Da jeg byggede
reolen
ville jeg gøre det hele selv
og spurgte derfor naturligvis
far
om ikke han havde træ
til at bygge reol af
reoltræ sagde far
nu skal jeg se
og så kom
der en hænger
med far foran
og træ indeni
Det her er en gammel reol
sagde far
den har jeg skilt
ad
men den er lige til at samle
jeg har sat små
streger hér og hér og
hér
alting
passer sammen og
er lige til at gå til
På et farvelager
kan man sagtens have reoler
der
ser sådan ud
men min reol
skulle ikke bygges af streger
Da jeg byggede reolen
skulle jeg bruge en plan
jeg havde træet
jeg havde væggen
jeg havde
værktøjet
jeg havde bøgerne og tingene
der
skulle stå på reolen
jeg havde ikke blot lyst til reolen
nej
den passede så godt
lige
dér
men reoler bygger ikke sig selv
reolvægge avler ikke
boghylder
der vokser sig store og emigrerer hen
hvor
lejlighedens geografi er fuld af hvide pletter
så
min
reol behøvede en plan
Hvordan skal planen være
spurgte jeg mig selv
og
kiggede på træet fra den stregede reol
jo
på min reol skal der stå bøger
derfor skal
hylderne være dybe som bøger
og på min reol
må bøgerne ikke falde ud for enderne
derfor skal hylderne være lange og gå fra væg til væg
og der skal være plads til alle de mange bøger
jeg
har i mine flyttekasser
derfor skal der være flest mulig hylder
og nu jeg ér i gang med at gøre det så godt
skal reolen
ikke sidde fast på væggen
for dén har
jeg lige spartlet tapeseret og malet
nej
min nye reol skal svæve frit
vægtløst
udspændt mellem gulv og loft
trinløst
glidende på glatpolerede rundstokke
og der skal ikke være noget
metal i den
så alting skal samles med trædyvler
fordi trædyvler...
ja
det ved jeg virkelig ikke
men det skal det
Da jeg byggede reolen
savede og dyvlede jeg hylder i 33 dage
10 hylder
á 15 centimeter i dybden
samlet af gamle farvelager-lægter
á 6 centimeter i bredden
det vil sige 2 og en halv
lægte i bredden
til én hylde
12
cm er for lille dybde til en bog og 18 for meget
og for at nå fra væg
til væg
3 meter og tres i længden
samlet
af ét stykke gammel farvelager-lægte på 300 cm
og ét
på 70
sammenføjet med vinkelsnit
og hist og hér et
stykke indføjet
hvor et indhak viste at dénne
lægte liggende
havde båret
sin vægt af farve og tjære
9 meter dyveler og
en halv liter lim!
Og så skulle jeg bare beslutte hvordan
seksogtredive
meter hylde
skal sidde fast på rundstokkene
og
"svæve frit mellem gulv og loft"
skal de kunne flyttes op
og ned efter behov
spørger jeg mig selv
for sådan
er det jo typisk
bøger har jo ikke samme højde
og det ér da synd at inddele bøger efter størrelse
alene
og skal hylderne være i hele væggens længde
eller
måske saves op i mindre stykker
så de mindre
længder bedre kan justeres
aparte
formater?
og skal de fulde længder eller de mindre stykker
kunne
flyttes op og ned
og skal de i så fald hvile på metalhyldebærere
eller på træ
ja
træ
er jo helt indlysende
eftersom der er dyvler overalt
men er træhyldebærere stærke nok
til at
bære vægten af så meget papir?
Da jeg byggede reolen
talte jeg meget i telefon
og drak spandevis af kaffe
med venner og med familie
jeg blev god til at forklare mig
mine skitser
fik udstillingskvalitet
mine nætter blev længere og længere
mens jeg genopfandt reolen
og mine tegninger
til overmål
ligestillede tyngdekraftens indvirkning
med dværgkastning for viderekomne
ved
hele ni måder at sætte hylderne fast på
og dét vel
at bemærke uden
at tælle de skrue- og metalbolt-fascistiske eller
de mursten- og ståltråds-anarkistiske med
der
meldte sig henad 4 om morgenen
når jeg sovende prøvesamlede
reolen
og for mig så hylderne klappe sammen
rundstokkene
smutte ud af klodserne i loftet
reolen vælte ned over
mig
nej
ned over
min nye kæreste sgu
undskyld undskyld
undskyld
at jeg ikke
lavede det godt nok
vil du ikke godt tilgive
mig!
vil du ikke godt
komme tilbage!!
Da jeg byggede reolen
vidste jeg præcis
hvordan den skulle
se ud
en to tre fire nok hylder
bøger op på hylderne
benene op på bordet
øllen ind i munden
hagen ned på
brystet
når gulvet sank så rundtokkene smuttede
ud ved loftet
eller hyldeholderne knækkede under vægten
af bøgerne
og hele reolen kom væltende
ned
jeg skulle fandme være sikker på at lortet var solidt!
så jeg tegnede den kinesiske mur 16 gange
og dyvlede hylder i 33 dage
9 meter dyveler i 4 cm stykker
det er tohundredeogfemogtyve dyveler
og
en halv liter lim
mens jeg forsøgte at få den skide reol
til at stå uden skruer og søm
og
hvorfor helvede måtte jeg ikke bruge metal?!
nej!
for nu havde jeg jo ikke brugt én eneste skrue til dato
så
hvorfor begynde på det nu!?
det ér altså ret pjattet
bare fordi der er lidt problemer med designet
bare fordi jeg ikke kan beslutte
mig
for hvad en boghylde vejer og
hvad
en hyldeophængningsmetode kan bære
bare fordi
jeg har lyst
til at skrue mit hoved fast til væggen
med skruepistolen og tre fucking
philipsskruer
jeg mener
det er da
ikke noget at gå i spåner over
ha!
som om
jeg ikke har vadet
i spåner i halvanden måned
nu
efter at have tilpasset 45 stykker flækket
møgbeskidt
gammelt hyldetræ
så de kan antage den form
Reolen
har inde i mit hoved
hvorfor kunne jeg ikke bare have
købt lortet
i Aldi eller Føtex
eller spenderet snoldede 1500 kr. hos
trælasten
på nye planker fra
starten af
og 1000 kr. på metalhyldeknægte
som alle andre
og samlet lortet
med bolte og skruer i små
poser og æsker og været færdig!
for en måned siden?
Da jeg byggede reolen
byggede jeg den selv
jeg byggede sgu selv reolen
ha ha
jeg byggede sgu selv min reol
fandme gu gjorde
jeg!
jeg mangler godt nok stadig at samle den
der er endnu visse problemer med
hvordan hylderne skal fastgøres til rundstokkene
men det løser sig
henad
vejen
og der ér jo stadig gratisbiblioteker her i kommunen
så
jeg ikke behøver pakke mine bøger ud
og vi levede da for helvede
i tusindevis af år
uden den mur af bøger
der nu omkranser og indhegner vores kultur
og jeg har levet
forstemmende godt indtil denne dag
uden
mine 2000 bøger lige ved hånden
og det kan jo også være
jeg snart skal flytte igen
om et år
eller to eller tre
hvem ved?
det må man da håbe
så jeg har noget at tage mig til
(af materiale til kommende samling)
tilbage
til toppen