22.05.2000
jeg synes ikke
just, at det kører for fedt for tiden: Om det så er fordi jeg
er udmattet af for meget ny kæreste for hastigt, eller en generel
biorytmisk lavkonkunktur, eller om jeg ret og simpelt har udtømt
alt hvad jeg havde at give i det her vanvittige projekt med at skrive et
digt hver dag et år igennem samtidig med at jeg går i skole
30 timer om ugen, skal se vennerne indimellem, handle, elske og sove - sove
bare lidt en gang i mellem - ved jeg ikke. Men det kører ikke for
fedt. Tanken slår mig også, at der en fast læserskare
derude, som modtager digtet hver dag med email - overvejende folk, jeg kender,
indrømmer jeg gerne - og at dét måske er en hæmsko;
at jeg simpelthen er ved at hvile på laubærrene?!
Nu HAR jeg
tænkt tanken: Sker det én gang til, bliver de strøget
hele bundet.
Hvad jeg mener
med, at det ikke kører for fedt? Der er ligesom ikke nok dybde i
for tiden - for meget her og nu, og for lidt landvinding. Men dét
er måske projektets indbyggede svaghed? Eller snarere min: At jeg
ikke evner skrive et digt hver dag, som tilfredsstiller mig selv - og derfor
svigter min (og Robert Frost's) målsætning om at slække
på kravene, være blidere ved mig selv...? Puha, det er godt
nok det sværeste! Før har jeg haft det sådan, at jeg
hellere undlod at skrive, hvis ikke jeg følte jeg havde nok at sige
- hvilket var hele udfordringen i projektet; nu skriver jeg hver dag, har
måske haft 6 dage med to digte skrevet på samme dag og kun én
absolut blank dag - på over 5 måneder - og så kræver
jeg at alt skal være guld! Mand, hvis jeg tænker mig om, så
ønsker jeg bare at sidde tilbage med 15 nogenlunde gode digte ved
årets slutning, that's it! Og har jeg skrevet mere end ét hamrende
fremragende, vil jeg blive overrasket. Så hvad skal al denne sukken
og stønnen til for?
Jeg skal have
mere tid til mit saglige digt - det er simpelthen dét. Jeg må
finde mig nogle sponsorpenge eller noget, der kan købe mig tilstrækkelig
med tid til også at have et liv, forhåbentlig et familieliv,
ved siden af digtningen. Så ikke digtningen bliver klemt inde i et
hjørne 1 time efter foretrukket sengetid, eller kommer op at toppes
med andre og nyere realiserede behov.
Det er dét:
Bedre prioritering af min tid. Og mere af den. Hvis jeg vil fortsætte
med at skrive - og det vil jeg, koste hvad det koste vil. Der er jo desværre
ingen bøger skrevet om, hvordan man får en hverdag til at hænge
sammen med dét at skrive. Eller ér der? Altså nulevende
forfattere - og rimelig tæt på noget faktuelt? Det må
checkes ud. Eller jeg kan snart skrive den selv.
Det er i øvrigt
biorytmisk krisedag for mig i dag... F
12 [k],
E 20 [-], I 32 [-] - hvilket betyder at jeg kan se frem til en
8-9 dage, hvor kun hovedet vil fungere på mig... jeg glæder
mig ikke...
tilbage til
toppen