Et digt er efter min mening en fortælling, som ikke kan serialiseres - saa hermed den fulde fortælling. Vi lader den staa et øjeblik...

Hans Christian Andersen

Poesi

Hvad er det vel vi kalde Poesi?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det enkelte, det Heles Harmoni,
vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og du, kort alle vi
er Poesi!

Det stolte Fjeld, der over Skyen gaar.
hvor Fossen larmer over knuste Graner,
hvor Gemsejægeren ej Spidsen naar,
hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
hin herlige Natur saa høj og fri
er Poesi!

I gruben ved det blege Lampeskær
den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
han tænker trofast paa sin Hjertenskær,
og gamle sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmeri,
er Poesi!

I Røg og Damp den vilde Kampplads staar,
her brænder Byen, hist man stormer Skansen,
Dødskuglen gennem Heltehjertet gaar,
imens det drømmer stolt om Laurbærkransen.
Selv dette røgomhyll'de Maleri
er Poesi!

Se Slaveskibet! dybt i Rummet her
de Lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tys! - hvad plasker der?
Et Lig, nu et - og bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gør den Fangne fri,
er Poesi!

Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
som er din Tanke og din hele Stræben,
naar hun forstaar din dybe Kærlighed,
og hendes Haandtryk siger mer end Læben,
hvad da du føler, fængslet, men dog fri,
er Poesi!

Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
den Gamles Minder, mens hun drejer Rokken,
den glemte Kvindes stille Huslighed,
der sysler hjemme, tro, mod Børneflokken,
den Vildes glæde ved et spejls magi,
er poesi!

Naar Vennen du betror din bitre Ve,
og klynger dig til ham med trofast Hjerte,
dit varme du faar kun et høfligt De,
din Tillid selv forvandler sig til Smerte,
selv det, naar han dig fornem gaar forbi,
er Poesi!

Sibirien med Taage, Is og Sne,
omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,
alene, i det grænsaeløse Ve,
hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,
hans drøm om Frihed - ørknens dyr er fri -
er Poesi!

Der staar en Klippe i det salte Hav,
fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,
man ser et Træ, en Skildvagt og en Grav,
hvert blik får Liv, men Læben intet siger,
den dybe Stilhed her er Melodi,
som Poesi!

Musikkens Toner, Ungdoms glade Dans,
er Verden i et Frø og i en Stjerne,
selv Graven med sin visne Blomsterkrans,
vort Hjertes Higen mod et ukendt Fjerne,
mit Liv og hvad jeg fandt deri,
er Poesi!

Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,
min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,
men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,
og Livets Træ står uden Blomst og Blade,
Mit Kald, som Digter - Hjertets Melodi -
var Poesi!

(1831)

----------
Smartness ville diktere, at man herfra

(ukritisk efterlignende de berømte nøgleringe med forklaringer på hvad "Love Is...", hvor man selv kunne vælge en ud af mange versioner fra stativet for en ti'er og give den til kæresten, som så kunne fatte, at der altså var et område, man måske havde det lidt svært ved at tale om... eller ganske enkelt syntes han eller hun skulle oppe sig gevaldigt over for, så som at servere morgenmad på sengen, oftere overraske én med gaver, eller simpelthen bare tage sig sammen til at være der noget oftere for én, i bedste, mest positive forstand, altså! )

opfordrede enhver til selv at føje et vers til HC's digt - for ligesom at bøffe det lidt op, gøre det lidt nusmart, I ved: Bruge de gamle digtere kreativt...!
      Men, vi er jo ikke for smarte...
      Hvert digt er jo en enestående selvstændig fortælling - Hele Verden opsummeret i et øjeblik, om man vil - og hvad enten man synes HCA er en romantisk spradebasse eller en (set med vore øjne) inkonsekvent liberalist, så Hr. Andersen ingen grund til at strække sit digt længere.
      Jeg personligt kunne godt have set den lange manen koncentreret en anelse, men... jeg tilstår, at jeg føler mig mere overbevist på mine egne følelser på området efter endt læsning, end jeg tror jeg ville have følt mig, hvis jeg med f.eks. kun to vers blot var blevet intellektuelt bekræftet.
      Ikke at korte digte eller digte med få vers ikke sagtens kan tale til følelserne.
      Måske er det i virkeligheden bedre, hvis de ér kortere; så kan man memorere dem og lade dem støtte sig i det daglige. Men selvfølgelig - de lange bliver jo ikke bare glemt, fordi de er lange - hvis de da overhovedet bliver glemt.
       De lange begynder som kompleksiteter - efterlader et billede, en følelse, et minde om hele fortællingen, der omgående er ens helt eget, fordi man skaber det selv - der folder sig sammen mod den kerne, den simplicitet, som er ens voksende indsigt i digtet og verden og digtets verden og ens egen og... i indsigt...
      De kortere derimod har en tendens til at begynde simple og med tiden vise sig at rumme større og større kompleksitet, flere og flere muligheder, flere og flere afsæt til alle de historier, der binder alle mennesker sammen til et fatbart hele - efterhånden som man dykker dybere og dybere i linierne, i sig selv. En opgave jeg finder... ja, det rager ikke nogen.
      Og hvad angår de halvkorte eller mellemlange fortællinger eller digte eller øer af større eller mindre indsigt i den subjektive kvanti- og kvalificering af upluraliserbar virkelighed... dét og alt andet, som ikke passer ind i ovenstående pakkeløsning, må I sgu også selv tage stilling til.
      Eller som én spurgte en gang: Hvordan ved jeg, hvornår digtet, jeg skriver på, er færdigt? Svaret lød: "Færdig som i 'kage' eller færdig som i 'død'?".

""Subjektivt"",

KK