HVAD STORBYENS SNE
i øjet
i storbyen
i det forcromede øje
i det 37 år gamle øje
der har levet hele livet
set hele livet
i storbyen
i øjet
i storbyen
ligger sneen smudsiggrå
på gaden
på tagene
på bilerne
overalt
i de 37 år
i øjet
har sneen kommet
aldrig når den sku'
aldrig til jul
aldrig når det var belejligt
at det sku' sne
men altid
når man sku' noget andet
når man sku' ud! af storbyen
og DSB ikke havde taget højde for frost og for sne
og alting var frosset sammen igen
og i øjet på landet
der snegler sig forbi togets vinduer
ligger sneen som et dække
et skøde over landskabet
der er som en blid dyne
der tæppe der holder på jorden
pakker verden ind
og i øjet på landet
på perronen
hvor kulden møder en som en kulde der altid har været
der
en oprindelig kulde
ikke skræmmende ikke bleg
i øjet
i tanken om der hvor man kommer fra
og i afvejningen af de to mod hinanden
de 37 år
med sne i rendestene
smudsig
smudsighed
storbyens efterladenskaber
som sorte korn...
og man undrer sig
man undrer sig over
om der er noget man har mistet
om denne bevægelse fra storbyen ud på landet
er noget der indikerer et tab
eller det er en gevinst
jeg synker ned i sne
det kravler op i mine bukseben
og kulden pakker mig ind
jeg er tryg
jeg er beskyttet
ikke romantisk beskyttet
men tryg i min viden
om at landskabet har en ende
jeg har 37 år gamle øjne
født af by
og bagsiden af min retina
er et krydsfelt
af forvirrede årstider
jeg vender altid tilbage til storbyen
men det er sjældnere jeg kommer hel tilbage
ofte
er der et fodspor
i Slagelse eller Ringsted eller Helsingør og omegn
eller Frederiksværk
der vil stå der længe efter
at jeg er gået i seng
og det er blevet februar og marts
i byen København
i øjet
i øjet i storbyen
i øjet
i København...
er der gråt udenfor
og hvidt indeni