18.1.00

Man bør ikke gøre status, når man er utilfreds eller uglad.

 

31/1

Det har atter været en ret interessant måned; interessant kan man forstå på mange måder, men jeg vælger at bruge det i betydningen "omvæltende", "oplysende", "usædvanligt normal"...
    Digtene ikke ligefrem vælter ud, men jeg skriver et eller flere digte om dagen - gr. tidnød vender jeg sjældent tilbage til dem; visse er også godt det samme - men det har været en kamp mange gange, som har lært mig et og andet om at blive siddende ved det fucking tastatur og skrive det fucking digt, mens jeg er ved at kaste op af træthed. Og alligevel finde roen. Alligevel finde ind til ordløsheden, hvor billederne begynder at komme marcherende selv. Indrømmet skal være, at jeg i min ofte trætte tilstand har billiget en del stileksperimenter, af den slags der i venners lag under samme somatiske forhold oftest udmønter sig i formåls- og genstandsløs fnisen. Men det har været rigtig godt at se, at jeg kunne holde stand.

Jeg kan mærke en trang til at komme videre med "(elskede elskede)", som manuskriptet til den næste digtsamling pt. hedder. manuskriptet har været undervejs i en del år, med mange pauser, der indimellem har fået mig til at føle, at nu... NU er det slut. Nu sker der ikke mere! Den bliver aldrig færdig! Men samtidig har jeg fået noget af mit livs mest positive respons på disse tekster. Hvilket fortæller mig, endnu en gang, at jo tættere jeg skriver på mig selv, desto bedre for det færdige resultat. Jeg KAN også bedst lide at skrive tæt på mig selv - selv om det i perioder kan være lidt svært at komme ud over den her med "jeg sidder her ved tastaturet/papiret, jeg skal skrive det her digt, jeg har fået en idé til, hvad skal det føre til, skattevæsnet fatter ikke hvad jeg laver, jeg er ikke ambitiøs nok til at stille mig op og skrige "kunstner" i medierne og for uinteresseret til at blande mig i debatten, hvad FANDEN skal det FØRE til?" Og så skriver jeg mit digt. Og så er alt godt igen i nogle timer.

Jeg har den her fuldtændig blinde tillid til, at jeg kan række ud over mig selv, og gøre en forskel. At gøre det gennem et lønarbejde, jeg er kvalificeret til, forekommer mig at høre under service - men det er ikke service jeg vil udstrække, men selvbestemmelse og selvbemægtigelse. Jeg siger det lige ud: jeg gider simpelthen ikke spilde livet på at tørre nogen i røven. Hverken i positiv eller negativ forstand. Man er nødt til at købe mig, hvis man vil have mig - det er med det hele. Om jeg så skal dø af det, blive til nar, foregå som dårligt eksempel eller ret og enkelt forblive ludfattig.
     Det var vist det tætteste på et entydigt manifest, jeg har været...

Menneske.dk er et slags barn for mig - som jeg er sikker på skabelsen af et site er for mange, der ikke har det som levevej. Der findes et arabisk mundheld, som siger: "I sit liv skal man gøre tre ting; man skal plante et træ, skrive en bog, og få et barn". "Og skabe et web-site", kunne man måske tilføje i vore dage? Men der er ikke nogen tvivl om, at når jeg finder mig en god kvinde, og får et par børn, at opmærksomheden på hérværende... virtuelle barn vil dale betragteligt; når et introspektivt menneske som mig ikke har andet at fokusere på, kan jeg altid fokusere på mig selv... Hvilket er årsagen til, at det er så fantastisk god en bro til omverden at skrive digte - man er nødt til at se ud - og at læse digte - man ser ind.

Afslutningsvis denne måned: Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser - redigeringen af dem tager laaang tid. Men uanset hvad: fortsat god fornøjelse, og tak for støtte og interesse fra venner og fremmede.

kk

 

 

 

tilbage til toppen