ro på broen (arbejdstitel)
rå 1. gangsskrivning
***
indikerer, at jeg skal checke maritime udtryk
-------
Han tog sig til kasketskyggen, som om han paraderede forbi et hvidpudset
mandskab på en destroyer i en krigsfilm fra '44. 'Kaptajnen er om bord.
Stå rør!'
Noget forude fangede hans opmærksomhed.
Han missede ud i mørket: Var der ikke noget derude? Nej. der var ikke noget
derude.
Jo... var der ikke noget derude?! Han så over på
instrumenterne. Ingen usædvanlige udslag, nej der var ikke noget derude.
Jo, for pokker da - var der ikke noget derude?! Så slog det
ned i ham: Der var jo noget derude! Horisonten var derude! Det var jo dét!
Og pludselig var han ikke blot skibet, men havet, han sejlede
på. Og han fornemmede kontakten til horisonten, til jordens krumning. Og
med kontakten til havet og til horisonten fulgte en klar fornemmelse af skibets
position, lokaliseret til et et ocean på en planet, som folk kaldte Jorden.
Benene beyndte at ekse under ham, han måtte bekæmpe trangen til bare
at give efter og lade sig falde.
Det var for meget! Først
skibet, så Jorden.
Med elsende ben trådte han op
på forhøjningen, lod sig falde ned i stolen, der stadig var vendt
imod ham, og drejede rundt, så han så ud mod horisonten, han ikke
med sine fysiske øjne kunne se i nattemørket. Og det var heller
ikke fordi, han indvendig kunne se en horisont, eller se havet under og omkring
sig med samme røntgenblik, som var i stand til i forhold til skibet. Men
han havde en vished om at horisonten fandtes, der skitserede sig som en følelsesmæssig
figur indeni ham, nærmest formede, på sin vis formede, hans indre,
sådan at han blot ved at henlede opmærksomheden på en bestemt
del af sit indre kunne fornemme en modsvarende del af Jordkloden aftegnet indeni.
Nord- og Sydamerika, ved venstre side og skulder, Atlanterhavet ned langs ryggen
i den venstre side, det afrikanske og europæiske kontinent på højre
skulder og arme og højre brystkasse, og Rusland henover mave og lår
og sammen med Stillehavet hele vejen rundt til de begge enorme land- og vandmassers
sammenføjning med venstre skulders kontinent, Amerika. Og Nordpolen mellem
højre tinding og issen, og Sydpolen lidt til venstre for hans venstre fod.
Som de korresponderende punkter på en kugle, der var meget større
end det rum, den syntes at optage indeni ham, når som helst han fokuserede
på et enkelt punkt, New York, Moskva, Beijing...
Verden
fandtes fandme!
Han kiggede omkring på instrumenterne og
på instrumentpanelerne. Og det er mig der, der styrer, tænkte han.
Han blev siddende lidt, mens tanken arbejdede sig fra hans pande
og ned i hans rygmarv, og fordelte sig i kroppen. Det var som en strøm
af varme.
Det ér faktisk mig, der styrer! Ordene kom frem
i ham ét efter ét, som om han var nødt til at tænke
dem langsomt, for overhovedet at fatte dem.
Han studerede tankerens rejserute på sin indre jordklode - som at se ud
gennem en klar plastic-badebold, se spejlvendt ud gennem alle lande - og han tænkte:
Hvis jeg fortsætter vestpå, rammer vi som planlagt ind i USA. Hvis
jeg vender om, så rammer vi ind i Europa igen. Hvis jeg slår bagbord,
rammer vi Antarktis, og slår vi styrbord, rammer vi ind i Grønlands
vestkyst ved Davies-strædet. Men jeg behøver ikke nøjes med
nord, syd, øst eller vest. Jeg kan vælge 5 grader nord eller... ***137
grader sydsydøst. Jeg kan sejle hvorhen, jeg vil. Jeg kan bare række
ud til de to joysticks...
Og han lagde faktisk hænderne
på de to joysticks' røde plasticknopper.
... Og
hvis jeg trykker på de her to fodkontakter, er det mig der styrer ***300
meter, 600.000 tons jern, stål og olie, og jeg kan sejle hvor hen jeg vil!
Der var en følelse i hans mellemgulv, som om to glødende
varme hænder indeni ham omkransede hans navle, og denne følelse bevægede
sig op igennem kroppen på ham, og greb fat i ham glødende! omkring
hjertet, omkring ribbenene, omkring rygsøjlen ved hofteskålen, midtpå
og i toppen ved nakken, og omkring hans hals, hans hoved. Det var en følelse,
der var stærkere end genkendelsen af skibet, genkendelsen af Jorden - det
var følelsen af mulighed, følelsen af hans fremtid, der voksede
i ham som én ubrudt bane i alle retninger! Og i samme sekund vidste han,
at han både var dødelig og udødelig. Livet ville aldrig slutte,
han ville slutte, men han var livet, livet ville aldrig slutte!
Han var var dødelig og udødelig på samme tid!
Han bemærkede, at han havde lænet sig fremover, og at hans hænder
knugede krampagtigt om den røde plastic på de to joysticks.
Bare et lille nøk. Bare to fødder på de to kontakter
og et lille nøk: Sydamerika. Og et lille nøk til: Antarktis. Og
på vejen dertil måske et lille nøk til: Australien. Ikke at
han havde nogen længsler om Australien, eller noget andet, bestemt, sted
på kloden. Men det var en vej.
Han så ned på
sine hænder. Glødede de en lille smule? Eller flimrede det bare for
hans øjne? Havde han drukket for meget kaffe, havde han sovet for lidt?
Pludselig fyldtes han af en tvivl, der drev som et koldt styrtebad ned igennem
hans krop: Var han moden til jobbet på broen, kunne han leve op til forventningerne?
Han så kaptajnen for sig forlade broen med det der blik af "jeg har ingen
bekymringer".
Ja, naturligvis, naturligvis ville han blive stående,
naturligvis ville han ikke trykke på nogen af kontakterne og trække
i nogen af håndtagene. Naturligvis ville han ikke dét. Men han så
på sine hænder igen. Og ned på fodkontakterne. Og det trak.
Og han vidste godt, at han ikke skulle gøre det. Men det trak. Og han vidste
godt at det ikke var dét, han havde studeret for i ***5 år, men det
trak.
Abrupt greb han kaffekoppen, han havde sat fra sig, snurrede
rundt og rejste sig. Væk fra ansvaret. Væk fra trangen til at gribe.
Væk fra at save sin egen gren over. Men ikke straks stod han ved bagvæggen
igen, før han atter blev opmærksom på skibet, og dernæst
på jordkloden, og dernæst på mindet om følelsen af det
røde plastic mod sine håndflader.
Og sådan
stod han og tænkte, indtil hans vagt var overstået, uden at drikke
mere kaffe, uden at mærke tiden gå.
Da kaptajnen kom for at afløse han, stod han stadig op af væggen.
Kaptajnen, der virkede frisk som en havnørn på trods af maksimalt
6-7 timers søvn, saluterende ham kort, men passerede ham uden et ord eller
et blik og trådte ret op på platformen og satte sig i styrmandsstolen.
Han, der nu var blevet trediestyrmand, vaklede ud af døren
og ud i den friske luft på afsatsen udenfor. Uden at gøre holdt gik
han direkte ned af lejderen mod sin kahyt, men var flere gange nødt til
at standse op og holde fast i de to gelændere, fordi han gennemrystedes
af den samme kamp, som han havde gennemlevet hele natten. Kampen mellem pligten,
på den éne side, og trangen til at gøre noget andet end pligten,
på den anden side. Hvordan skulle han kunne bygge bro mellem de to?
Men akkurat, da han klamrede sig fast til metallet på den sidste
afsats før den nederste lejder ned til kahytterne, fik han ude over havet,
i hovedhøje 5-7 meter væk, øje på 3 måger, der
lå på rad og række som tre flyvemaskiner under en krig.
Mens de ubesværet holdt deres indbyrdes afstand, så de
alle tre ind på ham, og han følte det som om, de talte til ham: "Frihed!
Du taler om frihed! Menneskelig frihed! Se på os! Se på os!" Og i
det samme, som havde de været tre faktiske flyvemaskiner, der nu havde kastet
deres bombelast, brød de formation - en dykkede, én drejede til
højre, en trak op og til venstre ind over skibet, ude af syne.
Måger, som bombefly - hold da op! Men jo - dér var svaret - i dét
øjeblik vidste han, hvad han skulle gøre.
tilbage
til toppen