RUMMET VI BEBOR
vind og vejr har formet de her huller
ind i klippen
vand er sevet ned
og båret klippe væk [sic]
vand er sevet ned og har båret klippe væk
efterladende sig et stort tomrum
vand har bare gjort
der har længe ingen øjne været
ingen øjne til at se
det rum
som vandet har skabt
bjerget er millioner af år gammelt
bjerget er så gammelt som livet
bjerget er betydning i sig selv
det regner ikke mere
jorden har skubbet bjerget op
hvor det ikke regner
der er intet i grotten
ingenting
og så åbner noget sine øjne
og ser dagen udenfor
noget kommer til stede
noget vågner
og ér
noget ér for sig selv
noget kommer fra ingenting
og mærker pulsen
pulsen inde i legemet
mærker hvordan kroppen forfalder
og bliver til
luft ud mellem læberne
kroppen daler langsomt ned mod gulvet
ved kontakten opstår følelsen af skarphed
ikke smerte
bare kontakt
kontakt med bjerget
kroppen sidder på jorden
inde i grotten
inde i bjerget
til stede for sig selv
det er en lykkelig følelse
der er noget der taler
til kroppen
det er ikke dagen udenfor der taler til kroppen
det er ikke fornemmelse af klippe
under kroppen
der er noget der taler til kroppen
og kroppen leder efter sprog
kroppen leder efter at blive til
i sprog
så den kan besvare
det der taler
kroppen rejser sig
går hen mod lyset
går hen mod dagen
kroppen går hen mod det der taler
og leder efter sprog
kroppen vil ha sprog
kroppen vil ha noget der ikke er
kroppen har øjne
kroppen har pludselig øjne
kroppen ved pludselig
at den ser
og den ser ned
den ser ned fra toppen af bjerget
og der er noget der taler
der er stadig noget der taler til kroppen og kroppen har ikke noget sprog
kroppen træder ret ud i luften
ved kroppen at den falder?
kroppen ved at den falder
kroppen falder gerne
(kroppen falder gerne)
der er stadig noget der taler
og kroppen svarer!
der er noget der tar imod
noget der tar imod kroppen
kroppen savner ikke noget længere