undskyld, men
jeg er altså ikke overrendt af blondiner. Så, hvad laver jeg
under et nedløbsrør i regnen?
Dét
står der: "Under et nedløbsrør i regnen". Det er ikke
for sjov. Hvis jeg skulle tænke selv, altså hvis jeg skulle
samle og behandle alle sanseindtryk til et uniformt paradigme, der på
nogen måde kunne fremstå som et unikt billede af en verden,
jeg på ingen måde bilder mig ind er bedre end nogen som helst
andre verdener, altså, hvis jeg skulle tænke selv, ville jeg
bede mig om at flytte mig.
Men jeg er
som sagt ikke overrendt af blondiner, jeg er ikke... alene i verden, jeg
er genstand i en udstilling, med katalognummer: Mand under nedløbsrør
- med prismærke, og sidenhen forsikringssum.
Det gir absolut
ingen mening. Ingen mening overhovedet. Forløbet er løbet
i forvejen, det står i hjørnet blandt de andre og sipper
champagne med en trøffel-canapé i den anden hånd
- jeg er sikker på det regner udenfor, alle bliver våde
på vejen hjem, lidt våde, meget våde, kanonvåde
på vejen hjem, fordi de bader i springvandet, men ingen som mig
- jeg står her hele natten.
Skulle jeg
sige stop? Bare stop? Ingen forklaring, ikke "jeg vil ikke være med
mere", bare pakke mine ting og gå, mit nedløbsrør, mit
vand, mit våde tøj, mine drivvåde sko og brostenene under
mig sammen og bare... skride? Jeg kunne godt finde på det.
Jeg er fristet.
Løgnen...
løgnen optræder først i dét øjeblik, hvor
jeg siger at jeg ser lys i et vindue på den anden side gaden; træder
ind på scenen, hvor hele min tristesse med ét gives formål.
Historie... Fremtid. Uh, at ikke omgående straks med det samme!
kunne læse sig selv ind i min rådne situation, blot fordi
man ville være nødt til at følge med, træde vande
i processen ved siden af som en skide tilskuer, ude af stand til at gribe
ind og gøre andet end søge at forstå, hvad fanden det
er der sker, netop ved ikke at kunne gribe ind - ikke have
anden mulighed end at vide: Gå Med, eller aldrig vide:
Sige Stop Nu og gå hjem. Gå hjem, bare forlade, gå sin
vej, sige stop forsigtigt igen, i døråbningen, mens man vender
sig rundt og søger at fange et medfølende blik fra en af de
mindst nedringede, men lyden undslipper næsten ikke munden, det er
end ikke en hvisken... scchhhhhtop...
tilbage til
toppen