Mine Yndlingsforfattere og -bøger
Bradbury | Carlsen | Dick | Hulme | Høy Hansen | Lem | Kosinski | Pirsig | Toole
Stanislaw Lem (1921 - )
Forfatter til Fremtidskongressen, the Cyberiad og en del bøger med fiktive biografier over fiktive mennesker. The Cyberiad kan man undre sig over ikke er blevet oversat, men det skyldes givet den kollektive overbevisning, at det i Danmark ikke lader det sig gøre at debattere intellektuelt: "det er kun mig, der forstår hvordan tingene hænger sammen, men jeg gider ærlig talt ikke spilde tid på dig". Hvor ér det dog synd for os: The Cyberiad er i afklædningen af menneskets innovationstrang en af det foregående, opfindelsernes, århundredes morsomste bøger. Ingen RÅ-latter som hos John Kennedy Toole (se nedenfor), men i sine absurditeter lige så smertefuld og befriende.13.02.2002
Philip K(indred) Dick (16/12 1928 - 1982) (bio)
Igennem mere end 40 år en af science fiction-genrens seriøse udforskere af begrebet "virkelighed". At han tilsyneladende endte sit liv paranoid, har fået mange til, måske af nød? at betragte hans oeuvre som én lang sygehistorie. Altså, "når man fiktionaliserer sit eget liv på skrift, må man da have mistet enhver realitetsfornemmelse?!" (VALIS, 1981).Hvilket blot understreger og fremhæver betydningen af dét spørgsmål, han stillede i bog efter bog: Hvor går grænserne, hvis nogen, for hvad der kan være virkeligt?Der er også dém, der mener, at PKD's bøger ikke er andet end sygelig indadvendt spekulation, holdt i science fiction genrens primitiveste formsprog. Et stakkels menneske, der var paranoid og selvoptaget som få. Som - efter at han trippende på sovemedicin oplevede at blive ramt af en pink lysstråle fra et pizzabuds halssmykke - mente sig flyttet til en anden virkelighed, hvor det gamle Rom lå "overlejret" hans by.
Philip K.Dick in Hollywood 2002
20.06.2002
John Kennedy Toole (1937-1969)
skrev stort sét kun én bog i sit korte liv - men hvilken bog A Confederacy of Dunces er! Så morsom og bidende, at man aldrig glemmer Ignatius, det dovne, fede, ubehøvlede, arbejdssky, storsnudede røvhul af en hovedperson. Pulitzerprisen vandt den ved sin udgivelse i 1981, men Nobelprisen til dén oversætter, som kan få den til at leve på noget andet sprog end... engelsk, må vi vel kalde det... ;-) - naj, la eintli' bar' væir mæ å prøv'!JKT begik selvmord i 1969, i frustration over ikke at kunne få udgivet sin bog, latent homosexualitet, forholdet til sin sygeligt dominerende mor og muligvis begyndende scizofreni. Hans mor hetzede en lokal romanforfatter i årevis, indtil denne for at få fred indvilligede i at læse bogen, og således opdagede hvilket mesterværk, den er. "A confederacy..." blev den første Pulitzerpris-vindende bog, der var udgivet posthumt.
13.02.2002
Jerzy Kosinski (1933-1991)
Den bemalede fugl har fulgt mig i 15 år, skønt jeg kun har læst den dén ene gang. Den beskriver Krigen, den virkelige og den metaforiske Krig, så maven græder; kender andre dén fornemmelse - at maven græder? Også 15 år efter? Men måske kommer gråden ikke fra indlevelsen i litterære virkemidler - men er ret og simpelt erindringslag fra samme alderstrin som hovedpersonen, en barndommens tidligste erindringer om mennesket, som mennesket har forrådt?JK skrev muligvis ikke selv sine bøger; han var knap i stand til selv at forfatte et forretningsbrev på engelsk, sproget hans Pulitzerpris-vindende "the painted bird" er skrevet på. Hans "being there" ("welcome, mr. Chance") er angiveligt et plagiat af Tadeusz Dolega-Mostowicz's roman fra 1932 [The Career of Nikodem Dyzma]. Oplevelserne beskrevet i "den bemalede fugl", som hævdet af ham og hans mor, er bevist ikke selvbiografiske, idet han levede i relativ tryghed under krigen sammen med sin familie. I 1991 begik han selvmord.
13.02.2002
Keri Hulme (9/3, 1947 - )
The Bone People/Marvfolket er på sin vis en meget enkelt historie, men settingen i New Zealand, forfatterindens biologiske tilhørsforhold til Maorierne dér, og en livsforholden, der ikke er ulig magisk overbevidsthed, gør oplevelsen til en af de helt store.Måske kunne man sige, at den er så velskrevet, og vel tænkt og komponeret, at selve fortællingen, budskabet, i erindringen kommer til at spille 2. violin - og det er vel ikke så godt? KH er også blevet kritiseret af maorierne for ikke at være "maori nok" til at kunne udtale sig på deres vegne; om denne kritik udspringer af bogens tema, der ikke sætter maorierne i et decideret rosenrødt skær, ved jeg ikke; jeg mener dog ikke, det er kulturkritik, historien vil. Men måske kan en 1/8 maori som Keri Hulme faktisk ikke vide nok om "sine" rødder til at fortælle en historie om svækkelse i et samfund og en kultur, der på lige fod med mange andre oprindelige folk har fået så mange bank af de ekspansive kulturers repræsentanter, at de helst ikke på nogen måde vil fremstilles i dårligt lys. Desuagtet at de har samme problemer som alle andre. Fordi alle andre har været på besøg og har medbragt mange dårligdomme... Nå, men det handler den vel egentlig også om.
17.02.2002
John Carlsen (1941 - )
For 1000 år siden i Norden tolkedes ordet "ond" anderledes end i dag. Man skelnede mellem godt og ikke-godt; lykke/ulykke, fred/ufred, held/uheld, ven/uven, ære/æreløs, fred/fredløs, kraft/kraftløs er eksempler på en måde at regne eksistensen, der betragter dét der understøtter livet som det gode, det duelige, og dét der ikke assisterer som det modsatte af det gode, manglen på duelighed - et nul-begreb. Talte man dén gang om "ond", var det som "ond jord", "onde penge", "onde veje", "ond mand" eller "ond kvinde", i betydningen at disse ikke besad de egenskaber, man mente var nødvendige for at understøtte livet. Det virksomme og det uvirksomme.
Odin & Harddisken fra 1994 er en af meget få bøger i mit liv, som har kunnet give mig ord for, hvad jeg ubevidst allerede selv var kommet frem til. Jeg har aldrig tiltroet kristendommen som systematisk fortolkede religiøse overleveringer noget godt, men med denne bog og dens tilbagegriben til nordisk mytologi forstod jeg bedre, hvorfor jeg i 1985 havde meldt mig ud af Folkekirken: Det har altid føltes forkert at skulle betragte overgreb som foretagede af en ubevidst- eller bevidsthed, der er direkte repræsentant for det modsatte af skaberværket: Et ønske om at standse alt liv. Dét, Kristendommens forkyndere kalder "at gøre Satans værk". Ondskab.
For mig at se sker et overgreb altid ud af uvidenhed. At man ikke forstår konsekvenserne af sine handlinger, at man som menneske handler som om man var helt alene i verden. Og dét gør man (i bogens opregning af dén tids definition), hvis man krænker freden: svigter sine venner, svigter sin familie, sin elskede, svigter sine idealer og sin tro, svigter sit land, svigter sin leder, svigter sit folk, dræber i blod-rus, anstifter ufred (debat er ikke ufred, men forudsætningen for fred). Dette forårsager at man mister ære, bliver æresløs, en nidding, og bliver udkastet til en tilstand, der er helvede på jord - uden venner, uden livsledsager, uden støtte fra samfundet. I ny-vurderingen af den gammel-nordisk terminologi er det "ikke ondskaben, der huserer i et sådant menneske. Det er kraftmanglen, livsleden, ligegyldigheden, nultilstanden. I modsætning til lykkesmanden, fredsmanden, der har kraft og fylde" (citat fra bogen). Altså, gør man vold mod dét, som understøtter livet, gør man vold på sig selv. Man mister sin (livs)kraft. Man mister sin selvrespekt. Sin selvkærlighed. Man går fra at være fyldt af liv til at være tom.Kristendommens forkyndere har i 1000 år ment, at svarene på spørgsmål i livet, også spørgsmålet om "det onde", skal findes i Bibelen - og udlægger derpå grænserne for det ondes "ondskab" alt efter Kirkens behov for politisk beskyttelse og indtægt: 1000'er af eksempler på forsvar for krig, folkemord, tortur, undertrykkelse og slaveri er synlige skamstøtter i "kærlighedsreligionens" historie. Denne mangel på forståelse for menneskelige behov er ikke blevet mindre i dag - som de forhærdede hyklere kristendommens forkyndere er, tager de aldrig hensyn til det enkelte menneske, med mindre det er til religionens bedste - men man må give dem, at de storpolitisk trods alt formår stort sét at holde freden i verden, omend meget foregår gennem handelsmanipulation, der kun har magtens fastholdelse som mål. Ingen fælles verden, intet samfund for alle mennesker, intet sigte mod øget erkendelse og personlig viden, der kunne true religionens dominans. Om det så pga. forurening skal koste menneskearten Jorden.
For 1000 år siden i Norden var der naturligvis ikke et samfund at tage hensyn til, som på nogen måde havde vore dages størrelse. Det var derimod et samfund, hvor alle, hvis ikke kendte hinanden personligt, så ihvertfald vidste hvem hinanden var. Af den grund var moralsk og etisk stillingtagen til f.eks. at tage et liv meget nemmere end i dag, fordi man kunne se og forstå, at de andre havde lige så meget at miste ved at dø som een selv. Og følgelig burde man opfatte et uoverlagt drab som et drab på sig selv. Som at nogen havde dræbt een selv.
I dag har en 12-årig på TV overværet 1000 mord, og grænserne for hvornår død er død og ære tabt følgelig flyttet en del. Mange handler som om de tror, at de kan undvære alle, der ikke er enige med dem. Men man kan sagtens lide ærestab i dag alligevel, eller måske netop derfor - statustab, kalder vi det. Når ægtefællen skrider, jobbet ryger, huset går på tvangsauktion.
For 1000 år siden blev vi frataget arnen og slægtsskabet for evigt som straf for vores vanære; i dag kan vi gå i terapi og forsøge at rette op på vores tab af ære, værdighed, selvrespekt. Med viljen til at hjælpe os selv til ny forståelse kan vi gå tilbage til at være en harmoniserende faktor i vore medmenneskers liv, lære at leve med kaos.(En retorikstuderende forfatter fortalte mig efterfølgende, at man deler samfund op i to slags - skam-samfund og skyld-samfund. Nordboernes pådrog sig skam, vores og den kristne civlisations samfund pådrager sig skyld.)
20.02.2002
Robert Pirsig (1928 - )
Hvad Kvalitetens Metafysik ville gøre var at tage denne seperate kategori, Kvalitet,
og vise hvordan den, i sig selv, rummer både subjekter og objekter. Kvalitetens Metafysik
ville vise, hvordan ting bliver langt mere sammenhængende - fabelagtigt mere
sammenhængende - når man som grundlæggende antagelse har, at Kvalitet er den primære
empiriske realitet i verden...... men at vise det var, naturligvis, en meget stor opgave...
(LILA)
Forfatter til Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel (1974) og LILA (1991). Kunne jeg medbringe 1 bog til den øde ø, med formålet en dag at vende tillbage til den vestlige civilisation, måtte det blive LILA.
Da jeg første gang afsluttede den (i 1995) og måtte anbefale den til folk, sagde jeg: "Det er en bog, der er større end Biblen, end et hvilket som helst helligt skrift, og samtidig kan den overgås af stort sét enhver billigbog, Barabara Cartland, Bill & Ben, hvad som helst."
Det har jeg så fået lejlighed til at tænke over i de år der er gået - og en uddybelse må lyde:
Den er vel egentlig en tænkende tids svar på hovedværket fra fiskens tidsalder, Det Ny Testamente.
- Hvor Biblens Nye Testamente har kærlighedsbudskabet, har LILA Kvalitet. Alle forstår, hvad det handler om, men ingen er i stand til at efterleve det fuldt ud, uden frygt for at blive isoleret, forfulgt, spottet, anklaget for at prædike eller være bedrevidende.
- Ligesom NT forsøger at komme rundt om, hvorfor man skal efterleve kærlighedsbudskabet, går Pirsig rundt om Kvalitet og viser, at Kvalitet ikke blot er eftertragtelsesværdigt - men samtidig dét, der styrer alle møder i Kosmos, stof eller ånd.
- Og ligesom NT blotlægger LILA alle SIN tids sammenhænge ned til mindste kerne, mindste bestanddele, og giver mig, læseren, mulighed for at finde essensen på alle planer, og mulighed for forståelse, hvis jeg af ueninghed afviser andres opfattelse af essensens fremtoning eller forekomst.
Men... i belysningen af regulært STORslåede muligheder for hele menneskeheden ved fokus på Kvalitet, ligger indbygget et påkrav om flest mulige menneskers bevidstgørelse omkring at handle i forhold til disse muligheder som forudsætning for deres indfrielse. Hvilket gør bogens grundlæggende budskab til en styrkelse alene af de få og de stærke, som i forvejen er i stand til at tænke og til at handle på basis af tanken. Mens hverdagens værste følelsespornografiske triviallitteratur, fordi den er meget tættere på en genkendelig dagligdag, for det brede flertal givet vil være mere realistisk til efterfølgelse end LILA's voldsomme fasttømring af, hvordan vi skal hjælpe os selv. Om end det (også) er HÅB, der driver værket i både NT og LILA: "Hvad skal jeg gøre for at redde mig ud af min suppedas?" Hvordan kan jeg hjælpe min elskede med hendes problemer?" "Hvordan kan jeg gøre noget for mit land, for nabolandet, for de sultne, de sindslidende, de sygdomsramte, ved forureningen, ved den førte politik" osv osv osv? - er spørgsmål vi alle stiller, hele tiden, og søger svar på fra alskens kilder.
LILA, vil jeg hævde, giver alle svarene, uden at besvare ét eneste af spørgsmålene. Men den blotlægger også metodisk, hvorfor at handle i forhold til dét, der har kvalitet for en selv, ikke i sig selv løser alle problemer (hvilket alle ved i forvejen, men gør sig blind for gennem håb).
Jeg blev fyldt af en smertefuld erkendelse af, at man kan komme til at føle sig meget meget alene, hvis man ønsker at betræde den vej, der som vejbane, føde og sigte har Kvalitet - konkluderede at bogen var for fantastisk til ikke at blive brugt, men måske bare ikke af mig, og skyndte mig tilbage til mine mindreværdskomplekser. For sidenhen at citere fra den, anbefale den, og tiere og tiere ved med at pille i den, og er snart nødt til at købe den i hardback.
Det er ikke sjovt at skulle erkende, at man ser sig selv som et offer - for livet, omstændighederne, de andre, hvadsomhelst - og især ikke, når man er blevet givet en vej til den forståelse, der skaber selvbemægtelse. Og ovenikøbet selv erkender, at vejen ligger der, ret for ens fødder. Ret for mine fødder. Lige hér.22.02.2002
Ray(mond Douglas) Bradbury (22.8.1920 - ) (bio) [bib]
Something wicked this way comes/Noget ondt er da på vej herned [sic] (1963) og Dandelion wine/Mælkebøttevin har for evigt ændret mit forhold til barndommen - jeg husker ikke min egen, men Bradburys fremstilling af barndommens angst og forventninger, forestillinger og glæder forekommer mig at være en kondensering af, hvordan man burde kunne huske sine første 8-10 år.
Ib Høy Hansen (07.01.1947 - )
Det forkerte land (1988) er efter min mening den bedste samtidskritik i fremtidsindpakning, jeg har læst. Høj-dystopisk - og meget meget underkendt. En enkelt digtsamling fra hans hånd ser også ud under sammenknebne bryn på vores samfund, men hér med blikket fra stuen.