'Vi må
desværre fjerne Deres hjerne, jeg beklager', sagde lægen og
følte sig helt lettet, da det endelig lykkedes ham at fjerne en særlig
genstridig sort rand under venstre lillefingernegl. 'Ah, der kom den!' Han
holdt lommekniven frem til beskuelse: Yderst på spidsen lå en
lille stribe skidt på under en halv centimeter - måske 1/4 gram
eller mindre.
Manden overfor ham strakte halsen og lod blikket glide hen
over skidtet - det var virkeligt bemærkesesværdigt sort - og
fortsatte iøjensynet ned langs lægens fingre og hen over hans
hænder, op til den lille armlænke med plade, han havde om håndleddet.
VUFFER stod der indgraveret i guldpladen, og ved siden af indgraveringen
sad et klæbemærke fra Greenpeace med et lille bitte billede
af en springende hval. Eller var det en delfin? Hvaler springer da ikke,
gør de? Vifter da højst med halen, gør de ikke?
'Fjerne min hjerne?', sagde han, og besluttede, at det var en delfin. 'Er
det noget, man gør?
'Ih ja', sagde lægen, 'det er nyeste teknologi, vi bruger
nu om dage. Ikke alt det gamle stads længere. Nu kan vi virkelig udrette
mirakler'.
'Jamen, får jeg så en ny?' Manden lukkede øjnene.
Og omgående dukkede et billede frem på hans nethinde af en hovedskal
uden noget i. Slurp slurp, fra side til side som en klump gele i en plasticpose.
Og hvad så med alle hans hatte - hvad med dem?
'Nej', sagde lægen, og kiggede fortsat henført
på fangsten på kniven, 'det gør De virkelig ikke. Hvis
De tror, at enhver bare kan komme og få en ny hjerne, så må
De tro om. Nej, hvis nu De havde været...' Lægen spejdede
ud af vinduet for at få øje på et eller andet nyt i den
velkendte trøstesløse udsigt, og anstrengte sig for at holde
fast i tråden i dét, han var i færd med at sige... 'Præsident
eller statsminister, ville vi måske have kunnet finde en donor til
Dem, men sådan en hjerne som Deres... ja, jeg er ked af at skulle
sige det, men den kan ikke erstattes'.
Mens han talte, forsøgte han at køre skidtet
fra kniven af på kanten af vindueskarmen. Der sad et par mørke
klatter i forvejen, og det var meget vigtigt, at den nye kom til at sidde
i nøjagtig samme afstand til de to, som de to indbyrdes. Sådan,
ja.
'Men... hvordan skal jeg så klare mig?'
'Ja, vi kører en udmærket psykologtjeneste. Dér
kan De få al det råd og vejledning, De måtte have brug
for, for at komme gennem den svære tid efter amputationen. Og der
er støttegrupper, som mødes den tredie... tirsdag, tror jeg
det er, hver anden måned klokken 4 her på hospitalet på
7. sal, opgang 2, stue 708, klokken 4, nå, det har jeg sagt - altså,
De vil ikke være uden støtte til at komme gennem den svære
tid efter amputationen. Der er mange andre som Dem'.
Lægen kløede sig på ryggen. Strakte sig.
Åh, den blev godt nok sen i går! Måske man skulle drikke
noget vand?
'Det er ikke særlig betryggende', sagde manden i stolen.
Han måtte bide sig i læben for ikke at række ned for at
kradse et skinneben, der kløede som besat. Hvis han bukkede sig frem,
ville lægen bare overbeglo hans hovedskal for at prøve at regne
ud, hvordan han kunne komme til at lukke ham op. Han kunne se det på
ham.
Lægen gloede på ham. Troede ikke sine egne ører.
Ikke sine egne øjne. Ikke sine egne... nå, ja - det var jo
ikke den første genstridige patient, han havde haft. 'Vil det sige...'
Han pustede sig op. 'Vil det sige, at De ikke har tillid til mig, til sygehusvæsnet?
Er det sådan, jeg skal forstå det?'
'Nej nej, det var ikke dét, jeg mente. Manden i stolen
rakte ned og kløede sit skinneben. Ah, det var dejligt! 'Jeg mente
bare, at det var da forfærdeligt ærgeligt, at der er mange som
mig. Men så forstår jeg ikke... hvorfor kan jeg så ikke
få en ny hjerne, når der er mange som mig?'
'Naturligvis fordi... ingen af dem har hjerner. Dem har vi
jo fjernet!'
'Nåeh, ja - det kan jeg da godt se', sagde manden i stolen.
'Jamen, så laver vi en tid til Dem, ikke? Er i morgen
kl. 2 passende?' Lægen fumlede en cigaret ud af pakken på bordet
og gav sig til at rode efter ild i IND-bakken, men kom så i tanke
om, at han jo var ved at holde op med at ryge. Demonstrativt så han
patienten lige ind i øjnene, han kunne mærke vreden lige inde
bag sine øjne, og knækkede cigaretten til smulder med stor
voldsomhed. 'Sådan!' sagde han. 'Sådan!'
Manden i stolen havde fulgt alle lægens bevægelser
med stor opmærksomhed - hvilket dedikation til faget! - men operation?!
'I morgen? Jamen, det kan jeg ikke - jeg kan jo ikke både være
hér og til min barnedåb på samme tid!'
Hvad var det han havde sagt? Kunne ikke, kunne ikke? 'Naturligvis
kan De det, naturligvis kan De det, naturligvis kan De det...', sagde lægen
og gik om på den anden side af skrivebordet - noget han ellers aldrig
gjorde. Han trak patienten op af stolen og klappede ham på ryggen.
Tæt kontakt plejede at virke. 'Naturligvis kan De det, naturligvis
kan De det', fortsatte han, mens han klappede patienten ud af døren,
små klap, forsigtige klap, sådan som de vil have det. 'Aftal
lige med min sekretær, ikke - så er De flink!'
Før manden var helt igennem døren, var lægen
allerede begyndt at lukke den bag ham. 'Jamen, jeg kommer altså ikke!,
halv-råbte han til lægen. 'Jeg kommer ikke i morgen.'
'Naturligvis gør De dét', mumlede lægen,
og spekulerede på, hvor han mon havde lagt dén lighter. I UD-bakken,
måske. Men nej, den lå heller ikke i UD-bakken.
tilbage til
toppen