Harald Bergstedt

Den lille drengs sovetide

Solen er saa rød, Mor,
og Skoven blir saa sort.
Nu er Solen død, Mor,
og Dagen gaaet bort.
Ræven gaar derude, Mor.
Vi laaser vores Gang.
Kom, sæt dig ved min Pude, Mor,
og syng en lille Sang.

Himlen er saa stor, Mor,
med klare Stjerner paa.
Hvem monstro der bor, Mor,
paa Stjernen i det blaa?
Tror du der er Drenge, Mor,
der titter ned til mig?
Og tror du de har Senge, Mor,
og sover lisom jeg?

Hvorfor blir det nat, Mor,
og kold og bitter Vind?
Hør den lille Kat, Mor!
Den mjaver og vil ind.
Maagerne og Ternerne
har intet sted at bo.
Hø, nu synger Stjernerne!
De synger mig til Ro.

(1920, 2. oplag 1920, "Sange fra Provinsen, 3. bog")

------

Det fylder mig med vemod hver eneste gang jeg hører eller synger det. Vemod og navnløs erindring. En følelse, som om tiden er lige ved at gå i stå. Måske den samme følelse, jeg stritter imod hver aften, når jeg ikke vil sove.