Enrique Vila-Matas
DEN BÆRBARE LITTERATURS HISTORIE - KORT FORTALT

Oversat af Ole Dalgaard

 

PROLOG

 I slutningen af vinteren 1924 var den russiske forfatter Andrei Biely, der følte overbevisthedens uafvendelige lavastrømme stige op i sig, plaget af en nervøs krise på den klippe, som Nietzshe anså for den evige tilbagekomst. Den selvsamme dag i samme time ikke langt derfra faldt musikeren Edgar Varese pludselig af hesten, da han i en parodi på Apollinaire foregav at belave sig på at gå i krig.

 For mig at se synes disse to scener at udgøre grundpillerne i den bærbare litteraturs historie: en i sit udspring europæisk historie og så let som den skrivebordskuffert, som Paul Morand havde med sig på sine rejser i luksustoge gennem det illuminerede natlige Europa: et mobilt skrivebord, som inspirerede Marcel Duchamp til hans boîte-en-valise, utvivlsomt det mest geniale forsøg på at ophøje det bærbare til kunst. Duchamps skuffekuffert, som indeholdt reproduktioner en miniature af alle hans arbejder, blev uden tøven konverteret til anagram for den bærbare litteratur og symbol for de første shandier.

 Nogle måneder senere skulle Jaques Rigaut med en lille ændring lægge sidste hånd på Duchamps anagram (over boîte-en-valise'en en pyntekam med spænde) for med hans egne ord "at gøre letvægtens apoteose i litteraturhistorien" gældende. Hans tegning blev meget berømmet, måske på grund af dens udtalte heterodokse karakter, og udløste en sand lavine af nye og vovede profaneringer af det duchampske anagram, et klart bevis på den vilje til konstant forandring, som besjælede det hemmelige shandy-selskab.

 I de samme dage, og som om der blandt de første shandier herskede en almindelig frygt for, at skuffe-kufferten skulle være tilgængelig for en hvilkensomhelst klovn, designede Walter Benjamin med bemærkelsesværdigt held den lystige maskine til at veje bøger med, som bærer hans navn og som også i dag med absolut præcision tillader os at afgøre, hvilke litterære værker, der er utålelige og som følge deraf, endskønt de forsøger at skjule det, ubærlige.

 Det er ikke tilfældigt, at teksterne af Benjamin-maskinens opfinder for en stor dels vedkommende netop skyldes hans mikroskopiske blik kædet sammen med hans utrættelige tilegnelse af teoretiske perspektiver. "Det var de små ting, der mest tiltrak ham", skrev hans nære ven Gerschon Scholem. Walter Benjamin syntes om gammelt legetøj, frimærker, postkortfotografier og disse imitationer af vinterlandskaber, der er lukket inde i glaskugler, hvor det sner, når man ryster dem.

 Walter Benjamins håndskrift var næsten mikroskopisk og hans egen ambition, som forblev uopfyldt, var at nedfælde hundrede linjer på ét stykke papir. Fra sit første besøg hos Benjamin i Paris beretter Scholem, at Benjamin trak ham med ind på Cluny Museet for på en udstilling af jødiske ritualgenstande at vise ham to hvedekorn, hvorpå en tvillingesjæl havde nedskrevet hele Schema Israel.

 Walter Benjamin var også tvillingesjæl med Marcel Duchamp. Begge var på én gang vagabunder, altid på vej, og eksilenter i kunstens verden og samtidig samlere belæsset med ting, det vil sige, lidenskaber. Begge vidste de, at miniaturiseren er at gøre bærbar, og at det er den ideelle måde at besidde ting på for en vagabund eller en eksilent.

 Men at miniaturisere er samtidig at dølge. Ducham for eksempel følte sig altid tiltrukket af det overordentligt uanseelige, det vil sige, af alt, der kræver at blive dechiffreret: emblemer, manuskripter, anagrammer. For ham betød miniaturiseren også at gøre ubrugelig: det, der er reduceret, er på sin vis befriet for betydning. Dets lidenhed er på samme tid et hele og et fragment. Kærligheden til det små er en barnlig følelse.

 Så barnlig som et blik fra Kafka, der, som man ved, kastede sig ud i en kamp på liv og død for at træde ind i det fædrende selskab, men kun på betingelse af, at han kunne forblive det ansvarsløse barn, han var.

 Som uansvarlige børn opførte de bærbare forfattere sig altid, og allerede fra første færd dekreterede de som ufravigeligt krav for at indtræde i det hemmelige shandy-selskab permanent ungkarlestatus, eller i det mindste opførsel som i en sådan, det vil sige funktion som en ungkarlemaskine i den forstand, som Marcel Duchamp foreskriver kort efter at være blevet underrettet af netop Edgar Varese om Andrei Bielys nervekrise: "I det øjeblik, jeg ved ikke hvorledes, lyttede jeg ikke længere til Varese, og jeg tænkte, at man ikke skal tynge sit liv for meget, med for mange belastende ting, såsom kone, børn, hus på landet, bil etcetera. Og lykkeligvis fattede jeg det hurtigt. Således har jeg levet lang tid som ungkarl mere ubesværet, end hvis jeg skulle have beskæftiget mig med alle livets normale vanskeligheder. Når alt kommer til alt, er det det vigtigste".

 At Duchamp forstod alt det nøjagtig i det øjeblik, da Varese fortalte ham om Bielys nervekrise på den evige genkomsts klippe, er og bliver en gåde. Man spørger sig uvægerligt, hvilken forbindelse der kan være mellem Bielys nervesammenbrud og Duchamps beslutning om at forblive ungkarl for enhver pris og drømme med åbne øjne som alle uansvarlige børn. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at vide. Det mest sandsynlige er, at der slet ikke er nogen forbindelse, at der simpelthen uventet, uden nogen erindring eller bevidst association, der tillader en umiddelbar forklaring, viser sig et billede af en ugift person for Duchamp: umulig, letkøbt og delirisk, det vil sige en bærbar kunstner eller, hvad der er det samme, en eller anden, som man stille og roligt kan tage med sig et hvilket som helst sted hen.

 Hvorom alting er, står det fast, at Vareses fald, Bielys nervøse krise og den uventede tilsynekomst af en ugift, letkøbt, delirisk kunstner i Duchamps forestillingsverden var de piller, hvorpå det hemmelige shandy-selskab byggede.

 Foruden en høj grad af vanvid fastlagde man de to andre ufravigelige krav for at høre til dette selskab: ved siden af betingelsen om, at den enkeltes værk ikke måtte være tungt og let skulle kunne bæres i en kuffert, var den anden ufravigelige betingelse, at man fungerede som en ungkarlemaskine.

 Endskønt fravigeligt, anbefaledes det også at være i besiddelse af visse egenskaber, som ansås for typisk shandiske: fornyelsesånd, ekstrem sexualitet, mangel på store planer, utrættelig nomadedrift, intenst samliv med sin dobbeltgænger, sympati for de sorte, dyrkelse af uforskammethedens kunst.

 Der er i uforskammetheden en hurtighed, en stolt spontanitet, som slår de gamle mekanismer itu og triumferer over en mægtig, men langsom modstander med sin fart. Allerede fra første øjeblik så shandierne, at intet var mere ønskværdigt end at lade den bærbare besværgelse forandres til spektakulær forherligelse af det, der opstår og forsvinder ved uforskammethedens arrogante lynsnarhed. Heraf fremgår det, at levetiden for shandiernes besværgelse, hvis overordnede karateristikum var at besværge selve det at besværge, blev kort. Tre år efter Vareses fald og Bielys nervøse krise, nøjagtig den dag, man fejrede Góngoras i Sevilla i 1927, opløste satanisten Aleister Cowley med en bevidst teatralsk gestus de bærbares selskab.

 Mange år efter at Cowley overlod shandiernes ørn friheden, er jeg i stand til at bekræfte, at det bærbare selskab bestod langt ud over medlemmernes forestillings fjerne horisonter. Det blev det sammenslutningens bindeled, af hvilket de formede et hemmeligt selskab uden fortilfælde i kunstens historie.

 Man vil på disse sider stifte bekendtskab med de, der risikerede noget, om ikke livet, så i det mindste forstanden, for at frembringe arbejder, som på den ene eller anden måde altid indeholdt en truende farlighed. Vi vil møde de, der gjorde det muligt, at man så let som ingensinde kan rive masken af de, der, som Hermann Broch sagde "ikke er dårlige forfattere, men forbrydere".

 Vi vil møde de, der gjorde romanen om det gladeste, ustadigste og skøreste hemmelige selskab, som nogensinde har eksisteret, mulig: forfattere, der er blevet helt sorte indeni af al den kaffe og tyrkiske tobak, letkøbte og deliriske helte fra det tabte slag, som livet er, elskere af skriften, når de kaster sig ud i de mest underholdende og også mest radikale eksperimenter.

 

 MØRKE OG MAGI

 Jeg skylder en kort samtale med Marcel Duchamp og i særlig grad Enker og Soldater, en endnu ikke offentliggjort bog af Francis Picabia, de værdifuldeste informationer om to femme fatales'afgørende delagtighed i stiftelsen af det hemmelige shandy-selskab i Port Actif.

 Picabia fortæller, at der i slutningen af vinteren 1924 i byen Zürich overfor nummer 1 i Spiegelgasse, det vil sige overfor Cabaret Voltaire, hvor DADA i de dage fejrede den lykkelige femårsdag for sin forsvinden fra kulturscenen, var en balkon med form som en pygmæfløjte af papayatræ, og på denne balkon stod en fuldmånenat lang en garbardinefrakke, hvorunder en spansk skønhed med det helt forfærdelige navn Berta Bocado bevægede sig uroligt og stjålent holdt øje med det uafladelige postyr, som de forhenværende dadaister, som i parentes bemærket ikke et øjeblik opdagede, at de blev udspioneret af spanierinden, anstillede.

 Den nat var Berta Bocado som et kamera med åben linse: et passivt, minutiøst, eftertænksomt kamera. Hun havde netop modtaget et brev fra sin tidligere elsker Francis Picabia, i hvilket han efter at have underrettet hende om sine bekymringer, bad hende om, at forsøge at slutte venskab med en russisk forfatter ved navn Adrei Biely og finde ud af, om han, når man så bort fra nervekriser på historiske klipper, også besad et vist genie og humoristisk sans: "Såvel Marcel (Duchamp) som jeg – slutter brevet – er interesseret i at vide, om Biely er en af vore. Af de oplysninger, vi er i besiddelse af, fremgår det, at han bor i din gade og om eftermiddagen spiller skak med Tristán Tzara. Åbenbart fungerer han som ungkarlemaskine. I hans bedste roman, St. Petersborg, er protagonisten en konspirator og samtidig ungkarlemaskine, som i et anfald af vidunderlig inspiration spiser en bombe og mærker dens behagelige tikken i maven. Sandsynligvis er Biely en førsteklasses forrykt. Det ville glæde os, om du kunne lære ham at kende og fortælle, om han har ligheder med protagonisten i sin roman. Vi afventer din beretning".

 Det vides ikke, om det skyldtes egenskaben af femme fatale eller om det simpelt hen var almindelig tendens til forvirring, der forårsagede, at Berta Bocado forvekslede Biely med en anden russisk statsborger, som også boede i Spiegelgasse og af og til om eftermiddagen spillede skak med Tzara, Arp, Schwitters og co., men som om natten trak sig tilbage til sin lejlighed og ikke ville vide at de forhenværende dadaister. Vladimir Ilich Uliánov var hans navn, og han ventede i Zürich i selskab med en vis Krupskaja på, at revoloutionen skulle bryde ud i hans land.

 Få dage senere sendte Berta Bocada nogle fuldstændigt vildledende oplysninger til Picabia og skabte således en misforståelse, som i allerhøjeste grad bidrog til konsolideringen af det bærbare selskab: Det drejer sig om en sælsom russer, som selv i godt vejr, går på gaden med galocher, paraply og vatteret vinterfrakke. Han har paraplyen i et hylster og sit ur i et futteral af gemseskind, og en lommekniv, som han bruger til at spidse blyanter med, er ligeledes anbragt i et etui; det kunne endda se ud som om, hans ansigt er indhyllet, fordi han altid skjuler det bag den opslåede frakkekrave. Han går med mørke briller, uldskjorte, stopper vat i ørene, og når han stiger op i en vogn, giver han kusken besked på at slå calechen op. Med andre ord, ser man hos dette individ en konstant trang til at dække sig under en eller anden form for betræk, som afsondrer ham fra og beskytter ham mod ethvert udefrakommende blik Jeg tror han tilmed må have en mani med at opbevare sine idéer i et etui ..." "... jeg har forsøgt at forføre ham, og det eneste, jeg opnåede var, at han inviterede mig op i sin lejlighed, men da vi endelig var nået så langt, begyndte han at opføre sig temmelig besynderligt: uden at værdige mig et blik var han tilsyneladende udelukkende optaget af nogle sagsmapper, som han hektisk og krampagtigt bar rundt til snart det ene snart det andet sted i værelse, nogle af mapperne lagde han hele tiden et andet sted, andre gemte han væk. Jeg formoder, de indeholdt manuskripter til hans romaner. Og jeg siger udtrykkeligt formoder, fordi han, mens alt det her foregik, igen og igen holdt fast ved, at han ikke var romanforfatter og rædselsslagen bestred nogensinde at have skrevet noget om sammensvorne, der sluger bomber eller nogetsomhelst andet i den stil. Det var klart, at han ønskede at slippe af med mig så hurtigt som muligt, og det, du kender mig jo, irriterede mig. Jeg kaldte ham uopdragen, hvortil han hemmelighedsfuldt replicerede, at han ikke var uopdragen, men snarere en passioneret bærer af alt, der så ud til at være bærbart ..."

 Da Picabia modtog brevet, havde han en fornemmelse af, at der bag russerens sælsomme opførsel kunne ligge en besked i kode skjult, som han burde dechiffrere. Han tilbragte dagevis i forsøg på at finde hoved og hale i den hektiske bæren rundt på sagsmapper, til Duchamp, som endnu ikke kendte til indholdet af Bocados brev, fortalte ham om en drøm og uden at vide af det lettede ham den afgørende vej til det, han i den grad havde søgt.

 Duchamp fortalte ham, at han havde drømt fire sætninger: de tre første bestod af ord, der var underlagt tilfældighedens lov, sætninger, der reflekterede et sprog, som man kunne vente det af tilfældet, hvis hævdholdelse, som det er almindelig bekendt, altid har ligget Duchamp på sinde. Alle sætningerne undtagen den sidste skulle flere år senere dukke op i en antologi, som André Bretón tilegnede den sort humor:

 Etrangler l'etranger

 Eglise, exil

 Rrose Selavy et moi esquivons les eccymoses

 Des Esquimaux aux mots exquis

 C'est Belyj le plus vieux du Port Atif

 Denne fjerde og sidste sætning, den eneste der ikke bestod af ord, der var underlagt tilfældighedens lov, havde en magisk betydning for Picabia, som i Port Atif (bærbar) troede at se en åbenbaring, det løsen, som gådefuldt forbandt Duchamps drøm med Bielys budskab, og rettede hans opmærksomhed mod Port Actif, en afrikansk koloni ved floden Nigers munding.

 Efter ikke så få vanskeligheder lykkedes det ham at overbevise fire af sine venner – Duchamp, Ferenc Szalay, Paul Morand og Jacques Rigaut – om det absolut nødvendige i at begive sig til de nigerianske bredder. Og den 27. juli 1924 gik de ombord på et skib med kurs mod de afrikanske kyster til en fremtidig shandy-sammensværgelse, som de i de dage ikke præsist vidste, hvad gik ud på, men som de ikke var i tvivl om ville spire frem i fuldt lys i et kontinents mørke, som var endnu dunklere end den på den anden side dengang altid dystre bærbare ånd.

 Ved ankomsten til Port Actif, beretter Picabia, mærkede de straks en uhyrlig fascination af den verden, de var rejst til: "...vi følte os befordret til en ny stjerne; jeg husker, at vi en eftermiddag gjorde anstalt til at gå land, og at en sky af negerunger invaderede dækket: de stak deres raserede hoveder ind gennem vinduerne til vores kahytter og viste de strålende øjne og smil, som lyste af blændende tænder. De stak deres spinkle hænder frem, hulede som rosa muslingeskaller, for at bede om penge ... snart var vi såmænd på Port Actifs store torv, kvadaratisk og smukt, overfyldt med pensioner, barer og butikker. Marcel, Paul, Ferenc, Jaques, alle smilede samtidigt, da de opdagede, at her var der en Café du Louvre. Der satte vi os og smagte på de egenartige micris, som er kaffebønner fra Harrar overtrukket med et tykt lag sukker. To negere nærmede sig og faldbød agater fra Ceylon, bjergkrystal fra Tamojal, sølvringe, gazellehorn, strudsefjer og nigerianske skjold ..." "...men da natten faldt på, og den første fortryllelse af dette fascinerende sted allerede var blegnet, begyndte vi at frygte, at der her næppe kunne vederfare os noget af betydning."

 Tre lange dage kedede de sig bravt på Café du Louvres terrasse, og i virkeligheden stod det ingen af dem helt klart - selv ikke Picabia, der havde fået dem med på den galaj - hvad de lavede dér. Duchamp, dem mest deprimerede af dem alle, gentog utrætteligt, at fem ungkarlemaskiner strandet i en afrikansk havn, efter hans mening ikke gavnede stort mere end en latterlig samling forrykte apparater. Picabia forsøgte at være optimistisk og kunne hele tiden, selvom han vidste, at han narrede sig selv, og til vennernes store irritation, se tegn i sol og måne eller i torvets søjlegange eller i de beundringsværdige miniaturer, som negrene solgte. Men først om eftermiddagen den tredje dag troede Picabia virkelig at se et rigtigt interessant tegn, intet mindre end en neger, som kun havde ét ben og spillede fløjte på sit skinneben: det vil sige én, der var identisk med Lelgoulach, en fiktiv person i Raymond Roussels Indtryk fra Afrika.

 Mørke og magi. Picabia formodede straks, at det dennegang kunne handle om et højst betydningsfuldt tegn. Tegn på hvad? spurgte Duchamp, Szalay og co. med én mund, tydeligvis allerede godt trætte og lede og kede af at være vidne til Picabias søgen efter virlkårlige associationer, som skulle angive en retning i kaos. Men netop i det øjeblik så de pludselig en fremmed vidunderlig kvinde ("Høj og mørkhåret. Usædvanlig sanselig, en absolut fuldendt fremtoning"), som i stor hast gik tværs over torvet og forsvandt ind i en gyde fulgt af Lelgoulach og hans musikalske skinneben.

 Efter et øjebliks almindelig forbløffelse, reagerede Picabia og ville vide, om de andre havde set det samme som han, nemlig, som han udtrykte det, en skøn besjælet maskine. Morand svarede, at i virkeligheden var det en komisk variant af orangeblomsten, der var gået over torvet. Szalay blandede sig og påstod kategorisk i et forsøg på at bestemme den fremmedes nationalitet, at der fandtes tre køn: hankøn, hunkøn og den franske skønhed, som netop i al hemmelighed var gået tværs over torvet. Rigaut rejste sig forlegent, fuldstændig ude af sig selv og "forelsket, endnu uden at have lært hende at kende, brød han op og fulgte efter denne skæbnesvangre kvinde".

 Kvinden viste sig at være Georgia O'Keefe, amerikansk maler og billedhugger, som var på rejse rundt langs den afrikanske vestkyst i selskab med digteren William Carlos Williams, en god ven af Duchamp.

 Ved middagen, der fulgte på dette lykkelige møde, viste hun sig at være en ivrig tilhører til Picabias tale om ungkarlemaskiner, fiktioner og andre fremtidige sammensværgelser. Lelgoulach undlod ikke at sætte musik til alle ord, der blev sagt under middagen, til hans fortryllede skinneben æresfrygtigt sluttede sig til den øvrige gruppes tavshed, da O'Keefe begyndte at spille rollen som femme fatale, der allerede var indføjet i ungkarle-mekanismen, og udfoldede sin teori om, hvad hun forstod ved ekstrem seksualitet: et koncept, som, på grund af en intim tilknytning til ungkarlemaskinernes funktion, straks blev et af de mest typisk shandytræk.

 Fuldt bevidst om at ungkarlemaskinernes adelsmærke var af seksuel karakter påstod Georgia O'Keefe, at disse var sammensat af en mekanisk og anden organisk enhed, og at de sammen i en sluttet kreds forenede komplekse forbindelser af lyst og skræk, af ekstase og straf, og af liv og død.

 "Nøjagtig som med energi eller libido – beretter Picabia, at denne femme fatale, mens hun filede negle, fældede sin dom – må man fraskrive kærligheden dens genetiske forudbestemthed, som er reproduktion, og i stedet udelukkende søge selvtilfredsstillelsen. Med andre ord forene sig af ren og skær lyst uden tanke på efterslægt eller andre petitesser. Det er, hvad jeg forstår ved ekstrem seksualitet."

 Efter den ordrette gengivelse af O'Keefes tale afslutter Picabia brat sin beskrivelse af den stiftende forsamling i Port Actif og taler om den gådefulde og tankevækkende tavshed, der opstod mellem dem, en hemmelig pagt: "Hvis vi indtil da havde slæbt vores fortid efter os som en luftig komethale og kendt uendelig lidt til vores fremtidige sammensværgelse, så forenede Georgias dom os i en ganske uventet fuldkommen hemmelighedsfuld tavshed, og den nat faldt der ikke flere ord, fordi vi anså den for det ideale afstemte leje, der tillod os at føje resten af de typisk bærbare krav til den mest absolutte og tillokkende af alle tavsheder. Og således forstummede vi alle, da vi forstod, at en hørbar samtale virkelig ikke var nødvendig, fordi vi allerede længe havde talt sammen uden at tale højt. Vi konverserede i stilhed, og vores snak var en af de mest interessante, man kan forestille sig. Udtalte, hørbare ord ville ikke have opnået samme virkning som denne tavshed.

 Om denne hemmelige pagt, der lagde grunden til shandyismen, er jeg ikke i besiddelse af andre oplysninger end dem, Picabia afslører i sin bog, men jeg tror, det er fuldt ud tilstrækkelige og troværdige informationer til at komme frem til den konklusion, at det var takket være en skæbnevanger kvindes definition af ekstrem seksualitet, at fødslen af de bærbares verden blev virkelighed, et univers, der var barn af misforståelse og tilfædighed. Af misforståelse på grund af Berta Bocados forveksling af russere. Og af tilfældighed på grund af mødet med Georgia O'Keefe, der havde fordrivelse af moderskabet fra shandysproget til følge.

 Alt tyder altså på, at optagelsen af skæbnesvangre kvinder i den bærbare verden understøttede det hemmelige selskabs fødsel. Men som vi jo ved: er det at fødes det samme som at begynde at dø. At de skæbnesvangre kvinder installerede sig i ungkarlemaskinerne garderede ikke disse sidstnævnte mod uoprettelige skader, for netop som de følte sig levende og bærbare, omfavnede Døden dem, hvilket forklarer såvel den øjeblikkelige fremkomst af ordet selvmord på deres horisont som det faktum, at en af bordfællerne fra Port Actif, præcis han, der havde forelsket sig i den skæbnesvangre kvinde, på stedet blev klar over det skæbnebestemte i et bærbart bureau: generalagenturet for selvmord.

 

 SELVMORD PÅ HOTEL

 Det kunne se ud som om, det er en historisk konstant, at der blandt grundlæggerne af ethvert hemmeligt selskab altid er en Rasmus Modsat. I tilfældet shandy var alle bordfællerne fra Port Actif store livelskere med undtagelse af Rigaut, som fra begyndelsen tog Dødens parti.("Vous êtes tous de poètes et moi je suis du côté de la mort"), eller rettere selvmordets, et ord der ikke skulle bandlyses i shandysproget før den dag, da Rigaut efter to års tøven begik selvmord på et luksuriøst hotel i ben Palermo.

 Det tog ham så længe at beslutte sig, at han havde tid til at være øjenvidne til den celebre bølge af ungdomsselvmord i Paris 1924, et lune, som blev hårdt fordømt af nogle af bordfællerne fra Port Actif: "Al denne tagen-sig-af-dage – skrev Szalay – er tilsyneladende udelukkende en sag for unge med en tåbelig indstilling, og den yngste og dummeste af dem, eller i det mindste den, der står os nærmest, er den ubesindige Rigaut; der må gøres noget ved den ekstreme ungdom og selvmordet, to ord , der åbenbart nutildags synes snævert forbundet og som stemmer dårligt overens med den bærbare ånd." Og Paul Morand afsluttede en konference i Reims med disse ord, som var tydelig rettet mod vennen Rigeaut: Det er ikke alvorligt ment, mine herrer. Hvis man vil tage sig af dage, bør man gøre det straks, det vil sige, mens man endnu er barn, at gøre det meget senere er lidt latterligt, for man kan ikke blive ved at være ængstelig, når man allerede er fyldt syv år.

 Rigaut skænkede sine venners ord ringe opmærksomhed, for efter sin hjemkomst fra Afrika havde selvmordet for ham opnået en enestående ceremoniel betydning. De første skridt til denne definitive gestus havde han taget i Port Actif, da han uden at sige noget til nogen trængte ind i urskoven og blev væk i en nat af mørke træer, hvor han omgivet af bladenes fugtige tavshed opdigtede det påskud, at han var håbløst forelsket i Georgia O'Keefe, for på den måde at føle sig endnu stærkere fristet til at tage livet af sig, thi han var sikker på, at hans elskede ville afslå ham ubeset, hvad hun også gjorde. Men, som jeg allerede har sagt, hindrede det ham ikke i at nøle endnu to år med at begå selvmord.

 Og det var i den periode, at han gennem en dyb følelse af ulykke og ved udsigten til selvmord genvandt sin humoristiske sans, hvilket man let kan overbevise sig om i den tekst eller annonce, som han udformede i Paris efter sin tilbagekomst fra Port Actif for at gøre opmærksom på sit generalagentur for selvmord, et i den bærbare litteraturs historie enestående bureau:

 "Generalagenturet for Selvmord har endelig indrettet behagelige omgivelser, der indbyder til at skille sig af med livet, for døden er den eneste af alle modløsheder, der aldrig lader sig undskylde. Efterfølgende kan vi tilbyde ekspresbegravelse med banket, lit de parade med forbidefilerende venner og bekendte, fotografi eller dødsmaske (efter ønske), ilægning i kiste, religiøs ceremoni (fakultativ) og overførsel af lig til kirkegård. Generalagenturet for Selvmord er gerne behjælpelig med fuldbyrdelse af vores kunders sidste vilje".

 To måneder efter offentliggørelsen af annoncen, lod Rigaut overilet sit selvmordskontor i stikken og gik om bord på et skib til Amerika. Hans forkærlighed for iscenesættelse af traurige komedier førte ham direkte til det hus, hvor William Carlos Williams (som han mente måtte være O'Keefes elsker) boede, og foran hvis dør han forsøgte at stille den forsmåede forelskedes fortvivlelse til skue.

 Vi har kendskab til meget interessante detaljer fra hans maritime rejse, fordi han blev gode venner med en elegant passager, fotografen Man Ray, som flere år senere på ubarmhjertig vis skulle fortælle det hele i en underholdende bog, Travels with Rita Malú, hvor han beskriver Rigaut som en patetisk og teatralsk herre, som kastede sig ud i en fortvivlelse, som ikke engang han selv troede på, men som ved flere lejligheder afslørede sin sans for humor. For eksempel var han næppe gået i land i New York, før han følte sig foranlediget til at lade denne bekendtgørelse trykke i den lokale presse:

 "Fattig, middelmådig ung mand, 21 år, med rene hænder, ønsker at indgå ægteskab med kvinde, 24 cyllinder, sund, erotoman eller med anamitisk som hovedsprog og helst med efternavnet O'Keefe. Henvendelse til Jaques Rigaut, 73, boulevard de Montparnasse, Paris. Uden fast bopæl i New York."

 Straks efter at have indgivet denne annonce begav han sig hen til William Carlos Williams' hus. Williams åbnede døren og kunne ved synet af den fremtidige selvmorders vilde ansigt ikke tilbageholde et kæmpegrin. Foran ham stod Rigaut med en buket orkidéer og en vis bleghed malet i hovedet, som om han var offer for en kærlighedsfeber, der rev hans hjerte i stykker.

 Det var virkelig et syn, der var et fotografi værd, og Man Ray, som var fulgtes med Rigaut til huset, spildte ikke tiden. Hans øjebliksbilleder, der cirkulerede blandt de første shandyier, havde til formål at bekræfte dem i den opfattelse, at der ikke i det hemmelige selskab var plads til ufrivillig komik eller fingeret fortvivelse, det vil sige til ekstrem ungdom.

 Det omtalte møde i en newyorksk gadedør førte også til, at den nordamerikanske digter sluttede venskab med Man Ray, og at han, der allerede var ven med Duchamp, på sin side indledte et tæt forhold til Georgia O'Keefe og de udmærkede shandier, som hun, da hun var vendt tilbage fra Port Actif, tålmodigt havde hvervet i de mest udsøgte kunstnerkredse i en by, der takket være det bærbare sus var ved at miste sin provinsielle dyd.

 Blandt Georgia O'Keefes venner talte man Walter Arensberg, Pola Negri, fyrst Mdivani, Skip Canell og Robert Johnson. Sidstnævnte åbenbarede sig for Man Ray som "mærket af det tomme rums træk, af skamløsheden og den præopfyldte død". Og han var under alle omstændigheder en meget sælsom person.

 Johnson var i lang tid mødt op til alle sine aftaler med en meget let lille kuffert, som alle og enhver troede indeholdt miniaturer af hans malerier, indtil man fandt ud af, at det i virkeligheden drejede sig om en picnickuffert med en suppeske, fire bakker, tolv tallerkener, seks glas og en barok-tekande af sølv.

 Men det særeste ved Johnson var, at han på en måde mindede om Rigaut, men at han til forskel fra ham syntes at have meget travlt med at forlade denne verden. Da Rigaut lærte ham at kende, var han forbløffet, beskæmmet og frem for alt foruroliget over at stifte bekendtskab med en selvmorder, der var langt mere beslutsom end han. "Se godt på mig i nat – sagde Johnson til ham – for jeg tvivler på, du kommer til at se mig igen. Om et par timer eksisterer jeg ikke mere." Og altså besluttede Johnson sig kort efter at være vendt hjem til at afslutte en opgave, der for længst var påbegyndt og som bestod af et fint sølvsmedearbejde: at polere hanken på barok-tekanden af sølv til den fik en fuldkommen afrundet form og bruge den som projektil til at blæse hjernen ud på sig selv.

 Hvad Johnson ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig var, at hans død forvandlede ham til en slags New York-Werther: byen befolkedes fra om natten til om morgen som i en imitation af Paris af unge selvmordere, der fascineret af barok-sølvtekande-døden kastede sig ud fra hængebroer, dog ikke uden først at have skrevet lystige breve til dommerne, hvori de angav de forskelligste grunde til at forlade dette liv.

 En af disse unge selvmordere, billedhuggeren Gaudier-Brezskas broder, tilegnede meget betænksomt dommeren dette beundringsværdige digt: "Morgen. Slut./ Slut. I morgen./ I morgen. Slut./ Slut med i morgen./ Med i morgen er det slut./ I morgen slutter det. / Slut. Prut."

 Selvmordsbølgen var så voldsom, at Skip Canell, en af Johnsons nære venner, bad Rigaut som anerkendt autoritet på selvmordsområdet om ufortrødent at rette en indtrængende opfordring til ungdommen om at tage afstand fra den slags selvmordsgriller. Og det var årsagen til, at man i slutningen af december 1924 i New York Times kunne finde følgende læserbrev underskrevet Jaques Rigaut:

 "Der er ingen grund til at leve, men der er heller ingen grund til at dø. Det ligger mig på sinde, højtærede hr. chefredaktør, at denne bys ungdom af dette brev må begribe, at den eneste tilladte måde at demonstrere vor livslede på er at akceptere livet. Det fortjener ikke, at vi gør os den ulejlighed at forlade det. ... Selvmordet er meget bekvemt, for bekvemt: jeg har ikke begået selvmord. Det vejer tungt, at jeg ikke vil tage afsked med livet uden først at have sikkerhed for, at jeg kan tage Frihedsstatuen, Kærligheden eller De forenede Stater med mig. Tillad mig med disse linjer at protestere på det kraftigste mod denne absurde selvmordsbølge fra hængebroer. Unge i New York, vælg et prægtigt hotel, hvis I vil forlade livet. Der findes hoteller, der ærlig talt er meget litterære. Når alt kommer til alt, ordenes verden hviler ud på hotellerne efter anstrengende fantasier. I Europa, hvor man længe nok har vidst hvordan, anser man udelukkende selvmord på Ritz for passende."

 Offentliggørelsen af dette brev forårsagede den stik modsatte virkning af, hvad Skip Canell havde tænkt sig, og forøgede antallet af selvmord og breve til dommerne skandaløst. Berømt blev det, Skip Canells yndlingsnevø skrev: Hr. dommer, det er mig en fornøjelse at kunne meddele dem, at jeg til mit selvmord har udset netop den dag, da jeg grundet min onkels død arver en anseelig formue."

 Ifølge Man Ray hjalp Rigauts brev dem til at opdage et nyt for shandier typisk karaktertræk: radikal tilbagevisning af hele idéen om selvmord og samtidig af ethvert nymodens, romatisk tic: "Rigauts brev beviser, at han var den eneste af os, der var tilhænger af selvmord. For os andre var det meget klart, at en vandflyver for eksempel var en million gange mere tillokkende end udslået hår i vinden og Heinrich von Kleists selvmordsmavebesvær ved Wannsees grønne breder."

 Pludselig rystede et af New York-selvmordene Rigaut. Hans bedste ven i byen, som var portier på Ritz, hængte sig i hotellets vestibule. Trist og beskæmmet pakkede Rigaut sin lille kuffert og vendte tilbage til Paris, hvor han forvandlede sig til et tynget menneske, hvis omflakkende voluminøse skygge strejfede rundt i Monmartres gader og desperat forsøgte at udskyde et selvmord, der dag for dag syntes mere uundgåeligt. Han flyttede fra hotel til hotel i selskab med en sort skønhed, Carla Orengo, og slæbte altid en tung rejsekuffert med sig. I virkeligheden var det en sekretær med to hylder til notesbøger, tre skuffer til dokumenter, foruden en bås til skrivemaskinen og et sammenklappeligt bord. Man Ray er af den opfattelse, at vægten af den rejsekuffert, som også Rigaut indså var umulig at bære, kunne være en af årsagerne til, at han til sidst besluttede sig for at begå selvmord og udvalgte Gran Hotel i byen Palermo til formålet.

 I slutningen af 1926 installerede Rigaut sig i omtalte hotel efter at have truffet forberedelser til aldrig mere at vende tilbage til Paris. I skufferne i hans rejsekuffertsekretær opbevarede han alle mulige barbiturater, som han utrættelig indtog. Han kastede sig ud i et pilleorgie uden lige med den hensigt at tage sig af dage eller lade pillerne gøre arbejdet, som om han nu havde fået smag for den død, han hidtil havde haft en vis frygt for.

 Den morgen, da han skulle have forladt hotellet for at starte en afgiftningskur i Kreuzlingen, fandt de ham død. På trods af sin kraftesløst udmattede tilstand var det lykkedes ham at slæbe sig selv og sin madrads hen til mellemdøren til Carla Orengos værelse. Denne dør havde altid været uaflåst, men man fandt den lukket med nøglen drejet om. En sidste gestus oven over en madras, ligeså grotesk som umulig at dechiffrere.

 Man Ray fortæller, at da shandierne fik meddelelsen i Paris, tænkte de, at man i den kommende tid måtte forbygge enhver form for lunefulde selvmord i det hemmelige selskabs skød, og de spredte derpå tekster af enhver art om, hvor uovertruffent dette selvmord havde været; de troede, at hvis de fremstillede det som noget uovertruffent, ville de fremtidige bærbare undlade at tage konkurrencen op med Rigaut på selvmordsområdet. Blaise Cendrars skrev f. eks.: "På hotellet i Palermo dannede nøglen, nøglehullet og denne lukkede åbenhed i dette øjeblik og uden tvivl i al fremtid en gådefuld trekant, hvor på en gang Rigauts arbejde kommer os i møde og nægter os adgang. Under alle omstændigheder et uovertruffent selvmord. Jeg anbefaler mine venner ikke at forsøge at overgå det, for det er en uløselig opgave, og der findes ikke noget værre end at tage sig af dage, gøre sig selv til grin og til slut ikke engang erfare, hvorfor man har gjort sig latterlig".

 Men Maurice Blanchot, der i Faux pas behandler det bærbare fænomen kort, men brilliant, var af den mening, at frembringelsen af teksterne egentlig ikke så meget havde til hensigt at overbevise læserne, men i langt højere grad forfatterne selv. Det er højst sandsynligt, at det i nogle tilfælde var rigtigt. Det ser man tydeligt for eksempel i Y el chochón?, et digt, som fyrst Mdivani skrev i en ubevægelig ubåd. Pennen ryster i hans hånd eller han bliver vanvittig eller simpelt hen panisk ved tanken om at blive lokket af selvmordet. I al fald skrev han disse ufordøjelige vers om Rigauts barbiturater: "Phanodorme, Variane, Rutonai. / Hipalene, Acetile, Sonothai. / Neurinase, Veronin, Good bye."

 Paul Morand, der ikke var uden humor, fortolker dette digt som "virkelig genialt, for jeg har opdaget muligheden for at gennemføre selvmordet i skriftens eget rum."

 At gennemføre selvmordet i skriftens eget rum. Det, der blev til som en ironisk kommentar, endte som et princip, der blev akcepteret af alle medlemmerne af det hemmelige selskab. Og det var klart, at for fremtiden kunne selvmordet udelukkende genneføres på papiret. Antonin Artaud for eksempel svarede således på en surrealistisk rundspørge, hvor man ville vide, hvad de adspurgte mente om at tage livet af sig: "Ja, men hvad mener De om et tidligere selvmord, et selvmord, der tillader os at vende tilbage, men til den anden side af eksistensen, ikke til dødens side? Kun det kunne give mening for mig. Jeg har ikke appetit på døden, jeg hungrer efter ikke at være til, til ikke at forfalde til denne forskansen sig bag dumheder, undsigelser, afkald og afstumpede møder ..."

 Skønt, som vi har set det, at alle shandiers drama i begyndelsen var at forstå, at man var faldet i grøften på Dødens side, så indså man hurtigt, at selvmordet ikke var nogen løsning, og at det udelukkende kunne genneføres i skriftens eget rum, om det så, som vi vil se, var at rejse rundt i den mest radikale tavshed eller forvandle sig til en litterær figur eller forråde selve sproget eller drikke likører så stærke som støbejern eller blive offer for blændværk, optisk vildelse eller for en bestemt variant af spejling, bærbare løsninger for enhver smag i den fælles hensigt at lægge dette dødens sprog bag sig, som Rigaut to år før, han drog gennem Montmartre med rejsekufferten som en bylt, havde opdaget under indtryk af Afrika i Port Actif, hvor alt synes at begynde.


                     © 1999 by Ole Dalgaard
                     http://www.ctv.es/USERS/dalgaard/