Halfdan Rasmussen

Noget om udrensning

Hør, det synger i mørket af hvirvlende snefnug på vej.
Der står bjærge af kulde bag stivnede gransilhuetter.
Og der stiger mod himlen en sødme af tørv og briketter
fra små stråtækte huse bag skoven hvor uglerne skreg.

Se, den kløgtige måne har bygget en rede af sne
mellem skyernes vældige klipper hvor vindene sover.
Men nu sker det! Nu sker det! Et rugende fjæld krænger over,
og det fyger med vejløse stjærner så langt du kan se.

Du kan se det utrolige ske fra det sted hvor du står.
Der går hul i den måbende himmel. Og selve Sankt Peter
træder frem i en klynge af vismænd og gamle profeter
camoufleret bag skyer af hvirvlende fuldskæg og hår.

Og den himmelske dørvogter råber fra himmerigs port:
Ud med tåbelighedens og tomhedens skøre drabanter!
Og han spytter i næven og smider de hullede vanter
og tar fat på at udrense himlen for småskidt og stort.

Der er pæne små mænd og bonerte damer med skæg.
Der er frækhed og velbjerget fromhed og tomhed som støjer.
Der er lyriske nisser formummet i islandske trøjer
og hovmodige syndflodsprofeter med dommedagspræk.

Dér røg tyve kanonfabrikanter fra Messer und Schmidt,
og en hel flok soldater med hoderne pænt under armen,
og en strunk officer med mensur-ar og surkål i barmen,
samt en ren og jomfruelige jomfru med dyden i sprit.

Og en mand på en anden mands ryg med en mand på sin bag
med en mand på en mand på en mand på en anden mands nakke
med en pakke med guld og en pose med støv og en hakke
og en mand på en mand med et skæg og et hagekorsflag.

Dér smed Peter en skarpretter ud af den hellige krål
og en snes uregerlige reaktionære regenter,
plus et halvt hundred grå paragrafrytteriregimenter
og en præst på et kors med propeller af stål.

Men du står på den jord hvor selv sandheden virker genert
og hvor alt det forkerte bliver rigtigt og kommer til ære.
Og du klør dig i nakken og tænker: Hvordan kan det være
at de kommer retur, de som gjorde det hele forkert?

Og du stirrer mod himlen, men hører kun tomheden le
fra de frysende sneboldssystemer af fjærne planeter.
Og du brøler: Hva fanden er meningen gamle Sankt Peter
... Og det sner og det sner og det sner og blir ved med at sne.

(Tosserier, femte samling)