VERDEN KL. TRETTEN
jeg sku ha hentet dig
men jeg glemte hvor jeg var
tre brandbiler kører forbi ude på gaden
og minder mig om at jeg findes
og igår kom der et brev
og en avis
et postkort
en reklame
og en brochure
og jeg har glemt at købe mælk
men jeg har tre dåser tun
og der er streger på tapetet
der hvor jeg har siddet
og glemt dig
hvis du vil et eller andet
HVIS du vil
kan du så ikke kontakte mig
når jeg får min telefon
min brevsprække
min hoveddør
mit hus
og min verden tilbage
det skulle ske i dag
siger de
de skulle komme her i dag klokken et og installere min nye verden
men det har jeg glemt
der er ikke plads til noget
væggene står lidt for tæt sammen
taget
og gulvet
er ét
hvis du vil mig noget
her får du en historie om en mand på en ø
der sidder en mand på en ø
han sidder helt ude ved vandet
han har taget sine sko og sine strømper af
og han sidder med fødderne i det varme vand
det er hen mod aften
mågerne cirkler over vandet
dykker og fanger fisk
forsvinder igen
solen går ned bag ryggen på ham
mens han sidder med fødderne badet i vandet
og han læner sig tilbage
og lader hovedet falde tilbage mod sandet
og han åbner sine øjne
og kigger op i et loft
hvis du vil mig noget
så ved du at historierne kommer et sted fra
og at jeg har bestilt mig en ny verden
som skal komme i dag klokken tretten
men jeg har glemt det