digtlæsninger    Cirkel

Edwin Morgan 1967

 

Hvor begynder det her digt? Hvor begynder et hvilket som helst digt? Eller en fortælling for den sags skyld? Er det rimeligt at sige, at de har en begyndelse overhovedet - for har digtet og fortællingen ikke altid været på vej?

Spørgsmål jeg hermed allerede har besvaret...

Og hvad er så fortællingen? Ja, hvad er fortællingen i et hvilket som helst digt... Nej, jeg skal nok lade være med at stille flere spørgsmål, der skyer naturvidenskabelige forklaringer... men, hovedsagen er, at der er en fortælling, og at fortællingen er sig selv. At fortællingen findes levende, vibrerende, distanceret fra ophavet... som forhåbentlig efterfølgende stadig har det ligesådan som digtet - levende, vibrerende, distanceret fra digtet - som to entiteter nær hinanden, i eller udenfor privatsfærerne, men så absolut hver for sig. Digt og digter - adskilt.
     Spørg en digter, eller prøv det selv: Skriv noget, som har eget liv. Det kan være en tanke eller et digt eller et mundheld - men det skal kunne klare lakmusprøven: Hvordan man end læser eller fremsiger det, skal det kunne forsvare sin egen eksistens - ihvertfald i læserens samtid, hvor snævert i år man så end er nødt til at lade dén omslutte sig... Når man kritiserer dét, det står for, skal det komme ud og forklare, hvorfor det står for lige præcis dét og ikke noget, som er politisk langt mere korrekt - hvis man kritiserer dets sætningsstruktur, skal det svare igen ved at folde ens tunge tre gange rundt om mundens visdomstænder og afslutte ved at banke drøbelen ned i gabet med en veltilrettelagt ganelyd - og hvis man ikke forstår, hvorfor i alverden det hedder som det gør, eller måske overhovedet hvorfor pokker det har en titel, der synes at fortælle alting på forhånd... så skal det nægte at tale med én, indtil man har lært at udtale dets navn ordentligt! Se, det er et rigtigt digt.
     Den gamle mand fra havet havde i sin forfatterungdom lejet et hus ved havet, med intentionen at skrive hver dag, og naturligvis så meget som muligt (=Meget!) Men han var jo som bekendt også kun et menneske (akut overfølsomhed overfor spredehagl, forceret gennem kraniet i relativ høj hastighed), og da han nogle dage havde gennemlevet den velkendte skrivekrampe, besluttede han sig for, at kunne han ikke skrive noget andet på en dag, kunne han i det mindste skrive én sand sætning...  Jeg vil vove den påstand, at han efterfølgende fik skrevet ret mange sider normalprosa... historien melder ihvertfald ikke noget om, hvor de sande sætninger er blevet af. Men prøv det selv. Skriv bare én sand sætning - og send den evt. til Poesi-konferencen. Vi skal gerne opbevare dem til eftertiden.
     Man ser det for sig

         XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
         XXXXVIOPBEVARERDERESSANDHEDERFORDEMXXXX
       _ XXXXXXXXXXXXXXXHVEMXHVEMXXXXXXXXXXXXXXX _
      / \XXXXXXXXXXXXXXXXHVEMDEMXXXXXXXXXXXXXXXX/ \
      |  XXXXXXXXXXXXXXXXDEMXDEMXXXXXXXXXXXXXXXX  |
      |  XXXXIOPBEVARERDERESSANDHEDERFORDEM?XXXX  |
      \_/XXXXXXXXXXXXXXNATURLIGVISXXXXXXXXXXXXXX\_/
         XXXXXXXXXXXXXOPBEVARESALT!XXXXXXXXXXXXX
         XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
                          ¡_|__
                            |
                          _/ \_


Subjektivt,

 

Kenneth Krabat