digtlæsninger    Cirkel

Morten Børup (ca. 1446 - 1526)

 

Foraarssang

 

Vaaren! Vaaren er i Bruud!
Frydefulde Komme!
"Svit Svivit!" - hør Svalens Bud:
"Nu er Kulden omme!"
Ager, Bugt og Egelund
vaagner sødt af Vinterblund;
- nyfødt Verden Straaler!
Livskraft ildner Krop og Sind,
hver en Pore suger ind
Vaar i fulde Skaaler!

Mark ved Mark har Blomsterbal.
Lundens grønne Gemmer
trilrer lydt af Fuglekald
- hør de søde Stemmer!
Bugten blinker langt langt ud.
Luften blaaner - glemt er Slud -
Duggens Taarer smiler.
Solen straaler: Bugt og By
varmt i Vaarlys hviler.

Tak for al Guds Kærlighed!
jubler Land- og Havglans.
Jorden - hvilken Herlighed!
- dog af Hans kun Afglans;
rørt af Ham, er alle Ting
- oppe, nede, rundt omkring -
frem i Farver svulmet;
selv Han mindre ligner dem,
end en Vaar, der straaler frem,
ligner Vintermulmet.

 

(oversat fra latin af Marinus Børup,
trykt i "Gækkeliljer" 1920)

----

At leve med glæde tror jeg kommer af, at man takker - for det, man finder smukt, for dét som føles nærende, for dét som får én til at se frem, tilbage eller nyde hele livet i øjeblikket. Om det er i ritualet eller det spontane udbrud det foregår, om det foregår før eller efter, som bord- eller anden bøn, i digt eller lovsang, i talen til forsamlingen, i smilet, eller ved den stille tak i hjertet - tak for en vidunderlig duftende dag, for farverne på himlen, for vandet man lige drak, for at have mødt en elsket eller et nyt og spændende menneske, eller for at have hørt den første solsort eller set det første snefnug falde - så er takken, der kommer af oprigtighed, en forbindelse til kommende glæde, til liv i pagt med livet, sig selv i pagt med sig. Og så kan det næppe blive bedre.

Subjektivt,

Kenneth Krabat