for længe
siden
mens vi drikker te i dit selskab
og forfatterne korpulerer tæt
i bogreolen bag mig
og vinduet i køkkenet
lukker de rette mængder
stilhed ind
fortæller du mig
om den gang du boede og skrev
nær jorden
og vinduet i køkkenet var åbent som i dag
og at du pludselig ikke
kunne finde pungen
du havde lagt fra dig
på køkkenbordet
ved siden af håndvasken
ved sæbeskålen
og at du forestillede dig en mandsperson
havde penetreret ind
i dit inderste
gennem det åbne vindue
for at bestjæle dig
og kunne næsten se ham løbe i det fjerne
med pungen
og en del af dig og
efter en pause
og en slurk af
den skoldhede te
fortæller du om en lignende dag
seks måneder senere
det kunne have været dagen udenfor
hvor kulden havde udbedt sig adgang
via vinduet i køkkenet
og du havde siddet i stuen
præcis som du plejer
ja som nu
og da du
uvist af hvilken årsag
får lyst til at gå i køkkenet
ligger pungen ganske synlig
åbenlyst midt på bordet
temmelig tæt på stedet for sin sidste
placering
og hvad jeg tænker om dét?
jeg tænker
ingenting dét er sikkert
jeg har alderen til at
være uforstående naiv
og drikke te
på én og samme tid
tilbage
til toppen