ingredienserne
er der:
lysten til en smøg
rulletobak i pung
papir
gravet frem af inderste lomme
og gule
fingre
og regnslag som værn mod sileregnen på Rådhuspladsen
og fantasi til at rulle cigaretten
under slaget som i en tipii
med min varme isse i røghullet som prop
og hér inde i mørket
får jeg
dobbeltbukket papiret i den ene ende
så en formet kant
og mundstykke fremkommer
tobakken fra pungen i mørket udvalgt
formet placeret i papiret
pegefingrene fra hver ende indført
halvvejs ind over tobakken
klemme
tobakken ned i form og rulle
forsigtigt rulle
uh:
der løber vand på indersiden af regnslaget
mine fingre er blevet våde
papiret er blevet fugtigt
forsigtigt
rulle
imødegå det uforudsete
med varsomhed og fingrene først
føre den rullede cigaret til læberne
for at fugte
og så forsigtigt
rulle én papirkant
ind under den anden
mens fingrene skifter position i mørket
forsigtigt
imødegå truslen fra fugtigt
papir
og fugtige fingre
og så papiret der går midt over og
ærgrelsen
at det da ikke skulle kunne lykkes
alligevel
de uvante omstændigheder til trods
KAN man ikke rulle en cigaret under et regnslag
i sileregn på rådhuspladsen
SKAL man ikke kunne kunne det
hvis ikke man regner med at
verden trænger ind overalt og
DØMMER
alle uforudsete omstændigheder
ethvert udfald af det vante til tab?
og BØR
jeg hellere udbede mig en præfabrikeret af sidemanden
bare glemme det her
komme videre i livet
eller bør jeg forsøge mig igen
hér i min tipii
med sileregn på issen og dagens lys for mine fødder
jeg ved jo nu at udgå faren
og resten kan rutinen
men ret beset
med alt jeg hér har været gennem
har jeg røget min cigaret
faktisk har jeg røget den op til flere gange
ja vel egentlig røget den for de næste mange
år
og jeg lader hovedet glide OP gennem hullet
befriende HELT ind i regnen
for at lukke røgen ud
for at lukke røgen HELT ud
så det ubesværet kan regne
tilbage til
toppen