du har ikke
tal på
de følelser og tanker du har slettet
endnu mens de var ved at omforme universet
for ikke at nævne omfanget
af endnu embryotiske ideer og projekter
du har taget livet af
ganske kold
du kalder det
mental hygiejne
dét at sige nej
dette skal ikke fødes til verden
for verden er ikke parat til det
eller du
er ikke klar
det siger du ihvertfald
gad vide hvad
du egentlig har myrdet
af betydning:
et bespisningsprogram for den 3. verden
cirklens kvadratur
dit første eller sidste væsentlige digt
1 sekunds stilhed til ære for livet?
og mon nogen opdagede dét
som de opdager andre nyheder
der ikke vises på skærmen
eller forsiden af morgenhugget
hov
der mangler noget
men det er ikke lige
til at sætte fingeren på noget bestemt
der ér bare et hul
hvad mon det ér?
men dagen trækker og morgenæg og brød
er ved at blive koldt
kan du tillade
dig det?
kan du tillade dig at dømme verden
før den endnu har haft en chance for at vise
at den har lært af i går?
kan du tillade dig at tænke på vegne af
alle de andre?
ja
jeg ved godt:
findes de i dit hoved
eller findes de udenfor
eller findes de begge steder
og er der nogen sammenhæng mellem de to?
og jeg kan heller ikke svare definitivt
men verden udenfor findes
det har jeg
valgt
så ihvertfald dén
bedrager du
med tanken om det perfekte
kan du fortsætte
med dét?
er det spændende at det er dit
og ér det det?
havde du egentlig overhovedet
et tidligere jeg
at kunne blive misundelig på?
tilbage til
toppen