det er blod
og træ og og sten og lærred
denne by er bygget af
du har gjort det meste selv
og hvad du ikke selv har hamret savet naglet og samlet
har forbipasserende udført før de forlod dig
og lod dig alene med dit projekt
du har aldrig følt dig ensom
du har aldrig følt dig på afstand af noget eller af nogen
verden har altid vist sig for dig
i sin bedste forklædning
akkurat rede til at danse
når du så dig omkring
efter en partner at svinge i dansen
og nu er du
hér igen
i din by af glas og metal
som du bygger hver eneste dag
og hver eneste nat
selv når du sover
selv når du sover
lægger du tage
og trækker tagrender strøm og vand asfalt maling
du sørger for at dække de andre ind
før dig selv
du sover blandt klude af det kosteligste stof
hentet fra lossepladser og i skraldespande
du fortryder ikke
at du gav dit hjerte til byen
du fortryder ingenting
du har virkelig intet at fortryde
og her er du
nu
blandt knogler og ben
alene på møddingen
med stolebenene begravet dybt i møget
du har næsten skidt det hele selv
gennem et hul i stolesædet
og du har tænkt dig at blive siddende
indtil foråret
eller sommeren
eller
efteråret
eller vinteren viser sig
komme først hvad der komme vil
og det er ikke nemt at være dig med dén mave
men du smiler trods stanken
for du er helt alene
her på sædet
og du kan se længere end du kan se
og hér
er du igen
blandt de levende og de døde
spejlskudt af unøjagtige fotografer
der alle som én
har taget uregelmæssige lunser af din
sjæl
men du regner med at få det hele tilbage
du regner med at få resterne af din sjæl igen
hvis det lykkes dig at ikke sløse det sidste bort
på at lade dig se
mens du gnaver trævler og bygger små skjul
med udsigter til steder
ingen andre end du kan se
for hvad skulle du ellers lave
nu du er død
og hér
er du søreme igen
blandt de vilde dyr
de snuser til dig
og lader dig ligge hvor du faldt
Og hér
herfra kommer du ikke videre
uden videre
tilbage til
toppen