FEM OM KLOKKEN
så er den fem om klokken...
fem om morgenen igen jo
det er sjovt at tænke sig:
den er sgu altid fem et eller andet sted i verden
og man sidder hér i København
og klokken er fem i København
nogen gange er det sjovt at forestille sig at klokken ikke er fem
og man ikke er på vej hjem
eller på vej til et morgenværtshus
og så bliver man bedt om at drikke ud
sidste omgang sidste omgang
det er sgu længe siden
jeg skal bare lige...
og man skal aldrig bare lige
man skal bare se at komme ud skal man
man skal bare se at skride
så bartenderen kan
komme hjem
den er sgu altid fem om morgenen et eller andet sted
lige nu er den fem i København
og man sidder der med et
halvfyldt eller hvordan er det nu
halvtømt glas foran sig
og der er bare ikke sket en skid
ingenting er der sket
jo man har brugt alle sine penge
som sædvanlig
men et eller andet
et eller andet skal tiden jo gå med frem til klokken fem
men der er jo det der
halvfyldte eller
halvtømte glas
der lige mangler at blive
ordnet
så for ikke at få dårlig samvittighed
må man se bartenderen i øjnene
og så vender man sig væk fra baren
og hvad sidder der dér
hvad sidder der i sofaen
ovre ved væggen?
der sidder et par nylonstrømper
påskruet en krop
og et hoved
og nogle arme
og den ene arm ender i en arm der holder en cigaret
og den ander i et glas der er halvfyldt eller halvtømt
eller hvordan det nu end er
men nylonstrømper
nylonstrømper...
nylonstrømperne er KULsorte
og de omfavner benene som om
det hele er mejslet ud i marmor
og da hun læner sig lidt til siden
og diskret stikker benene
sideværts ud under bordet
kan man se den der søm
der strækker sig fra hælen
op af benet
ind under kjolen
og klokken fem der
på værtshuset i københavn
med et halvfyldt eller halvtømt eller
hvordan det nu end er glas foran sig
hvor man skal koncetrere sig om at få drukket ud
så bartenderen kan komme hjem
så man selv kan komme videre
bliver øjnene og hele sindet fanget ind af
den der lige linie
der går fra hælen og op bag
benet og forsvinder ind under kjolen
så længe det nu varer
men øjeblikket synes at strække sig
og da man kigger sig omkring
er alle frosset i positurer
med hånden på dørhåndtaget til toilettet
med viskestykket nede i glasset
med den tændte lighter på vej op til en cigaret
og flammen står helt stille i luften
og kysset der standser mellem to munde
og så ved man
at man har lige præcis så lang tid som man har
til at række en
ru hånd ud
og lade den følge linien fra hælen
op ad benet og ind under kjolen
så det gør
man så
klokken fem om morgenen
på værtshuset
i det indre af københavn
hvor
tiden er gået i stå
hvor
ingen skal hjem
ingen
skal videre
ingen
skal op
eller
ud
eller
kysse
eller
tænde cigaretter
der er kun en håndværkerhånd
der rækker ud
og lader de ru fingre
blidt
kradse ned ad
linien
bag på låret
ned mod hælen
som et kys
klokken fem om morgenen
kan man forestille sig at alting sker
man ku bilde sig ind at det her det var en fantasi
men det er ikke en fantasi
tiden ér gået i stå
klokken er ikke længere fem om morgenen
på værtshuset i det indre af københavn
klokken er ikke fem nogen andre steder i verden
klokken bliver muligvis ikke fem noget sted nogensinde igen
på jorden eller noget andet sted i universet
tiden er simpelthen gået i stå
der er kun følelsen af
nylon
mod ru håndværkerfingre