nu har jeg
kørt det her projekt i over ni måneder. og jeg tænker,
hvornår stopper det? Der er en sund repetition i såvel glæder
som sorger omkring dét at skrive dagens digt, og også i fremkomsten
af indhold. Men jeg får aldrig ro, fordi digtet ALTID skal skrives.
Havde jeg så bare sagt "5 dage om ugen", men det gjorde jeg ikke.
Men jeg
ser det til ende. Har det ikke lært mig andet, har jeg ihvertfald
fået en fornemmelse af, hvad det vil sige for mig at skrive
op imod dagens klokke: At jeg er langsommere end jeg troede - at jeg
overvejende behøver langt langt mere tid for at komme ned i de
væsentligere lag. Og at jeg behøver en arbejdsbyrde, som
er en smule mere deadline-baseret, uden samtidig at være fuldstændig
gør-som-du-vil. Men jeg trænger til ferie nu - ferie fra
skriften. Det er fint nok, at jeg igennem min karriere er blevet totalt
fikseret på digtningen - men er der ikke perioder, hvor fokus
er større på oplevelsen, eller snarere: oplevelserne er
større end fokus, vander teksten ud.
Konkret har
jeg oplevet det som faldende glæde for mine egne tekster, og deraf
følgende disillusion. Hertil er kun ét at sige: Hold fri.
Tank op. Optankning er forudsætning for ny tekst.
Tænk,
hvis man kunne skabe forståelse for digterens arbejdsvilkår
desangående?! Ikke blot henføre til lovtekster om retten til
at arbejde i udlandet for legatpenge - men rent faktisk kunne skabe forståelse
for nødvendigheden af ikke at arbejde med digtningen, eller
måske skrift- og talesprog overhovedet, i en periode?! Hvis... altså
nogen ønskede at få nye fortællinger, nye digte...!
Idé:
Mand, digter, går til lægen og får en henvisning til
et kurophold, fordi han lider af et svært tilfælde af sprogforbistring,
der som symptom blandt andet har, at han er begyndt at spytte/sprutte,
når han taler, har svært ved at bruge bisætninger,
og uden at ønske det bruger eder og forbandelser for såvel
verber som substantiver i både tale og skrift. Faktisk er han
så svært angrebet, at hans læber er konstant spidsede
- hvilket får lægen til at ordinere en ekstraordinær
kur, hvor han skal kysses i 1 time om dagen af en tiltrækkende
kvinde for at få kæbe- og læbemuskulaturen til at
slappe af.
Formen holdes totalt straight - manden er ikke særlig
villig til noget af det, heller ikke kyssekuren, da han egentlig kun
er gået med til det for at få fred for sin familie og sin
forlægger - og alle beskrivelser af hans lidelser er ganske nøgterne.
jeg gider
ikke det der socialrealistiske pis. Få mig til at smile ved en bredere
lignelse, og du har solgt mig et forfatterskab.
tilbage til
toppen