Enrique
Vila-Matas
DEN BÆRBARE LITTERATURS HISTORIE - KORT FORTALT
Oversat
af Ole Dalgaard
PROLOG
I
slutningen af vinteren 1924 var den russiske forfatter Andrei Biely,
der følte overbevisthedens uafvendelige lavastrømme
stige op i sig, plaget af en nervøs krise på den klippe,
som Nietzshe anså for den evige tilbagekomst. Den selvsamme
dag i samme time ikke langt derfra faldt musikeren Edgar Varese pludselig
af hesten, da han i en parodi på Apollinaire foregav at belave
sig på at gå i krig.
For
mig at se synes disse to scener at udgøre grundpillerne i den
bærbare litteraturs historie: en i sit udspring europæisk
historie og så let som den skrivebordskuffert, som Paul Morand
havde med sig på sine rejser i luksustoge gennem det illuminerede
natlige Europa: et mobilt skrivebord, som inspirerede Marcel Duchamp
til hans boîte-en-valise, utvivlsomt det mest geniale forsøg
på at ophøje det bærbare til kunst. Duchamps skuffekuffert,
som indeholdt reproduktioner en miniature af alle hans arbejder, blev
uden tøven konverteret til anagram for den bærbare litteratur
og symbol for de første shandier.
Nogle
måneder senere skulle Jaques Rigaut med en lille ændring
lægge sidste hånd på Duchamps anagram (over boîte-en-valise'en
en pyntekam med spænde) for med hans egne ord "at gøre
letvægtens apoteose i litteraturhistorien" gældende. Hans
tegning blev meget berømmet, måske på grund af
dens udtalte heterodokse karakter, og udløste en sand lavine
af nye og vovede profaneringer af det duchampske anagram, et klart
bevis på den vilje til konstant forandring, som besjælede
det hemmelige shandy-selskab.
I
de samme dage, og som om der blandt de første shandier herskede
en almindelig frygt for, at skuffe-kufferten skulle være tilgængelig
for en hvilkensomhelst klovn, designede Walter Benjamin med bemærkelsesværdigt
held den lystige maskine til at veje bøger med, som bærer
hans navn og som også i dag med absolut præcision tillader
os at afgøre, hvilke litterære værker, der er utålelige
og som følge deraf, endskønt de forsøger at skjule
det, ubærlige.
Det
er ikke tilfældigt, at teksterne af Benjamin-maskinens opfinder
for en stor dels vedkommende netop skyldes hans mikroskopiske blik
kædet sammen med hans utrættelige tilegnelse af teoretiske
perspektiver. "Det var de små ting, der mest tiltrak ham", skrev
hans nære ven Gerschon Scholem. Walter Benjamin syntes om gammelt
legetøj, frimærker, postkortfotografier og disse imitationer
af vinterlandskaber, der er lukket inde i glaskugler, hvor det sner,
når man ryster dem.
Walter
Benjamins håndskrift var næsten mikroskopisk og hans egen
ambition, som forblev uopfyldt, var at nedfælde hundrede linjer
på ét stykke papir. Fra sit første besøg
hos Benjamin i Paris beretter Scholem, at Benjamin trak ham med ind
på Cluny Museet for på en udstilling af jødiske
ritualgenstande at vise ham to hvedekorn, hvorpå en tvillingesjæl
havde nedskrevet hele Schema Israel.
Walter
Benjamin var også tvillingesjæl med Marcel Duchamp. Begge
var på én gang vagabunder, altid på vej, og eksilenter
i kunstens verden og samtidig samlere belæsset med ting, det
vil sige, lidenskaber. Begge vidste de, at miniaturiseren er at gøre
bærbar, og at det er den ideelle måde at besidde ting
på for en vagabund eller en eksilent.
Men
at miniaturisere er samtidig at dølge. Ducham for eksempel
følte sig altid tiltrukket af det overordentligt uanseelige,
det vil sige, af alt, der kræver at blive dechiffreret: emblemer,
manuskripter, anagrammer. For ham betød miniaturiseren også
at gøre ubrugelig: det, der er reduceret, er på sin vis
befriet for betydning. Dets lidenhed er på samme tid et hele
og et fragment. Kærligheden til det små er en barnlig
følelse.
Så
barnlig som et blik fra Kafka, der, som man ved, kastede sig ud i
en kamp på liv og død for at træde ind i det fædrende
selskab, men kun på betingelse af, at han kunne forblive det
ansvarsløse barn, han var.
Som
uansvarlige børn opførte de bærbare forfattere
sig altid, og allerede fra første færd dekreterede de
som ufravigeligt krav for at indtræde i det hemmelige shandy-selskab
permanent ungkarlestatus, eller i det mindste opførsel som
i en sådan, det vil sige funktion som en ungkarlemaskine i den
forstand, som Marcel Duchamp foreskriver kort efter at være
blevet underrettet af netop Edgar Varese om Andrei Bielys nervekrise:
"I det øjeblik, jeg ved ikke hvorledes, lyttede jeg ikke længere
til Varese, og jeg tænkte, at man ikke skal tynge sit liv for
meget, med for mange belastende ting, såsom kone, børn,
hus på landet, bil etcetera. Og lykkeligvis fattede jeg det
hurtigt. Således har jeg levet lang tid som ungkarl mere ubesværet,
end hvis jeg skulle have beskæftiget mig med alle livets normale
vanskeligheder. Når alt kommer til alt, er det det vigtigste".
At
Duchamp forstod alt det nøjagtig i det øjeblik, da Varese
fortalte ham om Bielys nervekrise på den evige genkomsts klippe,
er og bliver en gåde. Man spørger sig uvægerligt,
hvilken forbindelse der kan være mellem Bielys nervesammenbrud
og Duchamps beslutning om at forblive ungkarl for enhver pris og drømme
med åbne øjne som alle uansvarlige børn. Det er
vanskeligt, for ikke at sige umuligt at vide. Det mest sandsynlige
er, at der slet ikke er nogen forbindelse, at der simpelthen uventet,
uden nogen erindring eller bevidst association, der tillader en umiddelbar
forklaring, viser sig et billede af en ugift person for Duchamp: umulig,
letkøbt og delirisk, det vil sige en bærbar kunstner
eller, hvad der er det samme, en eller anden, som man stille og roligt
kan tage med sig et hvilket som helst sted hen.
Hvorom
alting er, står det fast, at Vareses fald, Bielys nervøse
krise og den uventede tilsynekomst af en ugift, letkøbt, delirisk
kunstner i Duchamps forestillingsverden var de piller, hvorpå
det hemmelige shandy-selskab byggede.
Foruden
en høj grad af vanvid fastlagde man de to andre ufravigelige
krav for at høre til dette selskab: ved siden af betingelsen
om, at den enkeltes værk ikke måtte være tungt og
let skulle kunne bæres i en kuffert, var den anden ufravigelige
betingelse, at man fungerede som en ungkarlemaskine.
Endskønt
fravigeligt, anbefaledes det også at være i besiddelse
af visse egenskaber, som ansås for typisk shandiske: fornyelsesånd,
ekstrem sexualitet, mangel på store planer, utrættelig
nomadedrift, intenst samliv med sin dobbeltgænger, sympati for
de sorte, dyrkelse af uforskammethedens kunst.
Der
er i uforskammetheden en hurtighed, en stolt spontanitet, som slår
de gamle mekanismer itu og triumferer over en mægtig, men langsom
modstander med sin fart. Allerede fra første øjeblik
så shandierne, at intet var mere ønskværdigt end
at lade den bærbare besværgelse forandres til spektakulær
forherligelse af det, der opstår og forsvinder ved uforskammethedens
arrogante lynsnarhed. Heraf fremgår det, at levetiden for shandiernes
besværgelse, hvis overordnede karateristikum var at besværge
selve det at besværge, blev kort. Tre år efter Vareses
fald og Bielys nervøse krise, nøjagtig den dag, man
fejrede Góngoras i Sevilla i 1927, opløste satanisten
Aleister Cowley med en bevidst teatralsk gestus de bærbares
selskab.
Mange
år efter at Cowley overlod shandiernes ørn friheden,
er jeg i stand til at bekræfte, at det bærbare selskab
bestod langt ud over medlemmernes forestillings fjerne horisonter.
Det blev det sammenslutningens bindeled, af hvilket de formede et
hemmeligt selskab uden fortilfælde i kunstens historie.
Man
vil på disse sider stifte bekendtskab med de, der risikerede
noget, om ikke livet, så i det mindste forstanden, for at frembringe
arbejder, som på den ene eller anden måde altid indeholdt
en truende farlighed. Vi vil møde de, der gjorde det muligt,
at man så let som ingensinde kan rive masken af de, der, som
Hermann Broch sagde "ikke er dårlige forfattere, men forbrydere".
Vi
vil møde de, der gjorde romanen om det gladeste, ustadigste
og skøreste hemmelige selskab, som nogensinde har eksisteret,
mulig: forfattere, der er blevet helt sorte indeni af al den kaffe
og tyrkiske tobak, letkøbte og deliriske helte fra det tabte
slag, som livet er, elskere af skriften, når de kaster sig ud
i de mest underholdende og også mest radikale eksperimenter.
MØRKE
OG MAGI
Jeg
skylder en kort samtale med Marcel Duchamp og i særlig grad
Enker og Soldater, en endnu ikke offentliggjort bog af Francis Picabia,
de værdifuldeste informationer om to femme fatales'afgørende
delagtighed i stiftelsen af det hemmelige shandy-selskab i Port Actif.
Picabia
fortæller, at der i slutningen af vinteren 1924 i byen Zürich
overfor nummer 1 i Spiegelgasse, det vil sige overfor Cabaret Voltaire,
hvor DADA i de dage fejrede den lykkelige femårsdag for sin
forsvinden fra kulturscenen, var en balkon med form som en pygmæfløjte
af papayatræ, og på denne balkon stod en fuldmånenat
lang en garbardinefrakke, hvorunder en spansk skønhed med det
helt forfærdelige navn Berta Bocado bevægede sig uroligt
og stjålent holdt øje med det uafladelige postyr, som
de forhenværende dadaister, som i parentes bemærket ikke
et øjeblik opdagede, at de blev udspioneret af spanierinden,
anstillede.
Den
nat var Berta Bocado som et kamera med åben linse: et passivt,
minutiøst, eftertænksomt kamera. Hun havde netop modtaget
et brev fra sin tidligere elsker Francis Picabia, i hvilket han efter
at have underrettet hende om sine bekymringer, bad hende om, at forsøge
at slutte venskab med en russisk forfatter ved navn Adrei Biely og
finde ud af, om han, når man så bort fra nervekriser på
historiske klipper, også besad et vist genie og humoristisk
sans: "Såvel Marcel (Duchamp) som jeg slutter brevet
er interesseret i at vide, om Biely er en af vore. Af de oplysninger,
vi er i besiddelse af, fremgår det, at han bor i din gade og
om eftermiddagen spiller skak med Tristán Tzara. Åbenbart
fungerer han som ungkarlemaskine. I hans bedste roman, St. Petersborg,
er protagonisten en konspirator og samtidig ungkarlemaskine, som i
et anfald af vidunderlig inspiration spiser en bombe og mærker
dens behagelige tikken i maven. Sandsynligvis er Biely en førsteklasses
forrykt. Det ville glæde os, om du kunne lære ham at kende
og fortælle, om han har ligheder med protagonisten i sin roman.
Vi afventer din beretning".
Det
vides ikke, om det skyldtes egenskaben af femme fatale eller om det
simpelt hen var almindelig tendens til forvirring, der forårsagede,
at Berta Bocado forvekslede Biely med en anden russisk statsborger,
som også boede i Spiegelgasse og af og til om eftermiddagen
spillede skak med Tzara, Arp, Schwitters og co., men som om natten
trak sig tilbage til sin lejlighed og ikke ville vide at de forhenværende
dadaister. Vladimir Ilich Uliánov var hans navn, og han ventede
i Zürich i selskab med en vis Krupskaja på, at revoloutionen
skulle bryde ud i hans land.
Få
dage senere sendte Berta Bocada nogle fuldstændigt vildledende
oplysninger til Picabia og skabte således en misforståelse,
som i allerhøjeste grad bidrog til konsolideringen af det bærbare
selskab: Det drejer sig om en sælsom russer, som selv i godt
vejr, går på gaden med galocher, paraply og vatteret vinterfrakke.
Han har paraplyen i et hylster og sit ur i et futteral af gemseskind,
og en lommekniv, som han bruger til at spidse blyanter med, er ligeledes
anbragt i et etui; det kunne endda se ud som om, hans ansigt er indhyllet,
fordi han altid skjuler det bag den opslåede frakkekrave. Han
går med mørke briller, uldskjorte, stopper vat i ørene,
og når han stiger op i en vogn, giver han kusken besked på
at slå calechen op. Med andre ord, ser man hos dette individ
en konstant trang til at dække sig under en eller anden form
for betræk, som afsondrer ham fra og beskytter ham mod ethvert
udefrakommende blik Jeg tror han tilmed må have en mani med
at opbevare sine idéer i et etui ..." "... jeg har forsøgt
at forføre ham, og det eneste, jeg opnåede var, at han
inviterede mig op i sin lejlighed, men da vi endelig var nået
så langt, begyndte han at opføre sig temmelig besynderligt:
uden at værdige mig et blik var han tilsyneladende udelukkende
optaget af nogle sagsmapper, som han hektisk og krampagtigt bar rundt
til snart det ene snart det andet sted i værelse, nogle af mapperne
lagde han hele tiden et andet sted, andre gemte han væk. Jeg
formoder, de indeholdt manuskripter til hans romaner. Og jeg siger
udtrykkeligt formoder, fordi han, mens alt det her foregik, igen og
igen holdt fast ved, at han ikke var romanforfatter og rædselsslagen
bestred nogensinde at have skrevet noget om sammensvorne, der sluger
bomber eller nogetsomhelst andet i den stil. Det var klart, at han
ønskede at slippe af med mig så hurtigt som muligt, og
det, du kender mig jo, irriterede mig. Jeg kaldte ham uopdragen, hvortil
han hemmelighedsfuldt replicerede, at han ikke var uopdragen, men
snarere en passioneret bærer af alt, der så ud til at
være bærbart ..."
Da
Picabia modtog brevet, havde han en fornemmelse af, at der bag russerens
sælsomme opførsel kunne ligge en besked i kode skjult,
som han burde dechiffrere. Han tilbragte dagevis i forsøg på
at finde hoved og hale i den hektiske bæren rundt på sagsmapper,
til Duchamp, som endnu ikke kendte til indholdet af Bocados brev,
fortalte ham om en drøm og uden at vide af det lettede ham
den afgørende vej til det, han i den grad havde søgt.
Duchamp
fortalte ham, at han havde drømt fire sætninger: de tre
første bestod af ord, der var underlagt tilfældighedens
lov, sætninger, der reflekterede et sprog, som man kunne vente
det af tilfældet, hvis hævdholdelse, som det er almindelig
bekendt, altid har ligget Duchamp på sinde. Alle sætningerne
undtagen den sidste skulle flere år senere dukke op i en antologi,
som André Bretón tilegnede den sort humor:
Etrangler
l'etranger
Eglise,
exil
Rrose
Selavy et moi esquivons les eccymoses
Des
Esquimaux aux mots exquis
C'est
Belyj le plus vieux du Port Atif
Denne
fjerde og sidste sætning, den eneste der ikke bestod af ord,
der var underlagt tilfældighedens lov, havde en magisk betydning
for Picabia, som i Port Atif (bærbar) troede at se en åbenbaring,
det løsen, som gådefuldt forbandt Duchamps drøm
med Bielys budskab, og rettede hans opmærksomhed mod Port Actif,
en afrikansk koloni ved floden Nigers munding.
Efter
ikke så få vanskeligheder lykkedes det ham at overbevise
fire af sine venner Duchamp, Ferenc Szalay, Paul Morand og
Jacques Rigaut om det absolut nødvendige i at begive
sig til de nigerianske bredder. Og den 27. juli 1924 gik de ombord
på et skib med kurs mod de afrikanske kyster til en fremtidig
shandy-sammensværgelse, som de i de dage ikke præsist
vidste, hvad gik ud på, men som de ikke var i tvivl om ville
spire frem i fuldt lys i et kontinents mørke, som var endnu
dunklere end den på den anden side dengang altid dystre bærbare
ånd.
Ved
ankomsten til Port Actif, beretter Picabia, mærkede de straks
en uhyrlig fascination af den verden, de var rejst til: "...vi følte
os befordret til en ny stjerne; jeg husker, at vi en eftermiddag gjorde
anstalt til at gå land, og at en sky af negerunger invaderede
dækket: de stak deres raserede hoveder ind gennem vinduerne
til vores kahytter og viste de strålende øjne og smil,
som lyste af blændende tænder. De stak deres spinkle hænder
frem, hulede som rosa muslingeskaller, for at bede om penge ... snart
var vi såmænd på Port Actifs store torv, kvadaratisk
og smukt, overfyldt med pensioner, barer og butikker. Marcel, Paul,
Ferenc, Jaques, alle smilede samtidigt, da de opdagede, at her var
der en Café du Louvre. Der satte vi os og smagte på de
egenartige micris, som er kaffebønner fra Harrar overtrukket
med et tykt lag sukker. To negere nærmede sig og faldbød
agater fra Ceylon, bjergkrystal fra Tamojal, sølvringe, gazellehorn,
strudsefjer og nigerianske skjold ..." "...men da natten faldt på,
og den første fortryllelse af dette fascinerende sted allerede
var blegnet, begyndte vi at frygte, at der her næppe kunne vederfare
os noget af betydning."
Tre
lange dage kedede de sig bravt på Café du Louvres terrasse,
og i virkeligheden stod det ingen af dem helt klart - selv ikke Picabia,
der havde fået dem med på den galaj - hvad de lavede dér.
Duchamp, dem mest deprimerede af dem alle, gentog utrætteligt,
at fem ungkarlemaskiner strandet i en afrikansk havn, efter hans mening
ikke gavnede stort mere end en latterlig samling forrykte apparater.
Picabia forsøgte at være optimistisk og kunne hele tiden,
selvom han vidste, at han narrede sig selv, og til vennernes store
irritation, se tegn i sol og måne eller i torvets søjlegange
eller i de beundringsværdige miniaturer, som negrene solgte.
Men først om eftermiddagen den tredje dag troede Picabia virkelig
at se et rigtigt interessant tegn, intet mindre end en neger, som
kun havde ét ben og spillede fløjte på sit skinneben:
det vil sige én, der var identisk med Lelgoulach, en fiktiv
person i Raymond Roussels Indtryk fra Afrika.
Mørke
og magi. Picabia formodede straks, at det dennegang kunne handle om
et højst betydningsfuldt tegn. Tegn på hvad? spurgte
Duchamp, Szalay og co. med én mund, tydeligvis allerede godt
trætte og lede og kede af at være vidne til Picabias søgen
efter virlkårlige associationer, som skulle angive en retning
i kaos. Men netop i det øjeblik så de pludselig en fremmed
vidunderlig kvinde ("Høj og mørkhåret. Usædvanlig
sanselig, en absolut fuldendt fremtoning"), som i stor hast gik tværs
over torvet og forsvandt ind i en gyde fulgt af Lelgoulach og hans
musikalske skinneben.
Efter
et øjebliks almindelig forbløffelse, reagerede Picabia
og ville vide, om de andre havde set det samme som han, nemlig, som
han udtrykte det, en skøn besjælet maskine. Morand svarede,
at i virkeligheden var det en komisk variant af orangeblomsten, der
var gået over torvet. Szalay blandede sig og påstod kategorisk
i et forsøg på at bestemme den fremmedes nationalitet,
at der fandtes tre køn: hankøn, hunkøn og den
franske skønhed, som netop i al hemmelighed var gået
tværs over torvet. Rigaut rejste sig forlegent, fuldstændig
ude af sig selv og "forelsket, endnu uden at have lært hende
at kende, brød han op og fulgte efter denne skæbnesvangre
kvinde".
Kvinden
viste sig at være Georgia O'Keefe, amerikansk maler og billedhugger,
som var på rejse rundt langs den afrikanske vestkyst i selskab
med digteren William Carlos Williams, en god ven af Duchamp.
Ved
middagen, der fulgte på dette lykkelige møde, viste hun
sig at være en ivrig tilhører til Picabias tale om ungkarlemaskiner,
fiktioner og andre fremtidige sammensværgelser. Lelgoulach undlod
ikke at sætte musik til alle ord, der blev sagt under middagen,
til hans fortryllede skinneben æresfrygtigt sluttede sig til
den øvrige gruppes tavshed, da O'Keefe begyndte at spille rollen
som femme fatale, der allerede var indføjet i ungkarle-mekanismen,
og udfoldede sin teori om, hvad hun forstod ved ekstrem seksualitet:
et koncept, som, på grund af en intim tilknytning til ungkarlemaskinernes
funktion, straks blev et af de mest typisk shandytræk.
Fuldt
bevidst om at ungkarlemaskinernes adelsmærke var af seksuel
karakter påstod Georgia O'Keefe, at disse var sammensat af en
mekanisk og anden organisk enhed, og at de sammen i en sluttet kreds
forenede komplekse forbindelser af lyst og skræk, af ekstase
og straf, og af liv og død.
"Nøjagtig
som med energi eller libido beretter Picabia, at denne femme
fatale, mens hun filede negle, fældede sin dom må
man fraskrive kærligheden dens genetiske forudbestemthed, som
er reproduktion, og i stedet udelukkende søge selvtilfredsstillelsen.
Med andre ord forene sig af ren og skær lyst uden tanke på
efterslægt eller andre petitesser. Det er, hvad jeg forstår
ved ekstrem seksualitet."
Efter
den ordrette gengivelse af O'Keefes tale afslutter Picabia brat sin
beskrivelse af den stiftende forsamling i Port Actif og taler om den
gådefulde og tankevækkende tavshed, der opstod mellem
dem, en hemmelig pagt: "Hvis vi indtil da havde slæbt vores
fortid efter os som en luftig komethale og kendt uendelig lidt til
vores fremtidige sammensværgelse, så forenede Georgias
dom os i en ganske uventet fuldkommen hemmelighedsfuld tavshed, og
den nat faldt der ikke flere ord, fordi vi anså den for det
ideale afstemte leje, der tillod os at føje resten af de typisk
bærbare krav til den mest absolutte og tillokkende af alle tavsheder.
Og således forstummede vi alle, da vi forstod, at en hørbar
samtale virkelig ikke var nødvendig, fordi vi allerede længe
havde talt sammen uden at tale højt. Vi konverserede i stilhed,
og vores snak var en af de mest interessante, man kan forestille sig.
Udtalte, hørbare ord ville ikke have opnået samme virkning
som denne tavshed.
Om
denne hemmelige pagt, der lagde grunden til shandyismen, er jeg ikke
i besiddelse af andre oplysninger end dem, Picabia afslører
i sin bog, men jeg tror, det er fuldt ud tilstrækkelige og troværdige
informationer til at komme frem til den konklusion, at det var takket
være en skæbnevanger kvindes definition af ekstrem seksualitet,
at fødslen af de bærbares verden blev virkelighed, et
univers, der var barn af misforståelse og tilfædighed.
Af misforståelse på grund af Berta Bocados forveksling
af russere. Og af tilfældighed på grund af mødet
med Georgia O'Keefe, der havde fordrivelse af moderskabet fra shandysproget
til følge.
Alt
tyder altså på, at optagelsen af skæbnesvangre kvinder
i den bærbare verden understøttede det hemmelige selskabs
fødsel. Men som vi jo ved: er det at fødes det samme
som at begynde at dø. At de skæbnesvangre kvinder installerede
sig i ungkarlemaskinerne garderede ikke disse sidstnævnte mod
uoprettelige skader, for netop som de følte sig levende og
bærbare, omfavnede Døden dem, hvilket forklarer såvel
den øjeblikkelige fremkomst af ordet selvmord på deres
horisont som det faktum, at en af bordfællerne fra Port Actif,
præcis han, der havde forelsket sig i den skæbnesvangre
kvinde, på stedet blev klar over det skæbnebestemte i
et bærbart bureau: generalagenturet for selvmord.
SELVMORD
PÅ HOTEL
Det
kunne se ud som om, det er en historisk konstant, at der blandt grundlæggerne
af ethvert hemmeligt selskab altid er en Rasmus Modsat. I tilfældet
shandy var alle bordfællerne fra Port Actif store livelskere
med undtagelse af Rigaut, som fra begyndelsen tog Dødens parti.("Vous
êtes tous de poètes et moi je suis du côté
de la mort"), eller rettere selvmordets, et ord der ikke skulle bandlyses
i shandysproget før den dag, da Rigaut efter to års tøven
begik selvmord på et luksuriøst hotel i ben Palermo.
Det
tog ham så længe at beslutte sig, at han havde tid til
at være øjenvidne til den celebre bølge af ungdomsselvmord
i Paris 1924, et lune, som blev hårdt fordømt af nogle
af bordfællerne fra Port Actif: "Al denne tagen-sig-af-dage
skrev Szalay er tilsyneladende udelukkende en sag for
unge med en tåbelig indstilling, og den yngste og dummeste af
dem, eller i det mindste den, der står os nærmest, er
den ubesindige Rigaut; der må gøres noget ved den ekstreme
ungdom og selvmordet, to ord , der åbenbart nutildags synes
snævert forbundet og som stemmer dårligt overens med den
bærbare ånd." Og Paul Morand afsluttede en konference
i Reims med disse ord, som var tydelig rettet mod vennen Rigeaut:
Det er ikke alvorligt ment, mine herrer. Hvis man vil tage sig af
dage, bør man gøre det straks, det vil sige, mens man
endnu er barn, at gøre det meget senere er lidt latterligt,
for man kan ikke blive ved at være ængstelig, når
man allerede er fyldt syv år.
Rigaut
skænkede sine venners ord ringe opmærksomhed, for efter
sin hjemkomst fra Afrika havde selvmordet for ham opnået en
enestående ceremoniel betydning. De første skridt til
denne definitive gestus havde han taget i Port Actif, da han uden
at sige noget til nogen trængte ind i urskoven og blev væk
i en nat af mørke træer, hvor han omgivet af bladenes
fugtige tavshed opdigtede det påskud, at han var håbløst
forelsket i Georgia O'Keefe, for på den måde at føle
sig endnu stærkere fristet til at tage livet af sig, thi han
var sikker på, at hans elskede ville afslå ham ubeset,
hvad hun også gjorde. Men, som jeg allerede har sagt, hindrede
det ham ikke i at nøle endnu to år med at begå
selvmord.
Og
det var i den periode, at han gennem en dyb følelse af ulykke
og ved udsigten til selvmord genvandt sin humoristiske sans, hvilket
man let kan overbevise sig om i den tekst eller annonce, som han udformede
i Paris efter sin tilbagekomst fra Port Actif for at gøre opmærksom
på sit generalagentur for selvmord, et i den bærbare litteraturs
historie enestående bureau:
"Generalagenturet
for Selvmord har endelig indrettet behagelige omgivelser, der indbyder
til at skille sig af med livet, for døden er den eneste af
alle modløsheder, der aldrig lader sig undskylde. Efterfølgende
kan vi tilbyde ekspresbegravelse med banket, lit de parade med forbidefilerende
venner og bekendte, fotografi eller dødsmaske (efter ønske),
ilægning i kiste, religiøs ceremoni (fakultativ) og overførsel
af lig til kirkegård. Generalagenturet for Selvmord er gerne
behjælpelig med fuldbyrdelse af vores kunders sidste vilje".
To
måneder efter offentliggørelsen af annoncen, lod Rigaut
overilet sit selvmordskontor i stikken og gik om bord på et
skib til Amerika. Hans forkærlighed for iscenesættelse
af traurige komedier førte ham direkte til det hus, hvor William
Carlos Williams (som han mente måtte være O'Keefes elsker)
boede, og foran hvis dør han forsøgte at stille den
forsmåede forelskedes fortvivlelse til skue.
Vi
har kendskab til meget interessante detaljer fra hans maritime rejse,
fordi han blev gode venner med en elegant passager, fotografen Man
Ray, som flere år senere på ubarmhjertig vis skulle fortælle
det hele i en underholdende bog, Travels with Rita Malú, hvor
han beskriver Rigaut som en patetisk og teatralsk herre, som kastede
sig ud i en fortvivlelse, som ikke engang han selv troede på,
men som ved flere lejligheder afslørede sin sans for humor.
For eksempel var han næppe gået i land i New York, før
han følte sig foranlediget til at lade denne bekendtgørelse
trykke i den lokale presse:
"Fattig,
middelmådig ung mand, 21 år, med rene hænder, ønsker
at indgå ægteskab med kvinde, 24 cyllinder, sund, erotoman
eller med anamitisk som hovedsprog og helst med efternavnet O'Keefe.
Henvendelse til Jaques Rigaut, 73, boulevard de Montparnasse, Paris.
Uden fast bopæl i New York."
Straks
efter at have indgivet denne annonce begav han sig hen til William
Carlos Williams' hus. Williams åbnede døren og kunne
ved synet af den fremtidige selvmorders vilde ansigt ikke tilbageholde
et kæmpegrin. Foran ham stod Rigaut med en buket orkidéer
og en vis bleghed malet i hovedet, som om han var offer for en kærlighedsfeber,
der rev hans hjerte i stykker.
Det
var virkelig et syn, der var et fotografi værd, og Man Ray,
som var fulgtes med Rigaut til huset, spildte ikke tiden. Hans øjebliksbilleder,
der cirkulerede blandt de første shandyier, havde til formål
at bekræfte dem i den opfattelse, at der ikke i det hemmelige
selskab var plads til ufrivillig komik eller fingeret fortvivelse,
det vil sige til ekstrem ungdom.
Det
omtalte møde i en newyorksk gadedør førte også
til, at den nordamerikanske digter sluttede venskab med Man Ray, og
at han, der allerede var ven med Duchamp, på sin side indledte
et tæt forhold til Georgia O'Keefe og de udmærkede shandier,
som hun, da hun var vendt tilbage fra Port Actif, tålmodigt
havde hvervet i de mest udsøgte kunstnerkredse i en by, der
takket være det bærbare sus var ved at miste sin provinsielle
dyd.
Blandt
Georgia O'Keefes venner talte man Walter Arensberg, Pola Negri, fyrst
Mdivani, Skip Canell og Robert Johnson. Sidstnævnte åbenbarede
sig for Man Ray som "mærket af det tomme rums træk, af
skamløsheden og den præopfyldte død". Og han var
under alle omstændigheder en meget sælsom person.
Johnson
var i lang tid mødt op til alle sine aftaler med en meget let
lille kuffert, som alle og enhver troede indeholdt miniaturer af hans
malerier, indtil man fandt ud af, at det i virkeligheden drejede sig
om en picnickuffert med en suppeske, fire bakker, tolv tallerkener,
seks glas og en barok-tekande af sølv.
Men
det særeste ved Johnson var, at han på en måde mindede
om Rigaut, men at han til forskel fra ham syntes at have meget travlt
med at forlade denne verden. Da Rigaut lærte ham at kende, var
han forbløffet, beskæmmet og frem for alt foruroliget
over at stifte bekendtskab med en selvmorder, der var langt mere beslutsom
end han. "Se godt på mig i nat sagde Johnson til ham
for jeg tvivler på, du kommer til at se mig igen. Om
et par timer eksisterer jeg ikke mere." Og altså besluttede
Johnson sig kort efter at være vendt hjem til at afslutte en
opgave, der for længst var påbegyndt og som bestod af
et fint sølvsmedearbejde: at polere hanken på barok-tekanden
af sølv til den fik en fuldkommen afrundet form og bruge den
som projektil til at blæse hjernen ud på sig selv.
Hvad
Johnson ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig var, at
hans død forvandlede ham til en slags New York-Werther: byen
befolkedes fra om natten til om morgen som i en imitation af Paris
af unge selvmordere, der fascineret af barok-sølvtekande-døden
kastede sig ud fra hængebroer, dog ikke uden først at
have skrevet lystige breve til dommerne, hvori de angav de forskelligste
grunde til at forlade dette liv.
En
af disse unge selvmordere, billedhuggeren Gaudier-Brezskas broder,
tilegnede meget betænksomt dommeren dette beundringsværdige
digt: "Morgen. Slut./ Slut. I morgen./ I morgen. Slut./ Slut med i
morgen./ Med i morgen er det slut./ I morgen slutter det. / Slut.
Prut."
Selvmordsbølgen
var så voldsom, at Skip Canell, en af Johnsons nære venner,
bad Rigaut som anerkendt autoritet på selvmordsområdet
om ufortrødent at rette en indtrængende opfordring til
ungdommen om at tage afstand fra den slags selvmordsgriller. Og det
var årsagen til, at man i slutningen af december 1924 i New
York Times kunne finde følgende læserbrev underskrevet
Jaques Rigaut:
"Der
er ingen grund til at leve, men der er heller ingen grund til at dø.
Det ligger mig på sinde, højtærede hr. chefredaktør,
at denne bys ungdom af dette brev må begribe, at den eneste
tilladte måde at demonstrere vor livslede på er at akceptere
livet. Det fortjener ikke, at vi gør os den ulejlighed at forlade
det. ... Selvmordet er meget bekvemt, for bekvemt: jeg har ikke begået
selvmord. Det vejer tungt, at jeg ikke vil tage afsked med livet uden
først at have sikkerhed for, at jeg kan tage Frihedsstatuen,
Kærligheden eller De forenede Stater med mig. Tillad mig med
disse linjer at protestere på det kraftigste mod denne absurde
selvmordsbølge fra hængebroer. Unge i New York, vælg
et prægtigt hotel, hvis I vil forlade livet. Der findes hoteller,
der ærlig talt er meget litterære. Når alt kommer
til alt, ordenes verden hviler ud på hotellerne efter anstrengende
fantasier. I Europa, hvor man længe nok har vidst hvordan, anser
man udelukkende selvmord på Ritz for passende."
Offentliggørelsen
af dette brev forårsagede den stik modsatte virkning af, hvad
Skip Canell havde tænkt sig, og forøgede antallet af
selvmord og breve til dommerne skandaløst. Berømt blev
det, Skip Canells yndlingsnevø skrev: Hr. dommer, det er mig
en fornøjelse at kunne meddele dem, at jeg til mit selvmord
har udset netop den dag, da jeg grundet min onkels død arver
en anseelig formue."
Ifølge
Man Ray hjalp Rigauts brev dem til at opdage et nyt for shandier typisk
karaktertræk: radikal tilbagevisning af hele idéen om
selvmord og samtidig af ethvert nymodens, romatisk tic: "Rigauts brev
beviser, at han var den eneste af os, der var tilhænger af selvmord.
For os andre var det meget klart, at en vandflyver for eksempel var
en million gange mere tillokkende end udslået hår i vinden
og Heinrich von Kleists selvmordsmavebesvær ved Wannsees grønne
breder."
Pludselig
rystede et af New York-selvmordene Rigaut. Hans bedste ven i byen,
som var portier på Ritz, hængte sig i hotellets vestibule.
Trist og beskæmmet pakkede Rigaut sin lille kuffert og vendte
tilbage til Paris, hvor han forvandlede sig til et tynget menneske,
hvis omflakkende voluminøse skygge strejfede rundt i Monmartres
gader og desperat forsøgte at udskyde et selvmord, der dag
for dag syntes mere uundgåeligt. Han flyttede fra hotel til
hotel i selskab med en sort skønhed, Carla Orengo, og slæbte
altid en tung rejsekuffert med sig. I virkeligheden var det en sekretær
med to hylder til notesbøger, tre skuffer til dokumenter, foruden
en bås til skrivemaskinen og et sammenklappeligt bord. Man Ray
er af den opfattelse, at vægten af den rejsekuffert, som også
Rigaut indså var umulig at bære, kunne være en af
årsagerne til, at han til sidst besluttede sig for at begå
selvmord og udvalgte Gran Hotel i byen Palermo til formålet.
I
slutningen af 1926 installerede Rigaut sig i omtalte hotel efter at
have truffet forberedelser til aldrig mere at vende tilbage til Paris.
I skufferne i hans rejsekuffertsekretær opbevarede han alle
mulige barbiturater, som han utrættelig indtog. Han kastede
sig ud i et pilleorgie uden lige med den hensigt at tage sig af dage
eller lade pillerne gøre arbejdet, som om han nu havde fået
smag for den død, han hidtil havde haft en vis frygt for.
Den
morgen, da han skulle have forladt hotellet for at starte en afgiftningskur
i Kreuzlingen, fandt de ham død. På trods af sin kraftesløst
udmattede tilstand var det lykkedes ham at slæbe sig selv og
sin madrads hen til mellemdøren til Carla Orengos værelse.
Denne dør havde altid været uaflåst, men man fandt
den lukket med nøglen drejet om. En sidste gestus oven over
en madras, ligeså grotesk som umulig at dechiffrere.
Man
Ray fortæller, at da shandierne fik meddelelsen i Paris, tænkte
de, at man i den kommende tid måtte forbygge enhver form for
lunefulde selvmord i det hemmelige selskabs skød, og de spredte
derpå tekster af enhver art om, hvor uovertruffent dette selvmord
havde været; de troede, at hvis de fremstillede det som noget
uovertruffent, ville de fremtidige bærbare undlade at tage konkurrencen
op med Rigaut på selvmordsområdet. Blaise Cendrars skrev
f. eks.: "På hotellet i Palermo dannede nøglen, nøglehullet
og denne lukkede åbenhed i dette øjeblik og uden tvivl
i al fremtid en gådefuld trekant, hvor på en gang Rigauts
arbejde kommer os i møde og nægter os adgang. Under alle
omstændigheder et uovertruffent selvmord. Jeg anbefaler mine
venner ikke at forsøge at overgå det, for det er en uløselig
opgave, og der findes ikke noget værre end at tage sig af dage,
gøre sig selv til grin og til slut ikke engang erfare, hvorfor
man har gjort sig latterlig".
Men
Maurice Blanchot, der i Faux pas behandler det bærbare fænomen
kort, men brilliant, var af den mening, at frembringelsen af teksterne
egentlig ikke så meget havde til hensigt at overbevise læserne,
men i langt højere grad forfatterne selv. Det er højst
sandsynligt, at det i nogle tilfælde var rigtigt. Det ser man
tydeligt for eksempel i Y el chochón?, et digt, som fyrst Mdivani
skrev i en ubevægelig ubåd. Pennen ryster i hans hånd
eller han bliver vanvittig eller simpelt hen panisk ved tanken om
at blive lokket af selvmordet. I al fald skrev han disse ufordøjelige
vers om Rigauts barbiturater: "Phanodorme, Variane, Rutonai. / Hipalene,
Acetile, Sonothai. / Neurinase, Veronin, Good bye."
Paul
Morand, der ikke var uden humor, fortolker dette digt som "virkelig
genialt, for jeg har opdaget muligheden for at gennemføre selvmordet
i skriftens eget rum."
At
gennemføre selvmordet i skriftens eget rum. Det, der blev til
som en ironisk kommentar, endte som et princip, der blev akcepteret
af alle medlemmerne af det hemmelige selskab. Og det var klart, at
for fremtiden kunne selvmordet udelukkende genneføres på
papiret. Antonin Artaud for eksempel svarede således på
en surrealistisk rundspørge, hvor man ville vide, hvad de adspurgte
mente om at tage livet af sig: "Ja, men hvad mener De om et tidligere
selvmord, et selvmord, der tillader os at vende tilbage, men til den
anden side af eksistensen, ikke til dødens side? Kun det kunne
give mening for mig. Jeg har ikke appetit på døden, jeg
hungrer efter ikke at være til, til ikke at forfalde til denne
forskansen sig bag dumheder, undsigelser, afkald og afstumpede møder
..."
Skønt,
som vi har set det, at alle shandiers drama i begyndelsen var at forstå,
at man var faldet i grøften på Dødens side, så
indså man hurtigt, at selvmordet ikke var nogen løsning,
og at det udelukkende kunne genneføres i skriftens eget rum,
om det så, som vi vil se, var at rejse rundt i den mest radikale
tavshed eller forvandle sig til en litterær figur eller forråde
selve sproget eller drikke likører så stærke som
støbejern eller blive offer for blændværk, optisk
vildelse eller for en bestemt variant af spejling, bærbare løsninger
for enhver smag i den fælles hensigt at lægge dette dødens
sprog bag sig, som Rigaut to år før, han drog gennem
Montmartre med rejsekufferten som en bylt, havde opdaget under indtryk
af Afrika i Port Actif, hvor alt synes at begynde.
© 1999 by Ole Dalgaard
http://www.ctv.es/USERS/dalgaard/