de taler om
tilstandene i kroppen
og i sindet
de synger sange om at være menneske
set dérfra hvor de står,
de taler om
at findes
og at ikke findes
de taler om at have stemme og ikke have ord
de taler om at være alene
om at være fremmed
de bruger sig selv som eksempel
så godt de nu kan,
de fantaserer
om tilstande de aldrig har set
tilstande de finder i hjernen
hjertet
gårsdagen
i vævningen af pulp og pres
de venter på ordene mens de bliver til
og lukker dem ud som de ser dem
de staver ikke
de tegner i luften
de larmer og
hvisker om at elske
de er rationelle eller fulde af følelser
de taler som kvinde
som mand
som barn
som et fællesskab
de taler om at have eller ikke have
få eller ikke få
at have mistet og mistet igen
de taler om kærligheden
som om den findes
eller ikke
og mange nævner den aldrig med ord,
de eksperimenterer
med bogstaver og sætninger
med læserens øjne og med læserens sind
de gør det kendte ukendt og nyt,
forklarer eller forklarer ikke
som det passer dem bedst,
de mener selv der altid er en mening
at de selv
er bevis for meningens uigendrivelighed
de har gjort hvad de har gjort
de var i live da de talte
skrev og tænkte
følte
og verden findes da endnu,
de tænker
på fortiden
og mener fortiden har ting at sige
og de fortæller om fortiden
og binder navne ind som læseren kan huske
så læseren har årstal
og egen historie at holde sig til
de skaber historien om
ved at føje til
de skaber historien om ved at gentage og ændre
en ganske lille smule
de skaber deres egen historie om
ved at huske på papir,
de
er sig selv på papiret
de er spejlbilleder på papiret og i ordet
de er livsløgne og lystløgne og fabrikationer og fantasterier
og dagdrømme og længsler og angst,
i voksende kontrol på papiret
og i stemmen
og i pauserne
og i rytmen
og i skyheden
og rampetrangen
og selvpromoveringen
og pauserne fra skriften
de er hinanden
og sig selv
de er os andre
og sig selv
de ér ikke
når de skriver
når de skriver bedst ér de ikke
de er deres egen søgen efter livet
efter mening
efter tiår og sekunder
efter at holde dét i hånden
som ikke kan holdes
og villigt slippe det igen,
vi følger
dem i søgen
vi angriber dem
vi flatterer dem
vi taler med dem i søvne og om natten
vi debatterer med dem
før vi skal ud og når vi kommer hjem
vi taler med dem i grønthandleren
når vi kigger på salater og tomater
vi bemærker dem i klasseværelser og på arbejdspladser
vi finder dem mellem faktuelle linier
i artikler
i ordbøger
i kogebøger
i bønner om bolig
på opslagstavler i supermarkeder
vi taler ofte med dem
uden at vide hvem vi taler med
men vi taler gerne
og gerne længe
vi mærker der er noget de vil
de stikker ud overalt
vi siger ikke
tak
hvad skulle vi takke for
vi er dem
der tager imod
hvad skulle vi takke for
vi er deres verden
som de er vores
alle snyltere på hinanden
kun tanken
kan skabe et menneske
som ikke behøves
kun tanken
kan give livet
livet igen
tilbage til
toppen