her til
morgen drømte jeg, at min far døde: jeg fik det tilfældigt
at vide og overraskelsen var så stor, at jeg først
ingenting kunne mærke: og så blev jeg så forfærdelig
vred på mig selv over, at jeg ikke havde set det komme: at jeg
ikke havde tilladt mig selv at indse, at døden kan komme nårsomhelst:
at jeg havde været SÅ lemfældig i min omgang med døden,
at jeg ikke engang havde gjort mig dén ulejlighed at finde ud,
hvem han egentlig var, min far: og SÅ kom sorgen! og SÅ
kunne jeg græde: jeg skulle aldrig igen få chancen for at
spørge ham ud om hans liv, se ham udleve de drømme han
havde, se ham være det menneske han var blevet, høre ham
le: og sorgen skilte vreden ud, rensede den ud af min krop: jeg var
selv i live, det var mig der var tilbage: dét kunne jeg ikke
føle vrede over: døden havde ikke snydt mig eller taget
ham fra mig: det var livet: og jeg gik til min mor, der modtog
mig med randede øjne og en maske af fasthed, og mine tårer
trak hendes med sig: og vi græd, til der ikke kom flere tårer:
tilbage til
toppen