(ufærdigt, skitse)
du tikker i
mig
i glideflugt med changerende gevanter i dit kølvand, bundet i brisen,
bundet til brisen, letfordøjelig og æterisk
du tikker
i mig
vokset ud af gulvet, med grene i alle haver og fotosyntesen på højeste
gear med næring til jorden og dine rødder
i det ene
kommer du aldrig nærmere
svæver altid udenfor rækkevidde,
men besnærende smuk og mystisk
drømmen der folder sig ud
i det andet
har du aldrig ku forlade
og står sikkert i hvert et rum
altid med på en aflægger
vores garant for vores liv sammen
i luften er
du ved at eksplodere i lys
på jorden imploderer du uden næring
og lyset strækker
ikke fra en til den anden
det når mig
og flås ud den anden vej ved kraftigt undertryk
lysstrømmen
slider på detonatorerne
der er ingen formildende omstændigheder
at standse nedbrydningen med
snart siger det puf
snart eksploderede jeg
det sagde bang
hvis ikke
jeg stoppede det
før det var for sent
og det var
altid for sent
for dét var dér jeg stoppede det
og det nye
bygges på bedste grundlag
dit lys dit hul
og mig i midten
med lys igennem
det slider
på detonatorerne
det slider rigtig slemt
(revideret 10.02.)
tilbage til
toppen