Jeg holdt op
med at bruge biorytmer, fordi eksperimentet var en succes. Jeg kunne aflæse,
hvorfor et digt blev som det blev, alene ud fra dagens potentialer, men
det begyndte at genere mig, at jeg vidste hvad dagens potentialer var -
inden jeg overhovedet var gået i gang med at skrive. Og selvom det
af og til lykkedes mig at komme længere ned, blot fordi jeg gjorde
mig en ekstra anstrengelse for at udgå at føle mig forudsigelig,
var anstrengelsen ved at undgå min egen oplevelse af forudsigelighed
så hård, at jeg begyndte at kede mig. Så hellere forsøge
at følge med strømmen - go with the flow, og lejlighedsvis
lige registrere, at 'i dag ligner et digt med højt mentalt potentiale,
god kropskontakt og ringe følelsesmæssig indsigt', bare for
gamle dages skyld...
Der skal ikke
herske tvivl om, at jeg glæder mig til eksperimentet er overstået
d. 31.12. 2000. Jeg har registreret adskillige tilfælde af selvcencur,
alene ved tanken om, at der blandt mine dagens digt-abonnenter sad en del,
som havde været på så længe, at de ville kunne regne
ud fra hvilke livsomstændighederog humør et digt af en bestemt
type ville hidrøre fra. Og visse følelsesmæssigt nærtstående
abonnenter ville måske kunne sætte navne på. Og dét
begyndte at føles som en hæmsko, der fik mig til at skrive
ét særligt, cencureret digt til nettet og dagens digt, og et
eller flere andre, som rummede mit virkelige behov. Totalt absurd!
tilbage til
toppen