digtlæsninger    Cirkel

Andrew Lloyd 1967

---

Erwin Neutzsky-Wullf, en dansk forfatter, som jeg i øvrigt ikke kan fordrage, skrev engang et to-bindsværk kaldet "Gud", bnd. I & II. Uden overhovedet at have det forhold til Gud og religion dengang, som han har og havde, har jeg alligevel altid følt, at det for ham var at spytte på alt det, som Gud står for. En måde at frigøre sig fra en binding ved at sætte den på formel. "Gud", bnd. I & II, ikke? Men som med alle andre ting, man sætter på formel, er det kun et spørgsmål om at søge noget bemesteret, som man er bange for at lade leve utæmmet. Frem for at hengive sig til dét, man frygter, og på den måde lære det at kende indefra, som system, som kraft, som ophav til frygten, hengiver man sig til frygten og ser på det frygtede udefra, leder efter huller og sprækker, hvor man kan sætte ind med analytisk murbrækkeri for at få gjort det frygtede lige præcist så sårbart og lille og uvigtigt for ikke blot én selv, men for hele resten af verden og menneskeheden, at man kan klare at se den i øjnene og sige: Du er ikke herre over mig. Men det er lige præcis dét, den er.

Jeg tilstår, at jeg elsker Andrew Lloyds titel, "5th dolphin transmission", og selv om jeg bliver fyldt med varme og sagtens kan følge ham ad dén vej i digtet, bliver jeg alligevel harm over både at han afslører det for mig - binder det til én bestemt oplevelse - og at han ikke er klar over, at et digt kan leve selv - at et digt skal leve selv. Som jeg harmes over Neutzsky-Wulffs nødvendighed af at demonstrere sin bemestring med bogens titel, harmes jeg hér over Lloyds frygt for ikke at blive forstået, der udmønter sig i, at han tillader digtet at have en titel- eller måske snarere lader digtet være titlen. Prøv at holde en hånd over titlen og se kun på billedet. Det er som om han ikke tager sig selv alvorligt, som om han KUN leger - og så er jeg ved kernen i konkretdigtningen, som jeg er kommet til at opleve den - som jeg tror er årsag til, at den som strømning døde ud:
     Bogstaverne kan ikke selv. Ordene heller ikke. Og mindst af alt sætningerne. Der skal være en gud, eller en muse om man vil, som fylder dem med energi. Som sætter dem sammen, så de tilsammen rummer billeder og afgiver billeder. Ønskede billeder, bestemte billeder. Hvis de ER (grafiske) billeder, holder de op med at kommunikere til dén del af hjernen, som lærer og giver fra sig i overførte betydninger, og taler i stedet til den del, som forstår verden plastisk. Sammenblandingen af de to, hvor vigtigt det end er at prøve det, og hvor interessant det end måtte være at se det ske, om man så må sige, er for mig kun en belyser af svagheden ved hhv. skrift og grafisk billede som ene-stående formidlere af hele svineriet. Selvfølgelig skal man afprøve sammenblandingerne - desto bedre bliver man jo til at forstå verden og måden den formidles og ønskes formidlet på. Men når man er nødt til at afgive styrke fra begge de medier, man blander fra, må man konkludere at forsøget er mislykkedes. Forening skulle jo helst bliver stærkere end summen af bestanddele.

Subjektivt,

Kenneth Krabat

PS: Ved oversættelse af "poetry" differentieres ikke mellem funktion "digt" og indhold "poesi".