Frank Jæger

Alvorlig replik om heste

Fordi dit frastødende Ansigt
blussede op i et drukkent Grin,
da du sagde "Heste", vil jeg
svare dig, og fordi jeg er
dum og fyldt med sære Ideer.

Vi slæbte Hestene ind fra de
aabne Sletter, uden Blusel,
men med skinddækkede Fødder.
Vi lod dem trælle, sled Huden
af dem og misdannede deres
skønne Hove på Sten og Asfalt.
Og vores største Skam er den,
at vi ubarmhjertigt proppede
vor forfærdelige, frastødende
Støj ind i deres drejelige Øren.

Vore svære Synder mod Hestene
skal vi betale engang, du ogsaa.
En dag skal vi nøgne Mennesker
gemme ansigtet i Støvet af Skræk
for en stor, ufattelig Stilhed.

(fra "dydige digte" - 1948)

Digterens små-usammenhængende udbrud fra en privat samtale irriterer mig af helvede til - hvad rager det egentlig mig, hvad digteren mener: Han skal sgu bare referere fra verden, smide sit ego ad helvede til, stikke fingrene ind i ilden for at lokalisere kastanierne, pisse blod, gøre sig til nar på kommando, og være den som er årsagen til det statistiske alkohol- og pillemisbrug og samtlige vore psykiatriske afdelinger og hospitaler... Men se om ikke femte gennemlæsning ganske blotlægger ham, Jæger! Jæger, gamle Jæger går lige ind under huden på mig, ind til en aldeles ufattelig længsel efter at være ydmyg - ydmyg som man var ydmyg, når man dækkede hovedet for ikke at rage for langt op mod skyerne, ydmyg som i at være bange for mørket uden for ildkredsen, men tryg i favnen på Cirklen, Familien, Blodet - ydmyg som i at bede om jagtlykke, fordi man sulter, og ydmyg i takken for vildet, der blev nedlagt - bare helt og aldeles uvidende om hele den højteknologiske sfære af åndsforurening, sindsforurening, frekvensforurening, kropsforurening, miljøforurening - uvidende som i uvidende, uvidende som i dum, som i død, som i aldrig født til dette forvirrede helvede, uvidende som i "Skam? Hvad betyder skam?" Så jeg kan slippe for den vrede, som skammen slipper løs - vreden over fornægtelsen af historie, vreden over fornægtelsen af fællesskab, vreden over fornægtelsen af familieskabet, vreden over fornægtelsen af selve livets betydning. Hvad er det for en verden vi har sluppet løs??!!

Vrede.

Subjektivt,
Kenneth Krabat