min ven og
jeg er på udstilling
og ser på to meget store fotostater
3 x 1 1/2 meter mindst
med et lille bitte panorama-billede
placeret udenfor det gyldne snit
i bunden og i siden som del af de to hvide flader
og mit meta-meter
registrerer straks strålingsfare
"udsagn om det store fravalg ved alle valg overhovedet"
og jeg er nødt til at blive stående foran længe
længe
for om muligt at give kunstneren credit
for at være dygtigere end jeg er skeptisk
men jeg finder ingen formildende omstændigheder
går blot hjemad
håbende
at det ér sådan han ser
på vejen
erindrer jeg en oplevelse fra en lille uge forinden
en følelse af at overskride en grænse
mellem villen og ikke-villen
en nærmest håndgribelig sensation i kroppen af
at glide i et enkelt skridt
hen over en demarkationslinie
på faneflugt ind
i fjendeland
uden at kunne stille noget op
uden at ha villen at stille op med
men havne et sted jeg er ligeligt velkommen
og ligeligt hjemme
og jeg erindrer
min registrering af forbløffelse
over så
nemt det var
så kort vejen er fra
kærligheden er selvfølgelig og total
til
kærligheden er en kamp der ikke krediterer ofre
og jeg synes jeg har forstået det hele
trods forbløffelsen synes jeg jeg har fattet alt
der er at fatte om dén oplevelse uagtet
at den lige har kostet mig mit forhold
og i flere
dage undrer jeg mig
mere end jeg savner og gør ondt
men da muligheden byder sig for at vende tilbage
da realiteten melder sig
kan jeg ikke se og sige andet end at
jeg har krydset en grænse
som jeg skal krydse tilbage over
og så
melder frygten sig
for
grænsen er usynlig og uforklarelig
og jeg er muligvis helt palle
på dén side hvor jeg er havnet
hun siger:
jamen nu går det da godt igen!
jeg siger: jamen jeg er ikke tilbage over grænsen endnu!
fotografen dér på væggen siger: seks månder brugt
på udmåling af ingenting!
vennen der kender fotografen siger: sådan sér han faktisk verden!
og rådgiverne siger
lev i begge verdener men
ikke en lyd om hvordan kampen skal foregå
hvordan jeg tager det næste skridt
fra denne verden
og ind i dén
som overlapper hendes
hvor vi forstår hinanden
helt selvfølgeligt
helt naturligt
bare et enkelt
skridt
bare et enkelt lille glidende skridt
ind over demarkationslinien igen -
eller måske
simpelthen slutte fred?
men kærligheden
kan ikke vente på freden
den venter jo ikke på noget
for fanden!
the show must go on
the show will go on
life goes on livet fortsætter uantastet
videre mod fjernere horisonter
og jeg skal bare tage et enkelt lille skridt
fremad
ikke tilbage -
fremad!
tilbage til
toppen