NOGET OM AT REJSE MED TOG
overkroppen
er lænet mod glasset
underarmene hviler
på kanten af vinduet
som er trukket så langt ned det er muligt
og hovedet stikker ud
øjnene ser ned på perronen
ser ned på den lille flok som står der og kigger op
et par hoveder væk
øjnene søger hver af øjnene
i hovederne der kigger op
efter tur
en lille cirkel af blikke
rundt og rundt
rundt og rundt
udefra kan man se
kroppen der er trykket flad mod glasset
og hoved og nakke der hænger ud over
og armene der hviler mod kanten
og hænderne der trommer på vinduet
uroligt
nu sætter toget i gang
ansigterne udenfor begynder at bevæge sig henad perronen
ansigtet i vinduet drejer sig
og ser mod ansigterne på perronen
toget bevæger sig hurtigere og hurtigere
og øjnene bliver ved med at cirkle rundt
nu standser perronen
og nu trækker kroppen sig tilbage fra glasset
og står stille midt i kupeen
hænderne holder fast i glaskanten
øjnene kigger ud
fokuserer ikke
det er næsten som at balancere
det er næsten som at køre i tog
kroppen træder et skridt tilbage
og hænderne slipper vindueskanten
et RYK i toget
kaster kroppen bagud
ved et sæbe [sic]
ved et sæde og griber fast
og omfavner
der er noget der bevæger sig
hvad er det nu det er?
er det verden udenfor
eller toget?
eller er det kroppen
der bevæger sig
i toget
i verden
i universet?
er bevægelse overhovedet mulig?