digtlæsninger    Cirkel

Tom Kristensen

 

Henrettelsen

Se, bødlen renser tredie gang
sit sværd for blod og fugt,
og trende røde flammer står
på kluden, han har brugt;
men jeg er hovedløs og død,
når sjette gang en flammes glød
slår ud, slår ud
på bødlens klud.

Vi knæler ned, vi tyve mand,
med hovedet strakt frem,
og jeg skal se det blanke sværd
slå hovedet af fem;
men sjette gang, men sjette gang,
når tiden bliver dødsens lang,
er øjet i,
er alt forbi.

Nu pudser bødlen fjerde gang
sit sværd med samme klud,
mens nummer fire ramler om,
og blodet pøser ud,
og bødlen træder ganske nær;
jeg skelner hæftet på hans sværd,
et dragesving
på hæftets ring.

Så drejer jeg mit hoved lidt
og ser ham true stor og grå
med raget skal og nøgen pisk
mod himlen som er blå.
Jeg ser hvert enkelt hår, der gror,
i bødelens bryn og næsebor.
Jeg ser og ser
nu mer og mer.

Nu renser bødelen femte gang
sit sværd for fugt og blod,
og hovedet af nummer fem
er standset ved hans fod;
men tiden er så evigt lang
til sjette gang, til sjette gang.
Jeg tror ej mer,
at noget sker.

Er verden gået helt i stå?
Er sværdet fuld af fugt?
Skal bødlen evigt pudse det
og aldrig få det brugt?
Min nakke smerter uden stands,
og smerten slår en ilsom krans
i halsens kød.
Er jeg mon død?

Nej, bødlen står endnu og ser
langs sværdets tynde, sejge ægg.
Så træder han det næste skridt
og standser - måler - går lidt væk.
Jeg ser en bille vandre tryg
med grønt metal på hvælvet ryg,
den vandrer mod
en bøddelfod.
- - -


(1922)


Når man har læst og især selv skrevet nogle år, kan man spekulere længe over punktummer og kommaer - fordi de er pauser og slutninger, og alt efterfølgende enten understregninger eller modsigelser af det foregående. Hvor mange 16-19-årige, der gennem tiden har været udsat for spørgsmålet om betydningen af det sidste punktum i "Henrettelsen", kan jeg ikke gisne om. Og jeg har heller aldrig selv haft fornøjelsen af at blive pensum-udsat for de digtere, gymnasielærere mener unge mennesker kan fortolke og forholde sig til personligt. Men om man i dén alder reelt sét kan fatte tanken om afslutningen, tvivler jeg på. Selv så jeg først døden i øjnene, efter at jeg i midten af mine 20år havde leget med stoffer nogle år, og at det samtidig også var i dén forbindelse, jeg for første gang værdsatte livet i helhed, kan vel så næppe komme som en overraskelse. Af og til kan jeg godt få dén tanke, at mine digte var resultat af stofmisbrug. Årsag var de ihvertfald ikke. Men noget SKAL der til. En katalysator, en aktivator, et lynnedslag en kærlighed en angst. Værdsættelsen af livet dukker op de underligste øjeblikke. For nogle... alt for sent.