DRØMMEN PÅ HAVNEN - Sally & farvel
og ud af baren kommer
hvem?
Sørøver Sally
Sørøver Sally med den prægtige barm
som vi engang har ligget hos
og krammet
og elsket
og ønsket var vores
Og vi vinker til Sørøver Sally
som lige har fået fri
vi siger hej hej
Sally
vil du sammen med os?
Men Sally hun går sin egen vej
ned ad kajen
hjem til sig selv
og der står vi så
den her aften
og har ikke nogen at vente på længere
og ingen at vinke farvel
til
så vi siger det til os selv
såså kammarat
kom så hjem nu skal du i seng
sig "hej hej"
sig nu farvel
så vi ser ned i vandet
og finder os selv dernede
og løfter hånden
og vinker uden at sige noget
så går vi hjemad
væk fra havnen
væk fra al balladen
og Sørøver Sally
og Jim the Sailor Man
Og vi ved godt det kun er noget vi har drømt
at det er et spil
vi spiller med os selv når vi går tur langs med havnen
og drømmer om en tid som var engang
måske for meget længe siden
da København var en lille flække
og ikke alt
var i sten og beton
og kajerne var jordvolde
og træplanker ud i vandet