om at fravælge angsten for integrationen

Frikadeller og franske hotdogs
af kenneth krabat
(Information 29 november 2002, 1 . sektion side 9)

Den menneskelige udvikling benævnt integration er en helt naturlig ting, der hvor som helst og til alle tider helt af sig selv sker omvendt proportionalt med mængden af kollektiv angst
(underoverskrift)


Hvorfor taler man konstant vedvarende og hele tiden om integration som om det blot tager nogle få år? Integration tager generationer. Det sker måske aldrig - i hvert fald ikke i dén forstand, som en større bestanddel af befolkningen og den siddende regeringskoalition forestiller sig det:

Absolut overtagelse af alle værdier, udtalte såvidt som uudtalte.

Frikadeller og franske hotdogs. Sommerhus og delebarn. Højrefløj eller venstrefløj. H.C. Andersen og ørestadens skam- eller skønhed. For det er mennesker vi taler om. Ikke ulovligt parkerede, kulturrøvere eller vira.

Vores verden forandrer sig hastigt - i så nøje takt med den globale sikkerhed- og profitkonsolidering i forbund og mergers, at det burde give mere end anledning til spekulation.

I en sådan verden flytter menneskene sig. De er urolige, måske uden forsørge- muligheder, måske undertrykte, eller måske bliver de forfulgt og slået ihjel - de flygter, de flytter sig. Men de kommer alle hjemmefra. Og der skal ikke mange ugers reelt ufrivillig afstand til hjemmet, før det går op for dem, at dette hjem er gået tabt. Og at de bærer deres kultur indeni. At de ér deres kultur, nu uden omgivelser.


Langt fra hjemmet
Tag selv på en længere rejse udenfor grænserne, og oplev også følelsen at være alene med din egen kultur. Det er nogle gange en frydefuld lettelse, men til tider også en følelse af usammenlignelig tab. Og hvad sker der, når rejsen byder på et møde med én hjemmefra, som du kan forså og forholde dig til og åske lide? Hvad sker der, år du opdager, at du har fundet steder, du kan genkende og føler dig glad for og tryg ved? Du vender tilbage dertil. Du gøre dem til dine. Og derved påvirker du dem.

Du forandrer dem. Du giver dem dit bedste og dit værste som menneske. For du giver dem dig. Som jeg giver mig. Og han giver sig og hun sig; vi giver os selv, hvor vi er og altid. Og alle steder, vi gør til vore, udvikler sig. Forandrer sig.

Vi er menneskenes verden, og utrygge ved alt andet. Men vi har altid valget at ikke satse på angsten. Udvikling er ikke noget, man kan standse eller sætte i gang. End ikke i en pe-triskål kan man påstå, at udviklingen i glasset er en isoleret hændelse.
Den menneskelige udvikling benævnt integration er en helt naturlig ting, der hvor som helst og til alle tider helt af sig selv sker omvendt proportionalt med mængden af kollektiv angst - stor usikkerhed, lille integration, lille usikkerhed, større fælleshed. Først når mennesker tør vælge at leve på trods af angsten, kan en følelse af fællesskab opstå.

Fælles værdier.


Fravælg angsten
Forståelse og indsigt, i dén form der tilbydes af den bedste af samfundets integrationsforsking, har sikkert indflydelse å den øgede fællesskabsfølese, der trods alt er opstået blandt indfødninge og fremmede, i opgange, brokvarterer, forstæder, købstæder, landkommuner på øer og fastland, og i hjemegne - men forståelsen må ses som et ønske.

Nemlig valget ikke at satse på angsten og i stedet se på alt det nyttige og det varme. Og hvis man absolut insisterer man på at holde fast i angsten, er der mange mange flere ting at være bange for end naboens udtale. Et menneske kan man se i øjnene.

denne side: /_debat/frikadelleroghotdogs.html
home:krabat.menneske.dk
opdateret 23/6/06