digtlæsninger    Cirkel

Hr. Holger Drachmann (1846-1908) er mester for følgende digt:

 

Misericordia

 

Der lyder en sang, en forunderlig sang
om natten når livets travlhed blunder;
en eneste tone, en dirrende lang,
holder mig vågen i nattens stunder.

Jeg kunne vel lukke mit øje i,
hvis sangen var kunstnerisk sammenføjet,
men denne enstonige melodi
jager mig søvnen fra øjet.

Jeg kunne vel lulles i drømme sødt,
hvis tonen, jeg hører, var bølgernes stemme, -
men op jeg springer fra lejet blødt:
den sang har i havet ej hjemme!

Hørt har jeg havets vemodige sang,
så langt jeg kan huske i tiden tilbage,
men denne ensformige, skærende klang,
det er ikke bølgernes klage.

Hvor kommer den fra? hvem har da en røst
så udyrket, umelodisk tillige,
så blottet for glæde, for håb og trøst? -
Godtfolk, det skal jeg jer sige!

Den sang, den toner fra kælderen op,
hvor hungeren sidder ved sygdommens leje,
hvor døden ryster den magre krop
og håbet har ingen veje.

Den stemme bæver fra sorgens hjem,
hvor moderen værger sig selv og barnet;
hvor faderen raver beruset frem,
tilsølet af gadeskarnet.

Den tone skurrer fra skuret ud,
hvor trang eller frækhed af lasten båret
i dyndhåb holdes; hvor skændsel står brud
med ormædte blomster i håret. -

Hvor fødtes den røst? Den fødtes i nød,
den råbte i ørkenen forladt og ene;
og råbet var altid det samme: brød!
Og svaret det samme: stene!

(1875)

-----

Fantastisk titel! Fantastisk kraftfuldt digt! Digteren vågner om natten, eller har siddet halvslumrende i sin lænestol, og med ét vågner kraften - første linie, eller sidste, eller bare følelsen af harmen og afmagten og vreden over livets uretfærdigheder og det nyttesløse i mangt af bestræbelserne på at overhøre eller overdøve den altid tilbagevendende dom: Godtfolk vinder aldrig så meget i livet, som de sætter ind - Godtfolk er dømt til lidelse, til sorg og elende! Til én uendelige cyklus til døden dem skiller fra livet!
      Herpå tager digteren sig sikkert en dram ovenpå veloverstået gerning. At få beskrevet småkårenes statiske liv for læseren af digte (som følgeligt ikke befinder sig på bunden og for hvem der således endnu er håb, tillige måske i at sammenligningens overmagtsfølelse bærer faklen videre), og at digteren (Holger selv) er dén, der ser på vegne af alle, den socialt indignerede stemme i en tid mindre optaget af menneskenes vilkår end af telefonen... - ikke dårligt af en nats arbejde! Selv om digteren uden tvivl så ned i egen afgrund under afvikling af skriften... Digter/samfund, samfund/digter?
      Er det tidløst? Tandløst er det i hvert fald ikke!

Subjektivt,
KK