HOLD DA KÆFT

 

karakterer:
en MAND
en ÆLDRE MAND

scenarie:
Købmagergade/gågade

1995/2006 © Kenneth Krabat


HOLD DA KÆFT

 

[Gågadelyde, stenbro.]

[Lyden af en deklamerende mandestemme, skiftevis
nærmest til sig selv og henvendt til forbipasserende, men lydt]

MAND:

... den bløde mellemvare er smertebetinget og intet går så hurtigt som smertens opstigen til ansigtet, der bliver rødt og tydeligt fremviser de ustimulerede behov, og der er intet at stille op ved denne konvergens mellem følelser og kød, følelser og blod, følelser og omverden. Smerten stiger bare, mine damer og herrer, smerten stiger bare, den bare stiger og stiger, og en sort gondol kommer sejlende lige ud af billedet i et landskab, som ikke findes og smerten stiger op som en fjederflad trold af en æske, der er intet at blive forskrækket over længere, heller ikke Dem, lille Frue, for børneværelset er tømt og vinduerne skoddet til, det børnefri liv ér begyndt og nogen må betale prisen for de manglende lovord til livet. Ja, hvem skal vise børnene ind nu i biografen søndag eftermiddag, når der ingen børn er? Livet begynder forfra på midten, der er ingen ekstra påfyldning, det handler om en halvfuld flaske og en halvtømt, der er ingen udvej og hanen galer altid to gange for de elskende: Lad det være sagt, at det stadig er nat, og lad os få den historie... Mine damer og herrer... eller rettere sagt: Dén herre... og velkommen til! - nu sturt, sturt nummer... trommehvirvel, tak...

ÆLDRE MAND:

Øe...

MAND:

Der var en gang en lille dreng... eller var det en lille pige...? Nå, men det ér også lige meget, kan man godt sige, for historien ender under alle omstændigheder sørgeligt...

ÆLDRE MAND:

Sørgeligt!? Man kan da...

MAND:

Ja. Sørgeligt.

ÆLDRE MAND:

... ikke ... Er det kutyme at fortælle
slutningen på sine eventyr først ?

MAND:

Kan det ikke være lige meget hvilken rækkefølge, det kommer i, når det alligevel ender dårligt? Hør nu bare efter. Altså... den her lille pige, eller dreng, var faret vild i skoven, fordi hans, eller hendes , mor pludselig skulle have besøg af sin elsker og derfor sendte den lille dreng, eller pige, ud i haven for at lege. Men enhver ved jo, at man som barn ikke gider høre mor ligge og stønne sammen med én, som ikke engang er ens far, og man vil også meget hellere have sin egen far, så derfor var den lille pige, eller den lille dreng... det var vist nok en lille pige... Nå, men... men den lille pige var altså gået ud i skoven, og var derfor faret vild, og mens den lille pige gik ude i skoven, blev det pludselig meget mørkt, nærmest som om en skygge gik for solen - se, da hun gik ud for at lege var det middag - og hun havde vel været ude i haven en halv time, da hun besluttede sig for at gå på opdagelse i skoven, som lå, og sikkert stadig ligger, dén dag i dag, lige i nærheden. Og...

ÆLDRE MAND:

Af hér?

MAND:

Af hvad?

ÆLDRE MAND:

Af hér? Lige i nærheden af hér?

MAND:

Øeh... nej. Længere væk. Et andet sted... Helt bestemt! Nå, men der blev altså pludselig meget mørkt ude i skoven, og den lille pige, som ikke havde nævneværdigt med tøj på... det var fordi hun var så fattig... ha ha fattede du dén, hva...!?   - hun begyndte at fryse noget så forskrækkeligt, da der pludselig som ved et mirakel skød et hult træ op af skovbunden, lige foran hende, og da hun undersøgte det, fandt hun bunden dækket af et tykt lag blade. Hér kan jeg ligge og hvile mig, indtil solen kommer igen, tænkte den lille pige... eller måske var det alligevel en lille dreng? Never mind, vi siger det var én af hver. Altså, de lagde sig i det hule træ, men så kom der et kæmpe vindstød og rokkede i træet, og med ét faldt jorden væk under børnene og de faldt og de faldt og de faldt og de faldt og de faldt og de falder endnu, og der er intet jeg kan gøre for at bremse deres fald. In gen ting. Intet! De falder bare og sådan er dét. Og hvis der er nogen som er uenige, kan de værsgo være det med sig selv. Ha! Børnene falder ned gennem et hul i en hul træstamme, langt ned i jorden, og hullet er bundløst som den slags huller nu skal være. Slut.

ÆLDRE MAND:

Var det ikke en lige lovlig nem slutning? For ikke at tale om selve historien? Hvad skete der for eksempel med moderen og hendes elsker, blev de lykkelige? Kom hun sig nogen sinde over sorgen af tabet af sine børn? Fik hun og faderen hinanden igen?

MAND:

Jamen, historien er ikke færdig. Jeg har jo lige sagt, at børnene falder endnu. Så kan historien vel ikke være færdig vel?

ÆLDRE MAND:

Jamen, du sagde "SLUT"... Det må vel betyder, at historien har fået en ende?

MAND:

Nej nej, slet ikke. Det var bare noget jeg sagde for at få dig til at holde mund.

ÆLDRE MAND:

Jamen jeg sagde jo ikke en lyd. Det var jo dig , som gentog igen og igen, at der ikke var noget at gøre.

MAND:

Det gjorde jeg da ikke!

ÆLDRE MAND:

Jo det ved gud du gjorde.

MAND:

Nej nej, slet ikke.

ÆLDRE MAND:

Jo, for fanden!
Du blev ved med at sige at...

MAND:

Nej, dét gjorde jeg ikke!!
Helt bestemt. Jeg ville da
aldrig have ødelagt min egen
historie. Så professionel må
man vel anse mig for at være...

ÆLDRE MAND:

Jamen... du startede med at fortælle slutningen først...

MAND:

Og hvad så? Faktorernes orden er jo ligegyldig.

ÆLDRE MAND:

Det her er da ikke matematik. Det er talesprog. Drama, ønsketænkning og drømme. Hvis du skrev det ned, ville det være litteratur. Det har da ikke noget med tal at gøre!

MAND:

Matematik har ikke nødvendigvis noget med tal at gøre. Der er skam en masse bogstaver, og også en masse ord, i matematik. Man skal bare kunne tyde det.

ÆLDRE MAND:

Det har da intet med sagen at gøre!

MAND:

Hvilken sag?

ÆLDRE MAND:

Hvilken sag!! Åh, dø!

MAND:

Hjertens gerne. Så-dan!

ÆLDRE MAND:

Så-dan hvad for noget?

MAND:

Nu er jeg død.

ÆLDRE MAND:

Vel er du ej.

MAND:

Jo, jeg er død.

ÆLDRE MAND:

Gu er du ej... Du står på ét ben med højre hånd oppe i dit venstre bukseben, du har venstre arm på ryggen og tungen ud af munden, og du vipper øjenbrynene op og ned som Groucho Marx, du er sgu ikke død!

MAND:

Jo, jeg er død. Stendød!

ÆLDRE MAND:

Hvis du er død, så er jeg svensker.

MAND:

Ok, du er svensker.

ÆLDRE MAND:

Nej, jeg er fandme ikke svensker. Og du er fandme ikke død. Få så den hånd ud og ret dig op og fortæl den skide historie færdig!

MAND:

Det kan jeg ikke.

ÆLDRE MAND:

Hvorfor ikke det?

MAND:

Fordi jeg er død.

ÆLDRE MAND:

Åhhhhhrrr...!

[lyden som når nogen samler en guitar op fra stenbroen, ved halsen]

ÆLDRE MAND:

Hvorfor siger du ikke noget?

[lyden af énhåndsplukken på guitar, useriøst, stille]

ÆLDRE MAND:

Nå, så vær død. Hvis en død altså kan pille ved sin guitar... Men hvad rager det også mig, hvad en tilfældig bondeknold går og laver i sin hverdag? Én vasker op, en anden pudser bil, og nogen dør. Og så siger man, det ikke er spændende at leve! Jeg kan næsten ikke bære det!

MAND:

Vil du også gerne dø?

ÆLDRE MAND:

Næeh... mig? Ikke sådan lige med det samme.

MAND:

Hvorfor ikke?

ÆLDRE MAND:

Jeg synes der er så mange ting, jeg ikke... hør, døde kan sgu ikke snakke!

MAND:

Jo. Jeg kan.

ÆLDRE MAND:

Og hvorfor så det?

MAND:

Fordi jeg er en meget speciel død.

ÆLDRE MAND:

Ja, speciel er du sgu!

MAND:

Jeg er nemlig...

ÆLDRE MAND:

Bla!

MAND:

... DA DAH! i stand til at snakke!

ÆLDRE MAND:

Narj... sikke du dér fik holdt mig hen i spænding. Og så den originale særstatus! Ja, jeg er næsten helt benovet over at have mødt sådan én som dig. Hér stiller man sig op på Købmagergade for at høre en bums fortælle eventyr, og så vælger han at dø lige foran øjnene på mig. Og der er ikke nogen andre, som standser op for at se på, og det tror da fanden som han ser ud...

MAND:

Snakker du altid med dig selv?

ÆLDRE MAND:

JAMEN, for fanden! Nogen skal jeg jo tale med!

MAND:

Du kan da bare tale med mig.

ÆLDRE MAND:

Men du er jo død!

MAND:

Nej, ikke længere. Nu er jeg ikke død mere.

ÆLDRE MAND:

Nu er du ikke død længere?

MAND:

Nej. Nu er jeg helt almindelig i live igen.

ÆLDRE MAND:

Er dét godt?

MAND:

Jae, det er vist meget godt. Det regner i hvert fald ikke.         

ÆLDRE MAND:

Nej, det er godt, det ikke regner. Men det bliver snart koldt.

MAND:

I dag?

ÆLDRE MAND:

Nej, om nogen uger. Tre-fire uger. Så kommer kulden.

MAND:

Men hvad så med i nat? Bliver det koldt i nat?

ÆLDRE MAND:

Nej, det er vist meget almindeligt. Midnatsskjorteærmer med lidt karburatorsprit i blodet, så går det alt sammen.

MAND:

Jeg drikker ikke.

ÆLDRE MAND:

Gør du ikke!? Hvorfor ikke det? Det gør... folk som dig da tit.

MAND:

Det er kedeligt. Og jeg bliver... så enormt træt af det, sådan udmattet og får bare lyst til at lægge mig ned og sove hele tiden, nærmest som at være svimmel hele tiden... Hvis jeg skal være mig, så hellere én med det hele.

ÆLDRE MAND:

Nå... Men jeg kan også godt lide en lille én. Jeg plejer at smutte ud med hunden ved ti-elleve-tiden og så få mig en go'natbajer nede på hjørnet ved mosen, hvor jeg bor.

MAND:

Mosen? Bor du ved Utterslev?

ÆLDRE MAND:

Ja, for faen! Kender du Utterslev?

MAND:

Kender!? Jeg er født dér. Jeg boede der indtil jeg var ti, hvor jeg stak af hjemmefra, fordi min far tævede mig.

ÆLDRE MAND:

Tævede... din far dig? Ja, det... lyder ikke godt... Hvor boede du henne - boede du i nærheden af torvet, eller havde I udsyn over mosen?

MAND:

Jo, faktisk, så boede vi nede ved mosen, indtil far smed mor ud og så... du kender området godt, ikke?

ÆLDRE MAND:

Mmmm...

MAND:

Ja, så plejede jeg at lufte min hund rigtig tidligt om morgenen - jeg løb og han løb ved siden af, min hund, altså. Og så løb vi hele mosen rundt. Også om vinteren. Nogen gange når jeg kom hjem, så var det som om min næse skulle falde af, så koldt var der dernede. Men Benni var for pelset til at...

ÆLDRE MAND:

  ... Benni? Hed din hund Benni? Benni med "i"?

MAND:

Ja. Hvad er der galt med det? Det er da et meget almindeligt navn.

ÆLDRE MAND:

Mm...

MAND:

Hør, er der noget galt? Du ser ud som om du har slugt et eller andet på tværs, der skulle have være ind på langs...

[2-3 hurtige skridt på stenbroen]

MAND:

Hvis du skal være dårlig, kan du så ikke flytte dig lidt væk fra min jakke...

[lyden af to hurtige,
men slæbende såler på stenbro]

MAND:

Ja, to skridt er fint... Nej, hør... Sæt dig ned her...

ÆLDRE MAND:

Benni...

MAND:

Ja, Benni. Det hed min far også. Med "i". Så, når han havde tævet mig, gik jeg ned i mosen og tævede Benni. Noget skulle jeg jo gøre for ikke at blive skør.

ÆLDRE MAND:

Nå...

MAND:

Ja, jeg ved godt at jeg ikke var sådan helt... Dengang. Men det hjalp. Men Benni hadede mig selvfølgelig, når det skete.

ÆLDRE MAND:

Din far?

MAND:

Nej, min hund, selvfølgelig. Jo, måske også min far... Det ved jeg ikke. Jeg stak i hvert fald af. Tog ud og boede hos min mor...

ÆLDRE MAND:

Ah...

MAND:

Der måtte jeg så ikke have Benni, så han...

ÆLDRE MAND:

Hør... Må jeg... må jeg ikke
få en slutning på eventyret?

MAND:

På eventyret...? Nåeh... Men jeg sagde jo, der ikke var nogen slutning. De to unger falder jo bare, ned og ned og ned. Måske når de bunden en dag, hvad ved jeg?! Det er ikke mit ansvar. Jeg er her sgu alligevel ikke til dén tid.

ÆLDRE MAND:

Må jeg ikke nok få en slutning?

MAND:

Du ser helt bleg ud, gamle dreng. Du er ikke ved at dø eller noget? Det er ikke så fedt, hvis du gør det lige her. Ser du...

ÆLDRE MAND:

Hvis jeg går hjem til mig selv og dør,
vil du så give mig en slutning på dit eventyr?

MAND:

En slutning...?

ÆLDRE MAND:

En slutning.

MAND:

Øehh...

ÆLDRE MAND:

Ja.

MAND:

Ok, så. En slutning... Jeg kan sgu næsten ikke huske, hvad...

ÆLDRE MAND:

Bare en slutning.

MAND:

Ok. OK! Hér kommer en slutning... De her to møgbørn falder og falder og falder, og da de er faldet i halvtreds dage, er der pludselig en arm, der stikker ud af et hul i klippevæggen og griber fat i dem, og haler dem indenfor. Det er en kæmpestor grim troldmand, der er blevet sendt i eksil under jorden, fordi han har været så ond. Dér skal han være i... halvtreds år til, og så vil han dø. Men nu har han fået fat i én... to friske små møgunger, han skal lige til at sætte tænderne i deres halse for at suge al livskraften ud af dem, da det pludselig slår ned i ham, at han jo kan få dem til at gøre rent for sig, så han slipper for at gøre det, de næste halvtreds år. Og hvis de ikke er blevet færdige med at gøre rent, er de nok i færd med det endnu. Slut.

ÆLDRE MAND:

Det var ikke nogen særlig god slutning.

MAND:

God! Hvem faen sagde noget om "GOD"! Du bad om en slutning, og det fik du! Hvordan fanden tror du, verden er indrettet? Gode på den ene side og onde på den anden, og så kan de stå der og spytte langspyt og række tunge ad hinanden!? Mand, du skal vist hjem og hvile dig lidt!

ÆLDRE MAND:

Jeg synes bare godt den kunne...

MAND:

Kan du ikke bare gå hjem til dig selv!

ÆLDRE MAND:

Jeg...

MAND:

Jeg skal også tisse ad helvede til, og der er ikke så mange cafeer heromkring... og det er også så fandens besværlig, det alt sammen skal være... Jeg ejer ikke en krone...

ÆLDRE MAND:

Mm...

MAND:

... og min guitar skal have
nye strenge, prøv'a'hør'...

[GUITARANSLAG I FALSK AKKORD]

MAND:

I det mindste regner det ikke...   Hvor fanden blev han af? ... Hvor fanden blev han af, det var sgu kvikt! ... Nå, det er nok godt det samme... Hey, for satan... En hel tusse! Gubben smed en hel tudse! Hold da kæft mand... Hold da helt kæft...