rummet du kommer
ind i er ikke stort. i hjørnet hænger en amagerhylde med
nips, underneden hylden står en rød lænestol med
slidte armlæn, som om nogen har sidet meget længe i samme
stilling med svedige hænder, til venstre for stolen er vinduet
ud mod vejen, der er billeder på alle væggene, mest lort,
men hér og dér smiler solen i form af bestandig pulseren
i oliefarverne. du bøjer dig ned efter et par slippers, som stikker
frem under kommoden, tager dem på og træder op i vindueskarmen.
hvis du strækker hovedet kan du se havet. du kan altid se havet
og insisterer på at se det, før du skal sove. der er ikke
langt ned til vejen. hvis du lænede dig langt ud, kunne du måske
lande på hovedet og dø, men du læner dig ikke langt
ud, heller ikke når du pudser vinduer.
men jeg
ved ikke, om jeg ved så meget om dig - jeg fornemmer - jeg har
på fornemmelsen, at det hele blot er fabrikation, at du i virkeligheden
slet ikke bor i dette rum, og blot snakker mig efter munden ved at udføre
enhver af mine første forestillinger om "hvad så nu?",
at stolen ikke er din, billederne ikke dine udvalgte og slippersne tilhører
en anden eller er nogen jeg har fabrikeret for at have noget stikkende
frem under kommoden. måske er der slet ikke en gade udenfor, eller
et hav, eller en drøm om at sove. måske du slet ikke findes...
findes du? findes du - kan du svare et redeligt ja eller nej? - jeg
venter gerne.
så kører
du pludselig i sportvogn ned ad kystvejen, du har lige passeret Brighton
(ligger Brighton ved havet?), du har et langt gennemsigtigt sjal, der blafrer
efter dig, det er gulligt og hele din sommerdragt er gullig, en stor gul
sommerhat, smagfuld ornamenteret, ligger på bagsædet, holdt
nede af en lille hund, din hund tygger i pynten, ved du dét?
jeg ser dit
sjal vikle sig ind i baghjulet og trække dig ud af vognen, kvæle
dig, men jeg tror ikke det er dig, det er vist en eller anden berømt
skuespillerinde. kører du stadig ud af kystvejen, nej, du er lige
drejet fra, op mod en gitterport, der fører ind til noget, som ligner
et stort gods eller en park, ihvertfald meget velplejet og lukket. jeg tror,
jeg vil efterlade dig hér - det er stadig ikke dig. eller også
er det også dig. er det dét? er det også
dig? er du flere kvinder på samme tid? er du ikke kun én? kan
du svare på dét - er du én eller flere? du føles
godt nok som én...
men i det
samme plukker du bær af en busk, helt nede ved jorden, og noget nærmer
sig bagfra, og du bemærker ikke skyggen...
du er plejler på en mark og du falder om, fordi du skal føde,
men de står alle bare og kigger på dig...
du er kaptajn på et skib og du... du er sgu en mand! du er kaptajn
på et skib og du står på broen i olieskind og ser
en storm komme, og du ved at dit gamle skib ikke vil kunne ride den af...
du er en dreng på en trehjulet cykel, du hjuler ud af indkørslen
for at fange en lille orangefarvet bold, som du elsker, og den ruller ned
af bakken, ned mod vejen og du hjuler efter, det bedste du har lært...
du er nyfødt, en lille pige, en tvilling, din bror er lige død
af respirationsstop, og en gammel kvinde uden næse og med stinkende
ånde forsøger at blæse luft ind i dig, men hun gør
det forkert og du forsøger at skrige, du forsøger at skrige...
hvem er du?
hvem er du, som kan være alle disse liv, det ene efter det andet?
et hjerte?!
du viser mig et blinkende hjerte, der svæver i luften?! er symbolikken
ikke lidt tyk hér?!
en cigaret?
et par ski og en løjpe? en gammel busbillet - i en bunke af busbilletter,
sorteret efter dato og klokkeslet? hjulkapsler hængende på en
stuevæg? afklip af pubeshår i en gammel kalender? hvad er det,
du prøver at sige - dét, man elsker, dét der interesserer
én, det man vil huske? men du er som et menneske, for pokker - du
giver følelser fra dig, du opstår i fuldgyldige liv og hvis
jeg stiller dig spørgsmål, får jeg svar! uddybende svar!
jeg kan da vel ikke finde på det hele selv! hvad ér du?! Hvad
ér du for noget?!
jeg skal dæmpe
stemmen, siger du. jeg skal falde ned, blive rolig, jeg skal lade være
med at lade som om jeg ikke ved det, siger du. og du spørger, om
jeg vil med ud at køre et tur. ja, selvfølgelig, lad os køre
en tur.
køretøjet
er efter eget valg, dét kan jeg tydeligt mærke, og først
dukker en blå bil op og en highway fra en film, jeg lige har set.
så en traktor. så den trehjulede fra før. så en
båd, med sejl og nogen til at klare styringen. så en rumraket,
Challenger, uden at eksplodere. så en rutchebane, så en glidebane
af typen, hvor man sidder på en sæk og banen bugter sig, så
man bliver kastet en smule op i luften og mærker, at man bliver en
lille smule bange. så en cykel, en tandem, en cykel med sidevogn,
en motorcykel med sidevogn, en veteranbil fra 1928 med højrestyring,
jeg engang kørte ralley i, 40 km/t på lige vej. jeg er ikke
løbet tør for mobiler, men er du sikker på, jeg skal
vælge? jeg ved jo ikke, hvad behovet er? hvor vi skal hen.
vælg
den rigtige, siger du... ja, det kan du sagtens sige. et køretøj
til to...? det er som om der opstår fuldstændigt vaccuum i min
hjerne - ingenting sker.
men så:
En Taunus. en blå Taunus - mine forældres første bil
- og jeg sidder på bagsædet sammen med Bonnie, vores hund, som
er lukket inde i en blomberet karantænekasse, fordi vi skal over Ystad
i Sverige for at komme på ferie på Bornholm. er det dén
bil? hun nikker, bekræfter med ord, gør hvad det nu end er
hun gør for at sige ja, hele tiden noget forskelligt - så er
hun legemlig, og så er hun ikke - så er hun en stemme, og så
en følelse. vi skal altså ud at køre i mine forældres
Taunus - med mig ved rattet? det tør du godt? gad vide, hvad mine
forældre vil sige til det - at jeg sådan låner deres bil
uden at spørge? nej, selvfølgelig - ikke noget.
ok. lad os
komme af sted. hvor skal vi hen? til Vandet? ok.
nu er
vi ved vandet. jeg tænder en cigaret og puster røgen ud
gennem vinduet. hvis jeg forsøger at se på dig ved min
side, flimrer du. veksler mellem en blond udgave af min mor med franskbrødshår
og en midt-tresser-teenager fra en amerikansk rebel-film, med bryster
så spidse, at de er ved at prikke hul i blusen, og hele tiden
er der det her tåge-gyldne skær omkring dig, og dit ansigt
diffusserer. du har et skørt på, eller hedder det en nederdel?
en nederdel, undskyld. ternet, med en stor nål på - jeg
tror faktisk, min mor har haft sådan en nål en gang - den
minder lidt om en overdimensioneret sikkerhedsnål, og den havde
en særligt formål, jeg ikke helt husker - måske var
det en slå-om-nederdel og nålen dét, der holdt den
sammen. du siger bare ja, og retter på håret i spejlet.
jeg genkender
stranden - det er somrenes strand på Øst-Bornholm. vi holder
i bilen nede dér, hvor vi normalt havde teltene slået op. hvor
man ikke kan komme i bil, tror jeg, men vi holder her. jeg ryger stadig.
ser ud over vandet. piller lidt ved radioen, men der ikke noget, som er
værd at høre. jo, et blæs af fremtiden, Ligiti's requiem,
meget mystisk, men det er vist ikke skrevet på dét her tidspunkt
- med mindre vi altså ikke er i fortiden, men senere - måske
i min nutid?
vi er i Altid,
siger du. I Altid...?
er der noget
særligt, jeg skal hér i Altid?
men Kenneth
står pludselig foran mig, 5 år gammel, fregnet over hele hovedet,
med en gul spand i hånden og en graveske, en grøn graveske,
i den anden. og han ser lidt alvorligt på mig, seriøst nærmest,
og smiler først, da jeg giver slip på mine rynker. han går
ned til vandkanten, jeg følger efter, og vi sopper lidt, og begynder
så at bygge et sandslot sammen. jeg genkender glæden ved at
grave render og huller inde i slottet, og fornemmelsen af sandet under neglene,
når jeg borer ned i det fugtige sand og får en håndfuld
med op at deponere i bunken ved siden af, fornemmelsen af glæde over
at vide, eller ane, hvad vandet vil udrette i render og huller, når
vi lukker vandet fra havet ind i voldgraven. hvorfor bygger jeg aldrig sandslotte
mere? men jeg kender svaret - eller tror jeg kender svaret... jeg er blevet
seriøs. tingene skal betyde noget. blive til noget. have soliditet...
ahhh, soliditet! varighed, bestandighed, for evigt og altid.
jeg bliver
her lidt endnu. ihvertfald til vi har bygget det her slot færdigt
- hvis det nogen sinde bliver færdigt. jeg håber det ikke. jeg
håber virkelig ikke, det nogensinde bliver færdigt. aldrig nogen
sinde. Aldrig...
tilbage til
toppen