ALBERT
[1995-2000]

mad [2/2 97]
tiktak [20/1 97]
glemmer zambia
ved alt
sæbeø [1997-2000]
skabningens herre [1995-2000]
har fødselsdag - måske
klode
ud i det tyvende århundrede [1997]
skal op
gear
gaab
ånde

copyleft Kenneth Krabat 2006

mad   [top]

Albert spiser. Albert løfter maden til munden, åbner munden, placerer gaflen i munden, lukker munden, og trækker gaflen ud mellem læberne. Der er tit mad tilbage på gaflen. Albert stikker aldrig gaflen særlig langt ind i munden. Han kan bedst lide, hvis han stadig kan se det buede stykke med gaffelpiggene. Hvis han altså kigger ned langs med næsen. Det gør han af og til.

Albert tygger. Albert tygger hver bid mindst 100 gange. Det er altid den samme side, han tygger med. Venstre side. Af dén grund læner hans tænder sig ind mod tungen i venstre side, mens tænderne i den anden side vokser pænt ret op og ned. Det har Albert set i spejlet.

Albert siger lyde, mens han tygger. Han siger som en flyvemaskine, og gerne som én, der stiger og stiger. Han siger lyde som folk, der taler sammen langt væk. Og ringelyde, og noget han tror er klokker. Han siger lyde, der betyde Nej, og så ryster han af og til på hovedet samtidig. Og han nynner små melodier, der lyder som fanfarer, og så slår han ud med venstre arm som en general med sin sabel. Og indimellem er der stadig mad tilbage på gaflen, når Albert slår ud med hånden. Hov, tænker Albert så, når det klasker op på væggen. Alberts mund er altid lukket, mens han tygger.

Albert synker. Han lægger hovedet tilbage, så han kan se loftet, og så tænker han, at han er ude at bade, og at han hopper 10, 20, 30, og når han så kommer ned under vandet, løber maden ned i halsen på ham, næsten helt af sig selv. Stolen knirker, når Albert hopper. Det er en god lyd.

Albert bøvser. Ikke hele tiden: Indimellem! Af og til. Nogen gange - især hvis han drikker for meget vand eller mælk, før han er færdig med at spise. Ja, det er nok derfor. Albert venter næsten altid med at drikke, til efter han har spist. Men indimellem bøvser han alligevel.

Albert spiser altid op. Når Albert laver mad - pasta eller ris, eller kiks med smør eller romkugler, eller kornflakes med frysemælk og banan, eller teboller med honning, eller fintrevne gulerødder og agurker - så laver han aldrig mere, end hvad han lige præcis kan spise. Og han tager aldrig fejl. Når Albert tager den sidste bid fra tallerkenen, tygger den færdig og synker den, så bliver han mæt og har ikke lyst til mere.

Albert er mæt nu. Han henter kluden fra køkkenet og tørrer bord, stol, væg og sig selv af. Også ansigtet. Og mellem fingrene. Folder kluden sammen. Stiller tallerkenen med bestik på bakken, strækker sig - og falder i søvn midt i strækningen. Da armene lander på bordet og som før tager af for faldet, skubber de til bakken, så den ryger i gulvet med et brag. Albert vågner med et sæt, ser det knuste porcelæn på gulvet og bukker sig straks ned for at samle det op. På vej mod gulvet falder han i søvn igen. Og vågner da gulvet standser hans fald.
   - Hov, siger Albert. - Jeg faldt vist i søvn. Og så kravler han over til tæppet foran sofaen og mavelander tilbage ind i søvnen. Tæppet er varmt og blødt og har en masse farver. Lidt falmede ganske vist, men det mærker Albert ikke noget til.

Albert sover tit mellem måltiderne. En enkelt gang er han vågnet ved at han spiste. Det var vist en banan, husker Albert. Han havde ikke skrællet den.

tiktak [top]

Albert har stor lyst til at rejse et andet sted hen. Afrika, f.eks. Ikke fordi han nogen sinde, så vidt han da kan huske, har været i Afrika. Men hvis man skulle tage et sted hen, er det da ikke så dumt at tage et sted hen, som lyder godt - tænker Albert. Aaa frika. Man kan næsten smage det. Og det smager godt.

Pludselig bliver Albert opmærksom på en høj tikken. Så høj og insisterende er den, at han lader Afrika være Afrika og forlader sin kontorstol for at se sig om i rummet efter noget, som kan tikke.

Der er ikke noget.

Ikke noget han kan genkende.

Men den tikkende lyd fortsætter uantastet.

Hvor kommer det fra - tænker Albert. Hvor kommer dén tikken fra? I det samme holder den op.

Bare der nu ikke er noget, som begynder at ringe - tænker Albert, men har næppe tænkt tanken til ende, før Et Eller Andet begynder at tikke igen.

- Nej, det er for galt! siger Albert højt. Og bliver så forskrækket over så højt han talte, at han kommer til at sætte sig ned igen.
   - Det er søreme for galt, næsten–hvisker han, mens han med fødderne på gulvet får kontorstolen til at dreje rundt og rundt. Det plejer den ikke at kunne, men lige nu gør det ikke noget, ikke det fjerneste.

Det er som om den tikkende lyd kommer alle steder fra. Det vil sige, det er som om lyden kommer forfra, uanset hvorhen i værelset Alberts næse peger.

- Overalt fra, hvisker Albert. - Overalt fra...
    Det minder Albert om et eller andet, men dét kan han ikke huske hvad er. I stedet kommer han på, at hvis han nu pænt beder den tikkende lyd om at stoppe, kan det jo være den vil stoppe.
   - Vær venlig at lade være med at tikke, siger Albert, og smiler venligt til væggen, som han i det øjeblik drejer forbi. Men den tikkende lyd fortsætter bare.

Nej, selvfølgelig ikke - slår det ned i ham. Hvis tikkenen bliver bedt om at holde op med at tikke, er det jo det samme som at bede den om at holde op med at være. At tikke jo er det der gør, at den findes!

Sikke en underlig tanke. Albert føler sig pludselig rundtosset, og små pletter begynder at svæve rundt i rummet.
   - Hvad er nu dét? siger han højt, og opdager i det samme, at han helt har glemt at trække vejret, mens han tænkte. Jamen, det ér også en underlig tanke.

Albert skynder sig at trække vejret en hel masse gange, og lidt efter lidt forsvinder de mange små sorte og hvide pletter, som var begyndt at fylde rummet. Og hvor kom jeg så fra - tænker Albert.

Indimellem er det svært at huske, og så er han nødt til at gå lidt rundt i rummet for at se, om der er ting som er gledet ind under sofaen eller ned bag puder, og som regel kommer han tilbage til hvor han kom fra, bedst som han er i færd med at rulle gulvtæppet sammen eller løfte den store plante ud af skålen.

Albert begynder med at se under papiret, han er i færd med at skrive på. Ikke-tikke! Det er dét! Han kan ikke bede tikkenen om ikke at tikke, fordi den så ville høre om med at eksistere!

- Men det er altså lidt generende, siger Albert højt, og ser undskyldende på en hylde, som kommer forbi. I det samme går det op for ham, at den tikkende lyd ikke er der mere. Der er lige så stille i rummet, som der plejer at være, og den eneste lyd han kan høre, er lyden af ham selv, der trækker vejret. Og hvis han holder vejret lidt - bare lidt - er der slet ingen lyde overhovedet.

Ih, hvor dejligt - tænker Albert, og drejer straks stolen den rigtige vej, så han kan komme til at skrive videre. Han griber blyanten og sætter spidsen ned til det t, han er kommet til - men... hvad er det, der skal stå - tænker han. Tysse? Trivelig? Nej, det er forkert. Tik!? Han prøver at skrive tik, men det er heller ikke helt rigtigt. Han visker det ud.

Albert savner den tikkende lyd.

Bare jeg ikke har gjort noget forkert - tænker Albert.
   - Du må gerne være her, hvisker han til blyanten, som han tilfældigvis ser ned på. Han venter lidt. Den tikkende lyd kommer ikke igen.
   - Det må du altså gerne, siger han, lidt højere end før. Der sker ikke noget. Ikke noget særligt. Albert sidder og kiggede på sin blyant, stolen kan igen ikke dreje rundt, rummet trækker vejret for ham, som det plejer. Og så lyder der en svag tikken.

Albert lader være med at kigge op. Bliver bare ved med at kigge på sin blyant. Den tikkende lyd bliver stærkere. Højere. Som om den er forsigtig og bliver mere og mere modig. Og snart lyder den næsten lige så højt som før. Men kun næsten.

Albert fortsætter med at se på sin blyant, og lader den tikkende lyd om selv at indrette sig og gøre sig tilpas i rummet. Selv om den stadig er høj, er den ikke generende som før. Faktisk er det en helt rar lyd, og ikke ukendt og uhyggelig, som han til at begynde med syntes. Og med ét ved han, hvad det er t-et på papiret skal bruges til.

Albert sætter blyanten til papiret og fuldender ordet, han ikke blev færdig med, da han opdagede den tikkende lyd. T-A-K. Tak.

Albert glemmer Zambia    [top]

Og Zambia  skriver Albert  det er der, hvor de har zebraer, og zylofoner er det mest brugte instrument - og der altid lyder som om, man trækker vejret. Og der er nøgne træer, og zykloner, som gør rent over det hele - selv om det meste består af sand.

Men sand er jo også beskidt, tænker Albert. Eller ér det?

Nej, det er det ikke  skriver Albert, men streger straks  Nej, det er det ikke  ud og skriver  Men sand er ikke beskidt, der er bare meget af det. Og så er der skygge over det hele, undtagen i solen, men især under træerne, som er nøgne og uden blade eller fugle. Og der sad en gang en mand, han sad op af en stamme, som var i skygge hos sig selv, og så ud som om han ikke bestilte andet end at sidde. En hvid mand kommer forbi - og det gjorde mange af dem på den tid i Zambia  føler Albert sig lige forpligtet til at indskyde, da han ikke ved, hvem den hvide mand er  - og ser den sorte, som sidder dér under det nøgne træ og sidder. Den hvide mand standser op, forbløffet, helt sikkert forbløffet

Det ér dog et herligt ord - tænker Albert og siger det højt: -Forbløffet! Forbløffet! For Bløffet! Forblø ff-et! For-bløffe Et.
    Der er så mange måder at sige det på, at Albert næsten kan mærke, hvad den hvide mand føler. Han skynder sig at fortsætte  og stirrer på den sorte, som sidder dér og tydeligvis ikke laver noget som helst, men alligevel er meget optaget. "Hvad laver du?" spørger den hvide mand, "hvad laver du dér under træet?" "Hvad laver du dér på dine ben?" spørger den sorte mand tilbage  men Albert kan mærke, at der mangler et eller andet i samtalen - det er ikke helt nok, tænker han.

- Jeg står, siger den hvide mand.

Godt sagt, tænker Albert.

- Og hvad laver så du? spørger han den sorte.

Godt sagt. Helt igennem godt sagt - tænker Albert. Jeg kunne ikke have svaret bedre selv. Kuglepennen, der har lagt sig til hvile i hånden, begynder at skrive af sig sig selv igen.

- Laver tid, svarer den sorte mand. Den hvide mand rynker brynene. - Hvad betyder dét? At lave tid?

- Ja, hvad betyder det? spørger Albert.

- Hvad betyder det, når du står? spørger den sorte mand. Den hvide mand ser forvirret ud.

- Ha, det ved jeg godt, siger Albert, men lader være med at skrive det.

- Det betyder vel, at jeg ikke går, tænker jeg, svarer den hvide mand, efter at have stået en tid med munden lukket.

Albert tænker på, om han kan få den hvide mand til at sætte sig under træet, men den hvide mand skal tydeligvis noget andet, så han lader ham stå.

- Så har du svaret, siger den sorte mand.
    - Det er da ikke noget svar; det er en gåde, protesterer den hvide mand.

Nej, det er ej - tænker Albert.

- Hvis du vil, siger den sorte og flytter lidt på rumpen, sikkert for at sidde bedre.

Nej, det går ikke - tænker Albert, og streger bagenden af sætningen ud.

- Hvis du vil, svarer den sorte og sætter sig bedre til rette.
    - Det har jeg ikke tid til, svarer  Uden at tøve streger Albert sidste sætning ud og skriver - Men det vil jeg ikke, siger den hvide, og går sin vej.

- Farvel med dig, siger Albert. Han synes godt, at den hvide mand kunne tage at løfte fødderne, når han går, i stedet for at slæbe tåsnuderne efter sig. Det støver sådan - tænker han.  Manden under træet kigger op mod himlen. Dejlig farve - tænker han.

- Nej, det er forkert, protesterer Albert og kigger over på Bidau. Alberts muse ser ud til at kede sig og tager sig slet ikke af, hvad Albert siger. Bidau - det betyder... - tænker Albert, streger sidste sætning ud og skriver  Den sorte mand så op på himlen. Dejlig farve - tænker han.

- Nå, siger Albert. - Så pyt.
   - Så pyt, gentager Bidau, der ellers aldrig siger noget.
   - Du taler, siger Albert overrasket.
   Bidau ryster på hovedet.
   - Nej? spørger Albert.
   Bidau ryster på hovedet og bliver gennemsigtig.

Nå, så pyt - tænker Albert. Pyt pyt. Sjovt ord, pyt. Pyt.

Albert ved alt   [top]

jeg - ved - hvad - jeg - ved - skriver Albert som det første i sin dagbog i det nye afsnit DET JEG SKAL.
    Albert sidder lidt og ser på på sætningen, mens han tygger på penneskaftet. Der er et eller andet ved sætningen, som ligesom ser forkert ud - men - hvor - dan - ved - jeg - hvad - jeg - ved - ? - tilføjer Albert prøvende, og ved ikke rigtig. Nu ser det da først forkert ud.
    Hvad er det egentlig jeg ved? - tænker Albert. Men der kommer ikke noget svar. Så sidste gang da - tænker han, og skriver - hvad - er - det - e - gent - lig - jeg - ved - ?
    Albert ser på den sidste sætning. Der er noget uhyggeligt ved den. Skriften ser mørkere ud end i de to andre sætninger. Ikke bredere - tænker han, som hvis han havde trykket pennen hårdere mod papiret. Og jeg dyppede kun een gang - siger Albert, og kigger rundt i rummet for at se om Bidau skulle være nogen steder. Men Bidau er der ikke, Bidau har faktisk ikke været meget længe.
    - Længe, siger Albert. - Jeg kan ikke lide det, tilføjer han, og ser ned på den tredie sætning igen. Den burde ikke være så mørk, men det er den. Jeg kan faktisk ikke lide det - tænker Albert. Jeg ved, hvad jeg ved.
    - Og sådan er det, siger han højt, med tryk på hver stavelse.
     En snorkelyd får ham til at snurre rundt på stolen. På sofaen ligger Bidau på ryggen og sover. - Så kom du alligevel, siger Albert lettet. Han glemmer helt sin sædvanlige velkomst og rejser sig resolut, griber dagbogen og marcherer ud til spejlet.
    Klædet er ikke hængt over rammen, men ligger usædvanligt pænt foldet sammen på kommoden underneden. - Pas nu på, at du ikke glemmer Albert, siger Albert til spejlet, men synes ikke rigtig det er morsomt, så han ler ikke. Albert slår op i dagbogen under DET JEG SKAL og kigger på første sætning igen.
   Jeg ved hvad jeg ved - former Albert flere gange inde i hovedet, før han udtaler sætningen. Alberts læber er så stive, at de hænger fast i hans fortænder. Jeg har forkerte læber - tænker Albert, og føler sig igen bekymret. - Bé Kymret, falder det ham ind at sige, men der er ikke luft til at le. Han prøver en variant. - Bek Yrmet, siger han og blinker til spejlet. Men der ér faktisk ikke luft til at le.
   Albert prøver dagbogen igen: - Jeg ved hvad jeg ved - men læberne i spejlet ser nærmest ud som om de fryser. Albert har mest lyst til at hænge klædet over spejlet. Men så må jeg jo rive siden ud - tænker han. Og dét vil han ligegodt ikke. Men da han udtaler den tredie sætning, ér det lige før, for nu ser læberne da først rigtig skidt ud; de er mørkeviolette og ordene smager stift og uvelkomment i Alberts mund.
    - Det går altså ikke, siger Albert, og laver sin ts-ts-lyd mellem fortænderne.
    - Nuvel, siger han så, og beslutter sig for at lukke for spejlet, men ikke straks har han tænkt tanken, før han får det meget bedre. Han går omgående i gang med at slukke for alle radiatorer, og da han igen står foran spejlet, kan han sige: "Jeg hedder Alfred!" - helt uden at rødme.
    - Alfred, det er mit navn, siger Albert og laver trutmund af spejlet. Og spejlet går heller ikke i stykker. Ikke mere end det var i forvejen.

sæbeø    [top]

- Hvad siger anden? siger Albert, og skubber hænderne foran sig i vandet, så der opstår en lille bølge. Anden vugger op og ned på bølgen, og én gang til da bølgen kommer tilbage fra badekarrets kant. Bølgen stopper, da den brydes omkring Alberts mave. Albert gør det igen. Anden vugger igen, og én gang til. Den ser ud til at være lige ved at kæntre, men den kæntrer ikke.
    - Hvad siger anden? siger Albert, men anden siger ikke noget, og Albert kan ikke huske, hvad det er anden siger, så han siger heller ikke noget.
    Albert lader sig glide ned i badekarret, indtil næsen møder vandoverfladen. En lille ø af sæbebobler nærmer sig hans næse, så han puster lidt nede under vandet for at få den væk. Men i stedet for at blive skubbet væk af undervandsluften, bliver sæbeøen kun trukket tættere på. Inden Albert kan nå at reagere, er den nået helt hen til hans næse, og da han i det samme er nødt til at trække vejret, har han med ét hele næsen og munden fuld af sæbebobler. Han sprutter, så boblerne står ud af næsen, og presser fra med fødderne på enden af badekarret for at komme op over vandet, men hans fødder smutter på det glatte hvide, som badekarret er lavet af - og inden han når at få mere luft ind, glider hans hoved ned under vandet som om en kæmpestor bølge var kommet ind over en strandbred og havde slået ham omkuld og suget ham med ud.
    Albert kæmper og kæmper for at få fat i et eller andet, brusehanen, bruseslangen, sæbeskålen, kanten af badekarret, badeforhænget, hvad som helst. Men Alberts hænder famler i luften og kan ikke finde fast grund nogen steder, bølgen suger ham med ud, længere og længere ned i dybet, og vandet bliver mørkere og mørkere, og han kan mærke hvordan han synker. Og han trækker ikke vejret.
    Jeg er langt nede under vandet, tænker Albert. Og jeg trækker ikke vejret. Trækker jeg ikke vejret, fordi jeg er død? Men hvis jeg er død, tænker han, så ville jeg jo ikke kunne tænke på, om jeg var død eller ej! Eller kunne jeg? Albert kan mærke, at han er lige ved at huske noget, som det her minder ham om... men det vil ikke rigtig komme.
    Nå, tænker Albert. Dét er ikke sådan lige at finde ud af. Og det kan også være ligemeget. Jeg er jo lige hér. Og jeg er Albert, jeg er nede i vandet, og jeg tænker at jeg er. Og her er egentlig meget rart - tænker Albert.
    Vandet er varmt. Meget varmere end det hav, Albert husker han har badet i engang. Dét hav var koldt. Det var ikke sjovt - husker Albert, og mindes, at han skyndte sig op af det.  Han ville hellere ligge på stranden i solen, men det var meget snart blevet overskyet, og så var det også blevet koldt at ligge på håndklædet på sandet.    
    Hér er rart, tænker Albert.
    En fisk svømmer forbi. Det er ikke nogen stor fisk. Men heller ikke en lille fisk; Albert bliver i tvivl om, hvor stor fisken egentlig ér. Måske er den helt tæt på, og så er det en lille fisk - tænker han. Og måske er den langt væk, og så er det en stor fisk. Albert rækker armen ud mod fisken. Han kan ikke nå den, og den bemærker ham ikke.
    Det må være en meget stor fisk, tænker Albert. Og så bliver han lidt bange. Men fisken har halefinnen imod ham og er på vej væk, og straks efter er den ude af syne. Puha! tænker Albert.
    Albert mærker, at han ligger stille. Han ligger helt stille i vandet. Armene ligger ned langs siden og benene er let spredte. Og han bevæger sig overhovedet ikke. Det må være enden af bølgen, tænker Albert, men ikke straks har han tænkt tanken, før vandet griber fat i ham, først nede ved fødderne, så omkring benene, så maven og armene og brystet og hovedet - det risler omkring ham som små tunger eller flade vandålehænder. Det er næsten som om vandet tager et aftryk af ham, eller som om det smager på ham. Og med ét spytter det ham ud!
    Med et kæmpe plask flakser Albert op gennem vandoverfladen, så vandet står op af fliserne og ud over gulvet. Han hoster og harker og gisper efter vejret, og en hånd griber af sig selv fat i badekarshanen og hiver ham længere op over vandet. Albert gylper vand op. Og bliver ved med at gylpe vand op. Og mere igen. Det vælter med vand ud af Alberts mund. Mørkt vand, der ikke smager godt. Og så smager det pludselig af sæbe, og Albert gylper, hjælper maven med at gylpe det sidste vand op, og spytter det ud. Der står små sæbebobler ud af hans mund og en stor boble former sig ved hans venstre næsebor; da han snyder næsen, går den i stykker med et lille plop. Han spytter en sidste gang, og forsøger at rense munden for sæberester med fingeren.
    - Nej! Men jeg kan heller ikke lide dig, siger Albert til vandet. Resolut stiger han ud ad badekarret, så endnu to store bølger står op over kanten og ud på gulvet. Uden at skylle sæben af kroppen først, begynder han at tørre sig, fra hovedet og ned.
     Da Albert når fødderne, ser han at anden ligger på gulvet. Den hviler på hovedet og bagfjerene, og har bunden i vejret. Der sidder et gammelt prismærke ved siden af hullet til ventilen med lyden, der ikke virker mere, men prisen er også blevet væk.
    Albert samler anden op, og skal lige til at sætte den tilbage i badekarret, men bremser sig selv. - Du kan tro nej, siger Albert til vandet, og tager anden under armen sammen med håndklædet. Da han lukker døren op, følger al dampen fra badeværelset efter ham ind i entreen som en stor sky.
    I døråbningen vender Albert sig og rækker tunge af vandet. Men der sker ikke andet end at to små sæbeøer kolliderer og smelter sammen til én. Og dét er ihvertfald ikke min skyld, tænker Albert, og lukker døren til badeværelset.

skabningens herre    [top]

- Hér Sidder Jeg Og Skaber, faldt det en dag Albert ind at sige.
    Albert sad ved sin dagbog og skrev, og sætningen kom ud af ingenting, og var ikke henvendt til nogen, men Albert fornemmede, at den ligesom ikke var blevet færdig. Gad vide, hvad det er, den savner, tænkte Albert.
    Albert smagte på hér, forsøgte at sige ordet i forskellig tonehøjde, og ind imellem hele sætningen igen. Og da han nåede så dybt ned, at han fik ondt i halsen og munden var nødt til at stå åben som et O, drejede han uden at tænke over det om på stolen og kiggede sin muse på sofaen lige ind i øjnene.
    - Hér Sidder Jeg Og Skaber, kom sætningen igen, med Alberts bedste halsbetændelsesstemme og trutmund. - Og Så Ligger Du Bare Dér Og Laver Ingenting! sagde Albert til musen. Og straks vidste han, at hér var sætningen, der havde manglet.
    Han sad lidt og kiggede på sin muse. Bidau lå på ryggen med hovedet ud over sofakanten og kiggede tilbage på ham uden at blinke.
    - Og dét, sagde Albert i sin hverdagsstemme, mens han kiggede på musens næseryg, - dét er jo helt, som dét skal være.
    Han sad lidt med hænderne i skødet. Så prøvede han at slå ud med armene og sige hér på samme måde som før, men halsen gjorde ondt. Så pyt, tænkte Albert, så pyt! Der mangler vist heller ikke flere ord lige nu. Nej. Men te og makroner!?
    - Hvad med noget te? udbrød Albert, ikke henvendt til nogen bestemt.
    Bidau kiggede omvendt tilbage på ham, uden at blinke.

Albert har fødselsdag - måske   [top]

- Det er mor, Albert. Det er din fødselsdag.
     Åh, nej - tænker Albert. Hvorfor skal det lige ringe i dag?
    - Hallo! Er du der, Albert? Albert!
    Er hvor? tænker Albert, og mærker hvordan han bliver mindre og mindre. Først må han slippe telefonrøret, da det bliver for tungt at bære, og så må han skynde sig at smutte ud af sin røde plasticfrakke for ikke at komme i klemme under den, og endelig er han så lille, at han kan stå oprejst mellem trådene i gulvtæppet. Det er sjældent, at han kommer helt herned, men det er lige sjovt hver gang; det er lige som at...
    - Hvad er det nu, det er lige som? siger Albert, lige som bare for at sige noget, men han kan stadig godt høre sig selv. Og trådene i gulvtæppet er silkebløde; det er meget svært at slå sig. Han sætter sig ned og rokker rundt på numsen, indtil han sidder godt.
    - AL Bert! ALbert!
    Alberts muse hænger med hovedet ud over sofaen over Albert og en stor finger vinker lokkende til Albert om at kravle op, men Albert vil hellere være nede. Han sidder så godt, hvor han sidder.
    - ALbert! Så svar dog! Det er din fødselsdag i dag og jeg...
    - Sikke det tordner, siger Albert. - Så bliver det nok snart regnvejr.
    Nu retvendt oppe på sofaen nikker Bidau kæmpestort og enigt ned til til ham, men Albert har ikke travlt med at komme i læ.
    - Jeg kan altså godt lide regnvejr, betror han sin muse, der sidder og piller næse, mens den studerer noget på den anden hånds pegefinger.
     Albert rokker lidt rundt i tæpperillen, men det ser ikke ud til at ville regne alligevel. Han begynder at kæmpe sig vej ud mod brusekabinen med nakken helt tilbage. Han kan ikke undgå at falde ind imellem, men det gør ikke noget. Tæppet er blødt, det gør slet ikke ondt.

klode    [top]

- Jeg er en klode, siger Albert, og lader hånden forsvinde bag sin store maves horisontlinie.
    - Og du er flad, siger munden i spejlet. - I hvert fald forfra.
    Albert nikker også.

ud i det tyvende århundrede   [top]

En gang Albert skal ud i det tyvende århundrede for at købe ind, ligger der en bunke papir lige ude foran døren. Halvvejs op på Alberts ben når den, så høj er den.
    Albert kan se, at det ikke er nok med det sædvanlige afsæt udover dørtærskelen, hvis han skal kunne hoppe helt ud på den anden side af papirerne. Derfor går han lidt længere tilbage end ellers, tager tre hurtige skridt hen imod døråbningen, griber fat i dørens udvendige håndtag, og løfter benene ekstra godt op under sig, da han krydser dørtærskelen, så han nærmest flyver ud i det tyvende århundrede.
    Døren smækker bag Albert med den helt rigtige lyd, og Albert tænker sig en lille krone på, bare en ganske lille én, fordi han har været så dygtig. Men da han lander på afsatsen, smutter noget farvet papir ind mellem hans fødder og gulvet, og da han basker med armene for at finde balancen, glider det bagud under ham og nærmeste kaster ham fremad, ud over trappekanten, sådan cirka med hovedet først. 
    Albert fortsætter med at baske og vifte med armene, måske fordi alting minder en smule om at svømme, og måske kan han undgå at lande, hvis han bare holder sig i bevægelse.
   Der var en gang, længe længe før han flyttede ind i 5665, hvor han havde holdt sig oppe over bunden af Saltgraven på præcis samme måde. Der var uhyrer dernede - uhyrer, man for alt i verden skulle undgå. - Bliv i overfladen! havde Onkel Josef sagt. - Der er farligt på bunden!
    En gammel dame er på vej op ad trappen. En anden gang, hvor Albert skulle ud at handle, havde han måttet presse sig forbi hende, fordi hun ikke ville gå tilbage. Men nu svømmer Albert durkt imod damen, Albert kan ikke standse, Albert holder op med at forsøge at svømme i luften og tænker i stedet, at hans basken og viften betyder at hun skal flytte sig, fjerne sig, skynde sig at gå væk. Men damen flytter sig ikke, hun bliver stående, og hun smiler til ham.
    Så må du selv om det - tænker Albert.
    Den gamle dame er voldsomt blød at lande i. Hun må have tunge såler, tænker han.
    Alberts krop standser.
    Han ligger.
    - Er der sket Dem noget, hører han nogen spørge. - Er De kommet noget til?"
    Måske fordi Alberts hoved vender håret nedad, fungerer det ikke helt som det plejer. Albert kan ikke lige komme i tanke om, hvem det nu er, han er.
    Det er underligt - synes Albert-som-ikke-kan-huske-sig-selv, at hun spørger ham om hvordan andre end han selv har det. Det er da åbenlyst ham-som-ikke-kan-huske-sig-selv, der måske er kommet grueligt til skade. Men det kan selvfølgelig også være, at hun er polstret med mus eller andre små pelsdyr inde bag frakken.
    Albert-som-ikke-kan-huske-sig-selv er nødt til at blive liggende lidt; man kan vel altid finde ud af et og andet, - tænker han. Men så vidt han kan se op under damens frakke, er der ikke stort andet end menneske at se. Godt nok meget af det, men ihvertfald ikke nogen gnavere.
    - Albert! udbryder Alberts mund pludselig. Lige med ét husker han på, hvem han er. Jeg er Albert! Og så kan han godt rejse sig op igen.
    - De papirer er altså farlige, siger Albert til den bløde dame, og samler en krøllet masse farver op og vifter hende dem om næsen. Men i det samme kommer han også til at tænke på, at han slet ikke har lyst til at tale til damen, så dét prøver han at lade være med.
    - Nu er jeg mig selv igen, siger Albert.
    - Jamen, så farvel, siger damen.
    - Mmmmmm..., siger Albert. Hun skal ikke tro, han er typen, der lover hvemsomhelst hvadsomhelst bare for et godt ord. Selv om det er nok så godt et ord.
    - Farvel, mumler Albert for sig selv, mens den bløde dame fortsætter langsomt op ad trappen. Han smager på lyden. - Farvel, farvel. Det smager bedst, hvis han strækker slutlyden en smule. - Farveeel. Han kigger sig om efter sin plasticpose og opdager han stadig har den i den ene hånd.
    Ekkoet bliver ved med at runge og runge en ganske lille smule i trappeopgangen. Mærkeligt nok lidt lysere end hans stemme. Men det lyder godt; det gør det. Albert bliver stående længe og lytter.

Albert skal op    [top]

- Albert! Er du vågen?
    Det lyder nu grangiveligt som mors stemme i telefonrøret - tænker Albert. Men - jeg - har - da - ik - ke - rin - get - til - nogen skriver Albert på væggen over sengen, og lægger sig til at sove igen. Hovedpuden krammer dejligt tilbage.
    -ALbert! skratter stemmen igen.
    Jamen, jeg sover jo - tænker Albert. Jeg sover jo.
    - Albert, du skal op. Du skal stå op nu!
    Albert krammer hovedpuden endnu hårdere og klemmer et hjørne fast om det frie øre, men ligemeget hjælper det. - Jeg vil altså ikke, fortæller han madrassen. Den knirker lidt tilbage.
    - Hvis du skal have noget at spise, og det skal du, så er det nu! Du skal op, stå så op, kom så ud af den seng, du kan ikke ligge ned hele tiden hvis du skal have noget ud af livet. Og dét skal du! Kom så op! og det skal være nu!!
    Albert er ikke helt sikker på, hvad det er for en madras, han ligger på. Den vipper kendt frem og tilbage, når han bevæger sig, og taler som den plejer, men det er som om den står det forkerte sted. Hvis nu gulvet er koldt, når jeg sætter fødder ned - tænker Albert, og har slet ikke lyst til at prøve - hvis det er hårdt... så er der noget galt. Grueligt galt. Albert ler forsigtigt. Gru eligt - tænker han. Det lyder som noget man spiser.
    - Ja, nu kommer jeg, siger Albert bare for en sikkerheds skyld, holder fast om puden for ansigtet, folder dynen sammen i fodenden med den anden hånd og svinger benene ud over sengekanten og sætter fødderne på gulvet.
    - Ah, gulvtæppe! siger Albert, og føler sig pludselig sulten.

gear   [top]

Albert drømmer, at han drømmer, at han kører bil. Der er en masse forhindringer - lyskryds, mennesker som krydser vejen, dyr som krydser vejen, skibe som krydser vejen, ænder der sidder midt ude på vejbanen og snadrer sammen, og en af dem ryger cigar.
     DrømmeAlbert er hele tiden nødt til at standse. Ned i gear, ned i gear, ned i gear - præcis som Onkel Josef viste Albert det for længe siden.
    - Læg hånden oven på min, havde Onkel Josef sagt, og Albert havde lagt sin lille bitte hånd oven på Onkel Josefs store grove smedehånd, der lå på gearstangens knop.
    - Prøv at mærke, sagde Onkel Josef, og så kørte han forsigtigt hånden rundt i en lille cirkel, rundt og rundt. Albert var nødt til at SE på deres hænder for at vide, at det var en cirkel, så lille var den.
    - Nu står den i frigear, sagde Onkel Josef. Nu kan vi ikke komme nogen vegne. Han hev gearstangen bagud, og Alberts hånd fulgte med oven på Onkel Josefs. Der lød et lille klik.
    - Nu er den i fjerde, sagde Onkel Josef. - Det er meget langsomt, hvis man starter her. Måske kan bilen slet ikke komme i gang.
    Han skubbede gearstangen og deres hænder fremad. - Det er tredje. Det er knap så langsomt, men kun en god ide at starte med, hvis man vil være hele dagen om at komme hen til hjørnet og ned til stranden. Han rykkede hænderne tilbage igen. Det var lige som om det rykkede bilen lidt fremad; Albert syntes det var helt utroligt, at så lidt kunne flytte hele bilen og dem begge to med sig.
    - Og dét er så andet gear, forklarede Onkel Josef. - Nu begynder det at ligne noget. Hérfra kan man både starte med at køre og... øh... lade være...
    Onkel Josef så pludselig lidt forvirret ud. - Øh, du ved, hvad jeg mener...
    Albert anede ikke, hvad Onkel Josef talte om, men det gjorde ikke noget. Han glædede sig til at komme ud at køre. Onkel Josef skubbede gearstangen frem igen - det føltes som om den røg ned i et andet hak end sidste gang; Albert måtte ihvertfald strække armen en smule længere for at følge med Onkel Josefs hånd.
    - Nu er den i første gear, sagde Onkel Josef, og så lettet ud. - Og det er hér, man starter med at køre. Altså, det er hér, man er, når man starter. Jeg mener, gearstangen skal stå her, for at man kan køre, nej, starte, for pokker... altså, sikke noget sludder, Albert, sagde Onkel Josef, og trak hånden til sig for at dreje på nøglen til motoren.
    - Altså, hvis gearet står i ET, kører bilen hurtigt, når man starter... Onkel Josef drejede nøglen, og bilen hoppede fremad. Han skyndte sig at lægge hånden ovenpå Alberts hånd og flyttede gearstangen ind mod midten, og lavede nogle små næsten usynlige cirkler, før han prøvede igen. Denne gang startede bilen.
    - Og jo højere tal gearet står i, når man starter, fortsatte han hastigt sin forklaring, men uden at se på Albert - desto langsommere går det. Men når man først kører, kører man hurtigere jo højere tal gearet står i.
    Albert fattede ikke et pluk. Men det var også lige meget, for nu skulle de snart ud at køre. Men først skulle Onkel Josef lige forklare færdig om bremserne og om rattet og om lyset og... Albert hørte ikke efter. Han sad og så på sin hånd, der lå oven på gearstangens knop. Han havde kunnet mærke hele bilen igennem den læderbetrukne jernstang. Det var lige som om den havde talt til ham.
    - Mremm-mremm-mremm-mremm-mremm-mremm, sagde den. En lyd, der næsten kun talte til knoglerne, men alligevel kunne høres, hvis man lyttede rigtig godt efter og forsøgte at lukke alle de andre lyde i verden helt ude. Bilen var et dyr ligesom en stor kat, der lappede mælk i sig, meget hurtigt, fordi det ikke lunne vente med at blive færdig, så det kunne komme videre ud at lege eller løbe med de andre dyr. Det var et stort og utålmodigt dyr. Albert havde trukket hånden til sig. Men i drømmen sætter Albert gearstangen i første, da en mand med paraply og godstogsfarvet overlevelsesdragt har fejet ordet LIVSTIKKE sammen, som en mængde slanger har formet på langs af kørebanen. Og lidt efter sætter Albert gearstangen i andet. Og så i tredje, og i fjerde, og mærkeligt nok i femte, og i sjette, og i syvende, og nu synes både Albert og Albert i drømmedrømmen, at det går lidt for stærkt, men drømmeAlbert kan ikke lade være med at skifte til højere og højere gear, og bilen kører stærkere og stærkere og nu bliver vejbanen til flydende fløde, og bilen lapper det i sig så hurtigt, at det der sprøjter op på ruden er rent flødeskum, og snart kan ingen af dem se ud af ruderne mere og Albert råber til Albert i drømmedrømmen, at han skal træde på bremsen, men drømmeAlbert kan ikke høre det, han bliver bare ved med at skifte gear, treogtyve, fireogtyve, femogtyve, og nu begynder hele bilen at blive blå, og så rød, og nu vokser der tænder frem i kanten af vinduesrammen, og nu trækker rattet sig ud af drømmeAlberts hænder og forsvinder ind under instrumentpanelet og...
    - Træd på bremsen, brøler Albert. - Før det er for sent!
    Og måske når råbet frem til drømmeAlbert, måske får han selv ideen, men ihvertfald jokker drømmeAlbert bremsen i bund alt hvad han kan, og først sker der ingenting. I lang tid sker der ingenting overhovedet. Der er kun brølet fra bilen og metallet der bliver mere og mere som at se sig selv i munden i spejlet - men så griber drømmeAlbert fat i gearstangen og FLÅR den ned til midten og begynder at cirkle rundt med den, i små bitte cirkler, små bitte cirkler - både Albert og Albert i drømmedrømmen stirrer som fortryllede på drømmeAlberts hænder, der kører rundt og rundt med gearstangen, som om de rørte i et fad med grød, og langsomt langsomt får bilen sit vante udseende igen, og brølet bliver mindre og mindre og mindre, og drømmeAlbert rører rundt og rundt i de mindste cirkler Albert nogen sinde har set, og nu drømmer han at den standser. Nu standser den. Den standser. Bilen standser...
    - Stands så! siger Albert til bilen, og BUMP står bilen stille.
    DrømmeAlbert slipper gearstangen og stiger ud af bilen. Albert følger med ham. De er langt uden for byen. Der er ikke et hus eller et tårn eller en containerkran at se nogen steder. Faktisk er der vand på begge sider af vejen, så langt øjnene rækker.
    DrømmeAlbert dypper en finger i flødeskummet på bilen og smager på det. Han spytter det straks ud og ser helt forkert ud i hovedet.
    Der er også noget galt med farven, tænker Albert. Flødeskum er da ikke rødt. Hvidt, tænker han, og straks er skummet hvidt som bølgesprøjt, men drømmeAlbert begynder alligevel at gå tilbage mod byen.
    - Nej, bliv hér, siger Albert til sin drøm, men inde i drømmen i drømmen vandrer drømmeAlbert tilbage mod fastlandet, mens han strækker armene i vejret for at få ravnene til at lande på sine hænder.
    Måske skulle jeg bare vågne, tænker Albert og opdager, at han sover. Og at Onkel Josef sidder ved siden af ham og fortæller om den gang, de begge to var små.
    - Det var en herlig tid, kan du tro, siger Onkel Josef. - Der var en dag, hvor jeg fortalte dig, at Jorden er hul...
    - Det må du fortælle en anden gang. Gå nu, siger Albert, og så er Onkel Josef pist væk.

gaab    [top]

Nu - er - nu, skriver Albert. Det - kan - der - ikke - laves - om - på.
   Albert drejer rundt og ser over på sofaen, hvor Alberts muse ligger og piller næse. Den ser ud til at kede sig.
   - Gaber du aldrig? siger Albert, men hans muse svarer som sædvanlig ikke.
   Albert kommer til at tænke på at gabe. Han ser et gabende stort hul for sig, så tæt på, at der næsten ikke er lys derinde til at se hverken drøbel, tunge eller tænder. Jeg må være meget lille, tænker Albert, hvis jeg kan være så tæt på. På papiret skriver han  må - ske - er - jeg - ved - at - bli - ve - spist.  Men hvad er jeg så, tænker han. En grøntsag? Et æble? Måske er jeg toppen af en flaske, der er ved at hælde saft ned i halsen?
  Det er nemt nok at forestille sig, at han holder en flaske i hænderne - den er kold, fast, giver ikke efter for fingrene. Men er det også sådan at være en flaske, tænker Albert. Kan man mest mærke, om man rummer noget, eller kan man mærke, hvor man er - om der er koldt eller varmt, eller om man bevæger sig eller står stille?
   Hvis - jeg - skal - væ - re - en - flas - ke,   skriver Albert, og går i stå. Hvilken slags flaske vil han egentlig helst være? Hvis altså jeg var nødt til at vælge, tænker Albert, og mærker ikke den store lyst til at være andet end Albert. Der er jo så mange forskellige flasker - dém, han slæber med tilbage til supermarkedet i det 20. århundrede, dem hans mor havde stående til pynt på kaminhylden altid, og da han kom til at skubbe én ned, sagde hans mor "så slap jeg af med dén!", og hans vandflaske til spejder, der blev brugt en gang imellem og resten af tiden lå inde i skabet, i mørket, under rygsækken og soveposen.
   Med ét ser Albert en kamelkaravane slange sig hen over en lang lang ørkensandklit, helt oppe på toppen, tættest på solen, der bager ned som om den selv havde mere varme end den kunne bruge. Og da Albert bevæger sig nærmere, ser han gedeskindsvandsække svinge fra hver eneste kamelsaddel. Hér og dér svinger også en kalabas.
   - Strengt taget er det vel ikke flasker, siger Albert og ser på musen, men musen ser ud til at sove. Den reagerer ihvertfald ikke, men det gør den sædvanligvis ikke. Det er også helt i orden, tænker Albert. Jeg har faktisk ikke spor lyst til at være en flaske.
   Albert læser, hvad der står på papiret. Han streger Nu - er - nu. Det - kan - der - ikke - laves - om - på ud og skriver i stedet nu - er - sta - dig - nu. og så rejser han sig og går over til musen, for at se om dens mund står åben. Det gør den ikke.
    Albert går ud i gangen, tager det sorte klæde af spejlet, åbner munden og tæller sine tænder. Der er 31. 32. 29. 31. 31. 31.

varme ånde   [top]

Albert mærker et varmt pust i nakken. Nogen - ånder - mig - i - nakken skriver han, uden at se, at det kommer til at stå lige oven i hvis ikke de havde ladet som om de var rige og havde masser af guld
    Og - det - er - varmt tilføjer han, uden at bemærke at det er oven i både det første og det andet, han skrev.
    Albert er sådan sét ikke i tvivl om, at han er alene i 5665 - bortset fra Bidau, hans muse. Og Bidau ligger altid ned, og ånder ånder jo ikke - tænker han. Men han drejer alligevel hovedet rundt for at se efter. Og ganske rigtig. Bidau er der ikke.
    Albert kan stadig mærke den varme ånde. Rolige udåndinger, der efterlader hans nakke kølig og afventende det næste pust.
    Det er ikke mig, der ånder mig i nakken - tænker Albert. Og der ikke er andre end mig hér.
    - Altså kan det kun være mig, der gør det, siger Albert, og føler sig straks meget lettet. Han læner sig tilbage i stolen, og nyder det.
    Hvordan i alverden gør jeg - kommer han til at tænke, men giver omgående slip på tanken. Det skulle jo nødig holde op.
    Det gør det dog.

denne side: /_albert/
home:krabat.menneske.dk
opdateret 13/12/06