ser jeg
på verden gennem ravnens øjne
er Jorden ikke blot veje med hjulspor
håndpumpen over brønden på gårdspladsen og
radioen der spiller dansemusik for sig selv
i flyvehøjde
passerer tiden hurtigt, og slet ikke
10.000 år passerer, frem og tilbage som vinden;
fra et hustag, i hvile efter flugten, høres trommerne,
ikke fra radioen, men fra en dreng med en dåse
han lytter
til sig selv, drengen spiller rytmen i sit blod
hans skygge farver støvet, mens han venter uden at vente
og dér kommer vennerne, i flok med hunde
og blodet trommer videre, på et andet instrument
deres verden,
menneskene, er menneskenes verden,
hver for sig alene - skovene, jorden, selve livet er deres
at gøre med som de bestemmer, som de ønsker
det
de mangler kun himlen og himlen mangler dém
de passer
deres børn som de passer deres ældste
som de passer deres dyr som de passer på sig selv,
med ét blik på himlen og kun ét bånd til jorden
som videnskaben alene, og ikke døden, får klippe
de evner
at elske, menneskene, siger de stolt
som de eneste i universet har de ord for at savne livet -
for det voksne menneske er al tid tid tilbage,
fortid nutid fremtid - barnet ser med ravnens blik
kun barnet trommer ikke for denne drøm
om at alt bliver bedre med det næste åndedræt
hvis man holder, holder vejret ganske kort forinden
og så puster liv i, puster liv i, det næste, den nye verden
på gårdspladsen, med ravnen på skulderen
med en dåse i skødet, og klappen for mit øje
der lukker lyset ind i det mørkeste sted i mit indre,
er min indsigt gudeløs og obskøn
tilbage
til toppen