Jeg sad
og skrev på den bærbare på terrassen, da jeg hørte
lyden af en cykel komme ned ad bakken. Bakken er ret stejl, så
det er ikke særlig normalt, at nogen hernede kører på
cykel, men i weekenderne er der af og til et par helsefreaks fra københavn,
som tager den rundt i området, og det var tirsdag denne dag. Men
lyden af knasende grus fortabte sig, da den cyklende drejede til venstre
for foden af bakken. Jeg skrev videre.
Jeg forsøgte at få has på
begyndelsen til en ny roman, og havde indtil videre ikke større
held med det. De sidste par dage havde jeg spacet ud - røget
noget medbragt hash, der kun havde haft den effekt, at det gjorde mig
træt og længselsfuld efter min kæreste. Og så
havde jeg spist og spist, og drukket adskillige flasker god rødvin,
også medbragt, nu snart sluppet op. Det virkede som om mit indre
talte til mig om at slappe af, snarere end at arbejde. Og vejret var
fantastisk - ikke bragende varmt, men varmt nok til at gå rundt
i boxershorts og en kortærmet T-shirt. Så, hvorfor kunne
jeg ikke bare holde fri? Hvorfor sidde der og kæmpe med noget,
som åbenbart krævede andre midler for at komme ud?
Da kedlen begyndte at hyle, gik jeg ind for
at lave kaffe. Jeg havde lige skyllet bodummen og kommet kaffe på,
da jeg fornemmede en skygge passere vinduerne bag mig; jeg vendte mig,
men kunne ikke se nogen ude på plænen. Jeg følte
på kedlen - mine fingre sagde godt 92ž, den rigtige temperatur
til gode bønner, så jeg hældte det over kaffen, satte
æggeuret, og vendte tilbage til terrassen - og var ved at gå
ud af mit gode skind af forskækkelse!
Trods skyggen ved vinduerne, havde jeg absolut ikke
ventet, at der ville være nogen. Men på trinene op til terrassen
stod en ung kvinde, nej stryg det, en pige, en teenager på 14-15-16,
med blod på hænderne og blodige knæ og et glasagtigt
udtryk i øjnene, som om hun var i chok.
- Min gud, hvad er der dog sket? udbrød
jeg, men pigen svarede ikke. Hun blev bare stående, med hænderne
strakt frem med håndfladerne opad, som om hun ville vise mig noget,
hun bar på - men på hendes håndled var kun blodkager,
skrabesår og grus! Ok, den fes ind - hun var væltet på
cyklen.
- Kom!
Jeg gik hen til hende og greb fat i hendes albue,
og med en slags famlende søvngængeragtige skridt tog hun
de sidste trin op ad trappen. Jeg fangede en duft af parfume, da hun
lænede sig ind mod for støtte - parfume blandet med lugten
af blod og... noget andet. Hun duftede godt. Hun så også
godt ud. Bjørk-stritter med metalklemmer i det røde hår,
lårlang A-kjole med stropper og indenunder en mælkefarvet
blonde-BH, lillepige-nedrullede sokker og laksko med sølvspænde,
der mindede mig om Dorothys sko fra Troldmanden fra Oz. Voksen og barn
på samme tid. Og ansigtet sagde det samme; trods masken med de
chokerede, aldersløse øjne, og den billige mascara der
var fulgt med tårerne ned af kinderne, var der en spændthed
over hendes bløde træk, som om noget kæmpede for
at komme ud.
- Kom her. Sæt dig ned.
Jeg førte hende hen til den blødeste stol i hjørnet
af terrassen, med ryggen til solen.
- Bliv siddende dér, jeg kommer lige
straks.
Hun lod sig føre ned at sidde og jeg
holdt fast i hendes hånd , indtil hun så op på mig,
så jeg kunne se at hun havde forstået, hvad jeg sagde.
- Jeg kommer lige straks, gentog jeg.
Jeg henter lige noget at rense dine sår med.
Hun nikkede, som i søvne, og da jeg slap
hendes hånd, svævede den ned at ligge i skødet på
hende, med håndfladen opad og fingrene let i bevægelse som
en tangplante på lavt vand.
Da jeg trådte ud på terrassen igen, sad hun i samme stilling,
men der var kommet lidt mere farve i hendes kinder og hun kiggede sig
omkring som en søvngænger, der forsøger at afgøre,
om hun stadig sover. For ikke at forskrække hende, skrabede jeg
baljen med vand mod dørkarmen, og hun vendte sig drømmeagtigt
mod mig, men jeg kunne se, at hun forsøgte at fokusere.
- Hej. Det er er en ordentlig tur, du dér
har taget dig, hva'?
Jeg kiggede hende ind i øjnene og fastholdt hendes blik
med så neutrale øjne, jeg kunne mønstre, mens jeg
satte baljen fra mig ved siden af hendes stol og placerede førstehjælpsæsken,
jeg havde haft under armen, på den anden side, så der blev
plads til mig på gulvet foran hende. Hun nikkede langsomt.
- Hvis du bliver siddende, renser jeg lige dine
sår. Jeg skal nok være forsigtig. Hvad hedder du?
Jeg tog vaskekluden fra baljen og vred den,
uden at slippe hendes blik. Hun var ved at vende tilbage - og lige så
snart dét skete, ville hun også blive opmærksom på
smerten. Jeg ville prøve at nå at rense så meget
som muligt, inden dét skete. Jeg skilte forsigtigt hendes ben,
så jeg kunne få fat rundt om hendes underlår, og begyndte
varsomt at vaske rundt om de afskrabede knæ.
- Av!
Instinktivt vred hendes ben ud til siden, og inden jeg fik fat
i det igen, fik jeg et glimt af hendes trusser. Mælkehvide som
BH'en, med blondekanter og et glat stykke ned over skamlæberne,
der afslørede at hun enten ikke havde den store hårvækst
eller var glatbarberet. Eller måske var hårene studset korte;
jeg havde hørt, at konkurrence på det sexuelle område
blandt helt unge fik mange til at efterligne langt ældres sexuelle
ornamenteringer, selvom de ikke var sexuelt aktive. Tanken tændte
mig.
Jeg kiggede op på hende.
- Undskyld. Jeg skal prøve at gøre
det mere forsigtigt. Men jeg er altså nødt til at presse
en lille smule. Madame, får jeg benet, at jeg kan rengøre
Eders banesår, inden I smyger til de evige jagtmarker...?
Hun grinede, mat, men der kom liv i hendes øjne.
Hun var faktisk smuk! De herligste grønne øjne, og med
en smule liv i gnistrede hele hendes ansigt, som i respons.
- Jeg hedder Butan. BUH-tan. Butan.
Jeg var vant til at skulle stave det, men det
var unødvendigt hér, kunne jeg se af hendes blik; hun
kendte givet så mange flygtninge og indvandrere i forskellige
generationer, at mærkelige navne var hverdag for hende. Og hun
havde sikkert også bemærket den ganske lille gyldne glød
i min hud, som ikke var solbruning.
- Hvad hedder du, spurgte jeg igen.
- Julia.
Det lød som et suk.
- Julia, jeg hedder Julia.
- Ok, Julia. Prøv at høre her:
jeg renser lige dit sår, og jo mere roligt du sidder, des mindre
ondt vil det gøre. Og selvom det gør ondt, så prøv
at bide det i dig, ikke? Så tager det ikke så lang tid.
Ok?
Hun bed sig i læben, da jeg blidt tog
fat om hendes underlår igen, og trak knæet hen, så
jeg kunne nå. Og så den udspændte kjole faldt ned
og dækkede hendes skød igen. Fandens!
Det tog
det meste af en time at rense begge hendes knæ, hendes skrammede
håndled og den ene albue for småsten og indtørret
blod. Vi jokede og talte lidt om løst og fast imens. Hun fortalte
en smule om sin faster og onkel, som hun var på besøg hos
- som hun benyttede enhver chance for at slippe væk fra. Hun havde
været lykkelig, da hun fik lov til at låne en nabos cykel,
og havde været ude 3 timer denne formiddag for at kigge sig omkring
i området. Og da hun var vendt om nede for enden af den anden
blinde vej, var kæden pludselig knækket, og hun var blevet
kastet ud over styret. Og som i trance var hun bare gået efter
musikken fra min CD-spiller. Den havde spillet tango, huskede hun.
Hun spurgte en smule til mit arbejde, med reference
til teksten på den bærbares skærm, men gik ikke i
dybden, da jeg gled af på at forklare mere end at jeg var forfatter
og egentlig bare burde holde ferie.
-
Skal der ikke plaster på, spurgte hun, da jeg var færdig med
at vaske og rense hendes sår.
- Nej, sagde jeg. - Det er bedre, at det er...
Jeg kunne ikke lige finde det rette ord...
- Nøgent, sagde jeg og vred ansigtet rundt
for at vise, at jeg godt vidste ordet var forket, men ikke lige kunne komme
på det rigtige eller et bedre.
- Ja, nøgenhed er godt, sagde hun og lo.
Og i det samme mødtes vore blikke og en gnist sprang, som under andre
omstændigheder eller med en anden pige måske havde forårsaget
forlængede blikke, der ville ende med forlegenhed for begge parter,
men hér... Jeg fulgte hende i latteren, og den døde naturligt
ud, og efterlod os varmt stirrende ind i hinandens øjne. Åbent.
Åbent... og noget andet.
Solen bagte,
og jeg havde ikke en tanke i hovedet ud over registreringen af, hvor
smukke øjne, jeg syntes hun havde, med en lejlighedsvis strøtanke
til registrering af lys og skygge på hendes ansigt og hendes bryst,
der hævede og sænkede sig som let forpustet råvildt.
Og så pludselig:
- Av for satan!
Mine knæ! Jeg havde hvilet på dem
på terrassens træplanker så længe, og skænket
dem så lille opmærksomhed, at de med ét tog grusom
hævn.
- Av for helvede!
Jeg skubbede mig bagover på gulvet, og
blev først da opmærksom på, at jeg havde haft en
hånd hvilende på hvert af Julias lår, længere
oppe end ren varsomhed i forhold til sårene kunne retfærdiggøre.
Og hendes kjole havde været spændt omkring lårene,
hvilket ville sige, at hun enten havde tilladt mig at skubbe hendes
ben fra hinanden eller selv...
Jeg rullede rundt på trægulvet og
forsøgte at strække mine ben. For satan, hvor gjorde det
ondt! Og da jeg rullede om på den højre balle, kunne jeg
mærke at højre ben var helt følelsesløst,
fra hoften og ned.
- For...!
Jeg forsøgte at komme op at sidde, og
med ét var Julia der. Greb fat i mine håndled og forsøgte
at trække mig op at stå. Hun var ikke så stor, men
der var kraft i hendes muskler, og med et greb om terrassegelænderet
til hjælp fik vi mig op at stå.
- Kom, hér. Sæt dig ned.
Hun hjalp mig hen til den stol, hun lige havde
siddet i og uden tanke på andet end den hvidt stikkende smerte,
der jog gennem mine ben og knæ, lod jeg mig falde ned i puderne.
- Aaarrrr...
- Hey, rolig. Nu skal jeg. Hvaffor ét
gør mest ondt?
- Det højre, stønnede jeg, og
forsøgte akavet at dreje mig rundt, så det ikke gjorde
så ondt i hoften, med det resultat at mine boxershorts undlod
at dreje med og strammede mine nosser sammen til en lille smertefuld
klump.
- Av for den hede hule...
- Hvad nu? Hun så uforstående ud,
da jeg instinktivt løftede benet op i luften, men forståelsen
bredte sig straks i hendes ansigt, da jeg rakte ned og rettede på
de fastklemte nosser og proppede dem tilbage på plads indenfor
boxershortsne. Og da hun tog imod mit ben, blev hendes øjne kortvarigt
hængende ved mine underliv. Adspredte, med et let fjoget blik.
Jeg
mærkede blodet omgående begynde at strømme til mit
lem, og varmen brede pulserende både i underlivet og i mine kinder.
Hvad gør jeg, tænkte jeg automatisk, men i det samme greb
Julia fat om mit svævende ben, satte sig på hug let stønnende
af smerte over huden, der strammede på hendes knæ, og begyndte
forsigtigt at massere følelsen tilbage i mit underben.
Til at begynde
med gjorde det vanvittigt ondt, næsten uanset hvor eller hvordan,
hun masserede - det stak og brændte, mens blodet begyndte at strømme
gennem vævet igen. Men efter en tid faldt smerten til det velkendte
prikkendte niveau, som når en arm lige er faldet i søvn, og
jeg blev opmærksom på muskler i skuldrene, som var spændte
som sten, og gav slip på dem. Og gav slip på mavemusklerne.
Og på lårmusklerne, der også havde forsøgt at beskytte
mig mod smerten. Og slappede bare af. Og blev opmærksom på hendes
parfume igen. Den sad i puden, hun havde hvilet hovedet op ad. Og den havde
stadig en snert af blod og... noget andet. Jeg snusede ind. Hvad var det
for en duft - jeg kendte den godt. Ret godt, havde jeg fornemmelsen af.
Jeg lukkede øjnene og lod duften kildre mig i hjernen. På samme
måde, som når jeg lod ordene komme - lukkede bare op uden at
bedømme eller kræve - lod det bare komme af sig selv. Og billederne
kom, prøvende først, alle mulige situationer med mænd
såvel som med kvinder, hvor jeg havde været tæt nok på
til at kunne dufte dem; og langsomt tegnede der sig et mønster af
situationer: det var altid når... det var altid, når det var
en kvinde... det var altid en kvinde, jeg sidenhen elskede med... og lugten
var... det var en meget sammesat duft, en duft man også kunne genkende
i Zoologisk have, visse steder blandt havens dyr, en smule mere rå
end den her, men stadig det samme grundtema, det var lugten af, det var
duften, det var den vidunderlige stank af ægløsning! Ikke parfumeindustriens
lumpent tilsatte østrogenbombe, men vaskeægte gudgiven kvindelig
ægløsning, den mest erotisk stimulerende lugt, jeg kendte!
Og i dét øjeblik blev jeg så ophidset, som jeg aldrig
i mit liv havde været før! En flod af kogende blod skyllede
ned gennem min krop og udgød sin varme i mit underliv med en sådan
hast, at min pik rejste sig næsten uden mellemstadier.
Uvilkårligt holdt jeg vejret. Hvad nu? Jeg
turde ikke åbne øjnene. Håbede næsten, at ophidselsen
ville falde, inden Julia opdagede noget, men i det samme jeg tænkte
tanken holdt hun op med at massere mig. Skal jeg åbne øjnene,
tænkte jeg febrilsk, mens blodet kogte og pulserede og min vejrtrækning
blev dybere og dyrisk spændt. Skal jeg være ligefrem og direkte?
Skal jeg bare åbne øjnene? Jeg åbnede øjnene.
De ligesom klæbede sammen, søvnagtigt,
så jeg ikke kunne tvinge øjenlågene helt op, uanset hvor
meget jeg gerne havde villet det. Julia sad helt stille, med mit udstrakte
ben hvilende på sit venstre overlår, og sit højre knæ
spidst stikkende op i luften for at skabe balance i hugstillingen. Hun stirrede
som hypnotiseret på teltet, der havde rejst sig i mine shorts, og
bemærkede slet ikke, at jeg så på hende.
Stillingen, hun sad i, gav mig udsyn til alle kvindelige
steder på hendes krop. Under den højre arm, som endnu hvilede
på min ankel, strittede en dusk rødt hår frem, let sammenklistret
af sved og delvist klæbende til huden. Dusken pegede ned mod det underarmskød,
hvor blonde-BH'en overtog den mirakuløse udformning af brystet, og
hægtede sig sammen med det andet lige så mirakuløst formgivene
og indpakkede bryst, hvor jeg gennem det mælkefarvede stof lige akkurat
kunne ane den mørke areola, som hun sad dér, foroverbøjet,
med venstre kjolestrop gledet ned og omkring venstre overarmsmuskel. Og
hofternes runde skarphed, der tydeligt tegnede sig gennem den stramme del
af A-kjolens form - et hjørne, hvor kroppen roterede og vuggede og
blev mere sensuel, selv når kroppen var i ro. Og de glatbarberede
lår - jeg forstod ikke, hvorfor nogle kvinder syntes det var grimt
at være behåret, selv holdt jeg af dem uanset hvad, men at nogen
gjorde sig den anstrengelse at holde kroppen blank og frisk var i sig selv
inciterende, inviterende, og tanken om det hvide creme på hendes lår,
mens hun trak en skarp ladyshaver op ad benet, helt op til skridtet sendte
yderligere glødende strømme af blod ned mod mit brændende
skød.
Hendes trusser...
Hun sad på hug i perfekt balance og hendes
ben var spredt så meget, at trusserne var trukket stramt ned over
skamlæberne, så konturerne bagved gik i ét med stoffet
som én perfekt formet hudfold, snarere end to. Og midt på stoffet
var en distinkt våd plet. Og mens mine øjne hvilede på
den, blev den synligt større; væden trak ud gennem stoffet,
nedad i en tynd spids, der blev tyndere, jo længere den trak ned,
og oval som den bredte sig ud til siden, indtil den nåede stofkanten,
og begyndte at trække op og ned langs sømmen. Jeg må
have sagt en lyd, for hun spjættede en smule, og og uden at tænke
over det søgte og fandt mine øjne hendes.
Der var næsten ingen farve tilbage i hendes
retina, pupillerne var udvidede som i halvmørke, og øjenlågene
hang tungt og søvnigt over let glassede øjne. Hun kiggede
på mig udtryksløst.
- Er dét mig?
Hun kiggede ned mod mine shorts og lemmet inde bagved,
som svajede i takt med blodet i min krop. Sammen kiggede vi halvfortryllede
på den regelmæssigt pulseren, og nikkede uvilkårligt begge,
da vore skrutineren fik mit lem til at vokse yderligere.
- Ja. Det er dig.
Jeg kunne have sagt tusinde andre ting, men intet i dét øjeblik,
som havde været mere rigtigt. Det vár hende - hende og tusinde
andre kvinder, alle kvinder der nogen sinde havde levet og nogen sinde ville
leve. Det var hende - hende, der i dét øjeblik VAR alle kvinder.
Og måske havde hun det på samme måde med mig - måske
var jeg, i dét øjeblik, alle mænd for hende.
Et kort sekund blev jeg urolig - jeg anede jo ikke,
hvad det ville sige for hende, men jeg havde ikke behøvet bekymre
mig.
- Hvordan gør jeg?
Hendes spørgsmål var ikke tonløst,
ikke en videnskabelig undersøgelse formet i ord, og heller ikke et
udtryk for desperat uviden. Det var konkret - nysgerrigheden formet af oprigtigt
ønske, før livet føjer arvæv til oprigtigheden.
- Hvordan gør jeg? spurgte hun igen, i samme
tonefald.
- Hvad...
Min stemme knækkede let over. Hun kiggede
overrasket på mig, og lo så.
- Hvordan gør jeg? gentog hun, denne gang
let muntert, mens hun nikkede ned mod bulen.
Jeg rømmede mig. Og formede mit spørgsmål
i såvel ordvalg som tonefald meget omhyggeligt.
- Hvad er det, du vil?
- Jeg vil gerne...
Hun bremsede sig selv, synligt ude af stand til
helt at fatte omfanget af det, hun gerne ville, og sætte ord på
det.
Jeg studerede hende, som hun sad dér, en
halvvoksen kvinde, med blikket rettet som fortryllet på mine boxershorts,
mens hun synligt lavede mentale billeder eller kalkulationer på, hvad
hun ville kunne forvente. Den våde plet i hende trusser var næsten
ikke synlig mere; kun i toppen af det glatte stof, hvor det gik over i blonden,
var der en strimmel hvidt stof, som endnu ikke var vædet igennem.
Hendes øjne var blanke og skinnende, næsten som lige før
gråd, og hendes vejrtrækning var hastig og lukket inde i toppen
af brystkassen. Ned fra det lodretstående knæ, hvor det stort
set ulægte sår var revnet igen, løb en tynd stribe blod.
Hun var ufattelig smuk, glødede næsten.
- Jeg vil gerne se den.
Hendes stemme havde en svag klang af beslutsomhed og hendes øjne
et udtryk som "jeg vil", uden at være krævende.
- Må...?
- Vil du selv? spurgte jeg varsomt og uden eftertryk.
Men jeg vidste godt, at det var det, hun ville. Hun ville selv bestemme
hastigheden, fordi hun endnu ikke var helt sikker på, hvad det var
der kunne eller skulle ske. Hvad det præcist var, hun ville. Som om
jeg vidste det! Men jeg havde i det mindste noget af alderens overblik,
og min tålmodighed kunne i særlige tilfælde være
helt uden grænser.
- Mmmm...
Hendes kæber var låste og og hendes
læber fast presset sammen. Og hendes øjne fast låst til
bulen i mine shorts.
Hun satte varsomt, men fraværende, min fod
fra sig på gulvet. Rejste sig og rankede sig som en balletdanser med
armene strakt helt op over hovedet. Blev stående lidt; så kom
armene ned; så slappede kroppen af; så fleksede hun knæene
lidt for at få siddestivheden ud af dem. Og uden nærmere indledning
satte hun sig ned foran mig, så tæt hun kunne komme, med brystet
helt op af mine shorts.
Hun så igen op på mig. Spørgsmålet
var ikke til at tage fejl af, men det var givet mere for hendes egen skyld
end for min. Jeg nikkede og blinkede "ja" med øjnene samtidig.
Hun rakte ud med begge hænder og placerede
dem ganske forsigtigt rundt om min pik - pressede håndfladerne ind
mod den, og fingerspidserne sammen, og håndrødderne sammen.
Mit underliv gav et spjæt. Hun kiggede på mig med spørgsmål
i øjnene, uden at fjerne hænderne. Jeg sendte et blik tilbage,
som tilstræbte størst mulig undgåelse af yderligere spørgsmål:
"alt er OK - jeg skal nok sige fra".
Det virkede som om hun forstod hele budskabet, for
derefter kiggede hun kun op på mig for at se, om noget hun gjorde
afstedekom en forandring.
Hvor længe
vi sad sådan, ved jeg ikke - hun med fingrene rundt om min pik,
opmærksom på pulsens dunken i en sådan grad, at hendes
hoved og overkrop begyndte at vugge let i samme takt, og mig studerende
den graciøse sammensmeltning af vore kroppe centreret omkring
min forunderlige pik, der hverken kom eller faldt - men jeg vil sværge
på, at jeg kunne se solen flytte sig over hendes krop.
Da hun kom ud af dvalen og uden varsel gav sig
til at knappe knappen i boksershortsne op, blev jeg nærmest lidt
forskrækket. En kort vækning, der straks efter afløstes
af glæde over, at hun ikke, som en langt mere erfaren kvinde givet
ville have gjort det, bare uden videre trak dem af mig.
Pikken pressede sig selv vej ud af hullet i
stoffet, og pludselig sad hun med det rene, bløde kød
i hånden. Hun ændrede ikke kropsholdning eller sagde noget,
men på måden hun greb om den på, var det tydeligt
at ventetiden havde været en art forberedelse til et øjeblik,
hun nu måtte erkende, hun umuligt kunne have forberedt sig på,
hvor længe hun så end havde siddet. Hun sad lidt med den
i den ene hånd. Trak så ned i kødet, så hovedet
langsomt blottedes. Og jeg takkede mine guder for, at jeg havde været
i bad nogle få timer forinden, så hun kunne blive præsenteret
for en helt ren og metalblank glans. Hun så op på mig.
- Er den normal?
Hundrede år kunne ikke have givet mig
forudaning om dét spørgsmål, men jeg forstod omgående,
hvad hun mente. Ikke "SKAL den se sådan ud?". Ikke "har jeg gjort
det rigtigt?". Ikke "er den stor?" eller "er den lille?" i sammenligning
med andre. Men "er den normal?".
- Ja.
Jeg nikkede.
- Den er normal.
Hun nikkede selv let.
- Humm...
Hun sad lidt og så på den, bøjede
den fra side til side, så hun kunne studere de store violette
blodårer på undersiden. Pressede den så op ad min
mave og holdt den dér med den ene hånd, mens den anden
hånd gik på opdagelse ved mine nosser. Uforvarende kom hun
til at klemme kuglerne lidt for hårdt sammen og jeg stønnede.
- Av! Forsigtig.
- Ok.
Hun forsatte sin udforskning, med nær
samme voldsomhed, men mere opmærksom end før - hvilket
kun forøgede blodtilstrømningen til området; jeg
kunne mærke blodet strømme gennem mine baller for at konvergere
med blod fra ryggen og fra maven; jeg havde aldrig følt noget
lignende. Jeg fik et indre billede af at sidde i en lillebitte robåd
i udkanten af en lavestrøm, der vedholdende pressede mig af sted,
mens båden begyndte at brænde op under mig.
- Må jeg godt tage dem af?
Der var ikke noget jeg hellere ville, og løftede
lidt i ballerne, så hun kunne få dem ud under mig, og så
derefter benene op over hendes hoved, så hun kunne trække
dem helt af med kun den ene hånd til hjælp. Den anden var
fast forankret på min pik.
Hun
bukkede sig ind over min mave og lugtede til glansen, mens hun stadig
holdt pikken presset mod maveskindet. Så lugtede hun hele vejen
ned af roden, og pressede hele ansiget ind til mine nosser og snusede
dybt ind.
- Der lugter godt. Nej, der lugter ikke godt.
Der lugter fantastisk!
Hun rystede lidt på hovedet, som om hun
ville sige "utroligt, at jeg ikke har gjort det før nu!", mens
hele mit hoved rungede af "gør det igen, gør det igen!".
Jeg holdt min mund. Jeg ved ikke, hvad mit ansigt sagde.
- Jeg prøver lige noget...
Hun bøjede sig lidt ned og pressede hele
ansigtet mod pungen, og så mærkede jeg hendes varme tunge
kile sig ind mellem mine nosser.
Det var som at få et blødt spyd
af ild stukket op i røven, sådan trak min lukkemuskel sig
sammen, og jeg mærkede det første tegn på en ankommende
udløsning - en særligt genkendelig varm strøm sådan
cirka midt inde i underlivet.
Fra nosserne lod hun tungen glide op af roden,
op over sine egne fingre og lige før hun nåede glansen
standsede hun med hovedet let bøjede ind over mig, så jeg
ikke kunne se hendes øjne, alt mens hendes mund og kinder lavede
noget, der lignede tyggebevægelser. Hold kæft, hun samlede
spyt i mundhulen! Det er løgn, det hér, tænkte jeg.
Det sker simpelthen ikke!
Men det gjorde det.
Hun samlede læberne som til et tantekys,
og en lille stribe spyt undslap læberne i midten og løb
ned af hagen på hende. Hun ignorerede den og bøjede sig
ind over min pik, mens hun med hånden trak ned i skindet, til
glansen ikke kunne blottes mere, og lænede sig yderligere frem
og placerede læberne lige ovenpå pikhovedet. Munden ligesom
åbnede sig af sig selv og læberne gled langsomt ned over
hovedet. Med hele sit 37ž varme indre ned over hovedet. Med hele sin
vulkan af hed ånde ned over min pik. Og hendes tænder skrabede
imod. Og det var vidunderligt! Og mit underliv stødte op i hendes
mund. Og hun tog imod, gav bare slip med tænderne, lod mig støde.
Og holdt fast med læberne. Mens hun pakkede min pik ind i flydende,
cremet, kildrende, levende spyt. Og hævede og sænkede hovedet,
mens hendes hånd af sig selv kørte pikhuden op og ned af
roden, først i modfase, og så i takt med sine egne mundbevægelser,
da det synligt gik op for hende, at samtakt var nemmere.
Det var, som det altid skulle have været.
Det var så mange år siden, jeg var blevet slikket af én,
som ikke havde nogen angst for at gøre noget forkert. Og det
var meget meget længe siden, at jeg ikke havde behøvet
at assistere en udløsning på vej med indre billeder, men
skulle jeg komme? Kunne jeg tillade mig at...
Jeg kom.
Vulkanen i underlivet og mellemgulvet åbnede
for alle tilløbskanaler fra kroppens indre og væltede varm
lava op i bunden af pungen, indtil presset nedefra overgik sædkanalens
modflektion og alting kom væltende ud.
I dette øjeblik var hun halvvejs nede
over roden, og det kom så meget bag på hende, at en brændende
varm stråle sæd må have ramt hende inde bagerst i
mundhulen, men på mirakuløs instinktiv vis ændrede
hun bare hovedets vinkel til mere vandret, så sæden ramte
i ganen i stedet og hun slap for at kløjes i det.
Hun beholdt mig i munden. Og jeg blev ved med
at komme. Mit underliv trak sig sammen i spasmer og jeg kogte og prikkede
over hele kroppen, og jeg vidste, at jeg helt sikkert var blevet knaldrød
på brystet, men det kunne hun ikke se, fordi jeg stadig havde
min T-shirt på. Jeg tror, jeg forsvandt et kort øjeblik,
eller besvimede. Måske brølede jeg; jeg ved det ikke -
men det kan jeg ikke forestille mig, at jeg ikke havde gjort. Jeg lukkede
altid op for hele organet, når jeg kom. Jeg tænkte af og
til på det som en slags varemærke, og havde også et
par gange beskrevet det som sådan, indtil jeg havde fået
et par tilstrækkeligt negative reaktioner, der gik på, om
jeg havde noget at kritisere dem for, og hvorfor jeg skulle gøre
så tydeligt opmærksom på, at jeg havde været
sammen med andre kvinder før? Men brøle fortsatte jeg
med - hvis det ellers var fedt.
Det her var utroligt. Jeg blev ved med at komme.
Kroppen blev ved med at spasme. Mindre og mindre spasmer. Og indimellem
en enkelt større én, der ligesom sagde "du skal ikke tro
vi er færdig med dig endnu, tag ikke fejl!". Og hele tiden holdt
hun min pik i munden. Og sank af og til ved at lægge hovedet lidt
mere tilbage.
Holdt kæft, hvor jeg følte mig
stolt af hende! Jeg havde ikke nogen som helst grund til at føle
mig stolt - det var hende, der havde udvist stort mod, og stor parathed,
og stor åbenhed - men hold kæft hvor jeg følte mig
stolt! Og stolt over at have oplevet det. Og stolt over, at det havde
været mig, hun gjorde det sammen med.
- Du brøler højt.
Hun sad helt afslappet, stadig med min halvstive
pik i hånden. En smule undsluppen sæd lå i revnen
mellem glansen og hendes krogende hånd. Der var lidt sæd
ved hendes ene næsebor, en lille klat sæd, der rendte ned
af overlæben mod hendes mund. Hun stak tungen ud og fangende det.
Slikkede sig om munden og trak det hele indenfor og kørte den
rundt i munden som en vinsmagning.
- Du smager salt. Og lidt af fisk.
- Mmmm, ja.
Hun nikkede lidt for sig selv. Kiggede så op
på mig en ekstra gang, med en anelse overraskelse i blikket.
- Spiser du det selv!?
- Mmmm.
Jeg havde ikke kræfter til at tale. Og
det var heller ikke nødvendigt. Øjeblikket var perfekt
som det var. Hvorfor så ødelægge det med forklaringer?
Men det så heller ikke ud til, at Julia behøvede forklaringer.
Hun accepterede et kvantespring pr. sekund, som om hun aldrig havde
bestilt andet. Hvor mange ville have gjort som hun? Jeg kunne kun komme
i tanke om én, og dét lå over 10 år tilbage.
Julia bøjede sig ned og tog min pik ind
i munden igen, mens hendes tunge fjernede sæden omkring glansen.
Hun beholdt den inde i sin varme mundhule, mens hun blidt tygge-suttede
på den. Det virkede som om hun ikke havde lyst til at slippe den.
Måske var hun nervøs for, hvad der så skulle ske.
Eller måske var hun urolig for, at der så ikke ville ske
mere. Jeg kunne ikke regne det ud, men lod hende forsætte.
Det var en utrolig tryg fornemmelse - ikke bare
at hun blev ved med at have mig i munden, men at hun blev ved med at
malke mig - blev ved med at køre huden stille og roligt op og
ned i takt med hovedets og mundens små bevægelser. Det var
følelsen af tillid - hendes tillid til mig. Og til sig selv.
Jeg rakte for første gang ud og rørte
ved hende, strøg hende så kærligt over kinden, som
jeg var i stand til - holdt min hånd der lidt, indtil hun kunne
mærke varmen fra den over varmen fra solen og hende selv, og strøg
hende så over håret med blide, rolige bevægelser.
Jeg havde ikke lyst til at det skulle slutte. Nogensinde.
- Jeg er nødt til at gå, sagde
hun.
- Jeg ved det godt.
Jeg vidste det godt, men var ikke parat til,
at det skulle være lige nu. Jeg brød hjernen for at finde
på noget, der kunne få hende til at blive: mad, vin, hash?
Tilbyde eller bede om sex uden omsvøb? Men uanset hvordan jeg
forstillede mig mit forsøg på at holde på hende,
lød svaret i mit hoved hver gang "jeg er nødt til at gå".
Hun havde besluttet sig, det vidste jeg godt. Og det aller værste,
jeg kunne gøre lige nu, ville være ikke at respektere hendes
beslutning. Hun skulle have tid til at fordøje sin oplevelse.
Som lige nu var fuldstændig perfekt.
Jeg lod den forblive perfekt - næsten:
Jeg skubbede mig en anelse tilbage, rakte frem og tog blidt fat om hendes
hoved og kyssede hende let på munden - og stak en blidt spillende
tunge kortvarigt ind mellem hendes læber og fangede en lille smagsprøve.
Mens jeg så hende lige ind i øjnene, slikkede jeg mig om
læberne og smagte på mig selv.
- Uhm, salt, sagde jeg.
- Ja, salt, sagde Julia, og tøvede et
brøkdel af et sekund, før hun returnerede mit kys, men
slikkede sig derefter om munden og smagte på mig igen.
Jeg vidste godt, at hun ikke ville komme tilbage.
tilbage til
toppen