ste
var sket


pragt
fulde mennesker

HUSKELISTE II

jo jeg vil altid gerne møde dig

min belle nuit,
min femme fatale,
det uendelige sprog,
altid
altid bedrage enhver kvinde med dig
og holde det metaafslørende hér men
holde det hér altid så gryden altid er i kog
og grundfonten så varm at selv en metafor kan træde ud af skærmen

og huske at dø

huske at dø

huske at jeg godt kan forstå
at visse soldater krigere af og til i fredstid eksploderer
går fra nul til fem hundrede på femten sekunder og bare EKSPLODERER
at det er forståelse jeg har
ikke indsigt

huske at dø

huske at dø

huske at dø

huske at dø

huske at dø

og sige tak selv for spøgelser
dem udenfor og dem indeni
hvis de to kan skilles ad sige tak for det flash af erindring der gør det umuligt at huske at dø

fordi tanken om at dø som regel altid er ledsaget af instinktivt forsøg på at tage det hele roligt, se et Chatau for sig af den spidse slags,
og ikke den
filosofiske forandring
som kommer af at overvinde en anstrengelse huske at dø

huske at dø

handler om
og så er det ikke nemt
ikke for nogen, givet heller ikke for de to engelske gentlemen dér på anden side af gaden, hold kæft, med pibe og khaki og ikke til at lokke, ikke engang hér lige ved eftermiddagstetid, de står der bare og skal over

ovre på den anden side af gaden
stod hende
der flashede
hun kom over
hun hilste vi kendte åbenbart hinanden
kiggede hun underligt på mig over at jeg kiggede underligt
på hendes handicaps og forbrændinger
det var også en ren slagterbutik

hun sagde noget i stil med....

der skete ikke en skid var ikke hendes fejl!

men det var fandme heller ikke min fejl!

hun lagde mig ned stod på min arm
åbnede låget og pressede mit ansigt derned føj!
for en stank
hvor længe kan man være under stank
som under vand og hvor længe
stinker man
hvis man knæler hér en time?
en dag?
otteogtyve dage?

var der overhovedet nogen
eller noget
at forhandle med? forudsat det nytter at forsøge
at forhandle

men den form for aggression er næppe velset

ikke de teen-age skovnisser, der står
med tykke læber spidse huer og ikke
så begavede øjne
ved siden af vejen
lige DÉR!!

[fortsættes ikke]

don't get paranoid. get smart.
healing is a thing best performed internally.

jeg tænkte i dag
hvad fanden tænkte jeg i dag

jeg tænkte i dag
at så meget er forsvundet
fra min erindring

jeg tænkte i dag
hvad fanden tænkte jeg i dag jo
jeg tænkte i dag
at mit liv ikke findes
men at jeg findes

jeg tænkte i dag
hvad fanden tænkte jeg på jo
jeg tænkte
at i dag
i dag findes jeg

i dag
findes jeg

     mig selv med
                 har jeg denne gang
     forhåbentlig
 igen
     det skifter retning
                        livet går ikke videre
                    igen
jeg har mistet hende

--

kommandoen
vær dig selv
runger gennem lokalet enhver
kan høre den
om så de var døve
goddag
siger den
inde i kroppen goddag siger den
hér skal jeg bo
og så ér det sådan hér
bor den
i al fremtid

på en eller anden måde
uden at jeg bemærkede det ske
er jeg blevet flyttet
degraderet
fra muren omkring verden
hvorfra min overvågning
tidligere fandt sted
og hértil
blandt de normale
med normal krævende kvinde
normale holdningsløse venner og nu selv
normalt fordringsløs jeg ved ikke
hvordan de har tænkt sig
at jeg skulle kunne se noget
hér nede fra!?

jeg kyssede dig for allersidste gang
før jeg vidste at det var
du er lissom én der er død fra mig
jeg ville kunne røre ved dine læber
med fingerspidserne med mine
men du

hvad har været magien
i dag?

der var en gang hvor der ikke var nogen virkelighed, ikke nogen virkelighed nogen kunne bestemme, måske var den lige uden for døren eller rundt om hjørnet eller x måneder eller år ude i fremtiden, men der var sgu ikke nogen, der vidste det, "hæ," ville de bare sige, " 'dette eller hint' ser sgu godt nok lidt mærkeligt ud," men hvad fanden var der at sammenligne med, ingenting, der var sgu da ikke noget, kun ens dødsyge forældre eller fucking myndighedspersoner, som alle mente at have patent på, hvordan tingene skulle se ud, men dét var sgu heller ikke noget at sammenligne med, jeg mener, hvorfor sammenligne med noget, man med sikkerhed ved man ikke vil have, hvis bevisførelsen skulle falde ud til dets fordel, det ville sgu da være som at save i grenen selv, så hellere vente til noget melder sig, man godt gider at tabe til, eller bare køre igennem hér uden at spilde så fucking meget tid på at tænke over noget, der ikke vil ligge stille, ikke vil lade sig bestemme, ikke vil få en form eller et navn, hvis det så bare kunne kaldes et eller andet genkendeligt, kærlighed eller succes eller berømmelse eller sådan noget shit, men det hedder måske ikke noget, var sådan vi gik rundt og sagde, måske findes det slet ikke, måske kan det ikke findes fordi det ikke findes, det siger jo nærmest sig selv, hvis det ér sådan det ér, hvem ved?

--

der er faktisk ikke noget i dag jeg behøver at vide
jeg er rigelig stor, tak.

send dem hjem de er farlige

transporter dem tilbage til hvor de kommer fra de udgør en risiko for os hér

sørg for at deres hjem ikke er vores hjem for i vores hjem truer de os

vi det er folket kræver at blive beskyttet inden for vore egne grænser, det kan ikke være meningen vi skal være truet indefra

jeg kræver at være tryg i mit eget land sørg for dét

jeg er utryg i mit eget land, fjern min utryghed

jeg er bange i mit hjem, gør noget

hvor skal jeg være hvis jeg ikke kan være i mit eget hjem for frygt, det er ikke rigtigt

hvis jeg rejser til et andet land, kan jeg så være tryg dér

hvilket andet land kan jeg være tryg i

kan jeg være tryg nogen steder

kan jeg være tryg

kan jeg være ikke-bange

jeg ønsker at være ikke-bange

det er mit behov ikke at være bange

ikke at være bange er én af de ting, jeg har behov for

mine behov er mange, frihed fra frygt er ét af dem

jeg kan dække alle behov selv, men i et fællesskab er der mange ens behov, dém kan vi hjælpes om, beskyttelse mod farer udefra, dyrkning af afgrøder, bygning af huse og mange andre

hvis vi altid hjælper hinanden, er vi aldrig alene, når vi behøver noget

hvis ikke vi hjælper hinanden er vi alene

at være uden nogen er ikke rart

at skulle klare alting selv kan nemt føles ubehageligt

det er utrygt ikke at have nogen at støtte sig til hvis jeg bliver bange

hvis noget eller nogen truer mig, og jeg er alene, bliver jeg bange

når jeg er bange og alene når jeg er bange og alene når jeg er bange og alene

når jeg er bange, tænker jeg kun på dét

hvis jeg er bange, har jeg svært ved at hjælpe mig selv

hvis jeg er bange, kunne jeg godt bruge noget hjælp

jeg behøver indimellem hjælp, når jeg er bange

hvis der er noget jeg er bange for kan jeg ikke klare det alene

jeg er afhængig af hjælp fra andre, hvis jeg er bange

når jeg føler mig truet må andre forstå hvad der truer mig, hvis de skal hjælpe mig

jeg er nødt til at få de andre til at forstå hvad jeg er bange for for ellers vil de ikke hjælpe mig

de andre SKAL forstå hvad der truer mig for ellers får jeg ingen hjælp

hvordan får jeg de andre til at forstå hvad der truer mig så de vil hjælpe mig

jeg fortæller igen og igen hvad jeg er bange for indtil de forstår hvad jeg er bange for så de vil hjælpe mig

når de VED hvad jeg er bange for, vil de selvfølgelig hjælpe mig, de andre

det betyder selvfølgelig alt for dem at jeg er bange, og de vil gøre alt for at gøre mig tryg, hvis bare de VED

de vil altid passe på mig, jeg skal bare fortælle, hvad jeg er bange for, så hjælper de mig

jeg er nødt til at vide hvad jeg er bange for, så de kan passe på mig, så de vil hjælpe

jeg er nødt til at blive klar over hvad jeg er bange for, hvis de skal kunne passe på mig

jeg ved ikke altid hvad jeg er bange for, og derfor kan de ikke altid passe på mig,

mig frygt er af og til ordløs, og det i sig selv gør mig bange, for så kan de ikke hjælpe mig

jeg frygter at ikke at kunne benævne min frygt, for så er jeg alene

hvis jeg føler mig alene har min ukyndighed over for at kalde min frygt ved navn skylden

min manglende evne til at gennemskue mig selv og sætte sprog på det jeg frygter er skyld i min følelse af at være alene

hvis jeg ikke vil føle mig alene må jeg lære at sætte ord på min frygt

jeg må selv benævne min frygt, hvis jeg skal føle mig som en del af et fællesskab

for min egen skyld må jeg kunne benævne min frygt, så jeg kan føle mig som en del af et fællesskab

det er mit eget ansvar at kende min frygt, det er noget jeg giver for at være en del af fællesskabet

jeg føler der er plads til mig i fællesskabet hvis jeg kender min frygt

jeg oplever at fællesskabet behøver, at jeg kender min frygt

fællesskabet behøver, at jeg kender min frygt

vi behøver alle sammen, at jeg kender min frygt

det er både for mig selv og for os alle jeg skal kende min frygt

jeg må kende min frygt

hvad er min frygt?

hvad frygter jeg?

ÆBLER TIL MIN ELSKEDE


sæt kryds

opmærksomhed er et givende

nærvær er et givende

økoæbler til fem kroner stykket

han sidder på sædet overfor
hiphoptøj muslimsk hvid top arabisk logo på skulderen

han sidder helt stille

og ser ind i ruden ikke ud
af ruden jeg ka ikke
lige nu se hans reflektion

på sædet foran ham som kan klappes ned
ligger en aflang ting i sort affaldssæk
strammet ind hér og dér tyk i én ende
tyndere i den anden og noget der stikker ud
på midten er det et gevær
haglgevær eller
pumpguns har ikke tværhåndtag
moderne
maskinistoler heller ikke
eller hvad? er det en stengun fra 40'erne?
ér det overhovedet et gevær? hvor
ka jeg komme ud hvis han pludselig rejser sig
og griber posen og flår plasticen af og råber
JIHAAAD! og begynder at pege rundt hvor
kan jeg komme ud?

eller skal jeg overhovedet forlade bussen ér det ikke
fuld
stændig overdrevet er det ikke
bare mediernes programmeringer af en kultursvag hjerne
min hjerne opfyldt af billeder af terrorister hvordan
ser en terrorist egentlig ud de går sgu da
ikke iklædt t-shirt med påskriften JEG ER TERRORIST
på gaden her eller andre steder det er
indeni de kun tænker på sig selv jeg
forsøger at se hans øjne ser han
voldelig ud?

ku han være én der ku slå ihjel ja
sér han ikke en smule kold ud
eller
måske er han bare træt af at blive set på
som jeg ser på ham måske
kan han mærke det måske
er det et legetøjsgevær i posen
som han har med for at få mig til at blive bange
men på den måde ér han jo så terrotist
på dén måde spiller han sig i lommen på
al kajda måske
er det et haveredskab og han er på vej
i kolonihave for at møde sin kæreste
til en aftale om at plante hæk som
kolonihavens vedtægter foreskriver måske
skulle jeg bare gå op til midterdørene
bare vente deroppe til næste stop og
så stå af
lytte til mit dunkende hjerte forbandet
lytte til mediernes fåkking lorteprogrammeringer
lytte til min ustillelige frygt jeg kommer aldrig
til at lære ham at kende den unge mand dér for evigt
vil han være ham der var min
første terrorist på dansk jord
og jeg hader dem der har gjort dét dét
er ikke terroristerne men dém der tror
de forsvarer mig ved at gøre mig bange
og det gør de måske også
mit politiske samfundsmæssige højere selv
beskytter mig gør mig i stand til
at være beslutningen om overlevelse frem for alt:
står jeg af bussen
fordi mit hoved ikke ka give mig nok data
til at falde til ro ved eller
ligner han og hans pose noget jeg kan dø af eller
er han blot en ung mand med en aflang ting i en sort affaldssæk?

nej jeg kan ikke hade dem
men de elsker mig ikke man skræmmer ikke dém man elsker
dém oplyser man men de passer på mig dét
kan jeg mærke de gør
kun deres pligt

LYST TIL

- jamen jeg har lyst til at se det seneste afsnit af min serie på computeren
- jamen, kan jeg ikke bare se det sammen med dig?
- jamen jeg har lyst til at se det nu
- jamen, kan du ikke bare lige vente, til jeg har været i bad?
- jamen jeg har lyst til at se det nu
- jamen, hvis det er på computeren, kan du så ikke bare vente?
- jamen så skal jeg jo forklare dig alt om, hvad der er sket
- jamen, jeg har jo ikke fulgt med i den
- jamen hvorfor ser du så ikke bare noget på TV?
- jamen, jeg vil gerne lave noget sammen med dig
- jamen vi kan sidde her ved siden af hinanden, du med TV'et og jeg med den bærbare
- jamen, det er kedeligt at se TV alene
- jamen det må da være lige så kedeligt at se fortsættelsen på noget, du ikke kender
- jamen, jeg synes du er rigtig tarvelig at du ikke bare kan vente til jeg er færdig med at bade
- jamen du kan da bare vente med at gå i bad
- jamen, jeg har lyst til at gå i bad nu
- jamen jeg har lyst til at se min serie nu

SVÆRT ER

der er flere ting min ven fortryder
at han ikke gjorde men oprigtigt
siger han
forventede han at verden ville gå under
inden han nåede den alder han har nu
ja faktisk før
men det skete ikke

ikke som han
forestillede sig det i hvert fald
ikke atombomber og stigende vande

det ér et filosofisk spørgsmål
om verden ér gået under
hvis man føler man lever men
jeg er nødt til at tænke det

at jeg ikke ved noget
at jeg ikke ved om jeg lever i den samme verden
som i går
mine sanser siger mig at jeg gør
min krop brokker sig på samme måde over min stol
og min siddestilling og jeg
gør stadig ikke noget ved det men
mit hoved

det spørger igen og igen
som om jeg var en person
i en philip k dick-roman
sådan én der kan se virkeligheden
mens ingen andre kan
og egentlig er vi en kosmisk programmering
der bliver løbende revideret
ikke engang i købet af søvnen bare
hele tiden
og der er ingen anden mening med det end
at nogen synes dét er sjovt
og bliver man opdaget bliver man skrevet ud

nå men lad os bare sige at jeg har opdaget det
hér er min fremstrakte finger til min skaber
fåkk dig pis af din nar og lad mig være
jeg er træt af hele tiden at tænke
om verden i går faktisk
stemmer overens med verden i dag
og stort set altid være tvivlende over for
nogen form for reel kontinuitet

som jeg ser det kan verden
være gået under altid
hver dag hvert minut jeg kan aldrig bevise det
med mindre jeg får lov

men hvem har lov at fantasere spekulere frit
hvis formålet er at slippe for et liv
hvor store kræfter
ingen har reelt styr over
kan forestilles at skrive deres egen virkelighed
som jeg gør det lige nu
fåkk det jeg gør det sgu jeg skriver min egen virkelighed:

jeg sidder og skriver den lige nu

det er ikke engang en filosofisk finurlighed
man skal ha alt for meget rødvin til at forstå
min virkelighed findes ikke før den holdes fast det er dérfor
mit hoved bliver ved at angribe dette punkt

jeg findes svært

min ven findes endnu

verden er gået under

eller ikke
det er lige meget

jeg spør igen i morgen

det kan altid blive bedre
digtet kysset
måltidet saltes
og spises mens øjeblikket varer ved

ÅH AT FORENES I ÉT

før jeg vågner gør jeg allerede
men det ved jeg ikke for jeg ved ikke
hvad det vil sige at gøre andet end det
jeg gør dér mine drømme er
for at jeg kan være noget
som ved at jeg findes fordi jeg ved
at jeg også ikke-findes som er det
jeg gør i mine drømme ikke-findes
der bare gør og oplever det ér
søreme godt at vi har drømme
os to meget brugbart klart at vide
at jeg er én egentlig om end
altid alene med dén jeg ikke-er et
universelt dilemma måske ikke man må
virkelig se sine funktioner an
og bruge tid på dét
for helt at kunne undgå at se kontakten
til dem som findes eksternt søvn og krop
søvn og krop er ikke alene
men en anden type partner
i en anden symbiose blot
med helt andre regler
og langt større flere mu
ligheder for fejl for smerte men
det ér stedet at være der sker
mest dér

men sproget er mindre vokabulært
alt findes mindre
bestandigt måske
pludselig ikke dét
der forsvinder kommer ikke ikke igen som drømme
ikke gør det blir virkeligt varigt væk

åh at forenes
i ét
inde eller ude
frygten for isolationen nej tak
jeg ønsker ikke at dø uden at mærke
ophøret af frygten for isolationen
ser i det mindste dén illusion
gå ad helvede til hvis intet andet
og slet ikke
dén om
at de andre findes AT VERDEN FINDES
der må være lidt med konstans
lidt at holde fast i
om end
dét også er
en illusion
om end
jeg lever som om
den gør det
Verden
finder sig
igen og igen

tanken kommer ofte på afveje
når den forsøger at beskrive
alle synerne i ord at bøje og ændre
når nu alle følelser føles altid
at komme for sent og kroppen
ikke kerer sig bare ingen slår og den
får nok
af mad det gør den oftest et samarbejde
også hér ikke
heller en enhed for satan altså helvede hvornår
begynder livet
hvad skal jeg med samarbejde altid arbejde alt er arbejde
jeg gider ikke mere
jeg gider ikke mer jeg vil ha mere fritid ikke
flere opgave at løse indeni
men hvis hovedet ser dem findes de og fordi de findes
...

fordi de findes...?

fordi de findes...?
hvor mange ting findes mon som trænger til at blive set
jeg er sikker på antallet er stort men jeg ser dem ikke
for jeg sér ikke efter dem
leder ikke efter dem
hvor meget kunne blot konstateres at findes
konstateres at findes
konstateres at findes!
Konstateres at findes!!
KONSTATERES AT FINDES!!!

så jeg selv ku få fred for det
slippe tanken konstant om forening

åh
at forenes i én

[i arbejde]

af og til er verden
helt tyst nej nej nej jeg sagde ikke rolig i
Verden er der lissådan
men måske det er at høre
jeg bare ikke kan?

straks hun denne søndag overlod mig til mit arbejde
og selv gik ud i et efterår fyldt af sol denne smukke kvinde
der inderligt elsker vidste jeg
at hun altid ville vinde og jeg tabe i al fremtid

ingen får normale liv i selskab med passioner
med afhængighed med trang og gamle elskerinders karaktermord
og det ved hun nu det ér kun
et spørgsmål om tid
før hun finder dén elsker måske dét menneske
der er som hun selv som hun
må få
for ikke at lide ikke dø hvor jeg er
ikke i drømme i sorg
så dyb at den minder om hverdag

gad vide hvor mange der læser der hér er de hér fra gaden forstår de hvad vi siger ved de at vi ikke er hérfra og at vi lever i skjul bag masker lavet af trylledejg?

nej nejnejnejnejnejnejnejnejnej det er bare løgn

jeg er én der står i forhold til vi
det er mig der står i forhold til os
ja dette menneske kan tillige stå i stedet for begge
uden at tage hatten af

KULTURNATTEN I FORFATTERFORENINGEN

når jeg nu står her foran mine kolleger i forfatterforeningen
ja det var det jeg tænkte
og publikummer udefra der har hørt om arrangementet
ja det er så ikke så usædvanligt med folk der ikke er forfattere
men mine kolleger
tænkte jeg
dét er noget særligt
overfor mine kolleger kan jeg ikke tillade mig at oplæse noget lort
okay jeg har prøvet at stå med kolleger i publikum eller på sidelinien før
men enten skal de på om lidt og tænker kun på deres eget
eller også er de lige gået af og bare glade for at kunne holde fri
men det hér
som nu
hvor der bare er proppet med kolleger overalt
dét er altså så mærkeligt
altså jeg ved godt at det er meningen at man skal udstråle selvtillid
når man står på scenen
og være klar over at det er en kunstig situation
der ikke minder om noget i et almindeligt menneskes hverdag
det vil sige det gør det så
altså minder om noget men vi taler bare ikke om det
for rent faktisk er jo netop denne situation
synliggørelsen af hvert eneste møde mellem mennesker
vi plejer bare at skille det op i kendt og ukendt
og gradsinddeler det kendte fra varme og passion til kulde og udtalt antagonisme
og det ukendte anslår vi
baseret på genkendelse af mønstre i fysisk holdning påklædning
betoninger lydstyrke og så videre så vi kender det alligevel
altså dét at jeg står hér er ikke ukendt for nogen
heller ikke for mig men det er
hvis ikke en kunstig situation så en formaliseret ditto jeg står her
fordi det er min opgave at stå her
jeg deler byrden og ansvaret med mine kolleger
på den led er vi lige vi har det samme antal minutter men
og dét er så dét jeg tænker
vi er ikke lige gode
vi er ikke lige talentfulde det er fuldstændigt umuligt og heller ikke interessant
jeg ville ikke stå her hvis jeg var en gud der ikke måtte fremstå som sådan
for ikke at støde nogen
men nu er sagen dén at jeg har det lidt modsat
jeg er ingen gud
og jeg har så forfærdelig mange ting at sige
måske netop fordi jeg IKKE er en gud IKKE er alvidende eller AL-noget
og jeg har skrevet så forfærdelig mange småting og hvor meget af dét
er egentlig repræsentativt for dét jeg vil sige
og for dén person jeg er og for de mennesker som er til stede
som alle laver det samme som jeg selv
som alle kender det med at sidde og stirre i tangenterne
eller ind i spejlet eller sidde under morgenmaden og føle
at det kan være lige meget
og i nogle perioder fortsætter det dagen igennem
der kommer aldrig den der rejsning
hvor sjælen sætter igennem det er lidt ligesom den er på ferie
eller en skygge af sig selv
udmagret og kraftløs
og nogle gange er perioderne lange eller bare frygten for at den skal BLIVE lang er det
er stor mener jeg
I kender det alle sammen ikke
en gang imellem

og vi siger til os selv at det kommer tilbage
jeg ved at jeg siger det til mig selv
det kommer tilbage
det kommer tilbage
i morgen seneste i morgen er meningen der igen
det er bare biorytmerne der dykker og følelsen af at miste sit overskud
er ofte sværere end intet overskud at have
men det kommer igen
det er jo kommet igen i 20 år 22 år 23 år siden begyndelsen
siden første gang bølgen lagde sig
den høje rejsning hvor alt kørte og adrenalin og endorfin
kæmpede om at være stimulans nummer ét
...
det kommer altid tilbage for hvis ikke...
dén tanke er fuldstændig uhyrlig for hvis ikke...
det er langt bedre at slet ikke tænke den og bare komme videre med livet
finde alternative ruter gennem den utænkelige dag
gå i tivoli eller endelig få ordnet have eller bare ligge og samle kræfter
på sofaen med og uden bog eller fjernbetjening eller varm krop ved siden af
for det er jo dét
vi kan ikke ha at bølgen ikke kommer op igen
og vi kan ikke have at det vi laver ikke giver mening
ikke blot for os selv
når først det ér skrevet færdigt så SKAL det helst give mening
for hvorfor eller investere hele vores liv i det
alle tanker nat og dag og ferier helligdage morgen middag aften hvorFOR
skulle vi dét
hvis ikke for det at det skulle give mening for andre end os selv?
og for at komme til sagen
så tænkte jeg længe over
hvad fra min produktion jeg egentlig skulle læse for jer
de skrivende
som jeg selv og de læsende
som jeg selv
som ville være godt nok
til at tage med hjem og ikke bare noget der forbrugte nogle minutter
i en stram talerplan
og så kom jeg på det: det skal være kort
nemlig
det skal være kort og præcist
så det ikke bare er en stemning
noget der får jer til at huske mig
og glemme jer selv lidt
det der trick der betyder så meget for hver af os der skriver
at få folk til at glemme sig selv
så vi selv kan komme til orde
det kan gøres charmerende
og indsigtsfuldt og overraskende og provokerende og morsomt og
på en masse ubehagelige måder der inkluderer kropsvæsker og overgreb
de fleste af os foretrækker metoder der passer præcis
til formålet ikke sandt
så i dag
i dag tror jeg jeg holder mig til humor og begejstring
hvis det er okay med jer...

at fatte sig i korthed:
benny andersens digt om den dovne digter kender vi
det lod jeg mig inspirere af for nogle år siden
og forestillede mig at han havde siddet der meget længe
og nu gerne ville i gang igen
og det der kom ud af forsøget
kaldte jeg
på vegne af den dovne digter
"ordløst forsvundet" - det lyder sådan her







En del år forinden var jeg blevet opfordret til at skrive et digt om vinter
ikke fordi jeg ikke sagtens kan vente lidt med dén årstid men
det var under snevinteren 95-96 og måske var det for meget for mig
måske skulle jeg mentalt grave mig frem fra snedynerne
omkring det sommerhus jeg var begravet i
for at kunne finde ud af hvad det hele handlede om for mig
men det tog mig i hvert fald små tre uger at skrive følgende
der tilhører min evige indre 5-årige
det hedder "vinter" og kan
hvis ikke man magter at få sneskovl og saltning ud af hovedet
fint reciteres med grammatikken udtalt højt...
men jeg vover springet:

se, sne!

tak fordi jeg måtte komme.

det er svært at blive treogfyrre

det er svært at blive treogfyrre

det er svært at blive treogfyrre

det er svært at blive treogfyrre

det er svært at blive treogfyrre

det er svært at blive treogfyrre

men det blir man jo sådan set heller ikke det er svært at forblive treogfyrre ja det er svært at forblive treogfyrre og få tilstrækkelig med tid til at undersøge hvordan dét er

og derfor er det er svært at snart blive fireogfyrre

det er svært at snart blive fireogfyrre når man er treogfyrre og ikke er færdig med fyrre endnu

og heller ikke færdig med fireogtredive femogtredive seksogtredive syvogsåvidere og komplet umuligt at blive det al den stund at blive og være treogfyrre og snart fireogfyrre stjæler al opmærksomheden

treogfyrre er svært ja det er dét det er svært at være eller blive eller forblive noget man ikke aner hvad er

men skænker man det lige en halv tanke hvad ka det så egentlig være at være treogfyrre treogfyrre år jaja treogfyrre gange trehundrefemogtres kompenseret for indlagte skudår dage hvoraf de færreste hæver sig op over fødselsdage fødsler dødsfald og bryllupper assisteret af iPhoto

treogfyrre somre eller vintre okay dét kan man da forstå selvom ikke alle årstider rent ud sagt gør sig fortjent til sit navn

og toogfyrre gange nytår og inden-længe-er-det-nytår-igen og så begynder et eller andet forfra igen gør det ikke? alt begyndte da forfra ved treogfyrre hold kæft en fest! farvel til toogfyrre og i hvert fald totalt goodbye til énogfyrre og alt dérunder det er alt for sent...

men der ér stadig et par måneder tilbage til endnu en gang at være og blive og tage forskud på århundrederne før alderen endnu en gang og med stærkt stigende frekvens og totalt nådesløst skifter til en ny etage og er det mig der er helt galt på den eller

blir elevatoren opad faktisk mindre år for år?

måske var det nemmere bare at sige at man har være Jorden rundt treogfyrre gange at det er dét det betyder eller

'jeg er treogfyrre gange solen i mit eget liv' hvis man tit kommer på Pan

hvis altså eufemi fungerer på samme måde som garagetage sutter og seler tvivlen melder sig

tvivlen sætter ind også hér

hvor var det lige dén kom om bord? afkørsel 21?

23. etage?

kajplads 28?

gate 31 i den fåkking anden ende af lufthavnen? kan formildende omstændigheder handles toldfrit hvis man helt forlader landet?

måske en ny duftfrisker kan tage lugten af råd

TIL ANMELDEREN

ka man mærke anmelderen i nakken
og stadig ha langt til det færdige projekt

er hans opgave forfejlet han
hader

hans opgave er ikke ros eller ris
ikke
hans
opgave han
er på tyvetogt i folks følelser ikke én
der vejleder han
behøver dét han stjæler fra folk
opmærksomhed han
gir ikke han
soler sig og med rette han
ér dygtig
og begavet og ka bare dét pis han
er et barn man aldrig har set nok nogen
nogen burde holde ham
ret og simpelt holde ham ta ham

ind til sig og øse af varme indtil
han forstod

jeg er ved at blive fed det er også al den ikkerygning for ikke at miste tænderne og al den mad fordi jeg ikke-ryger og al den uro fordi jeg spiser for meget og ikke ryger og er bange for at miste tænderne og for at blive fed er der ikke en film på tv noget jeg ikke behøver tænke over bajere i køleskabet kunne godt ryge et eller andet frygten er stress jeg ved det frygten for frygten for at blive fed og miste tænderne og ikke have lyst til at gøre andet ved det end at begynde at ryge igen (og miste tænderne) der er sammenhænge i det hele det er ikke bare ord det er cirkelsammenhænge der bider sig selv i halen for det er alt sammen genkendeligt og består af det samme og kan det samme og giver det samme utroligt at genkendelig frygt er at foretrække frem for noget ukendt smukt men spørgsmålet er om det ukendte skønne og smukke overhovedet kan ses af nogen? stemmen må nødvendigvis hæve sig til sidst

med åbne og lukkede øjne
sidder jeg endnu på terrassen til møllehuset
i landet uden skygge
jeg mærker hvordan varmen
hvordan horisontlinien raden rundt
holder mig fast på Jorden -
jeg findes et sted som findes.

alt vi gør handler om genkendelse

er vi som børn kan vi kun lide dem vi selv kan li
minimum at de kan li os
vi gider kun lege hvis de ikke er for forskellige
for dumme for uforståelige

som voksne kan vi lære at respektere hvilket betyder
at acceptere at nogen kan lide noget vi ikke selv kan li
(men vi kan bedst li dem
der kender og kan li det vi selv kender og kan li) sé
dér af tasken kommer kodeordet
navnet på bogen
og straks er personen placeret i samme felt samme søgen samme
vi føler
Verden
og i dét sekund er vi ikke alene i Verden eller i os selv
samme mad samme film
samme lande og byer
samme opvækst samme vanskeligheder
samme seksuelle preferencer vi findes
vi nikker og glædes ved
at vi findes
i bussen og hele vejen hjem

høns rend og høns høns! i dag er digte kaglende af med hovederne de skal
rende rundt med blodet sprøjtende skal de
og hovederne overskueligt kagle i bunke skal de op mod vinden skal de af med knoppen kagledyr rend og høns høns af med kaglen hold så kæft!

cirkler dit fyrtårn den øverste ende
naturligvis fra loddesnorens lige linie set
ud over egen base vil hundene
glamme glubsk og springe op
og flå lunser af kød ud

jeg så hende
   gå fra ham
      forlade ham
på Prago don Pedro IV
   afskedens teater så sørgelig kendt
hun snurrede rundt og gik
en trækning gennem kinden
   ti skridt væk lige ved
   at vende sig men
hun trak
sig fremad hen over pladsen mod sikkerheden
han stående på stedet
   stivnet
   blikket på hende
   hele vejen
   over pladsen
   til hun forsvandt bag Søjlen
tøvede så ikke
gik ret ned under jorden til metroen
   fandt imens mobilen frem af lommen
   hvem ville han ringe til
   ville hun ranke skuldrene
   når hun vidste hun ikke kunne ses
   hvem blev forladt og forlod
   på Prago don Pedro IV
   som ingen bemærkede
hvis altså dét lader sig gøre noget sted?

90 år i dag
mormor
brækket hofte
brækket skulderblad
opereret tre gange
livstræt i dag
fejres? gider ikke
inviterer trods alt
man har vel stadig pli

---

han havde valget mellem
at spise i dag eller ringe til mor i tyskland
og telefonen på pladsen åd hans penge
derfor lammetæver han automaten derfor griber ingen ind
vi føler med ham og følger ham nemt investering
i avanceret teknologi som for eksempel en telefon
bør ikke være den enkeltes ansvar
fred i verden kommer af ro i den enkelte
en virksom telefon når man behøver mor er alt der skal til

hvem har ikke også ønsket sig
fra det højeste punkt i nærheden
uden den fjerneste risiko for at ramme nogen
i en vilkårlig retning
at kyle en appelsin af alt magt?

og nåeh ja så pyt
hvis nogen alligevel sku finde på at stå lige dér

Hun begynder øverst oppe
kvinden
endeløs perfekt
og taber siden point
en anelse for røv lidt for hofter
noget for store eller små
    læber hænder øjne næser kusser
lidt for naturligt hår eller farvet spaltet kort langt
lidt for moderigtighed
lidt for farveblindhed
   eller fastholdelse af stil gennem alle vejrlig
mindre fradrag for holdning
   rank eller sammensunken
      strutten med bryst hage nakke eller baller
fradrag for fødder ånde gang og løb
fradrag for lille eller udpræget femininitet
   irriterende eller afvisende smil
fradrag små fradrag for
   perfume eller ikke
      billig eller dyr
         unik eller lugten af flokken

og så en dag tillæg
tillæg for begavelse for humor
   stor lille megen ringe
tillæg for punktlighed stor lille irriterende dejlig
tillæg for passende omfang af
   seriøsitet evne til glæde tillid loyalitet legevillighed
   entusiasme ved sutning af pik
      og villighed til at udholde mor
og bestemt tillæg for evne til at læse et kort
   for at føre bil lave et måltid
   for at elske sine børn opfinde det umulige med et smil
      på rette tid og sted
og helt bestemt tillid for vilje
   ønske evne mod til at hengive sig
   i et kys under sex et måltid
   i brændingen i solen til omstændigheder udenfor kontrol
og naturligt ekstra stort tillæg
   med livslang bonus
for at udtrykke oprigtige behov
selv at vælge tøj og sko før middagsselskaber og fest
og for at tackle egen shopping
   selv i de mest fremmede af byer

og således uden stor aktiv indsats
på enhver score nemt
optjene præcis så
   langt langt langt over
hvad sådan matematik netop er beregnet på

[portugaltekst følger]

solen er i skygge

af behovet for at redde livet
opstår også disse linier måske knap
   så akut
som for tohundrede og fyrre dage siden

svært at se på indholdet alene
at året er dét år Kontrakten
   med mig selv om at redde livet
      via skriften indtil videre har reddet for mig
men det ér også storladent at påstå
at ord alene skulle kunne dét
   frelse mig fra et dagligt valg mellem
   intet at opleve (at sætte i ord)
   og noget (i dagens løb fremtrædende nok
      til at inspirere håbløsheden til afstand)

nok er viljen og lysten til ord stærke kræfter
   som til tider tvinger mig
   til tider tillader tilsidesættelse af fornuft og trygge tilbud
men foruden dette noget der reelt set ikke findes
   men kan ses rummet i bespørgelsen af alt
   essens værdi mening
   igen: bespørgelsen alene
   af hvorfor denne dag skal leves
   ved sengetid: hvorfor
      den bærer ved til i morgen

uden
at navngive dagens indhold
bør søvnen slet ikke indfinde sig
for søvnen sletter alt
   jeg ikke har delt
det være sig nok så lakonisk: i dag skete intet
hvor var det opløftende/sørgeligt/ubetydeligt
   at intet skete et savn
for andre en gevinst at ikke kunne
eller ikke skulle bære med
   at komplettere eller dublere
      egne erfaringer med
den blotte opsummering
og benævnelse
i ord ja endeløst i ord
må jeg der frygter tabet
   af i går
   ser dagens fleste øjeblikke
   der vakte mig af intetheden
   væk kogt ind til erindring om erindring
samle mig og skabe
   i dag
til minimum: intet
i dag skete intet
selv om dét er løgn
intet er intet et menneske
vil altid vide at det falder
ordet er blot den højeste orden før accepten
at der akkurat nu ikke er mere at gøre
som omregnet til energi giver mer tilbage end forbrugt
ord kan dæmme op men ikke i sig selv forhindre
tabet af energi hér må forståelse til
kun erhvervelig gennem at have handlet
ikke meta ikke refererende sig selv
men inderligt optaget
   ukommenterende
af deltagelse i andres liv
så jeg skal både sove fra trangen
og jævnligt vågne til den
og være glad for begge
for ikke konstant at skulle kæmpe
med frygtet for at blive slettet af søvnen
intet er intet

          det som betegner kunstnere

er ikke tiden brugt på symfonier
           i ord farve lyd bevægelse

men tiden brugt væk fra forsørgelse
           i skabelse af én ren tone

TAK

du kan jo øve dig mens vi er her
(her hvor? væk fra pinefuld overhøren?
i landet?
i sproget?) og øve mig!
hvad tror hun?! det ér kun et spørgsmål om luft
om nok luft og to tre forsøg
til at finde lukkende stavelser hvor luften
smutter videre uden effekt og så
lægge nakken tilbage
tømme øllen med fonøjelse
og ansigtet mod månen og det skyggeløse landskab
og hende trykket ind til mig under uldtæppet OB...
første smutter hov! mere luft OB...
OB...
samme svære hjørne dér som HA i HAleLUja mere luft ind
hun griner allerede mit konkurrencegen
går konsekvent i overdrive i hendes selskab OBRIG...
sjit! mere luft ind
meget mere luft Ob Ob...
OB RI GA DOOOOOOE! hun griner
selv tak

[portugaltekst følger]

jeg rejser let
modtagelandet er fuld af mennesker
de har alt jeg behøver for at leve
og klare mig

min kæreste rejser med elleve cremer og parfumer
hun ikke kan få andre steder end hjemme
og indføringshylstre med mælkesyrebakterier
i tilfælde af irritation
(hun lugter til det efterfølgende
så hun ved hvordan hun har det)

i dag enedes vi
hvilket ikke var tit på dén tur om
at kvinder klæder og opfører sig
for et publikum af kvinder
for at ku være ovenpå
alle kvinder potentielt
mens jeg kun skal lægge én ned
og ikke kerer mig om
hvor mange som har været der før

hendes håndtaske rummer stor set alt
til et pludseligt weekendophold hos dronninger
min rummer en lommekniv
(med adskillige funktioner)
en rød baglygte et kompas en bog
(om vejrtrækning) en minisvensknøgle
en minijackadapter til to sæt hovedtelefoner
plus noter og visitkort èn màsse af sjældent at blive tjekket og tømt

at rejse let i livet
er ikke kun en bevidst finger til kampen
i dag på gaden passerede jeg en lisboaner med veninde
der målte mig gennem solbrillerne ovenfra og ned
swooooosh vejede mig zap! og fandt mig for let fssssssss
det samme sker i København
kvinder der tænker over sagen og så beslutter
at de er for tunge til mig jamen tak for dét
så behøver jeg ikke spilde min tid

vi taler vægtklasser hér
hvor insisteren på enkel bagage
hen ad vejen accepteres som passende kostume
for dem hvis hele dag går med hvordan de opfattes og ses

vi findes ikke i samme verden
udenfor
eller indenfor kønnene
kæmper ikke for det samme
og ingen kan bilde mig ind
at forståelse kommer af eksponering nej
af eksponering kommer opgivende accept
som f.eks. ventetiden før en fest en afrejse en gåtur et toiletbesøg i et fremmed hus
eller hvis hun skal mødes med andre kvinder
mens jeg genkender og nikker til
mange andre søvndrukne mænd og ved
at vi bliver hos dem der gider kæmpe for at beholde os
hvor vi end er og kommer hen
fyld mad ind hér
lidt tøj en tandbørste så
går det alt sammen nok
ja det gør det
hver gang

FØR OG EFTER FROKOST

intet individ kan separeres fra sine handlinger

ingen kultur fra sine individer


-


det er fedt at være go'

Lisboa
for første gang
er lissom tandpinen
der hjemsøger mig
på femte uge den
pludselige til tider
langvarige
uafvendelige
introspektion indtil
anfaldet af fremmethed
går over

nej
ikke
ubehaget i sig selv
intet
forandrer sig uden en
grad af
ubehag
bøje
strække
gener celler relationer
ud af led det
ér ikke dét
men følelsen af
at være en ukendt

fremmed så
hvad VIL min tand
hvad
vil Lisboa i mig
er her plads til en
ny by?
et hul i tandrækken?

noget
MÅ gi efter!

alle mennesker sku ha en fan

én der rejser sig og klapper
når man giver sit yderste
der genkender hver en nuance i ens spil
og tilgiver alle fejl og brister
ikke fordi fejl og brister ikke betyder noget
men af kærlighed til dét at vide
at dét at give sit hele og alt
er alt der betyder noget

alle mennesker sku ha en fan!!

NISSER REJSER GRATIS

Verden
ser på mig hér Lisboa Portugal det føles
som at dø for tidligt

skamfuldt
at ikke kunne se igen give hendes kurver eksakt identitet
som maurerne araberne romerne se mulighederne
turde udleve trangen til at slå mig ned et andet sted
for skønheden

men nej
et uudleveligt energetisk hul suger Verden gir ingen ting
nisseboet helvede venter forude bag jeg er i mellem
det er Lisboa NU der skal gøre mig Smuk jeg må se selv
få nissen af ryggen den spidse klør klamrer sig nej
den spræng holder fast inde i mig som bryst mod bryst jeg må
anstrenge mig for at se hende hvordan anstrenge sig
ud over det allerede gjorte
så vi findes sammen jeg må raske mig sige JA
til at dø NEJ
til at dø som det falder sig i hendes arme ikke give nissen ret
blot fordi den gratis krydser alle grænser og kan al ting

D. 22.9. til 6.10. rejser digteren på ferie i Portugal uden netforbindelse. Men ingen skal snydes (og kontrakten ikke brydes...) - poesien flytter med, og dagenes digte således med tilbage til Danmark, så ingen dage skal blive foruden. Alt godt, KK

her er så dagen
dagen er ganske ny
en ny dag lige til at tage på
drengen tager dagen på som en trøje
trøjen er en lille smule for stor
men ikke større end at den føles godt
faktisk så godt at han beslutter aldrig at tage den af
selv ikke når han skal sove

om natten er det ikke rart at have dagen på
dagen er lige pludselig lidt for varm og lidt for stram
ja så stram er den at drengen må kæmpe for at få den af
men så smutter den pludselig af næsten som en våddragt
som om han havde været ude at dykke
og undervandsdagen lægger han ved siden af sengen
og kan nu endelig falde i søvn

næste morgen er dagen før ingen steder at se
jo en lille bitte undervandsdag på stolen
der kunne passe til hans skildpadde
men mon skildpadden vil have hans onsdag på sig?
drengen ser over på skildpadden
skildpadden ryster på hovedet
måske ryster den kun på hovedet fordi den tygger
måske er det stadig salatbladet den har tygget på en uge nu
men drengen beslutter alligevel at lade dagen ligge

da han kommer ud af badet er dagen før væk
og sengen er redt og tøjet vasket
det er nok mor tænker drengen
hvad mon hun kan bruge dén til?
eller måske har hun bare smidt den væk?
et kort sekund bliver drengen ked af at dagen før skulle være væk
men ser så at der er en helt ny dag endnu flottere end i går
og glad trækker han den nye dag på
og lover sig selv aldrig aldrig nogen sinde at tage den af

mor smiler til ham ude fra entréen

sådan en lille gnaver der ikke gnaver andet end rundt i hjørnerne
vil enhver da gerne ha i maven gøre rent med gnaver
rydde op med gnaver ikke smide ud bare
smide til gnaver og gnaver går om bord

det er nærmest lige meget hvad man siger
blot man smider ord ind hér og der som folk kender
en lille gnaver for at skabe følelser midt imellem godt og skidt
usikkerhed er det nu en rotte en mus et egern er det
et hygge eller uhyggedyr der gnaver i min mave nu

og så kaste en person ind fra tv som alle kender
Jarl Friis Jarl Friis Jarl Friis
for at vække én følelse i den enkelte
dog kun én TV-personlighed pr. minut
for at kunne blive i dén følelse og fortælle om gnaveren der rydder op inde i selvet
lægger ting pænt på plads vasker op støvsuger og
rydder ud i pulterkammeret kun de unødvendige ting
selvfølgelig alle værdifulde memorabilier bliver liggende i kasserne det er
en gnaver med karakter minder den om Jarl Friis Jarl Friis dét

må enhver afgøre med sig selv

KASPER KÆRESTEN OG CENTURIONNEN

mødes med Kasper Schultz
gudsbenådet raketomfarende kaot med temperament
og ægte hjerte øve i gården ved CMC på Mariendalsvej
og Kasper trommer på alting ægger mig
ud af tømmermændene efter store søster Adas
halve århundrede og billigbajere fra Irma i går beatet eskalerer og
Kasper finder sin Jerry can frem at dunke klinke skrabe på
koklokke-rasle-koblingen fra Pearl
min Centurion bliver inddraget som stativ
og indforskrevet som gratisarbejdende statist senere den gammelkendte følelse
af kontakt melder sig næsten omgående lazy lazy feeling
goddag igen Kasper goddag gode Humør
der er særligt ham og mig og leg med det hele
jeg tager mine tekster igen og igen til en vished opstår to timer
i solen uden for CMC og så af sted til Twenty Twenty Visions
på kajen ved Islands Brygge
og vente på at programmet er forsinket
ikke overraskende nu Lennox Raphael står for arrangementet
et menneske der formår og har formået mer end de fleste uden
nogen fornemmelse for tid måske
er han bare en skaldet hippie fra Trinidad og fatter ikke
at man gejler sig op til at gå på scenen rastløst forsøg
på at holde energien oppe krammer Kæresten
taler med Janus Kodal der skal på efter os
hvad han så lever af som digter
jo lidt her lidt dér oplever
for første gang efter årevis på scenen en kontakt med manden og
der bliver ved med at være ét nummer tilbage men så
endelig efter
endeløs gåen frem og tilbage småordnende alting
alt der kunne ordnes pakkes ud alle Kaspers ting og rør og dimser
der kan give lyd mine kabler til den trådløse Sennheisermikrofon
så jeg kan have armene fri
er det min og Kaspers tur finder et bord til alting
tilslutter den trådløse Sennheiser ruller
den grønne Centurion ind på scenen behængt
med bækken fra Pearl og klokker og ting igen og så bruge
forvivlende
ti minutter foran Publikum™ på
at bakse med mit hovedsæt hvordan i hede
hule
mens Kaspers Legomobile laver lyde og venter på mig
helvede
er det at det skal sidde og det kan ikke skjules
det ér ikke en del af forestillingen og hvad tænker Publikum™ bagerst
der er langt derned og mange af dem mon de tænker skrid nu af scenen
bøvernakker!
og lad nogle professionelle komme til eller endnu værre
er de pludselig ligeglade? smilene på første række
er nu snarere tolerante end nysgerrige
og Kasper er for længst færdig og
Legomobilens intro har gøet i over to timer to dage to år nu og jeg fumler stadig
kan ikke vende hovedsættet rigtigt må have hjælp
fra Publikum™ det er eneste tiloversblevne mikrofon (en Sennheiser) og så
så kører vi
men der er ingen kontakt til Kasper
forsøger forgæves at finde ham i al lyden og alle
mulighederne vi arbejdede med i gården ved CMC tidligere
appellerer til ham men trænger ikke igennem
måske har jeg opbrugt al hans energi med min fumlen
måske har jeg ødelagt hans humør fordi jeg glemte den aftalte start
jeg lægger et højt tempo vi har kun tyve minutter og jeg
bliver mere og mere desperat over
at vi ikke kommunikerer alle hans lyde dérovre og mig
hér
alene med mine tekster og min stemme
og så
så må vi slutte
og vi fandt aldrig hinanden jeg kan kun
annoncere Janus Kodal som den der må køre festen videre
siden det ikke lykkedes for os og så
klappe Kasper på skulderen og love at øve mig i spejlet
pakke den trådløse sender og modtager fra Sennheiser sammen og være færdig
på tredive sekunder jeg skammer mig følelsen indeni
er skam giv slip siger Kasper men følelsen
er skam indeni og Janus Kodal læser tre røvsyge tekster op
der namedropper allehånde digterkolleger og går af scenen
med 300 kroner i lommen efter 5 minutter og et stort grin
så nu er programmet tilbage hvor det skulle være
men ser ikke mig i øjnene da han går
gjorde jeg det ikke godt
var det noget lort
nej det var ikke lort I talte bare ikke sammen siger Kæresten
er det så ikke dårligt
er det ikke netop dét
man for alt i verden må undgå
at ikke tale sammen
når det er alt man ønsker sig
at være mere end én
og man har lovet
at man vil
og det eneste alle altid venter på foran scenen hvorsomhelst er
at nogen taler godt sammen?
giv slip siger Kasper og Kæresten og Centurionnen i kor

hvor er her vådt plisk plask
skulle ikke is og alle tuneller
være glatte ikke våde
plisk plask jeg tror det smelter
det store det solide hér plisk plask
ingen sne og bløde kanter
smelter de kommer fra alle egne
finde steder at stikke pikken ind
plisk plask det hele smelter
alt forsvinder under mig

DET FORFÆRDELIGE OG DET VIDUNDERLIGE

det forfærdelige ved at leve er at kunne forsvinde uden at efterlade nævneværdige huller


det vidunderlige ved at leve er at kunne forsvinde
uden at efterlade nævneværdige huller

ikke i dag rækker jeg efter livet
med samme naturlighed som efter
krukken øverst oppe i dag
tænker jeg at jeg
skal løfte højre arm og venstre arm
samtidig så åbne hænderne gribe
om krukken lukke hænderne løfte
en anelse og klemme om krukken
med begge hænder på samme tid som
armene begge arme sænker sig
mod bordet underneden og dér
placerer krukken med korn til grød
hel og uskadt nej
ikke i dag sorgen
skammen længslen kommer helt
af sig selv

dagen forlænger sig på trommen bum bum
det rykker

KI

så mange mennesker så mange liv så mange
ord
og usagtheder det samme

et ideogram der viser
himlen regne på risen
og en shaman
der arbejder på at få det til at ske

så sent som i går troede jeg
at det handlede om viljen at nogen
bøjede det evige deres vej men
allerede i dag fatter jeg
der er
samarbejde på spil hvor
skal himlen kaste sin regn hvor
skal nyt liv finde vej i en krop et
samarbejde og nogen stiller sig blot dér
hvor nødvendigheden er og ér
nødvendig

så sker det
eller ikke men ofte nok
til at tilfredsstille alle tider
ud over følelsen af
rigtighed indeni
dén der flyder fylder gør urokkelig og medgørelig
ikke mystisk men nemmere
for enhver at leve med

RENT SOM ALDRIG FØR, HVIS NOGET SPØR

mine erindringer skrives i sæbe
indfældet overfladisk i det bløde materiale
til tider læseligt til tider
blot dybe kratere hvor meningen hverken
er at finde i bunden i siderne i toppen set
ganske tæt på eller i flyafstand fra oven sæberne
er monolitter eller
i det mindste gravstensstørrelser
forholdsmæssigt aflange og tykke alle mål
relative størrelser i analogier findes ingen
faste størrelser kun begrænsninger
og ekcess for lidt for meget og den
måske sjældne
angivelse af tilstrækkelighed disse plader
i hvert fald
er hæftede
med tykke bomuldssnore til en plade før
en plade efter og
hver plade trækkes skråt nedad så den
berører dén oven over og dén
neden under
lidt
i top og bund hver sæbeplade en dag
en periode et afsnit af livet separeret
øverst
sæbe der opstår ud af øjeblikket og SÅ
indskriberet til tider blidt så voldsomt så
krattekratte på rusens eller fraværets
nådesløse betingelser snoren stram
som om nogen deroppe holder fast
nederst
plader der forsvinder
ned i sæbegryden smeltende snoren stram
som om nogen dernede trækker og midt
imellem tilsynekomst og forsvinden nogle få
minder dinglende

NAPOLEON JOLLY

stod det til mig og var
ingen drøm forestilling fantasifoster var verden nu
for længst befolket
af min søn

men drømme kan faktisk afgå ved døden
nye fostre afløser dem de ér nye
for verden der føder dem skifter dekoration
hver gang nogen dør og når nogen bliver født
hér står jeg klar med
nymalet bagtæppe det forestiller Napoleon
der rider ud i solnedgangen vis à vis Lucky Luke
og mandshøje peyotekakti er æresport på hans færd

ingen spidsrødder til mit barn

SANDHEDEN, WATSON

sandheden
findes ikke.

hvordan
kan så løgnen findes?

intention,
min kære watson,
hvad et menneskes intention er

men mennesker vil jo
alle vidt forskellige ting

ja men for hvem vil de det
og hvorfor
hvordan hvor længe
vil de unddrage
verden deres involvement?

er dét sandheden?

ja, sandheden kan aldrig findes,
watson,
for kun i kraft af
sin modsætning findes den
som det fraværende
når løgnen er til stede
mennesket
der kun findes for sig selv

emminent, mr. holmes
ganske emminent

tak, watson, ja
den lille lur gjorde mig godt

TÆNK AT SKULLE TAKKE HERAKLIT FOR NOGET

der er mange mørke punkter i lyset eller er det lyse punkter i mørket han lyver lidt

her og der

det er ikke muligt at vide alt samtalen slutter uden flow frygten lyver altså lyver han det ér nødvendigt under alle omstændigheder for sent når løgnen først er ude held lader mørket bag ham uheld bringer mørket med og videre ind i flowet bygger flowet på stadig voksende løgn stadig voksende mørke tynger ham tynger ham ned men flowet er dét der nærer ham han trækker vejret bedst midt i strømmen tar lys og mørke som det falder sig af og til lort af og til oh kay aldrig midt imellem særlig længe hjernen husker dét bedst som varer længst

eller føles sådan

NEJ TAK SIGER HAN

han tager mod den udstrakte hånd der ligger en bombe i den bomben er sat til at sprænge femogtyve sekunder senere en etiket står at læse på bomben "denne bombe er den mest uhyrlige dødsmaskine fabrikeret" han læser sig igennem etiketten på bomben flere gange til han er sikker på han har forstået og rækker bomben tilbage nej tak siger han og bukker og vender sig og går

ELLER ER DET NU I TYREN?

månen i vædderen ah så er
du sådan én der må sige det hele


ér jeg dét?




ja jeg er sådan én der må
sige det hele jeg må sige det hele
jeg må fortælle hver en lille
kedelig detalje og kede folk
med gentagelser som en barn
der taler af hjertet frit



ikke?
det er dét jeg må
det er dét jeg er
det er også dét jeg vil jeg vil
fortælle alt
være mest mulig åben og
fortælle om livet ér dét da ikke
en værdig vej lige så værdig
som andre værdige veje er der
andet end værdige veje hvis man
gør dét man vil skråstreg ér uden
at lade sig presse af andres vil skråstreg ér
ér det så ikke bare godt nok?

jeg er vandbærer allerede hér
er målet dén ydmyghed der finder dén
som står imellem lederen og vennen
er lederen er vennen ér ydmygheden hvis ellers
det går godt livet kan lære én så mange ting
også at holde kæft jeg praktiserer det
øver mig
mellem mine udsagn og mine
digte.

HJEM MED KLIPPEDE FÅR

skæbnen skriver du hver dag
det siger man jeg tror det ikke
skæbnen sin egen skæbne ér man
hver dag og man pådutter andre
sin skæbne det er den sværere udvej
at man ikke er ansvarlig men
alligevel årsag det harmonerer ikke
med noget ideal det omvendte
vil måske tiltale en teenager
eller anden følelsesmæssigt uudviklet
men denne accept er en voksens
anerkendelse af
at der ikke er nogen mening
indbygget i fødsel eller død ikke
noget mål kun
ting der sker som følge af hinanden
til tider i så store rækkefølger og kredse
at det føles som om guder
må mildne luften for de klippede får
for at tingene skal hænge bare lidt sammen

og det er også okay
at føle sådan

engang imellem

william siger
at meningen med livet er at navngive alting

jeg har set farver på planter i dag jeg tror
jeg holder for mig selv

gud og jeg kan ikke blive
enig om guds eksistens
Selv findes jeg i
dag uassisteret.

LYSETS BØRN

dér hvor længsel og handling er ét er dér kobberbyen begynder dér byporten er fuld af forsiringer dyreansigter menneskeansigter gamle krigere for længst gået støvets vej gamle kvinder ingen længere husker hvem var men nogens mødre dét er sikkert, og inde i porten på loftet ypperligt forsirede byens bedste børn med slør og gevanter og kroner og lys opmalet i guld og lyse kulører og jævnligt frisket op så enhver ved ankomsten tvinges til at se op og således blotte struben, det er en stærk by en evig by alle fremmede ønsker at bo i kobberbyen men kun et fåtal forbliver efter første besøg så stærkt korroderende er det at være her så stærkt længes de fleste mod roligere lande og mors arme efter første nat alene på gaderne, alle pensionater er optaget af dem der for længst har fundet en turnus har afluret byens dens mekanismer har fundet ud af at se ned på fødderne af den der går foran og således se sig for ikke træde på stregerne mellem fliserne, alle der forbliver i byen lærer at dét at træde på stregerne destabiliserer byen at ethvert tråd på stregerne mellem fliserne belaster den vortex der er under byen nøje tilpasset byens vægt og fleksibilitet et fuldt spejlbillede der ikke tåler for mange forstyrrelser for stor overfladeurolighed , ethvert barn i byen ved at man ikke må træde på stregerne for ellers falder fortovet ned og vortexen kommer frem og sluger byen og derfor står børn alle vegne og ser efter fremmede der ikke kender byens hemmelighed og ingen fremmede kan gå i fred om natten uden at få følgeskab af et eller flere børn der opfordrer til at se ned som i de fleste andre byen ville betyde forestående overfald og frarøvelse af alle værdier, men ikke hér, ikke i denne by. Hér betyder børn livet. Når solen står op går byens børn i seng. Når solen står op forlader de frygtsomme de uopmærksomme byen, somme tider under eskorte.

dig ter er jeg det ved jeg nu jeg er dig ter det ved jeg jeg er kri ger a le ne kri ger jeg opponerer mod presset og tænder af på systemet og må ofte min de mig om at jeg fak tisk altid har været den dig ter jeg er jeg er dig ter jeg kan ikke mis te den del ikke dén del jeg er syn lig for øjet der ser jeg har sat mig så ledes sat mig i livet jeg er syn lig kan altid ses hvis man øn sker at se hvis man ønsker at se kan man se at jeg er kan man se at jeg er kan man se mig for an dre mig jeg forbli ver så sjældent i krig eller fred er i krig for at kæm pe er i fred for at el ske er i verden for helt at forlige de to er i ver den for at fore ne de hjerter der slet ikke vil være hér er i verden for helt at gi slip

i luf ten over os svæ ver en usand synlig stor mængde dan sende oplyst støv sær ligt små hår er smuk ke som de keg le ro terer i luften ro range in de i keglen stjer ner ny fødte stjer ner hvad skal vi med u ni verset deru de når du ser det her sam men med mig du ser det her sam men med mig vi klap klap klap per på sto le ryggene og vif ter opaf og sen der nyt støv ind i lys et jeg min der dig op at vi ind ånder det her og vi klap per igen og vi klap per igen og vi klap per igen

'peru-bogen' er en eufemisme for skattefradrag vedrørende
den fremtidige udgivelse denne bog findes ikke
denne bog er ikke skrevet denne bog
er end ikke skrevet i forfatterens hoved
   denne bog
   søges stadig virkeligheden bagvedliggende
   afsøges stadig denne bog
   forbliver måske et gammelt fradrag mens eufemismen
   danner bolværk til skattevæsnets mangel på forholdet til begrebet nåde
   i forsøget på at muliggøre overhovedet at beskæftige sig med verden set
   fra et andet udgangspunkt end skattevæsenet jævnligt IKKE
   skænke det en tanke

   dette skærende udhulende væsen uden hjerte

   der ikke kan bekæmpes ikke med bøger ikke med filosofi
   ikke interesse modstand vægelsind uvidenhed lammelse aktion INTET
   åbner eller lukker døre
   for der er ingen døre for der er intet at skjule og intet sted
   at komme hen bedre end andre
bedst var det
at man selv ikke fandtes og således var
ganske uden for rækkevidde
med masser af tid og ro til at skrive det nødvendige lige nu

snarere end søge at honorere væsenets påkaldelse af løfter
for de fradrag man fik der muliggjorde i går

min lykke det ér også du,

SKABELSE/UDØVELSE

hvis det regner i dag regner det også i morgen
hvis det bløder i dag bløder det også i morgen

hvis det smerter i dag smerter det også i morgen

hvis det kom i dag kom det også i morgen

hvis det blev givet i dag blev det også givet i morgen
hvis det blev taget for givet i dag var det også givet i morgen

hvis det bliver tilgivet i dag er det tilgivet også i morgen

hvis det forrådes i dag er det forrådt også i morgen
hvis det kysses i dag kysses det i dag

PARALLELLELLELLELLER

tiden foranlediger mig tit til at søge parallellellelleller
hvad er for eksempel trittet mellem success og erindring
tiden er naturligvis den til enhver tid gældende vor tid
og success og erindring hver især hér defineret
så vor tid til enhver tid kan føle sig tryg i visheden om
at dén er klogere og mere afklaret success er
at gå først uden nødvendigvis at blive set og erindring
at ha sine byggestene med sig så nej allerede hér
ses tydeligt at et led mangler de to
kan kun forbindes af indsigt indsigt udadtil og indsigt indadtil
og følges selvklart ikke naturligt ad

ellers var det jo lige at huske noget og lade alt være gjort
med dét huske forne tiders kvinder og se dem strømme til sig nu
huske lønchecks og penge i hånden og mærke guldet lægge sig
som følge deraf huske alle sindsrolige øjeblikke og fornemme
verden hvile sig lidt efter den evige krig sku man ikke
bare lade som om der ikke var nogen særlige krav at
drømmene uden erkendelse af sammenhænge og substans
var alt rigelige til at dække alle behov?

ah nu synger dine hormoner igen
   skat
NU skal jeg danse

se
jeg danser
   skat
jeg elsker at danse
   det har jeg lært
      at elske

POESIENS DAG 2006

går jeg poesiens dag i møde
eller strømmer den imod mig? i dag
tælles livet i år ikke
årstiders skiften ikke fødselsdag jul i dag
går jeg mod dagen
hvor sløjfen bindes på i forårs hvor mit
   hjerte må stå
på stedet i haven på Frederiksberg
   og livet gå
forbi og nippe
til det vi gør
   og har gjort sammen

DEN VERDEN HVOR JEG VILLE BLIVE FAR

Det ér næsten som om
den verden hvor jeg ville blive far
er måneder herfra så hurtigt
jeg har justeret mig så overaskende
skræmmende praktisk
jeg går til selskab og ler uden at tænke
at jeg burde føle noget andet jeg elsker
med min kæreste knepper
min kæreste
som nu både må og tør igen
jeg lader mig inspirere til nye retter mad
og ændret livsstil og nynner over komfuret
og hvor ér der mange film jeg gerne vil se
og dele med andre
bøger at kravle ind i af træthed og lyst
men jeg narrer gudskelov ikke mig selv det ér
en anden verden nu og jeg er
en anden på overfladen ikke
voldsomt forskellig
fra dén jeg var for to måneder siden
men underneden en ganske anden
jeg er nu én der har mistet
en elsket
jeg er nu én der har tabt
en satsning
da jeg ikke længere skulle blive far
til det foster der indtil i torsdags
sidste uge voksede i kærestens livmor døde
blev denne verden til
hvor jeg er en anden
jeg ikke har nået at lære at kende
og måske heller ikke når at kende
før den automatiske overlevelsesbetingede
justering til ændrede omstændigheder
er tilendebragt og det samme gør sig gældende
for min kæreste hvem er hun nu og hvem
mine forældre og mine bedsteforældre
og alle mine venner
der vidste det og glædede sig på mine vegne

hvem
er
vi nu?

på dén led kender ingen ingen
og alle behøver alle
som værn mod det nådesløse kaos
som alle betydende forandringer er
men vi har ingen og der er
vitterlig ikke nogen til
at hjælpe os med at ikke
kun at blive fungerende igen
sé
jeg fungerer nu
jeg gør som jeg plejer
jeg skriver et digt
jeg berører en problematik
vi har kun ordet "sorg"
at stille imellem det tabte og den nye verden
broen ad hvilken vi skal ankomme
til den nye verden
medbringende det bedste og vigtigste
af den gamle alle ønskerne håbene
de af vore illusioner
der stadig kan agere dåseåbner på en øde ø
længslerne i dørtræk troen på tilliden til
åbenhed som mægtigere
vigtigere
end skuffelsen kærligheden til dem
hvis verden også har ændret sig
hvad det end har gjort eller vil gøre dem til
og med ordet som mantra husker vi på hvem vi var

før vi blir ukendte for os selv

Salene bugt nord for Gudhjem
seks lange somre i minimalt loop i mit hoved
Fru Brix i sit pippilangstrømpehus sælger is og vafler
og lejer hytter ud til formuende på vidunderligt Bornholmsk
vi derimod det er forældrene og deres venner er unge og fattige
vi sover i villatelte ved stranden årene er lige før vi når månen
forældre venner fem andre børn hunden ud af karantæneboksen og jeg
er der myg? aner det ikke i utopia er der vel ikke nogen myg?!
far graver ølkassen den er af træ ind i skrænten så vi har et køleskab
og fixer køkkenet egentlig et kogelæ der genopbygges af rafter hvert år
men gudskelov aldrig avancerer til mere end spisebord og afsætningsplads
jævnaldrende Kent og jeg finder en fantastisk øloplukker
i græsset på den lille bakke
på den anden side broen over åen på vej ned til Fru Brix
oplukkeren går på omgang mellem hans og mine forældre
fordi Kent og jeg ikke kan enes om hvem af os som har spottet den
(det ér vist nok ham der finder den...)
Kent ser sig dog ikke for over en fodgængerovergang tre år senere
så hans oplukker ligger i køkkenskuffen hos mine forældre i dag
men han og vi andre unger er lige så evigt med i Sonja på Bornholm
vi får bare besked på at gå i vandet og lege
"fåkk jeg er jo med i Sonja på Bornholm"...
min gud dét har jeg ikke fået skrevet på mit CV!"
og lege gør vi jo hver dag så hvor svært kan dét være?!
men optagelserne varer dagen lang og så sjovt er det ikke at SKULLE lege
får vi noget får det? jeg ved det ikke måske et par billetter?
for siden kan vi pege på os selv i biografen men ikke se hvordan vi ser ud
vi er kun feriebaggrund og ifølge manuskriptet
ikke nogen for københavner-Sonja at lege med
lille Lenes far Svend Ejner er i øvrigt lige så god en kok som Sonjas mor
han skal koge morgenæg til forældre børn og hund
og hvis ét æg skal have fire minutter
skal seksten æg vel ganges med fire
og hvis de eksploderer inden da er dét så normalt?
ja hvad synes du selv Svend?
men vi kan ikke bare bade i tre uger vi må ud at se
og Hammershus er kedeligt det er gået i stykker
og der er varmt og alt for mange tyskere og svenskere
så hellere havnen i Gudhjem hvor sildene i dag er fra Vesterhavet
og de nyrøgede sild jeg dengang fortærede på 10 sekunder med ben og alt
i dag har for mange ben til den helt store nydelse
og i øvrigt sker røgningen i Aarkirkeby i rentabel stordrift fint nok!
om end det gamle ry har fordoblet parkeringpladsen på havnen i Gudhjem
men det bedste udflugtssted af alle er Brændegårdshaven med Krøllebølle-is
og krøllebølletrolde og alle forlystelser bygget af træ det er
helt legalt hér at komme til skade under leg faktisk
en del af det sjove at man ska passe på sig selv
i dag hedder forlystelsesparken Joboland
ikonet snarere end sære Krøllebølle en grøn krambar kamelkrokodille
men måske er træsvævebanen over noget vand der stadig
den er højt oppe mellem trækronerne og lang og man skal stå i kø
længe længe hvis man vil ha en tur til
i dag ska der også være vandland og go-cartbiler og hoppeborg
og nutidig action som belønning for al ventetiden i kø
doktor Bill min rejseven isoleret og dagligt stenet ud i det normale
ka jeg så invitere på fiskefrokost hos en tilflytter-ex-narkoman blandt ex-narkomaner
ex-patriotisk tysker blandt tyskere og københavnere blandt andre
ikke blot rekreerende men regulære flygtninge fra storbylivet
til betalbare boliger og landluft og horisontlinier og årstider
og dyrkningen af urter grøntsager solsikker og hamp
og holde bier og får og langt om længe af sig selv
tiderne co-eksisterer fint hér for mig en is på havnen
er en is på havnen er en is på havnen omend ikke
med helt den samme magi det koster at have sine egne penge
i mig er plads til alt hvad jeg kan huske
indrømmet ikke meget men det er ikke ligegyldigt sjit
alt ikke lige behageligt naturligvis og alt nok ikke ganske sandt
men at der er plads til alle tider passer
og til Bornholm Pelekas Beach Corsika Ankara Cairo Copacabana Kathmandu
med verden kogende indeni er livet til at kapere
bare jeg lige som med min barndoms Bornholm
først meget senere opdager savnet
eller passende dør inden jeg løber tør for plads til verden
er det fint

venteværelset er ingen nådig partner

det er visheden om lyset der bryder mørket i dag

før var det blot den mindste flamme

men konstruktionen af forudsætningerne for lys er uanset
endnu en fælles konstruktion

   der tumler rundt og rundt

   der tumler rundt og rundt
   der tumler rundt og rundt
      som en... bo o old

   der tumler rundt og rundt

   der tumler rundt og rundt
   der tumler rundt og rundt
      som om det faktisk havde en betydning at det gik rundt!


det går rundt
ja det gør det jeg må sie
at det går rundt det er besynderligt
det går rundt
ja det gør det jeg må sie
at det går rundt det er besynderligt
som operaeee alene på viljen til at sige tingene lige ud kan fåkke med evnen til at vurdere karakterer
det går rundt og rundt
og kommer ingen steder hen
det går rundt og rundt
og kommer ALLE steder hen!

For alle ved at repetition
repetition
repetition
for alle ved at repetition
er sids
   ste sta-sjon!

ikke blive i følelsen af tab
blive i følelsen af tab
lade følelsen rejse med
blive hjemme til følelsen går væk
tænke på noget andet
ikke tænke på den bare mærke
gå ind i sorgen gå i bund med den
bare give slip og gøre hvad som helst
lade sorgen være
ikke lade noget være alene indeni
bare
være gøre lade tænke mærke
bare handle
når mørket fylder mere end lyset!

men hvad rimeligt er der også ved tab! bare
gå linen ud skinner solen
så er det dejligt
regner det
så gå i tørvejr acceptér ingen tilstande
som permanente

oven over alting står dén
som er tilbage

under os over os rundt om os indeni er solen slukket
ingen døre blir hér lukket men døre går op sorgen selv
er metafor for livets vigtighed disse rum
der synes at forsvinde men blot blir del af plænen
horisonten flammerne i ovnen gamle fotos tagétes
plukket er de døde så? hvad er liv hvad er liv
hvis ikke det der mangler forsøder er lys

jeg står stadig og ser på den forbandende stjerneskrue i listen mod loftet over brusebadet, selvom jeg for længst er kommet ud af badeværelset, den er overspændt og kværnet og rager alligevel ud over listen, som tillige er flækket på langs, kunne vedkommende ikke have gjort sig den ulejlighed at bore for først?

nær havet
i klitterne
ved en gynge
   i et kroget strandtræ

hér siger vi
   sammen vores farvel


at gyngen er en fin rekvisit
ér lidt skamfuldt
men patesen skal ikke få mig
   jeg trækker gyngen til mig og slipper
den pendulerer tom

til den standser af sig selv
men det ér kun mit styrende jegs
   test af næsten filmiske rammer

egentlig siger jeg farvel
ved at spytte på jorden

andet behøves ikke

jo
at huske

eller fortrænge
   begge unikke tilstande
      umulige at forberede

      men i dag har jeg forsøgt

damn

damn damn damn damn damn

damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn damn
damn damn damn damn

før telefonen ringer fører vejen snoet kroget lige ud

   under samtalen deler uvished vejen i to mulige liv
   afventetiden svitzer plænen
   og mikrogriller mig

   hvepse
   bænkebidere
   myrer vurderer det pludselige bjerg for potentialer

      den næste samtale bringer vished
      ny lige vej
      et andet sted hen
      en verden hvor jeg ikke
         snart skal være far

         bjerget har myrer og hvepse med ind i huset
         det er dénne vej

første barn får al mulig opmærksomhed
andet barn i rap findes der færre fotos af
tredje barn i rap har stort set kun arvet legetøj
fjerde barn i rap er en joke rent ambitiøst
i rap derefter ren farce og ned ad bakke,
eller sludder og vrøvl?

      jeg ved det ikke, nogen gør


      hvis der kun og altid er ét barn
      eller én generation til den næste i rækken
         så efternøleren er frisk og ny
      udvikler blikket på barnet sig efter
         den store blanding i vilje til opmærksomhed:
         sympati empati måske tolerence generelt
         and good old ambisjon og pligt
      eller findes noget så utydeligt som

      forældrekærlighed hvor enhver fravigelse
      må vurderes somatisk

og hvad ville der ske hvis barnet

hvad ville der ske hvis barnet
   hvis barnet af én eller anden årsag ikke
   lænede sig ind i og lod ophavets idealer gribe sig
      hvis barnet
         uanset bedsteintentioner ikke var båret

et bjerg for mine øjne hvad
ville der være uden dét bjerg ville
man så se havet eller er der
   flere bjerge bag
      bjerge
         stikker jo op hvor der er plads

         bjerge hele vejen rundt måske ikke mærkeligt
         at vågne hér når nu
         man gik i seng klokken nul to i Drøsselbjerg Danmark

         goddag
hvad er det man hedder i dag ikke
det man hedder men en andens navn
måske man ville lyde det
overrasket hvis nogen kaldte
ved at se at nogen udenfor kendte én mens man
indenfor ville kæmpe med at
få øje
på navnetrækket på skjorten
omvendt i spejlet eller husket fra tidligere dage
hvad er det der plejer at stå ik
at man føler
sig dum
føler
en rotte eller et får sig dum
men derfor ku man jo godt syns
at nogen ragede højere op efter
en eller anden skala man også har
glemt navnet på bare
stod i vejen for udsynet på samme måde
som et bjerg

som et bjerg

der står bjerge hele vejen rundt en dal
er så vel
dér man ér når der ser sådan ud hvad
mon man hedder sådan et sted

måske findes en obskur religion et sted
med et illustrativt ritual eller en passende historie
eller måske min forståelse ville klares
ved rent faktisk at læse skrifterne fra ende til anden
men jeg tror faktisk ikke jeg tror ikke
det har den fjerneste betydning jeg vil aldrig forstå
hvorfor kampen mellem lyset og mørket
skal udkæmpes i menneskene?

i mig?



med mindre det ikke er en kamp




eller der bare ikke ér svar på alt

Hvad så, er du så ikke rædselslagen?

Hvad er der er at være bange for? Det er et barn, for fanden, ikke Godzilla!

I Hollywoodfilm ser du tit børn fremstillet mere uhyrligt end monstre; hvor mon de har dét fra...?

Katolskes frygt for at misse paradis, selvfølgelig... men nu skal det her djævlebarn ikke influere manden i verdens mest indflydelsesrige stilling... hehe! Kun en digter... okay, well...

Hvad med Foreningen FAR; mon ikke de er god for det mere realistiske billede?

For pornosvækkede ungkarle som dig må foreningen af skibbrudne fædre forekomme nogenlunde lige så tillidsvækkende som... som et støjfobisk pindsvin som kvalitetstester på en ballonfabrik!

Tæt på, sonny boy, nu nærmer du dig... Men hvordan kan du egentlig være sikker på, hun er gravid?

Ordet "gravid" tre dage i rap på en graviditetstest; hvad siger dét dig!?

Er det dén version, som samtidig tester begges DNA, så du ved, hvem der resten af livet bestemmer over din pung?

Den ene eller den anden pung?

Bare vent, til hun begynder at klemme sammen om den, så ved du hvad jeg mener!

Jeg synes, du skal klappe i nu.

Ahr, du ér altså bange!?

Nogen kalder det vågen. Hvor mange Morten Korch-overlevelseskurser er det, du har været på?

Jamen, hvordan kan du være sikker på ikke at blive tværet?

Hvordan kan du være sikker på at komme over Åboulevarden?

Jeg har prøvet det før.

Har du?*

*[tak til Heraclit]

"NU HÆNGER DU PÅ DEN"

den kvindelige læge så kun på
mit kommende barns mor og tiltalte kun hende
spørgsmål på spørgsmål på spørgsmål
om arvelige sygdomme i familien allergier sindssyge
og sluttede med at lægge hende på briksen
og med fingrene konstatere at hun ér gravid

først da så hun på mig
og bad om og fik mit personnummer og sagde
citat
nu hænger du på den citat slut

hvor er det bare uretfærdigt
var mit barns mors efterfølgende kommentar
at du ikke blev talt til
gravide er vi jo begge to...

ja tak jeg ér også
og solidariteten varmer men lidt under hånden sagt
har dén forsikring stort set samme validitet
som Rigshospitalets fødeafsnits
forståelse af mænd med fødselsdepressioner

Hey, tillykke! ... Eller hvad...?
Hvad så, er du så ikke totalt rædselslagen?
Og er du nu også helt sikker på at hun ér gravid?
Nu deltager du ikke i fødslen, vel! Alt det blod er en ren kastraktion!
Du må se at få barnet i institution, hvis du vil gøre dig forhåbninger om bare 5 minutters fred!
Åh, bed til at du ikke får et kolikbarn, bed rigtig hårdt!
Instistér på delt forældremyndighed, ellers løber hun med det hele, og hun får lov til det!

okay okay okay
det ér den sidste sommer alene nogen sinde og okay
programmeringen har fået et autonomt boost
og jeg befatter alle babyer og børn på gaden med så tolerante looks
at jeg forekommer mistænksom for mig selv

men jeg er fandme ikke nogen hulemand eller
en anonym sæddonor i funker/funker ikke-relation med en i udgangspunktet enlig mor muligvis med betalende påhæng min sæd
har naturligt fundet vej og er lykkeligt ikke gået til spilde
det er ikke bare noget
det er HALVDELEN af noget så
lad mig for helvede få i det mindste halvdelen
af RESPEKTEN for de biologiske processer
kvinder!


og mænd!

tillid de damer og herrer
ikke frygtens og rationaliseringens
statistik!

FARGLAD

jeg er glad for at og fordi jeg skal være far
jeg er glad NU ikke om lidt i morgen næste uge og år
men i dag det er i dag jeg skal være far
faktisk nu altså nu altså nu jeg mener
NU jeg skal være far engang og derfor
NU
jeg er rystende glad i låget for et sikkert snart glemt knald!

MEDIUM

digteren
kun et kortvarigt medium for langdigtet hjertets dunkende, bankende... livet.

når jeg sidder dér og er så optaget af
at overholde løftet om at udtrykke mig
seriøst hver dag er det nemt at komme til
at glemme
at ingen kan være seriøs hver dag at dage
består af et utal af øjeblikke sekunder minutter
og så videre fuldstændig uden seriøsitet

hvor det bare er alkohol eller pot eller mad
eller kneppe hjernen ud på pixelpigen i håndkussen
hjernekusseknep så hurtigt forløst at selv ikke
forløsningen
er seriøs
eller måske ér det ikke glemsel

måske er jeg bare blevet vant til
at se mig selv som seriøs
overbevist om at det gør en forskel
at det betyder noget om jeg tager det hele
seriøst og alvorligt og
seriøst alvorligt leger med ordene og meningerne
og alvorligt seriøst ser verden skævt og udfordrende an
fordi nogen er nødt til at gøre noget
og mene noget og være alvorlig og
være ren og ærlig som en digter

ren og ærlig som et menneske der ikke
er til salg og ikke skal
ikke vil tjene penge
på at være seriøs nej tværtimod

så slå mig tving mig op i hjørnet forsøg
at forhindre mig i at lave det jeg gør så jeg
kan slippe for at glo på jeres elendige standardliv
og slippe for at tænke at I er fåkking
ligeglade med om nogen er seriøse på jeres vegne
at det faktisk kun er for mig selv
helt for mig selv og ingen anden
at jeg sidder hér og er seriøs fåkk

dét er seriøst
dét er sgu alvorligt
seri fåkking øst ikke godt!
garant for kvaliteten i mit eget liv kan jeg jo ikke være

det må en anden skrive og tænke om
en litteraturarkæolog i fremtiden eller en
sci-fi-forfatter i fortiden
der ser at jeg er nødt til at splitte mig i to
således hér og nu splitte mig i to
så jeg kan blive et helt menneske med mening
og kvalitet og essens der ikke bærer mod et selvmord
ikke bærer imod en afslutning af sørgelig konsekvens
af et liv spildt på at være foregangsmenneske for
sig selv og
så meget kun den ene halvdel af et hotdogbrød
at pølsen ikke kan finde fæste

det må da for helvede være
en obskur aparte fortælling som nogle ganske få
ligesindede har læst eller engang vil læse
og tænke
"godt nok fiktion, dét der, men sikke en nar
der forsøger at blive hel ved at holde om et
fiktivt behovsnødigt universelt menneske
anskueliggjort som en hotdogpølse
fedtet ind i sovse
når det er nemmere bare at æde skidtet
og så komme videre selv!"
en vildt seriøs læser
som taknemmelig for enhver håndsretning livet
giver ham læser alt der bliver skrevet om
emnet
og nu er faldet over eller vil
falde over
en fortælling der minder om
"den sidste mand i verden sad i sin stue
da det pludselig bankede på døren"

det ultimative drama
livet og døden
så tæt på
at manden i stuen vil splitte sig i to
og historien automatisk bære i to retninger hvad enten
der er tryksværte på resten af siden eller ej

ham der rejser sig og lukker op

ham der bliver siddende og griber om sit gevær
to mennesker
to seriøse mennesker

og resten af menneskeheden som en indfedtet pølse
i et udpint brød

i dag er du 1 år 2 år
5 år 10 år 13 år
i dag fik du din første tand
dine første hår andre steder end på hovedet
din første rigtige kæreste
du rokkede med tanden og ville omgående hive den ud
overvældet af hår ville du barbere alt af selv hovedhåret
og du kyssede sjusket men selvbevidst på din kæreste
mens du hen over skulderen smilede til mig
og til din mor
i dag
flyttede du hjemmefra
i dag havde du problemer og kom hjem
i dag
var du næsten som jeg selv
og så alligevel ikke

så sindssygt uforståeligt at nogen
skal igennem alt det jeg selv pintes af og sled med
og for hvad?

for hvad?

For som jeg at sidde hér og tænke på
en gennemskuelig
men totalt u-overskuelig fremtid? eller for at
undgå at sidde her og tænke som jeg?

er det måske i realiteten dig
der skal gøre tingene bedre
og ikke jeg?

AT FLYVE OG AT LANDE

kærligheden
den bestemte artikel
overfor ubestemt
kærlighed
så ufatteligt meget mere
end to bogstaver til forskel den første rettet
mellem nogen og nogen eller
nogen og noget den anden
et mysterium
en hellig gral en energi noget noget
eftersøgt og begæret

den første
noget der gis
den anden
noget der tragtes

kærligheden
en gave

kærlighed

grådighed

LISTER

denne person
ka godt li lister

intet fryder denne person som ting i rækker
gentagelser af det samme spektrum
først den ene side af sagen
så den anden side af sagen
så sagens statistisk mindre prægnante aspekter
hvis overblikket er fænomenalt dén dag
sorter og hvidter
der glider hen over en gråzonemidte
og bytter side på basis af spritnye informationer
det ene med det andet
det gamle til det nye
det farlige med det trygge
det dyre til det billige
det undertrykkende med det befriende
elskovstilstande før penetrationen
som tingene logisk og udtømmende griber hinanden
og følelsesmæssigt mentalt fysisk arealmæssigt
udgør den størst mulige helhed
alt rigtigt at gøre hér
alt uhensigtsmæssigt tåbeligt naragtigt hér
det hele på den samme liste så opdelingen muliggør at læne sig
den ene vej
den anden vej
være det bedste man kan blive eller tabt bag en vogn
og leve med begge
være kærlighedsfuld eller hjerteløs og leve med begge
være til stede i livet eller holdt af fortid og fremtid
og leve med placeringen som den byder sig

kun dagenes endeløse forskellighed
ka måske rette op på øjeblikkes trang til permanens
det at fastholde listen
det at fastholde synonymiseringen af alle livets aspekter
i sort og hvidt og resten
det at holde fast i at ord beskriver livet for imorgen

eller naturlig uundgåelighed
nu
for eksempel
byttede beskrivetrangen plads med behovet for søvn
og trangen til at hvile med behovet for konstant at blive til
jeg kan ikke holde øjnene åbne meget længere
i halvdelen af min verden sover jeg allerede
og dén verden vokser og vokser og vokser

min hånd på dit lange hår
du karter rundt på ømme bryster
rådhusklokkerne slår det tolvte slag
mine ører som sydende lejrbål i hovedet
natbussen speeder op nedenfor på gaden
katten i redebygning i dit undertøj
fikserer mig med kuglerunde øjne
du kommer med de første af dine små snork
trafikkken er endnu andet end taxaer
katten kommer og lægger sig imellem os
dagen er gået på smukkeste vis
megen sex megen varme meget hjerte
når jeg sover vil selv nuet forsvinde
jeg må lave dette barn på i morgen
færdigt!

men færdigt kan det naturligvis ikke blive
nu vasker katten sig for eksempel
jeg må ud at børste tænder
du småsnorker stadig på maven
og trafikken er der
hele
tiden
som Stillehavet mod Santa Rosa, Perú
nu vågner du lidt og tror du ikke har sovet
jeg har passet verden for dig
hvem
passer den for mig om lidt?

et øjebliks frodighed
vil jeg ikk have som vane
et helt livs længsel
nejnej mondetfindes
det som skal slå rod?

på en græsplane
en solbeskinnet græsplane
i solskin og alle vennerne og
fest

hvor henne vil man ellers helst have at historien ender

[udsagn og tilsagn Tue Gaston, nedfældning og opsætning kk]

til lyden af en delt
indre stemme
der synger en fado
med en melankoli vi kun låner og ikke forstår
i hverken ord eller kultur vandrer vi

i stegende hede ud ad aquadukten
væk fra Lisboa
hånd i hånd
og med førte usikre skridt
uvante som vi er
ved smerten der medfølger passion og ved lykken
når passionen flyder frit som dét
kun kan ske langt fra hjemmet og højt oppe
over landskabet hvor vi begge tørster forfærdeligt
og sutter på sten for at stilne trangen

til hver for sig at sætte i løb for at redde livet

som vi bedst kan det alene

for tiden er det som om livet bliver afgjort i porten hver dag
som er enhver lille tanke genstand for granskning for at se hvor farlig den er for livet
og jeg er jo livet
så kan jeg klage og hvor
jeg vil ikke af sted sammen med sommeren så
jeg blir bare hær lige hær
hvor jeg mærker jeg er jeg bliver bare hær

hvis ikke jeg godt vidste det

[tænker bare ikke lige på det hver dag]

ville det være kommet som en stor overraskelse, at inspiration kan blive gammel. Hvad er der ved nuet, som gør, at man ikke uden videre kan gemme inspirationens essens til senere, på samme måder som man gemmer tyggegummi, der stadig har smag, og opkoger grøntsager til fond?

[Man nupper jo ikke hvem som helst's gamle tyggegummi under stolen, vel?! Og flertallet foretrækker grøntsager lige op af jorden, ikke; grønthandlere, fiskehandlere og kokke siger alle det samme om årstiderne: Det er noget fis at forsøge at undskylde ikke at bruge øjeblikkets inspiration i øjeblikket!]

Jamen, hvad ér det ved øjeblikkets inspiration, som gør at det ikke kan gemmes til senere? Hvis et øjebliks inspiration kan blive til stor kunst eller leg eller andet stort, bare man lytter til den, hvorfor kan man så ikke komme dette indfald på dåse, en dåse essens, en dåse udgangspunkt at lade sig inspirere af, hvor man har bedre tid, eller behøver inspiration, der ikke kommer af sig selv...?

[Meget frugt og grønt kan rent holdbarhedsmæssigt strækkes langt ud over, hvad naturlige bakterier på en græsplæne ville tillade. Men det koster smag og duft]

hvilket ikke forklarer en skid! Hvorfor kan inspiration ikke gemmes til senere? Hvorfor bliver inspiration gammel?

[Tid er det eneste, der ikke ældes og blive kedelig. Alt andet mister vitalitet udenfor øjeblikket! Og kom så med den historie, der brænder i lommen!]

Dagens begivenheder frem til frokost handlede alle om bøger, og førte - givet ved konvergens - frem til en af den slags pludselige malmklokketanker, man nemt kan forestille sig, at andre også må havde hørt: Gå Dog Hjem Nu Og Skriv Dén Roman!, så sindssvag optimistisk inspirativ stemme, at den ikke måtte ignoreres, men på samme tid så overfladisk og urealistisk, at jeg nøjedes med at registrere den som sætning på en blok at gøre noget ved, senere, en dag, måske

men jeg kunne ikke glemme den.

[ha!]

Ved hjemkomsten forsøgte jeg at placere indfaldet midt i en erindret begivenhedsrækkefølge, hvor dagens begivenheder op til inspirationsnedslaget ud for Frelser Kirke alle omhandlede bøger, og ligeså alle følgende begivenheder, herunder forsøget på at bruge inspirationen i denne kontekst, som om selve indfaldets ordlyd gjorde dagen til en særlig logisk bogdag

[det var den da også! Hvis ikke tilbud om oversættelse og bøger at læse med hjem i tasken og køb af underholdning i Fantask og ordning af gamle bogregninger i Atheneum og hadeforfatterens svært undelige succes uanset dennes evner og skæveriet ned til Booktrader, hvor jeg vist nok er utilbens, og vægten af bøger og skrift i hovedet og vejrtrækningsundervisning af nye digtere ind over det hele ikke er en dag fuld af bøger, så ved jeg ingen ting!]

okay, der har måske være en del ord ind over i dag, men det var åbenlyst ikke placeringen af indfaldet på papir, den inspirative sætning rationelt placeret i en psykoartistisk matriks bestående af begivenheder og præferencer, som med sikkerhed ville afstedkomme ny inspiration og dermed kunst og gudske tak og lov for dét! Og hvilket andet indfald ville da også finde sig i at være prentet dér som statisk sammenhæng med resten af dagen på et sindssvagt begrænset sammenligningsgrundlag, ikke at det nåede til at gøre en fis andet end bare at stå der og være ord, ikke noget der ligner inspirativt som da jeg 4 timer forinden noterede det ned, nu stod det bare og var ord! Komplet nøgne ord!

[Måske var det dét, indfaldet var der for; måske var det bare dét, det var: Gå nu hjem og skriv dén roman! Altså: stå ikke hér, gå hjem, gå hjem nu og gør dét, du skal!?]

måske er dét her romanen?!

[altså, hér den begynder?]

Så var i det mindste den første, irriterende svære sætning overstået - og faktisk ikke nogen dum førstesætning, "hvis ikke jeg godt vidste det"... den er så fuldstændigt møg overlegen, at hovmod må stå for fald. Hvilket i så fald blot er et spørgsmål om at følge med ned. Bare skrive det næste, der skal stå.

[Hvad skal der stå?]

Vent.

PERSPEKTIV PÅ RYGNING

ulemper

mine tænder bliver løse og falder ud
jeg trækker vejret mindre dybt
har det svært med trapper til tredie sal
jeg er vedvarende småsnottet stoppet i næsen
lungerne piber faktisk snart hver eneste dag

tyve kr. hver dag til håndrullere er sgu det mindste
stanken hænger indendøre uanset hvad
ALT tøj og mit skæg stinker af røg
min vane generer ikke-rygere på besøg og i offentlige rum
jeg føler mig lejlighedsvis dum uelsket uansvarlig

jeg får et statistisk set kortere liv
med statisktisk set flere sygdomme
og statistisk impotens og grim hud
men forfaldet er ikke kun de andres tal, ja
seks tænder ér løse og på vej ud


fordele

fodringen af en afhængighed, når den end kalder
hengivelsen til det uundgåelige, som en mor eller far
hvert sug en druknets tilbagevenden til livet
alle behov ordner sig overskueligt, alt vigtigt først
intet er givet, jeg er aldrig alene med mig selv

DRØM

han finder den lille irske håndtromme liggende udenfor sit hylster, ved siden af sine rejsetasker på toppen af skabet, og snurrer den frem og tilbage mellem fingrene, mens han træder ned af stolen, så de to kugler slår skiftevis imod det ene og det andet skind, klik-klik, klik-klik, klik-klik, klik-klik, forsigtigt, forsigtigt, ikke for at lave larm, men for at lave lyd, og går imens ind på hendes værelse, hvor hun ligger på siden i tusmørke med et enkelt stearinlys tændt ved den fjerneste væg, hun holder hænderne for ørerne, da han kommer ind med trommen, selvom lyden ikke er høj, og hvisker "neeej", så han drejer i stedet håndtaget rundt mellem fingrene den samme vej, så snorene med kuglerne og dekorationsfrynserne bliver som en ventilator, som han bevæger ned mod hendes hår, "uhm" siger hun, da luftstrømmen når hende, luftstrømmen trækker hår op fra hendes hoved, og de lange fine barkranker, hun har flettet ind i håret, og filtrer det sammen med frynserne på trommen, han lægger trommen ved hendes baghoved, før sammenfiltringen kan nå at stramme ubehageligt, og bøjer sig fremover og kysser hendes venstre tinding, hun vender sig ikke om mod ham, men han fornemmer, at hun følger ham ud af værelset i sin bevidsthed, hun og den unge mand skal nok få det fint sammen, et hjerte kan mærke den slags.

TIL MIT UFØDTE BARN

hér er verden
[en storslået fejen med min arm]
og hér er verden
den anden vej
[en storslået fejen med min anden arm]
[du griner
over så fjollet jeg er]
nej dér er verden
[siger du og peger mens du drejer
en fuld cirkel omkring dig selv]
det var også dét jeg mente
[siger jeg så og peger på dig der drejer]
dér er verden
[du standser begejstret og peger tilbage]
dér er verden
[vi griner begge to
og danser rundt om et usynligt centrum]
dér er verden
dér er verden
dér er verden
[mens vi peger på hinanden]

TIL MIT UFØDTE BARN

akkurat nu kan solen ses stå op

dagevis og ikke
et digt i syne så langt jeg kan se
de adskiller sig ikke
fra andre dage ikke
mig der adskiller mig
jeg
er åbenbart bare ekke ens

GRY

- Hey, hør...
- Ja! Hvad...?
- Har du ikke en cigaret?
- En smøg...? Jo... men der ligger en syvelve lige dér ovre...
- Har glemt mine penge.
- Okay... Hér...
- Tak.
- Ild...
- Mmmm... tak.
- Er du bare ude og gå en tur? En lille nattetur?
- Sssssshh... nej... Nej. Ikke frivilligt.
- Frivilligt? Hvad... har du låst dig ude?
- Nej... jo, det kan man godt sige...
- Hvad skal det sige? Har du noget at være bange for ved at gå hjem?
- Bange? Ah, du tænker på, om der er nogen, der venter på mig og den slags! Nej, ingen jaloux ægtemand med en stor kniv, der står i entréen og venter på, at jeg sætter nøglen i låsen. Bare det var så enkelt...
- Enkelt!? Det...
- Det ville jeg da kunne håndtere. Det vil sige, det ville jeg måske kunne håndtere. Ringe til panserne, sove hos en veninde, noget i den stil, få det overstået, få ham spærret inde...
- Det er desværre ikke altid så nemt. Politiet kan ikke gøre noget, med mindre han har gjort noget. Absurd, ikke?! Man må dø, før dem der truer én, kan blive...
- Som jeg siger, er det ikke noget, politiet kan ordne. Men måske du kan?
- Jeg?! Jeg...
- Det er ikke farligt.
- Jeg... tror ikke...
- Det eneste, du behøver, er at sidde i en stol og tale med mig. Hvis du er sød, får du et blowjob.
- Øe...
- Ser du, jeg har det her problem med at være alene.
- Øh, du er bange for at være alene...?
- Nej, det er ikke dét. Ikke så meget bange, som...
- Er du bange for mørket? Nej, det er vel noget sludder! Så ville du jo ikke være ude på gaden i mørket. Så ville du sidder derhjemme med al lyset tændt...
- Har du nogen sinde tænkt på, at hele vores civilisation er lagt an på dagslys? At alt, hvad vi gør, er styret af lyset fra solen? Folk bliver sindssyge, hvis ikke de får sol nok, der er et eller andet stof i hjernen, som ikke bliver produceret, hvis ikke der kommer lys nok gennem øjnene. Natarbejdere og skifteholdsarbejdere bliver pludselig psykotiske. Har du lagt mærke til, hvor forskellige taxachauffører om natten er fra dem om dagen? Hele samfundet er så tæt på den tid, hvor enhver gik i seng med solen og stod op med solen, at vi ikke engang kan kalde det en overgangsperiode.
- Jeg forst...
- Vi er som børn, der bliver trøstet af mor, første gang vi falder og slår os slemt. Så, så, siger hun, det skal nok gå alt sammen, snart så kan du gå uden at holde i noget, det er bare en periode, det skal bare overstås, du skal bare lige finde balancen... men det er fåkking løgn, er det! Det bliver ikke bedre, der bliver bare flere muligheder for at falde og slå sig, og folk dør omkring én som fluer, det er alt hvad der sker, og når det så sker, så kommer der en psykiater eller fåkking præst og siger, at dét... at dét er sådan, det er at være i live... Fåkk dem, siger jeg! Fåkk dém, hvad ved dé?!
- Rolig, nu. Tag det roligt! Jeg...
- Åh. Undskyld... Undskyld. Det var ikke min mening at skræmme dig...
- Skræmme...? Nej, jeg ved ik...
- Men du er sikkert ikke vant til bindegale bimboer, der antaster dig på gaden om natten og begynder at rave løs om alt muligt... Du må meget undskylde.
- Det er okay... det er okay...
- Nej. Det er sgu ikke okay. Men jeg... Nogen gange må jeg bare tale med nogen. Og så... så kommer jeg til at tale til nogen...
- Det er okay... Hør, hvad ér det... det hér med at gå hjem?
- Gå hjem... Det er ikke... det er ikke noget med at gå hjem. Det er at være hjemme...
- Spøger det?
- ... Hør, tager du pis på mig?! Ligner jeg sådan en klidmoster, der får sine væsentligste informationer fra Feminas clairvoyantbrevkasse...?! Ja, det gør jeg måske... Du har hørt for mange blondinevitser, kammerat! Jeg kan tænke selv, min IQ er større end en gravhunds, og sikkert også højere end din, men det er ikke dét, der problemet... måske snarere tværtimod...
- Jeg er medlem af Mensa...
- Nå, tillykke med dét...! Hør, det var ikke min mening at fornærme dig...
- Nå, men...
- Hør, må jeg ikke gå lidt sammen med dig? Er du på vej hjem?
- Ja, jeg...
- Jeg vil bare gå lidt. Have lidt selskab... Du ser ud til at være en sød fyr. Hvilken retning er hjem for dig?
- Øe... dén vej?
- Det er også min... Skal vi ikke følges?
- O-okay... Men jeg troede ikke, du havde lyst til at gå hjem?
- Det har jeg heller ikke. Men hvis ikke jeg kan sove, har jeg ikke lyst til at være der.
- Hvad er problemet?
- Problemet?! Ha! Problemet...? Problemet... det er mig. Ja... jeg ved snart ikke. Måske er det dig...
- Mig...?!
- Nej, nej! Selvfølgelig ikke dig personligt. Men alle andre... Nej, det er svært at forklare...
- Prøv...
- Jeg... sidder i min lejlighed... og så bliver det mørkt. Det sker ganske langsomt, alle de blå toner himlen får, vanvittigt smukt, det er derfor alle malerne gennem alle tider er kommet til Skandinavien for at male, vidste du dét? Det er lyset, det blå lys... Det er ikke ligesom tættere på ækvator... har du været dér, i nogen af landene ved ækvator?
- N-nej... Jeg har mest rejst i Europa...
- Nå, men tæt ved ækvator bliver det bare mørkt, pang! Så falder mørket på. Nærmest ingen forvarsel, pang, ikke! Så er det bare mørkt. Og det samme om morgenen, ikke noget tusmørke værd at snakke om. Puff! Så er det bare lyst igen. Men natten er den samme...
- Hvad har...?
- Jo... jeg sidder i min lejlighed, og så begynder mørket at falde på, og så tænder jeg alle lamperne, som du selv sagde...
- Jeg...
- Ja, hvis jeg var mørkeræd, sagde du. Men det er ikke dét. Det er natten i sig selv. Nej, det er ikke rigtigt. Det er tiden.
- Tiden?
- Ja, tiden. Jeg sidder og læser... det kan jeg stadig af og til, men det er sjældent efterhånden... jeg sidder og læser, eller ser TV, eller skriver... eller forsøger at skrive eller besvare nogle emails... spiser lidt, drikker ikke noget, det hjælper ingenting overhovedet... og så...
- Ja...?
- ... Så går tiden i stå.
- Hvar?
- Ja. Tiden går i stå. Jeg mener ikke...
- Hvad mener du? Tiden kan da ikke...
- Lad være med at se sådan på mig! Et menneske er uskyldigt, indtil det modsatte er bevist!
- Undskyld. Du har helt ret. I stand... nej, I walk corrected! Fortsæt.
- Haha! ... Du er vist okay... Ved du, at det er første gang i en måned, jeg har leet...!? Nej, hvor skulle du vide dét fra?!
- Det kan vi jo ikke have! Så må jeg jo hellere prøve igen...
- Nej, lad være med dét, lad endelig være med dét! Du ved ikke, hvad der får mig til at le, og det kunne ende i en katastrofe, så... lad venligst være med at forsøge...
- Okay. Jeg har i øvrigt også glemt min næse derhjemme.
- Hvad...? Haha! Okay. Der fik du mig! Point taken... Hvad var jeg i færd med at sige?
- Tiden går i står...
- Jae... Tiden går i stå... Okay... Jeg sidder i sofaen og ser på TV'et eller bladrer i en bog, det er alt jeg kan for tiden... og så pludselig går tiden i stå. Det er bare noget jeg kan mærke. Det kommer ikke snigende med tusmørket, selvom jeg efterhånden har været der nogle gange...
- Nogle gange?
- Underdrivelse. Svært at sige. Nogle år, måske...?
- Okay, dét var længe...
- Vent lidt, inden du lader dig besnære af min charme og min historie. De her bryster og mit hår og alt det, du ikke kan se for kjolen... det er indpakningen, jeg er født med. Resten... det har jeg samlet op på vejen. Har din mor ikke sagt til dig, at du ikke må putte noget i munden, du ikke ved, hvor har været?
- ...
- Se ikke sådan på mig? Jeg tager pis på dig...! Nej, se... nu gik det galt. Pis...
- Nej, det er okay. Jeg tror bare ikke, jeg har mødt sådan én som dig...
- Sådan én? Dén passerer vi lige hen over, synes du ikke? Kombinationen af intelligens og udseende er ikke hele historien, er du med? ... Prøv at lade være med at afbryde. Du får en bedre historie, og jeg får en bedre tilhører, alt i alt en bedre deal for os begge.
- Okay.
- Jeg sidder i sofaen... natten er faldet på... og pludselig ved jeg, at tiden er gået i stå. Det er en følelse indeni mig. Ikke noget, jeg kan bevise, selvfølgelig. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har rejst mig for at se på uret, eller slået uret til på tv'et, men det er uden betydning. Selvom jeg sidder og ser på viseren dreje rundt, står tiden stadig stille indeni mig... Og jeg kan ikke gå i seng... bare for at komme det spørgsmål i møde, jeg er sikker på et begavet menneske tænker... jeg kan ikke gå i seng. Det hjælper ingenting. Jeg ved godt, det er et irrationelt statement, men den her følelse af at kunne vågne op og være død, ikke... Så, jeg kan ikke falde i søvn. Jeg kan ikke sove, før følelsen går væk.
- Og det gør den?
- Ja, i begyndelsen gik den væk om morgenen. Når solen begyndte at stå op. Så var det ligesom om noget, der havde holdt om mig... som hvis du havde et gammelt lommeur, du havde spændt fast i en skruestik, og lige akkurat klemt stramt nok sammen til at det holdt op at gå, men ikke nok til at knuse det... så er der et eller andet, der slipper grebet om mig, så jeg får en følelse af at kunne ånde igen. At jeg lever igen...
- Og så går tiden igen?
- Så går tiden igen. Helt som normalt... hvis man da overhovedet kan tale om normalt i dén forstand som andet end fortid... Men igennem det sidste halve år... du er sikker på, du gider høre det her?
- Ja, fortæl. Men måske skal vi gå lidt langsommere. Jeg er snart hjemme...
- Nåe, okay... Det er også fandens altså!
- Hey, rolig! Rolig...
- Hold mig lidt, vil du?
- O kay... Kom hér.
- Tak...
- Det er okay... Rolig... du ryster jo helt!
- Det går over lige om lidt. Bare hold mig.
- Jeg holder.
- Fast!
- Jeg holder!
- Hvad ville din kæreste sige, hvis hun så os sådan?
- Hvad?! Bland lige min kæreste udenom dét her! Og i øvrigt ligger hun og sover, og gider du godt dæmpe dig lidt, så du ikke vækker hele gaden!
- Hende, mener du!
- Ja, hende og alle de andre, der godt kan sove!
- Nåe. Lidt tænder har vi da, hva!?
- Hør, hvis det skal være på dén måde...
- Nej, undskyld... det var ikke min mening... jeg er bare langt ude...
- Ja, det kan jeg høre.
- Sorry, for fanden! Hvor mange gange skal jeg sige undskyld!?
- Bare du dæmper dig lidt.
- Skal nok... farmand...!
- Okay... blondine...
- Hehe...! Sé, der gjorde du det igen!
- Naturligt talent.
- Så beskeden er ingen uden en glorie. Men din sidder vist nede om halsen!
- Du er da kvikket lidt op, hva!?
- Ja, det hjælper at... Men lige så snart jeg har været væk fra tanken et øjeblik, så er det meget værre at komme tilbage! Så føles grebet meget værre og det føles som om... det føles som om...
- Hvad føles det som om?
- Det føles som om det aldrig vil stoppe! Altså, det føles som om tiden aldrig vil... jeg mener, som om...
- ... Som om tiden aldrig vil gå igang igen indeni dig.
- Ja! Hør... er du klar over, at du er den første, der nogen sinde har... behandlet mig, som om jeg ikke var sindssyg?! Selv de psykologer og psykiatere og terapeuter og fanden og hendes pumpestok jeg har talt med... hele bundtet har haft helt egne meninger om, hvad der er galt med mig, men ingen af dem har nogen sinde lyttet! Jeg sidder dér til 800 kr i timen, og alle sammen sidder mentalt med næsen begravet i en fagbog for at finde en reference til emnet! For fanden, altså...
- Er tiden gået i stå for dig lige nu?
- Hvad mener du?! Ja, selvfølgelig er den i stå! Står du nu og forsøger at lege healer?! Dét kan du godt droppe, jeg gider ikke medlidenhed af nogen art, er du med! Så kan du bare skride!
- Jeg mente ba... Jeg spørger igen: Er tiden gået i stå for dig... er den i stå lige nu?
- Ja. Hvad mener du?
- Hvordan føles det? Lige nu? Kan du mærke den der hånd, der klemmer om dig?
- Hånd...? Nej... det kan jeg først mærke, når det letter...
- Så, hvordan?
- Det... det føles som... faktisk mere som at være ked af det. Som at være rigtig ked af det. Ikke som når jeg er alene med mig selv. I selskab med mig selv... uden selskab... hvis du forstår, hvad jeg mener. Dér går tiden ikke. lige nu er det ikke sådan, at tiden går, at det føles som når den er begyndt at gå igen, men den går ikke ikke... om man så må sige, som når jeg er alene om natten...
- Det føles lidt henad, som hvis man flyder i varmt vand?
- Ja, noget derhenad... men hvordan...
- Og du bliver skiftevis opmærksom på alle lyde og alt omkring dig, og opmærksom på, at du bliver opmærksom, og opmærksom på, at du bare skal lytte og lade tingene ske, fordi vandet er behagelig...? Som om du kører rundt i en cirkel eller en spiral, men det er ikke ubehageligt, for du vil helst være i vandet, så du kan få lov at køre cirklen færdig...
- Jeg synes, der sneg sig lidt analyse ind dér... men ja. Det er vel sådan, jeg har det nu. Men hvordan...
- Det kunne være, du skulle give en kop kaffe. Du bor lige i nærheden?
- Ja, lige nede for enden af vejen og så til venstre. Men...
- Og så var der også noget med et blowjob...?
- Haha! Du er sgu go! Mysteryman halv fire om morgenen! Tjae... men jeg har jo selv bedt om det!
- Ja, det har du.
- Nå, Mysteryman...! Hvad laver sådan en klovn uden næse ude så sent?
- Vi leder efter nogen at få til at le. Så vi selv kan falde i søvn.
- Haha! Men det skal du så få lov at prøve. Hvis du bare lover ikke at falde i søvn før mig!
- Nej, først må jeg jo arbejde for føden.
- Haha! Bliv ved på dén måde, og det kan faktisk være, du får et blowjob.
- Jeg er impotent.
- ... Hahahaha! ... Øe, du tager pis på mig, ikke?
- Jo.
- Hahahaha! ... Hør, du behøver ikke holde min hånd mere. Jeg kan godt klare den lige nu.
- Den ér lige hér for enden af min arm, hvis du behøver den.
- Haha... Tak... Dét er der aldrig nogen, der har sagt til mig før! Kan den bruges til andre ting?
- Haha!
- Haha!
- ...
- Kom.

IKKE ANDET LYS

jeg har ikke andet

lys

end lyset i mit hjerte


ikke en litterær metafor
men et vågeblus

jeg behøver for at tænde andre

en faktisk
flamme

MEDRUM

med alrum fællesrum handskerum hjerterum hobbyrum husrum hyperrum mellemrum
og potentielle rum råderum spillerum tankerum verdensrum er der plads nok børn
kommer hvor de vil
selv i rum sø et barn er på vej

over
alt

er jorden
i næste spadestik hård skal mere end vanding til venten
er det tredje instrument

med tak til Tue Gaston for invitationen,
der afstedkom oplevelsen, der ledte til reflektionen,
der gav inspirationen, der førte mig til digtet.

DAGENS KRIG

jeg er ikke idiot. jeg er skadet, tilskadekommen, et krigsbarn.

hvilken krig? aner det ikke. vågnede bare op en dag, og så var jeg sådan. har før dén dag næppe anet, at krig fandtes udenfor nyhederne. at fornedrelse fandtes.

hvad der er rigtigt og forkert ved jeg alt om, aviserne skriver om det hver dag, men aviserne tager fejl, hvis de tror, de beretter om noget virkeligt. virkeligheden er dét, der aldrig står noget om, i aviserne. måske filosofien kommer virkeligheden nær, måske religionen, måske poesien, men filosofien er et supermarked kun med øverste hylder, religionen et overfyldt højhus uden vinduer til gaden. og poesien? læserne af poesi tager lige som aviserne fejl, hvis de tror at menneskelige relationer kan beskrives.

der skal to til. to mennesker over for hinanden, med hver sine behov; to mennesker, der ikke er på bølgelængde, men behøver hinanden, måske elsker hinanden; to mennesker, der hver især passer på sig selv, og kun giver det allermest nødvendige, dét er virkeligheden, hér står virkelighedens slag, hér tages gidslerne, hér finder ydmygelserne og fornedrelserne sted; dagens krig; krigen om at få stillet behovene, krigen om personlig plads, om personlig tid.

plads til ret og fejl findes ikke hér, her er knap nok plads til at ånde. mellem to mennesker findes kun det næste øjeblik, en krigsskueplads uden synligt blod, uden afskårne lemmer, uden skrig og røgtåger. et forum romanum, der skygger for horisonten i alle retninger, rig på smerte og fortrydelse, rig på afsavn og tab, og alle tab, alle sejre, ganske usynlige for alle andre end netop de to.

jeg er ikke idiot. jeg ved, at krig er unødvendig. jeg ved at krig baserer sig på endeløst uudtalte håb og længsler. at ensomhed er at foretrække frem for i årevis at slikke sår, der aldrig læger; kager af ar, der vanskeliggør kærtegn; reflekser, der spjætter så såre solen kaster skygger igen, jeg ved der kun er én mulighed for at standse krigen.

hvis jeg standser den.

der er ryddet op
stuen mod gaden gjort klar
der er plads nu igen
til at arbejde
og til at leve

bagværelset venter
overalt endnu dækket
af fraflytningen tilbage hértil
endnu ventes
kun dér
trætheden søvnen
reelt ikke hvilen
livet sker efter beskub
alt tanken kan
sanserne
hér i det andet rum

sker endnu en flytning
ud
tilbage
må der trods alt ryddes op
rodet distraherer smerter
studerer mig
konstant
men øjeblikket skrumper
noteres i fravær og nærvær
kræfterne går op og ned
overskudet tilliden modet
så mange fremmede ting
i alle hjørner derinde
så meget støvet ubrugt
ukendt
behøver tid til at lære mig
at kende igen

tid
et sted hjemme

et foto af mor med far
for halvtreds år siden
mor en lysende nyfødt stjerne
hånden nært kærligt intimt
på fars arm far
stærk selvsikker kraftfuld
den perfekte match
også i dag





er svær at komme efter

SPRÆNGGRAVID I ZONE TRE

det ene øjeblik står hun op
spræng-gravid og større end en hval
det næste ligger hun hen over sæderne
underneden skiltet der sikrer handicappedes ret til at sidde
og bussen er end ikke bremset eller noget
måske har hun bare lagt sig fordi hun blev træt
mennesker gør den slags
af og til lægger man sig bare ned for at tage et hvil
når man er træt
og man er ligeglad med hvor man er
eller måske befinder hun sig i en anden verden
hvor det hun ligger på ikke er to slidte bussæder
og stangen på den anden side af mellemgangen
som hun støtter den ene fod til
i hendes virkelighed en mosklædt sten eller anden høj genstand
det ér i sagens natur svært at bedømme
men hun ser ud til at slappe af
og ingen synes at bemærke noget særligt
heller ikke da hun begynder at føde
og skriger og skriger som om noget fortærer hende
og et barn dumper ud på bussens gulv med et splat
rejser sig og begynder at stepdanse og croone
der kommer altid en sporvogn og en pige til...
bedre end dirck passer og ove sprogø tilsammen
det er alt sammen så forfærdelig normalt
at jeg kommer til at spise min billet
og kort efter bliver smidt af bussen
fordi jeg ingen legitimation har på mig
så jeg kan modtage en ordentlig bøde
og så står jeg dér og venter igen
mens den lille fyrs croon hænger i vinden
og alt omkring mig busskuret skraldespanden
hængepilen og den for tidligt tændte gadelampe
synger med på refrainet som et ustemt aftenskolekor
der kommer altid en sporvogn...
tjae jeg kommer til at skulle kaste op i hånden
på chaufføren på den næste bus
men som denne rejse foreløbig er gået
kan jeg ikke se at dét skulle blive noget stort problem
i hvert fald ikke for mig
ikke lige med det samme
eller længere

det smukkeste her på bordet
det er blomsterne
sagde hun

jamen
sagde han
ser du da slet ikke intentionerne bag dem?

ikke dém sagde hun og smilede
ikke regnen der faldt ikke
jorden de voksede i hænderne
der nussede dem og fjernede ukrudt
hænderne der skar dem bandt dem bar dem
de dufter fantastisk
synes du ikke?

denne person visker alt ud bag sig
med sit wonderful,
marvelous
fantastiske glemmeviskelæder
det skal han ikke

denne person trækker streger over sporet bag sig
mens han hen over skulderen hvisker:
jeg tilgiver
det skal han lade være med

denne person skal bare lade det være
bare se på det
ikke fjerne
ikke slippe
lade magten flyde frit i øjeblikket og blot se
denne person skal se

MENNESKER, der opholder sig i fremtiden eller fortiden, hvor alt består af opgaver og løsninger samt evig mangel på arbejdskraft, opfatter ofte nuet blot som grænseovergangen mellem tidsfornemmelsens før og efter, ikke et tidsrum, men en afsked med det hele, eller snarlig ankomst til det hele, hver dag, hver time, hvert minut bekræftet af tankernes endeløse struktur- og kontrolbestræbelser, og konsolideret af søvnens nådesløse eller barmhjertige afslutning på alle døgnets aktiviteter.

OG DOG sigter alle menneskers bestræbelser kun på samme flygtige forening af fortid og fremtid, et øjebliks, en feries eller en alderdoms fred og ro uden fordringer: Minutter, timer, dage, år uden tankernes kværnende bestræbelser på at opstille og løse scenarier, som i forestillingen kunne true livet, samlivet, indkomsten, accepten fra andre, muligheden for skabelse, tilfredshed, glæde. Den indre forening, hvor al larm hører op. Opholdet i en tid fuld af lykke.

LYKKEN findes ganske vist i nuet, men i modsætning til gængs overbevisning er nuet ikke et tidsrum, der må skabes ved at grave hul i omgivelserne, skubbe udfordringer og krav på afstand, skubbe mennesker væk, lave penge nok, lave tid nok. At være i nuet, at være NU ligger lige for, hvorsomhelst, nårsomhelst tankerne kan bringes til at høre op med at kværne - og sindet bringes til opdagelse af, at trusler ikke findes i fortid eller fremtid, men derimod i fraværet af opmærksomhed i nuet. At alle trusler i nuet er opgaver, der løses i nuet, og forsvinder, når de er løst.

NUET kan genfindes ved at søge at standse den ubedte tankestrøm, mængden af ubedte billeder og film i hovedet. Hvis ikke gennem meditation, så ved at begynde at satse på personlige kompetencer, på selvfølgelighederne, i skabelse, i samtale eller monologiseren, i udøvelse af sport, sex, før hvile, indtagelse af føde, søvn... i alle tilfælde venter nuet, freden indeni, lykken, for enden af korridoren derindtil, hvor omgivelserne er kendte, og dét at få noget, være noget, kunne noget, der endnu ikke er nået, bemestret, erfaret, ikke regnes for nødvendig. Med fokus på annammelse af nyt gennem villighed, naturlig tiltrækning, i glæde og entusiasme, vil gammelt og nyt tillige af sig selv i nuet finde sammen til en hel- og enhed.


DENNE PERSON oplevede tidligt i morges gennem bevidst opgivelse af tankestrømmen, og ved blot at lytte til en fugls morgensang, at være i nuet, et split sekund. Et øjeblik, hvor der var stille indeni. Så stille, at tanken meldte sig: Ouuupps, hér er stille!... Hvorefter tankerne kværnede derudad om, hvor stille der havde været, hvor fantastisk skræmmende fantastisk stille, der havde været, ganske nyt og uforståeligt, hvor var det dog utroligt, at verden kan opleves så rolig, når den er fuld af lyde og synsindtryk, og kroppens hjerte og blodårer helt af sig selv pumper derudaf for at fastholde livet... Hvilken fred der var i hele verden i det øjeblik...

OVENSTÅENDE er produktet af dén larm, men skrevet i skabelsens stilhed, ganske ubevidst om tid og rum, minus øjeblikkene af omgivelserne kontempleret, hvori en sovende og vågnende kæreste befandt sig, men selv en sådan frygt for at forstyrre og blive forstyrret kan bringes til hvile ved erkendelsen om, at man ikke er alene i nuet, og at det er følelsen af at være alene, trangen til at skabe det bedst mulige øjeblik, der afstedkommer tankernes kværn. Og fjerner opmærksomheden fra det bedst mulige.

SKEER OG PAP

i evig flugt
krigsbørnene løber hjemmefra
i evig søgen
krigsbørnene vender hjem

i

denne dag
er ikke en genudsendelse

MAN KAN UNDRE SIG OVER HVAD FANDEN DET I REALITETEN ER HAN SIDDER DÉR OG LAVER

DT ENGYLDGT PFKTE DGT

sagen er dén at
jeg holder vejret for mens jeg holder vejret
går tiden ikke

det er godt at tiden ikke går

der var luft nok til alle
også mens jeg trak vejret men hvem laver tid
hvis ikke mig?

DET ENDEGYLDGT PERFEKTE DIGT

sagen er dén at
jeg holder vejret for mens jeg holder vejret
går tiden ikke

det er godt at tiden ikke går

der var luft nok til alle
også mens jeg trak vejret men hvem laver tid
hvis ikke mig?

DET PERFEKTE DIGT

sagen er dén at jeg holder vejret

TIL ET BARN

du findes knap
som andet end tanke
ikke et hjerte ikke en hjerne
ingen lemmer intet man kunne kalde krop
men tanken der fødes til verden
gør verden større og en større verden
er altid af det gode så velkommen
barntanke
velkommen til mit hjerte velkommen
til mine arme og til mine ben du skal få
af det hele alt vil jeg vise dig
føde din tanke nære din drift give dig liv
give dig mening ud over dén
du ankommer som

syvhundrede og tredive dage
man kan simpelthen høre at det er længe
meget længere end enogtyve eller et hundrede og tolv
selvfølgelig mindre end
sekshundrede syvogfyrretusind ottehundrede og seksoghalvtreds
men af en vis markant længde ikke
at der selvfølgelig ikke findes dém
stakkels disillusionerede sataner
som blot regner alting i år
jeg mener:
to!
hvad ér det?
og så varer det så endeløst længe indtil næste finger
mens man står der og stritter og forsøger at gøre sig nyttig

PERSPEKTIVER OMKRING SØVN

denne tidszone sover kom og læg dig
jeg behøver dine arme kom og læg dig
søvn er bedst for os begge kom og læg dig
din plads er tom kom og læg dig med mig

kom og læg dig ved min side kom og læg dig
kom og vær min hverdagsmand kom og læg dig
giv mig lov at være din hverdagskvinde
bære dine børn hérinde
giv slip kom og læg dig for søren

giv slip giv slip kom og læg dig
verden er der også i morgen kom og læg dig
i den verden er vi fri kom og læg dig
som vi var frie i dag kom og læg dig med mig

kom og læg dig ved min side kom og læg dig
kom og vær min hverdagselsker kom og læg dig
jeg vil være din hverdagselskerinde
langt mere end en kvinde
giv nu slip kom og læg dig for søren

hvis ikke du kan sove så kom og læg dig
i morgen kan du mere end i dag kom og læg dig
tag en bog med giv dig hen kom og læg dig
du må ikke give op kom og læg dig med mig

kom og læg dig ved min side kom og læg dig
kom og vær min hverdagsven kom og læg dig
lad mig være din hverdagsveninde
både menneske og kvinde
giv slip nu kom og læg dig for søren

du skal sove du er træt kom og læg dig
alle andre sover også kom og læg dig
natten skal bruges til at sove i kom og læg dig
du holder mig vågen kom og læg dig med mig

kom og læg dig ved min side kom og læg dig
kom og lad mig passe på dig kom og læg dig
din mor er jeg ikke hvad du så end vil
men lad mig bære dig af og til
så giv nu slip og kom og læg dig for søren

kom og sov

der kører en tanke i baggrunden
den kører altid
underneden alting
den indgår i alle udsagn
ligger i alle berøringer
fører videre end ethvert sat og nået mål
hvad
er denne tanke? kan den kapsles
i lyd?
kan den få en
selvstændig form skal den synliggøres?
eller blot
leves med
følges? dør jeg
hvis den ikke er der mere? dør jeg så?

jeg elsker dig

tag ærligt og åbent imod mig, og du får dermed alt,
jeg kan give, alt jeg ér, jeg ér kærlighed, mine
værktøjer måske grove og ufuldstændige, mit sprog
svækket, min selvforståelse ringe, mine reaktioner
måske præget af fortidige afvisninger, men kærlighed
er ikke noget, jeg har eller evner, kærlighed ér dét,
jeg ér. Jeg lever.

PLUKKE

plukke hjernen ud ud af en gris så den blir til et fjerkræ
plukke haner ud af verden og lukke dem inde i transistorradioer
plukke transmissioner ud med tågehorn og lade dem komme først med det hele
plukke morgenen ud af normen og placere den sidst på ugen eller først
plukke alt normalt op fra gaden og aflevere det som tyve- eller hittegods
plukke hver en lille glemt detalje ud af fremmede menneskers fotograferede hænder
plukke alle skygger fra alle man har kendt ud mellem de mest begavede af sine tæer
plukke ligtorneplasteret op af skraldespanden og lave dukketøj til sin gnaver
plukke hamstere fra græsplænen med en sølle magnum .747 og dumdumkugler
plukke udviklingshæmmede tetraplegikere paraplegikere og nosseløse op fra nederste hylde
plukke lyden af sirener ud af hver eneste storby med adgang til havet
plukke badebroer op af skoldhede suppeterriner og kalde på tjenerens lakaj
plukke brugt service ud af kalenderen og komme i tanke om at det er fuldmåne
plukke følelsesfylde af farvestrålende sejt blomstrende træer med granatæbler
plukke eksploderende frugt med en brugt frugtplukker dækket af reklamer for religion
plukke endeløsheder fri for lige streger A til B A til B A til B
plukke alt ensartet ud af fodgængerovergange og filosoffer med Borsalino
plukke meningen ud af ingenting og erstatte den med mere fra en papkasse under sengen
plukke markante successer ud af historien som endelig endlösung
plukke frit fra stressede endetarme på alle kongelige og deres hunde
plukke symbioser fri for energi og støtte tilvæksten af mønter med huller
plukke økonomiens frie løb og markedskræfter ud af tvangsfodrede løbesvage
plukke skjolddyr fri for vanetænkning og endeløse midterskilninger
plukke hår enkeltvis af hele svagbørnskolonien midt under den første skovtur
plukke urter og bær og magiske grønlandske benknive klippefast
plukke regelmæssige lavementer af lyst og interesse i djævlehvide stuer
plukke det reneste man kan finde med en neglesaks til det samme
plukke alt ens ikke kun godt men rigtig grundigt over på midten
plukke orden og kaos som var de søskende og ikke forældre til hinanden
plukke livslang lykke i kanonérbåde

her er træet hér er jeg
her er solen hér er jeg
her er græsset hér er jeg
her er stolen hér er jeg
her er spejlet dér er jeg
hér er du dér er jeg
hér er I dér er jeg
hér er spejlet dér er vi

DET ENDELIGE MIRAKEL

[motiv]
kærligheden

[scene]
samlivet

[aktører]
behovene for kærlighed

[protagonist]
kærligheden

[antagonist]
uflexibilitet

[proces]
kamp

[point of no return]
samlivets ophør

[klimax]
lader vente på sig

dagen i dag
det er en anden

der er ikke tid til at lytte til noget mere ingen tid til at søge efter noget ingen tid til at rydde op komme den virkelige verden nærmere ingen tid til at græde over spildte kræfter ingen tid til ikke at se sig selv i øjnene ingen tid man ikke tar fra de andre fra sine pårørende fra sine støtter og elskede ikke tid nok fordi man skal dø om man har levet og handlet betyder noget ingen tid at spilde på at rette op på slaveliv rette op på sit eget og de andres slaveliv så derfor ikke leve som slaven ikke skrive hyldester til kejseren ikke takke for mulighederne for at leve seende eller blot i

 forsøget på at se

bare komme videre komme videre med det der fylder det der betyder noget hér og nu komme videre tage imod kampen hvor den ér tage kampen som den ser ud tage kampen

 forsøge at se

forsøge at leve ærligt ærligt leve som man prædiker eller holde op med at prædike bare leve som man bedst kan det for

 søge at se

der ér ikke
tid

 af sig selv

svinet skriger
det skal slagtes
skriget vækker koen
der skal slagtes
koen brøler
brølet vækker hesten
der skal slagtes
hesten vrinsker
vrinsken vækker hønsene
der skal slagtes
hønsene kagler
kaglen vækker mennesket

alt hvad du har med ind i livet
tar du med ud igen

tar du mere med ud

et under
oprindeligt et 'ønskemål'
oplevede jeg uforklareligt indfinde sig i går
uforklareligt fordi mit liv og mit ønske som sum ikke
på nogen måde logisk gir underet

men som én sagde til mig engang
held er ikke noget man har held
er noget man rækker efter

i dag vil et mirakel overgå mig

mirakel betyder 'noget at undre sig over'

i dag vil noget undre mig
jeg ved det

jeg drømte om en familie der boede i et isbjerg
moren og faren spillede et brikspil på et isbord
og moren var ved at vinde med det sidste slag

hunden kom løbende med noget i munden
og børnene efter den mor mor den stjal en terning
logrende deponerede hunden en koghed terning
der sank morens brik i et firkantet hul i isbordet
i en sky af damp

hunden udstrålede stor varme og sank ned i gulvet
den skrabede og kradsede for at komme på fast grund
men alt den berørte smeltede gulvet yderligere
og ungerne kæmpede for at hjælpe den op
mens der blev mindre og mindre plads at stå på

en gul HT-bus bragede igennem væggen fra venstre
og forvandlede bjerget til en flage på en sø
den standsede og hang på kanten af flagen døren åbnede sig
en mand løb forvildet ud af bussen
og ind midt på isflagen hvor han faldt om

et barn løb ud til ham og så ned på ham
en høj stor mand med grove træk der så bange ud
han rystede af kulde og famlede med hænderne op mod himlen
barnet sagde han skulle blive liggende
jeg kommer lige straks med et tæppe sagde barnet

en rund politimand der lignede søren kragh jacobsen
stod og talte med moren mens han smilede venligt
jeg er nødt til at tage ham med han er farlig
men datteren sad oven over ham og slog ham ret ned i hovedet
med enden af et bunt frosne porrer så han faldt om

hvorfor gjorde du det sagde moren
du ved da ikke hvad manden har gjort
jo det er forkert sagde datteren
og det andet barn rakte efter et tæppe

jeg vågnede med al tøjet på i gennemtræk
alene ovenpå den hvide dobbeltdyne
så alt er dermed forklaret
og helt forståeligt

Evidensmand tæller sved.
Dråber.
Med ansigtet til solen, et spejl at skæve i og et hvidt papir som skyggegrund tæller han forekomsten af regnbuer på papiret.

Latterlige tåbe.

--

RUMSEL

altså
du rummer noget genkendeligt jeg kan lide
jeg har således dit ansigt i hånden
og forsøger at sætte det på dig

vil du ha det på
tager du imod min kærlighed

har du også et billede af mig at give
og tager jeg mod mit ansigt
som skabt af dine præferencer
elsker vi hinanden

afviser du ansigtet jeg har skabt af dig
eller jeg ansigtet du har skabt af mig
strander kærligheden i en udstrakt hånd

således kan jeg tage på lange rejser væk fra dig
blot jeg har dit ansigt med
og stadig elske dig når jeg kommer hjem

og således kan du afvise mig
når jeg kommer hjem
fordi du ikke længere passer dit ansigt
eller jeg ikke formår at ændre det
så du vil have det på

vores kærlighed bliver dybere med tiden
hvis vi tilpasser og opdaterer de ansigter vi laver
og holder øje med det ansigt den anden holder op
for os at se ud af

at elske er super enkelt
man forærer blot sine ansigter væk
til en taknemmelig model

kærligheden får
ansigt på
virkeligheden
flår det af


kæmpe for at sætte det på eller

eller afbilde modellen bedre
kærligheden får osv.

kamæleoner i flok
hvem skifter de efter
den første den største
den stærkeste den sidste
for kamæleonen med vinger
er det helt sikker ikke

dedikeret Graham Greene

so convienient
dramatic death
for the author
whilst in reality
life drags on
and on
and on
and the pain
with it
not whithering
like the body
in a grave
but enbalming
all the senses
"as good
as dead" in
the unsuccessful
author's correct
description of
life
after loss

Evidensmand kommer ind i en kiosk, goddag, har De det godt?
     Nej, vi ikk har det got, siger kioskmanden, men i Brettegate de har det got.
     Nå, siger Evidensmand, kan det nu også være sandt?
     Det vær sandt, jeg sæl set det, siger kioskmanden.
     Hmm, siger Evidensmand, men lad mig få lidt beder.
     Hvat, siger kioskmanden, du gør nar på mig?
     Nej da, siger Evidensmand, jeg ikke gøre... jeg ville bare have beder.
     Jeg også vil det beder, stønner kioskmanden, men det ikk nemt.
     Åbenbart, siger Evidensmand hovedrystende og vender sig i døren, men så må De have det godt.
     Jamn, vi ikk har det got, råber kioskmanden efter ham.
     Nej, det kan jeg forstå, mumler Evidensmand og tager sig til hovedet. Det sidder der endnu.


Da Evidensmand en dag stirrede ind i solen, på trods af at han ofte som barn var blevet advaret mod det, du bliver blind, lille skat, sagde mor, sagde far, sagde onkel søren med de varme hænder, sagde lærerinden, der altid placerede ham på forreste række, sagde Ulle fra vejen overfor, der altid fik hvad han pegede på, sagde Louise der gav sig hen til ham, da hun var 14, sagde tekniklederen på teknisk skole fire gange under svejseundervisningen, sagde den analfabetiske socialdame på skodhuset efter første møde, sagde den første chef og den anden og den tredje, før de fyrede ham, sagde kæreste ét og to og tre og fire og fem og seks og syv og otte og ni, efter at de havde fyret ham, sagde terapeuten og livsstilscoachen og healeren og udskrev væsentlige regninger efter endt behandling, sagde bibliotekaren efter at han længe havde siddet i staver foran hylden med verdensfilosofien, kunne han i tre timer efter ikke se andet end solskiven, hvorend han kiggede hen, men så var den vist også sét.


Evidensmand spekulerede længe på at kalde sig Empirimand, empiri, empiri, empirimanden... empiriMAND slår til igen...! empiRImand vender tilbage...! men det virkede lissom ikke.

Delivered-To: menneske.dk-krabat@menneske.dk
Date: 19 Jun 2006 16:26:46 +0200
From: MAILER-DAEMON@darn.screamer.dk
To: krabat@menneske.dk
Subject: failure notice

Hi. This is the qmail-send program at darn.screamer.dk.
I'm afraid I wasn't able to deliver your message to the following addresses.
This is a permanent error; I've given up. Sorry it didn't work out.

-jorden@kosmos_lokal.dk-:
Sorry, I couldn't find any host named kosmos_lokal.dk. (#5.1.2)

-gudhvisdufindes@kosmos.alt-:
Sorry, I couldn't find any host named kosmos.alt. (#5.1.2)

--- Below this line is a copy of the message.

jeg' lækker
men jeg lækker
energi

hvad gør jeg?

jeg har været en slem dreng
lyset kom på besøg i mit liv
men jeg slog efter det med et kosteskaft
og det bøjede af og flyttede sig

lys burde ikke reagere sådan
ikke dér hvor jeg drømmer fra

går masten over bord
må man klamre sig til skibet

ja
sådan ér det

vi taler ofte
om ikke at tale
eller tale mindre
vi burde vide bedre
vores tavshed er fyldt med mening
med kærlighed og korrespondence
vi ser det mærker det ér det
når vi kan være tavse

vi kredser længselsfuldt
om tavsheden men
bryder den af vane indfaldet
der automatisk får lyd forglemmelse
trods minder om væren
befriet for stillingtagen
kroppe i solen om morgenen i køkkenet
i sengen før sovetid bare trætte og sammen
hvile i pauserne mellem det bemærkelsesværdige
forblive i sansningen ikke erstatte
hengivelsen med kontrol
mening spørgsmål frygt spiler
tit vort potentielle rum
ud til bristepunktet
og forbi

være tavse
være følelsen af én
være talende
være absolut to vi ved
de er forskellige
og altid burde
være rette valg

CIRKLENS KVADRATUR

i midten af mine tyveår
i udfasningen af et LSD-trip
løste jeg cirklens kvadratur

jeg skrev det ned på et stykke papir
papiret blev borte
og siden fortalte man mig
at det ikke lod sig gøre
hvad jeg akkurat havde gjort

dér opstod spørgsmålet om verdener
ikke verden i éntal men verdener
flere verdener
én hvor løsningen af cirklens kvadratur var mulig og jeg småhøje folkeskolealumne løste den
én hvor den ikke var mulig ikke på nogen som helst måde
hvilket til at begynde med så var den de andre befandt sig i eller refererede til når de ikke selv havde et svar
og udledningsvis også andre verdener
hvoraf jeg siden
fornemmer jeg
har været på besøg i et par stykker af meget høj fremmedværdi

besøg af den karakter er overraskende og pludselige
en samtale der giver et indblik i en virkelighed med kun ganske få berøringsflader med gennemsnittet af min egen
f.eks. omtaler af folks handlinger jeg ikke på nogen måde kunne få til at passe med hvordan tingene hang sammen for mig
noget tortur noget politik noget almindelig vandel
eller egenobservationer af aktører
så simpelt som et storforelsket kærestepar på gaden mens trafikken brydes omkring dem
eller en sælger eller en demagog af medium til stor gennemslagskraft foran kunden i én- eller flertal
fremmede verdener så fremmede som dén
jeg åbenbart var i da jeg løste cirklens kvadratur
er for alle andre

i dag
tyve år senere og hverken væsentligt fysikopdateret eller meget ældre
ved jeg ikke hvilken virkelighed jeg befinder mig i når jeg udtaler at jeg fornemmer at en løsning ér mulig
hvis man f.eks. forestiller sig at vi alle lever i mere end de tre-fire dimensioner vi normalt opgør og omregner vore virkeligheder i når vi skal referere til noget vi synes vi kender og og mener de andre forstår så vi føler os forstået og ikke alene
men jeg ved at tanken om en sådan virkelighed er faktor ukendt for i hvert fald lægmænd og muligvis i strid med fysikkens og matematikkens love som vi har gennemskuet og anvendt dem mens jeg har haft ryggen til tavlen
men jeg fornemmer det
det er min fornemmelse

fornemmer jeg forkert?
er det et narrebillede?

og ér det et narrebillede
hvor meget af det de andre omgiver mig med
af etableret fikseret rigtig sand virkelighed
burde så egentlig havde bjælder på
når begrebet hives frem og lyses op som argument for noget som helst?

måske ér virkelighedens beskaffenhed og eventuelle antal
ikke til debat for lægmænd ud over en vis alder noget siger mig
at det er lidt på linie med at opdage sex
men derudover
skulle nogen spørge
har jeg ikke tænkt mig at uddybe noget som helst

ikke et pip

bare fem fragmenterede minutter med noget godt og så'vi på! væk er alle tankerne om dét der gør ondt
gør mindre godt
lover dårligt for fremtiden
et lille glimt en anelse blot erindringen om ønsket om noget smertefrit og vi er væk! væk er alle dørene vi åbnede da det var mest slemt
væk er alle strategierne for et bedre liv
væk er samtalen med livsønsket om livet med håbet om fremtiden med længslerne om fortiden
væk er alle fortsætterne væk er den umiddelbare nødvendighed for at forandre verden livet relationerne noget jo
i morgen en gang

vi lever lidt igen

en tyndskrabet leverpostejmads liv men vi lever da lidt igen
og hvordan skulle det ellers være?
hårdhudet holde fast i enhver overlevelsesstrategi ude af stormen langtvæk fra molen midt i kredsen af afholdte mellem benene på hende man elsker?
gøre alting færdigt og ikke lade livet gå videre byde andre forhold give andre muligheder leve smerten færdig lægge den død jo
det lyder godt

det lyder rigtig godt

sådan drikke hele den sure ymer og lugte den imens
skære fingeren helt af snarere end bare lade bløde
sige alt det man mener snarere end kun det ubehageligt nødvendige
forlade hende selvom der altid er håb
det giver rigtig god mening ikke at søge dækning evig og altid
rigtig god mening
sådan på en overlevelsesagtig måde kanindræberliv
eller bare en dum kriger der ikke vil gå i land

MIDLER OG MÅL

jeg kendte engang en pige
som havde en pose bolsjer
hun ikke ville dele med mig

det var så længe jeg kendte hende

og hvad hun hedder husker jeg ikke
eller hvordan hun så ud
eller hvor hun boede
om hun havde søskende
nogen kæledyr
kunne lide at gå i skole
eller om hun gik i skole
om hun var adopteret
om hendes forældre var skilt
eller stadig sammen
eller levende for den sags skyld
intet andet jeg kan hæfte mig på
end det nej

at historien er fri fantasi
gør det ikke bedre

kæmpe for at have
når jeg har
kæmpe for at holde fast
når jeg står
kæmpe for at slappe af
når jeg behøver det okay
kæmpe for at ikke savne
når jeg ikke savner okay
kæmpe for at spise mindre
når jeg ikke er sulten
okay kæmpe for at nå
når jeg ikke gider orker vil
kæmpe for at ikke behøve
når alle er ligeglade med mig
kæmpe for at holde op med at kæmpe
for at holde fast i kampen for okay
det ér lidt stupidt
kæmpe for at være klog
når jeg stadig er i live
kæmpe for at føle kærlighed
når jeg ved når jeg elsker
kæmpe for at føle mig tryg
når jeg kan gå et andet sted hen
men ikke altid et sted hen
hvor jeg føler mig tryg kæmpe for
at føle mig tryg
hvorsomhelst når jeg bare kan gå et sted hen
jeg ikke har været før okay jeg
ér nok lidt forud for begivenhedernes gang
kæmpe for at være
hvordan være?
bare være
være-være
stirre-ud-i-luften-være
når blot jeg behøver drikke mig fuld
nok for at stirre nok
på ingenting kæmpe for
at blive til være god være
hjertelig ja være åben være social når
ja når
jeg alligevel kun kan lide dem
der responderer når jeg selv er ærlig
kæmpe for noget kæmpe
for noget
når der er nok hér at tage fat på
men det er kedeligt det har jeg set før
kæmpe for at komme til at se noget
ingen har set før men det er for sent
verden er blevet en ø og stranden
fører hele vejen rundt langs havet
K som i hest
U som i hvile
N som i mokpok
og sådan er det hele vejen igennem
fodsporene strækker sig ret
frem for én
okay

nu sparker de til den der bold igen
for at kåre verdens bedste land til at sparke

mens de bilder sig ind at det er
en fællesskabsstyrkede beskæftigelse
mens de udenfor og inde på terrænet
tæver løs på hinanden

hvor ubegavet de ka
lisså gåt enrømme
a det ær Jorkulen de sparger tel

alså sygologisk

og så er det også godt med noget at gå op i
så alle aggressionerne ikke udmunder i oprørrr

nakkehoveder psykopatfår mææhhhh!

--

igen:

fodbold er sikkert en herlig ting

--

igen:

rund bold
mange tænder

--

igen:

da jeg var lille
blev jeg brugt som bold

i det mindste en trøst
altid at høre hjemme hos vinderne

--

igen:

da jeg var lille blev jeg
tvunget ind på mål og skulle stå for begge hold
du'for dårlig til at spille med
de ville hellere være ulige antal end ha mig med

nej
jeg gad altså bare ikke blive go' til bold
det var åbenbart dét eneste det handlede om
for de skændtes altid om hvem der var bedst
og de spillede altid og skændtes og spillede
og skændtes...

jeg gad ikke skændes
eller høre deres brok
du holder med... det andet hold
når bolden gik ind mellem mine ben

svært at få venner sådan

--

igen:

jeg hader fodbold mindst
lige så meget som jeg hader jul

jul blev hurtigt et spørgsmål om faste rammer og form
en dribling gennem fridage mod den afsluttende scoring
og derefter festede alle voksne
hjernen ned i kroppen

jeg ku ikke tackle det

OMSPIL

det jeg har er ikke mit
det jeg gør er ikke mig
det jeg vil er ikke fremtid
det jeg gjorde ikke fortid
det jeg kan er ikke evne
det jeg tør er ikke mod
dét jeg
er en anden dét
føles ikke godt

beredt jeg må være
beredt
på katastroferne der kommer
hvis ikke nu så til sommer
for de kommer jeg ved jeg ved det
de kommer og tager dig væk
de gemmer dig bag naboens hæk
og der ligger du og blir aldrig fundet
og jeg går rundt og er helt forsvundet
fordi du er katastrofenær
men ikke her

jeg har

mig selv
mit selv
ét selv

dét har jeg

eller dét har mig
men hvad fanden!

selv
selv
selv
selv
selv

selv

selv
selv

selv
selv
selv
selv
selv
selv
selv

selv

selv-selv

VI