I kamp
for livet på scenekanten vakler han og falder næsten, man
ser ham vakle og stavre langs med kanten, og han gør det godt,
og da han falder nikker man anerkendende af hans evner, for man interesserer
sig for alle aspekter af skuespillets væsen, herunder scenestunts,
og man ved hvor svært det kan være ikke at slå sig,
når man skal falde og ikke kan tage synligt af for faldet, og
man ihukommer med al tydelighed sidste gang man selv faldt uden at vide
præcis hvordan, så man applauderer derfor lydløst
og med fortrukkent ansigt hans ugraciøse fald med en distance
frembragt af adrenalinets hastige susen gennem årerne, og man
afventer respektfuldt hans velartikulerede dødsscene, som angiveligt
skal gennemhulle 80'ernes forkvaklede følelsesfundament, man
husker ikke lige citatet, men kan omtrent skrive det selv: "din
kærligheds kulde skærer min verden til patchwork, jeg ønsker
ikke længere at sove i denne seng" eller noget lignende poetis,
som kan belyse individualismens og kærlighedens nådesløse
kamp - men med ét er det sjovt, sjovt på den mærkelige
måde, at han ikke rejser sig eller ruller om på siden eller
ytrer bare i det mindste en dødslyd, og man føler sædet
knage under sig af vægten af denne pludseligt tilkomne manglende
forståelse for hvad der udspiller sig, og da hans hånd og
så armen glider ud over scenekanten, og slapt svinger omkring
lodret, og hænger stille, rykker man helt frem i sædet...
for det kan jo tænkes at stykket i virkeligheden bygger på
"den tomme scene" og at publikumsdeltagelse derfor er en del af det
hele... - men der sker jo intet på scenen eller i resten af salen,
og han deropppe bliver liggende og giver intet svar med sin tilstand
alene, hans arm hænger fortsat slapt ud over scenekanten, den
bevæger sig ikke, selv om det må være smertefuldt
at ligge sådan, man kan næsten selv mærke blodet standse
i sin egen armhule, ja, ligesom når man vågner og ikke kan
mærke sin arm, men det ér nu alligevel en mærkelig
slutning... eller måske alligevel ikke... for hvis man nu så
det som en virkelig slutning, hvilket passer glimrende ind i
stykkets centrale tema om tab af individualitet, og betragter publikum
som de efterladte, repræsentanterne for alle endnu-levende, ja,
så ér det jo en fantastisk slutning, ja den er nærmest
genial! ikke, at mange andre givet ikke ville være i stand til
at forholde sig til denne tankegang, det ved man godt, men hvis
ikke netop dét er den bedste undskyldning for at gå
ud og få en øl og en snak bagefter... ja, så ved
man simpelthen ikke, hvad en god undskyldning ér!
tilbage til
toppen