Edith Rode

Lykken

Sår blir til Ar med Tiden
og Livet går både op og ned
men man glemmer aldrig de Sår, som sved
i En, den dybeste Viden.

Man lar sig af Livet beværte
og nipper lidt glæde på hver en Kant,
men glemmer ikke for Gøgl og Tant,
den store Drøm i sit Hjerte.

Den Lykke man ikke vinder,
den, som man tabte og aldrig fandt,
den glemmer man ikke, for den man vandt.
- Det er den, der evindeligt skinner.

("Digte" 1920, 3. forøgede udgave 1952)

Der er naturligvis grunde til, at der ikke findes nær så mange udgivne kvindlige digtere, som der gør mandlige. En af dem muligvis værende, at oplysthed ikke forventedes af kvinder før i tiden. Men der er næppe nogen tvivl om, at det er den samme Livets Smerte, der ligger til grund for begge køns digte. Også nu - skønt fokus i disse år, for såvel mænd som kvinder, synes at ligge på de unge års tab og frygt og længsel, snarere end på den modnes smerte ved gentagelsen af smerten.
     Hvem er dét, som vil have det sådan? Forlagene? Poesi-læserne? Anmelderne? Hvem er dét, som ikke vil mindes om, at livet er meningsløst på meningsløst savn og tab? Eller er det simpelthen et generationshul, som nu er ved at blive fyldt; et spørgsmål om, at vi ikke HAR andre end unge digtere - som stort set alle taler "ungt"?
 Der er ingen som siger - mindst af alt mig - at man partout skal dvæle ved savnet frem for længslen. Men det forekommer mig, at denne tids "større" opmærksomhed på de unge digtere, og dermed på betydningen af de unge digteres tekster, afspejler en vækst i en unuanceret længsel efter at få det bedre - en positivistisk fremadrettethed med bund i selvet, i tilladelsen til uhildet at være "jeg" - min verden, min virkelighed, min personlige vækst, min åndelige søgen, min osv.
    Eller fra en lidt anden vinkel: At flere mennesker nu er i stand til at kapere, hvad unge digtere taler om, fordi de som en del af en mere bevidst kultur selv ér dér - følelsesmæssigt, åndeligt, intellektuelt, handlingsmæssigt. Og derfor har noget at bruge de unge digtere til. OK, stadig ud fra den egoistiske synsvinkel - mig, mig, mig og mig - men blot at blive sporet ind på digtningens "sproget som skaber" af verden, er for mig at se at komme tættere på billedet af individet i en verden af individer, end på det gængse billede af "sproget som referent", der tillader hierakisering som noget uundgåeligt, tillader begrebet "skæbne" at råde, tillader mennesker at slå ihjel for en retfærdig sag... fordi det angiveligt kun kan beskrive noget, som har været.
    Men "sproget som skaber" fungerer kun, hvis man i sin voksende erkendelse ikke blot afviser det eksisterende samfund som sygt, fordi det ikke tilfældigvis lige passer ind i ens EGET FRISKE billede af, hvordan det burde være. At pludselig opdage, at man godt må sige JA til sit eget liv, og godt udforske det og gøre tingene anderledes end hvad ens forældre og ægtefælle og børn og arbejdsgiver og naboer forventer - gerne tale med ånder eller genopdage Jesus eller stryge krystaller over sår eller tage en uddannelse som 70-årig eller blot sige hvad man mener... alt dette betyder ikke, at man skal lade som om den fælles verden ikke findes. Som om man er alene.
    Sproget kan skabe verden påny - give den regnbuer og solnedgange tilbage, fordele fødevarerne mere retfærdigt, oplyse om kulturmæssige forskelle og egenartetheder - for den enkelte og til den enkeltes tilfredsstillelse - men det er først når katastroferne indtræffer, at nogen kan afgøre om sprogets potentialer har været udnyttet godt nok: Er vi godt nok beredt; er vi klar til at se dét vi kalder fremtiden, i øjnene? Og det er det, vi har digterne til. At berede os på os selv. At afsløre os for os selv. At vi hver især kan se os selv som egoistiske rovdyr med empatiske evner og altruistiske træk.
    Og dét kræver, at vi ikke nøjes med at lade digterne sige det for os. Men indrømmer, hvad vi hver især ser. Og tager konsekvenserne deraf. Amen.

subjektivt,

Kenneth Krabat