Hesten
løber så hurtigt den kan, den strækker ud og jockeyen klynger
sig fast til ryggen af den på sin sædvanlige måde, men i dag
er der ekstra fart på, hesten har så megen vind i hovene at jockyen
mister sin kasket og et kort øjebliks uopmærksom kiggen efter kasketten
får hende til at ryge ud af den perfekt koordinerede sammensmeltning, men
hesten der er meget tungere end hende vinder hvad der er at vinde i den brudte
forening, og jockeyen kastes af hesten i et sideværts bump, som hun selv
hjælper med til ved at sætte af fra stigbøjlen, da det går
op for hende, at hun kan komme ind under hesten hvis hun blot glider af, måske
vil hun end ikke kunne få foden ud af stigbøjlen og så blive
trukket efter hesten, men da hun rammer græssværen langs med banen,
lander hun uheldigt og besvimer omgående af smerten.
Da hun vågner igen, er tabet af tid det første der kommer til hende,
hvor længe var jeg væk... og hvordan har hesten det, hvad er hun gået
glip af, hvad er der sket med hende, hvem vandt, og hvor længe har hun været
væk?
På hospitalet, mens hun i ugerne efter løbet kommer sig af sine fysiske
skader, kigger hun oftere og oftere på klokken, og dag for dag bliver hun
sig oftere og oftere en irrationel frygt bevidst: at hun aldrig igen skal have
tid nok, at hun for evigt vil være bagud i tid; men hun synes det af og
til hjælper at se på uret - det føles ikke sjældent som
om der er gået langt langt længere tid end forskellen på denne
og den forrige gang, hun kiggede, og selv når det føles som 5 minutter
og uret nådesløst bebuder at der er gået 20, er hun i stand
til at bortforklare denne uønskede irregularitet med en kortvarig ufrivillig
tilbagevenden til en tilstand hun bliver mere og mere overbevist om må have
været hendes normale tilstand før ulykken.
Hun holder sig mentalt stabil ved at føre pertentligt detaljerede dagbøger
over den tid, hun vinder ved at være skiftevis uopmærksom og opmærksom
på uret. Hver gang hun bemærker klokken, noterer hun klokkeslettet,
og næste gang hun bliver opmærksom på, at hun er opmærksom
igen, uden dog at indregne de mange gange ufrivillig skæven til uret, skyldtvungen
bevidst om at hun ikke slapper af, noterer hun klokkeslettet igen, tilføjer
sin følelsesmæssige antagelse af tidsrummets længde, og hver
aften gør hun summen op:
07:56 op
08:16 (efter morgenmad), 5 min, v. 15
08:21 (efter
toilet, dårlig mave) 15 min t. 10
...
23: 12 (bankede hovedpuden) 7 min, v. 16
23: 16 (lige ved at falde
i søvn; tænkte på far) 20 minutter, t. 16
Hun trækker den følelsesmæssige tid fra den præcise minuttælling
og kommer til et resultat, hun deler op i tabt og vundet tid, t´punktum og
v punktum, og disse tal lægger hun sammen - v. 15, som i eksemplet foroven
(16. nov.) er et plus-tal, t. 10, som er et minus-tal, hvilket giver plus 5 minutter
alene på dagens første tre observationer. Det styrker hende på
alle måder, at hun altid har tid til overs ved dagens ende - nogle dage
flere timer i overskud - tid, der ikke er gået endnu, selvom hun følelsesmæssigt
allerede har gennemlevet dem.
Hendes dagbøger får ingen at se, hverken læge eller sygeplejersker,
og selv om flere undrer sig over hendes optagethed af tid, har ingen andet end
beundrende ord til dét, de opfatter som hendes viljestyrke, hendes faste
karakter, der så enestående hjælper hende med at komme sig efter
faldet fra hesteryggen, og da hendes fysiske skader ser ud til at være helede
så godt, det lader sig gøre uden genoptræning, er ingen ét
sekund i tvivl om, at hun selvfølgelig skal hjem og pleje sig selv, for
selvfølgelig kan hun klare sig selv, og muligvis kan hun snart komme ud
at ride igen, hun skal bare komme ind en gang om ugen til genoptræning,
hospitalet betaler ikke for transporten, mandag klokken 9 første gang.
Hun
tager hjem. Det er vidunderligt at være hjemme igen. Hun ser sig omkring
i sin lejlighed, og smiler ved synet af alle sine fotografier af heste hun har
vundet med, heste hun har ejet eller redet til, steder hun har være på
hesteryg, hædersbevisninger som rytter og jockey, præmier ved tidtagninger.
Og hun føler som det første, at hun aldrig igen kommer til at sidde
på en hesteryg, presse en hest ad en galopbane eller hen ad en strand, krydse
en målstreg på tid eller som den første. Der er kun én
måde hesten kan ankomme før hende på, og det ønsker
hun ikke at gentage.
Hun har akkurat smidt sine hestefotos og præmier i en sort affaldssæk,
og sidder forsigtigt og prøver æggen af en forskærerkniv mod
det blottede håndled, mens hun forstiller sig hvordan det vil være
at trykke til, og nu ringer telefonen. Og ringer igen. Og ringer igen.
Hun tæller sekunderne mellem hvert ring - intervallet er præcis 4
sekunder; hun lader den ringe helt ud. Så går hun over og tømmer
forsigtigt indholdet af affaldssækken ud på køkkengulvet igen.
tilbage
til toppen