En tv-serie om et rumskib, der er på rejse non-stop mod en fjern stjerne, der skal koloniseres af de ombordværende. Rejsen er planlagt til at vare mange generationer.

Serien fortælles i begyndelsen som en syret men helt almindelig soap, bare i scifi-regi. Serien trisser derudaf, konsoliderer sig, er tilsyneladende på vej ind i en traditionel sitcom og hyggeland, men 5-6-7 afsnit ude sker et dramatisk bræk, som freaker folk ved dets absolutte uforudsigelighed BOOM!

Rumskibet gennembores af en gigantisk træ-stamme, hele uheldet udfoldes i alle detaljer, især persondetaljer, og karakterer vi er intime med DØR!

Ved at strække uheldet over 2 episoder afsættes et væsentligt aftryk. Hvert afsnit fremover vil føles seriøst på forhånd, så stort et tema løses ikke, hvilket gør at der er dømt eksistens, med et ret så markant gennemgående tema: Dødelighed. Strækkes uheldet kun fra et halvt til et helt afsnit, vel at mærke uden falsk cliff-hanger, vil vi blot kunne observere TV-virkelighed: "HA! Se hvad vi kan gøre! og vi vil også berøre "død" flere gange i det kommende - men som den del af livet alle ved døden ér - ikke truende." Det er ikke et spørgsmål, om TV-seere efterhånden foretrækker livet i sin tyngde, hvis alternativet er villig indoktrinering af livets muligheder evigt uden for egen rækkevidde. Valget ér gjort, også for den intelligente:

Skibets beboere er ca. 1 generation ude, og mange generationer fra endemålet og begyndelsen på et nyt liv for alle: Over to afsnit følger vi uheldet, der ligner begyndelsen til slutningen på al håb. Men for at fortsætte i samme tone og beat, begynder udfordringerne med det samme, NU!: Når alle liv, der kan reddes, er reddet, og alle lækkende huller, hjørner og sprækker er svejsede - naturligvis med affødte konflikter blandt redningsfolkene, og alle kendte markante karaktertræk trukket skarpt op - flytter fokus til det næste ukendte: den enorme træstamme, som nu sidder tværs igennem det enorme rumskib.

Dette forklares så søgt plausibelt, at det fremgår at der i beboernes overleven som en (pludseligt opstået) væsentlig del indgår en voldsom vækst i alle grene af den menneskelige nysgerrighed - fysikken, kemien, religionen, filosofien og sociologien tillige, og naturligvis de slumrende fædre, beskytterne - alle giver deres bidrag til at få en kæmpetræstamme til at befinde sig dér den er, selvom ingen hver for sig fatter en meter af det.

Denne samlen omkring træstammens placering i deres univers skaber dem om; hvor de før var samlet omkring de endnu klare levn af Jordens religioner og alle tankerne der skabte dem, er de i dette sekund de mennesker i menneskenes historie, som først vil være bevidst om en periode kun med fremtid, måske 100 år, måske længere; det er ganske enkelt ikke til at vide, hvor længe virkeligheds og -universskabende tænken i alle døgnets timer vil være om at konsolidere den nye virkelighed, der er træet og rumskibet, pilen i agurken. Hjemme, uanset hvad.

Udviklingen fortsætter ufortrødent inden i økologien - vi når knap andet end vænne os til tanken om, at de nye mennesker - styret af behovet for forklaring - kan risikere at blive til en flok hårdkogte fanatikere, før træet stiller beboerne over for nye udfordringer: Bacterier og svampe inficerer folk; inden længe dør de første. Naturlige healere om bord sammen med skibets computere kan effektuere en bekæmpelse ved hjælp af skibets plantelager, men først da det går op for beboerne, at eneste måde at overleve på er at give efter for mikroorgansmernes indtrængen i kroppen, simpelt give sig hen og tillade at blive ændret, risikere at blive ændret, holder folk op med at dø af smitten.

Nogle forandres fysisk ganske lidt, andre forandres meget, nogle mere på indersiden i form af hormoner, adrenalin, syre/base og så videre-betinget opførsel, andre skifter mest på ydersiden, men de forandrer sig alle, så de kommer til at fremstå som deres eget selvbillede.

Over nogle afsnit, måske 4-5, stabiliseres bevidstheden om og forståelsen af mikroorganismernes effekt på menneskekroppene - at skibets beboere er muterede men basalt set stadig de samme. Vi efterlades med følelsen af og spørgsmålet: Jamen, hvis de nu forandrer sig til det bedre, opførselsmæssigt, får de så ikke samtidig en pænere form eller udseende?

Enter psykopaten: En vi synes ser tiltalende ud og meget dygtigt spiller rollen som sit udseendes statistisk forventede optræden, blander sig i stigende grad sig på et vitalt område. Vi har kendt (psykopaten) hele tiden, og aldrig fundet (psykopaten) så meget særligere end nogen anden om bord, men nu vækkes vi til en skræmmende oplevelse af at se en psykisk forandring lige for vore øjne, en sexuel forandring, hvor (psyko-paten) vækkes til uhæmmet sanserus og tænder på alt og alle. Og er kommet langt rundt i sæd-spredning, før flertallet kommer på sporet af (psykopatens) opførsel. Psykopaten dør, men alt for sent.

Alle der er imprægnerede og alle der har været sammen med de imprægnerede begynder at falde i søvn - de falder bare om. Resten, og det er ikke mange, passer på de sovende - men begynder til sidst at lade dem ligge, hvor de falder.

Ét afsnit hvor alle, der skal sove, falder i søvn, og de andre vandrer om, bliver tyndere, mere sjuskede, begår selvmord, slår ihjel, kommer til skade og dør af sult eller tørst. Vi bevæger os igennem hele skibet, og ser på alle processer, som på forskellig vis måler tid og fremadskriden, nedbrydning, opbygning, modning osv., - som en infrekvent time lapse film bestående af lange bevægelser, hvor meget sker på kort tid, gennem gange og rum og depoter og haver og bassiner og spisesale og kogesteder og hvad der ellers er. Og overalt ser vi de ikke-sovende mennesker dø og forvitre, mens de sovende bevæger sig i slowmotion, noget kameraet over dage kan registrere, selvom det menneskelige øje og sind ikke kan. Vi ser, til lyden af én lang passende orkesterkomposition, mennesker give op overfor tabet af fæller, af håb, af indsigten at de aldrig selv vil falde i lang-søvn, og ser også de få der nægter at give sig hen til tabet blive gamle og dø af alderdom. Og stadig sover menneskene.

I næste afsnit sover menneskene stadig, men de er nu de eneste levende væsener om bord. Mens de sover, begynder de at drømme den samme drøm: væsener inde i lange gange, der falder omkuld og andre der går omkring og tager sig af dem, nye generationer der fødes og væsener der falder omkuld og sover, andre der dør. Og så billedet af træet udefra, og billedet af træet helt inde i atomerne, og billedet af bevægelse i verdensrummet. Langvarig bevægelse. Fornemmelsen af et mål som et sigte snarere end resultat. Og så... billedet af træet der støder ind i noget. Billedet af sovende væsener der ruller rundt mellem hinanden, og suges op mod huller, hvor atmosfæren siver ud, og atmosfæren der suges ud set udefra, og slutteligt billedet af en tom skal med et par døde udtørrede væsener (der alle ligger i længderetningen, fordi træet fra at have roteret om sin diameter nu roterer om sin længdeakse, fordi det er blevet en del af rumskibets kunstige tygdefelt). Og billedet af træet gennem rumskibet, set udefra. Langsomt. Og som følge af sammenstødet beskriver rumskibet en drejende bane i forhold til vort tidligere centrerede blikfokus, sigtende mod en anden sol, langt borte.

Mens vi nærmer os den nye sol, bliver skyggerne forrest i skibet skarpere og skarpere over de sovende kroppe, som vi nu ser er mennesker, vi fornemmer der går lang lang tid, og at det er solens stråler som vækker skibets beboere til live, nogle med flere års mellemrum. De vågnede bærer de sovende ind i sollyset.

Vi træder nu ind i rutinen igen, men den er tydeligvis meget anderledes nu: Menneskene er drevne, de opfinder ting af metal og kemi og regner på tavler, de dyrker nye afgrøder, de eksperimenterer med nedfrosne æg af mange dyrearter, de laver nye retter som de serverer for hinanden, de underviser hinanden og deres børn, de udviser i det hele taget en usvækket tro på hinanden og på formålet med deres liv. Vi beværker at karaktererne taler om denne usædvanlige forandring i tro, og hører nogen tale kritisk om, hvor længe det mon holder, eftersom ingen kender afstanden til målet, men hovedparten er usvækkede. Vi mærker og følger dem, mens de nærmer sig et solsystem og bliver ældre og ældre, indtil det er deres voksne børn, som kan give ordren til at gå i kredsløb i et solsystem med en jord-type sol og to jordlignende planeter i et stabilt tvillinge kredsløb.

Menneskene sender prober ned og finder til deres enorme glæde ud af, at det et fantastisk livskraftigt sted at skulle se fremtiden i øjnene, og begynder straks at foreberede evakueringen af skibet. Der er kun to færger, og kun brændtof til de vågne og de sovende plus 7 ture som kun er transport, så hele skibets fokus sættes ind på at vurdere, hvad der umiddelbart skal med, og hvad man kan finde erstatninger for eller helt undvære.

Det går der to afsnit med. Hen mod midten af det sidste afsnit går det op for alle, at deres tilstedeværelse i solsystemet har brudt en delikat balance, således at forholdet mellem de to tvillingeplaneter har forskubbet sig. Menneskene vil kun have nogle tusinde år, før kræfterne i solsystemet trækker begge planeter, måner og solen sammen. Og der er rigtig langt til den næste jord-type sol.

I sidste afsnit er fortvivlelsen mærkbar, men der er kun ét at gøre: de må lave en midlertidig base på den ene af planeterne, se om de kan finde artefakter de kan bruge - teknologi eller rester af teknologi, som kan øge deres manøvre-dygtighed eller skibets hastighed - og hvilke som helst naturlige ressourcer til at opretholde livet imens, mens de ombordværende må sætte alle krafter ind på at finde hemmeligheden bag den dybe søvn. Begge grupper vil søge at lave brændstof til transportfærgerne, men de må dele sig i to portioner, der understøtter hvad der kan transporteres ned at overleve af, mens der samtidig spares 2 flyvninger - én færge der bliver på skibet sammen med de efterladte dér, og én der bliver på planeten med brændstof til én tur tilbage. De efterlader færre end de flyver ned. Vi mærker allerede klare politiske fraktioner i de to grupper, skarpest blandt dem, der bliver på skibet. Familiemedlemmer siger farvel til hinanden.

Slut på første sæson, eller på hele serien.

 

 

kenneth krabat ©2004